Når fondene hvert år uddeler milliarder af kroner til forskning, fordeles pengene langt fra ligeligt mellem universiteterne og deres fagområder.
Det viser en netop offentliggjort statistik fra Fondenes Videnscenter, der kortlægger, hvordan de i alt 7,9 milliarder kroner bevilliget til forskning i 2019 fordeler sig.
Ud af de knap 8 milliarder kroner gik 2,07 milliarder alene til Københavns Universitet, mens universiteter som ITU, RUC og CBS lå i bunden med blot 9, 12 og 23 millioner kroner.
Forskellen mellem de, der får, og de, der ikke får, er også tydelig, når det kommer til fagområderne. I 2019 gik over 6 milliarder kroner til naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig forskning, mens humaniora og samfundsvidenskabelig forskning tegnede sig for henholdsvis 258 millioner og 458 millioner kroner.
Og inden for universiteternes egne mure er tendensen også klar: På Københavns Universitet blev den sundhedsvidenskabelige forskning tildelt knap 1,3 milliarder kroner, mens humaniora fik 18 millioner. Og på Aarhus Universitet blev humaniora tildelt 8 millioner kroner, mens naturvidenskab og sundhedsvidenskab tilsammen fik 661 millioner kroner.
Den ulige fordeling af fondsmidlerne er et stort problem, lyder det fra professor emeritus ved sociologisk Institut på Københavns Universitet, Heine Andersen.
Han mener, at den enorme forskel risikerer at skævvride helheden i dansk forskning, og dermed gøre op med den politiske og forskningsmæssige ambition om, at dansk forskning skal være bredt funderet.
“Set ud fra helhedens synsvinkel er det uheldigt, at der er så skæv en fordeling af forskningsmidlerne. Det giver en skævvridning af balancen mellem fagene. Ideen med universitetet er grundlæggende, at man skal dække et meget bredt fagspektrum, men det modarbejder den her skævvridning. Og det rykker ved balancen mellem universiteterne, at der er stor ulighed og konkurrence om midlerne,” siger Heine Andersen.
Fondsmidlerne afspejler fondenes grundlæggere
Den kritik er Jens Oddershede, der er tidligere formand for Rektorkollegiet og Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, DFiR, ikke enig i.
Mange tror, at det er flødeskum, når et universitet modtager fondsmidler, men det er det ikke
Heine Andersen – Professor, Københavns Universitet
Han mener ikke, at det giver mening at sammenligne universiteternes tildelte fondsmidler direkte med hinanden, eftersom universiteterne ofte har specialiseret sig inden for forskellige områder af videnskaben.
“Når man skal se på, hvor mange penge et universitet hiver hjem til forskning, er man nødt til at se på, hvilket område, der får støtte. For eksempel er CBS primært et samfundsfagligt universitet, så der skal man altså se på, hvor mange penge der gives til det samfundsfaglige område, og om CBS får sin del af det beløb,” siger det fra den tidligere rektor.
At danske fonde primært støtter naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig forskning, skyldes hovedsageligt, at fondenes virksomheder har specialiseret sig i netop de områder.
“Fondene tager udgangspunkt i deres fundats, når de uddeler støtte. Fundatsen tager udgangspunkt i, hvordan virksomheden har tjent sine penge. Hvis det for eksempel er insulin, så vil fonden primært støtte sundhedsfaglig og naturvidenskabelig forskning,” siger han.
Udhuler fondsmidlerne humaniora?
For professor Heine Andersen er det ikke kun den ulige fordeling af fondsmidlerne, der springer i øjnene. De mange bevillinger til de naturvidenskabelige forskningsprojekter udhuler nemlig også indirekte de fagområder, som ikke modtager fondsstøtte, mener han. Det gælder for eksempel humaniora og samfundsvidenskab.
For fondene betaler oftest ikke de fulde omkostninger, når de bevilger penge til et projekt. Indirekte omkostninger, som eksempelvis husleje, el, varme, apparatur, HR og ledelse, er ofte ikke en del af fondenes bevillinger. Det kan dreje sig om store beløb - helt op til 75% oven i de direkte omkostninger. Det betyder i praksis, at universiteterne selv skal finde disse ekstra penge til de udgifter, der uundgåeligt hører til et forskningsprojekt.
“Mange tror, at det er flødeskum, når et universitet modtager fondsmidler, men det er det ikke, fordi der oftest skal finde penge til medfinansiering ved at hente fra andre fagområder. Samtidig med at man får store bevillinger til sundhedsvidenskab, lukkes der fag på humaniora, som for eksempel Grækenlandsstudier og finsk,” siger Heine Andersen.
Jens Oddershede er enig i problematikken med universiteternes indirekte omkostninger.
“Hvis der ikke er fuld finansiering til et forskningsprojekt, kan det ikke undgås, at der trækkes generelle midler ud fra universitetet. Det vil gå ud over andre områder. Det er en udfordring, som jeg synes burde løses politisk i fællesskab med fondene.”
Alligevel mener han, at det samlet set er positivt for dansk forskning, at fondene bidrager med en stadig større andel.
“Problemet må ikke overskygge, at det er en kæmpe fordel, at fondene støtter dansk forskning. Jeg vil nødig have, at den debat, som kører nu, har den effekt, at fondene mindsker deres interesser for at støtte forskning. Man kan let fortabe sig i problemstillingen og miste overblikket, men overblikket er altså, at fondenes støtte til den danske forskning er kolossal vigtig,” siger Jens Oddershede.
Området savner politisk bevågenhed
Hvem der i sidste ende har ansvaret for, om fondsmidlerne uddeles hensigtsmæssigt eller ej, er de to professorer ikke enige om.
Heine Andersen mener, at flere fonde er nået en størrelse, hvor samfundet kan forvente, at de også tager ansvar for, at dansk forskning ikke skævvrides.
“De skal tage et større ansvar i forhold til helheden. Når de kan uddele så mange penge, så er det jo i høj grad fordi, at de får skattefradrag for det. De er begunstiget fra politisk side, og derfor mener jeg, at de er forpligtede til at tage et større ansvar for helheden. De bør som minimum betale de fulde udgifter til et forskningsprojekt. Også de indirekte udgifter,” siger han.
Men det ansvar mener Jens Oddershede ikke kan pålægges fondene.
“Fondene er bundet af deres fundatser, og de kan ikke støtte al forskning. Det er samfundets ansvar, at der er hånd om de brede forskningsområder. Det kan aldrig blive fondenes,” lyder det fra Jens Oddershede.
Til gengæld er de to professorer enige i, at fremtidens forskning vil have endnu flere fondsmidler i ryggen.
“Forskning bliver dyrere og dyrere i fremtiden, og der er desværre intet, der tyder på, at staten vil øge sine forskningsudgifter. Derfor er der kun fondene til at betale,” siger Jens Oddershede og peger på, at det blandt andet er udgifter til kompliceret udstyr, som computere og laboratorier, der koster.
Vi er nødt til at lave et system for det her. Det er de lykkedes med i andre lande, så det burde også være muligt i Danmark
Jens Oddershede – Tidligere formand, Rektorkollegiet
De to forskere er også enige om, at området savner politisk bevågenhed og en løsning på problematikken med forskningsprojekternes indirekte omkostninger.
“Det behøver måske ikke at være et lovindgreb, men det kræver indblanding fra politiske niveau, hvis det her skal løses. Og det bør kunne løses,” siger Heine Andersen.
Jens Oddershede tilføjer:
“Vi er nødt til at lave et system for det her. Det er de lykkedes med i andre lande, så det burde også være muligt i Danmark,” siger han.
Fundats ville gerne have haft en kommentar fra Københavns Universitet og CBS til artiklen. Københavns Universitet har ikke ønsket og CBS havde ikke mulighed for at kommentere inden deadline.
