Hvert år modtager Lokale og Anlægsfonden omkring 90 millioner kroner svarende til små ti procent af alle udlodningsmidlerne. Pengene tildeles via finansloven fra overskuddet i Danske Spil A/S, hvor den danske stat er kontrollerende aktionær med 80 procent ejerskab. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) ejer de resterende 20 procent.
Lokale og Anlægsfonden, der er en statslig, ansøgningsdrevet fond, uddeler de fleste af pengene til idræts-, frilufts- og kulturlivet. Men en portion af pengene investeres via investeringsfonde i aktier og obligationer, der udgør en mindre formue med en markedsværdi på 500 millioner kroner.
En del af de penge, som Lokale og Anlægsfonden uddeler til ”fremtidens mødesteder, der er tilgængelige, giver mening og sætter spor,” er bl.a. investeret i investeringsfonde indeholdende statsobligationer udstedt af styret i Qatar.
Det viser Fundats’ aktindsigt fra Lokale og Anlægsfonden, der - som offentlig aktør under Kulturministeriet - er underlagt offentlighedsloven.
Noget af overskuddet fra Danske Spil investeres altså som lånekapital til staten Qatar. Danske tipsmidler finansierer således aktiviteter i Qatar, der er svært kritiseret for krænkelse af arbejds- og menneskerettigheder i forbindelse med infrastruktur og stadionbyggerier op til VM i fodbold næste år.
Fondens ledelse har ikke overblik de enkelte investeringer, men peger på, at placeringen i værdipapirer ifølge investeringsmandatet skal rette sig efter Nordeas eksklusionsliste.
”Vi er i øjeblikket i kontakt med Nordea for at finde ud af, hvad der konkret ligger i vores investeringsbeholdning. Hvis der ligger noget, som strider imod det, vi ønsker, vil vi selvfølgelig sørge for at rette på det,” siger konstitueret direktør i Lokale og Anlægsfonden, Carsten Haurum.
Samme melding kommer fra næstformand i Dansk Idræts Forbunds bestyrelse Hans Natorp, der er bestyrelsesmedlem i Lokale og Anlægsfonden.
”Det er en diskussion, som jeg på baggrund af jeres observationer vil tage op på næste bestyrelsesmøde,” siger han.
Forholdene i Qatar har bl.a. medført, at hvis Danmarks fodboldlandshold kvalificerer sig til VM ønsker storsponsoren, Arbejdernes Landsbank, ikke at have sit navn på spillerens trøjer, fordi banken ikke vil forbinde sit brand til VM i Qatar.
Ifølge The Guardian har op mod 6.500 migrantarbejdere fra lande som Indien, Pakistan, Nepal og Bangladesh mistet livet, siden Qatar blev tildelt værtsskabet i 2010 og påbegyndt arbejde med at bygge fodboldstadioner og tilhørende infrastruktur til verdensmesterskabet næste år.
Desuden har The New York Times dokumenteret, at FIFA-delegerede er anklaget for at have modtaget bestikkelse fra styret i Qatar for at stemme på landet som VM-vært tilbage i 2010.
Amnesty: et særligt ansvar
Omstændighederne omkring Qatar er blevet hårdt kritiseret af Danmarks Idrætsforbund, som har indskudt kapital i Lokale og Anlægsfondens etablering i 1994 og i øjeblikket er repræsenteret i fondens bestyrelse ved Hans Natorp.
Også Amnesty International er kritisk og mener, at offentlige penge er underlagt et særligt ansvar.
”Vores generelle holdning er, at en offentlig organisation har et særligt ansvar for at sikre, at investeringer ikke bidrager til aktiviteter, som er i risiko for krænkelse af menneskerettigheder. Dermed mener vi, at man skal sørge for at følge FN´ retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv til punkt og prikke, og gøre alt for at undersøge om finansieringen er koblet til de åbenlyse problemer, der er i Qatar,” siger Annette Stubkjaer Rimmer, Policy Advisor hos Amnesty International Denmark.
Også ansvarshavende redaktør på Tipsbladet Troels Bager Thøgersen er fortørnet over, at danske tipsmidler finansierer styret i Qatar. Han har fulgt debatten tæt gennem længere tid og har indgående kendskab til elitesporten.
”Idrættens organisationer i Danmark berettiger deltagelsen i VM 2022 i Qatar med, at man fører kritisk dialog med styret i Qatar og dermed forsøger at forbedre forholdene for migrantarbejdere og arbejdet for menneskerettigheder i et land, hvor migrantarbejdere i mange tilfælde udnyttes og endda mister livet på grund af farlige arbejdsforhold. Så er det jo dybt kritisabelt, hvis man ad andre kanaler samtidig har investeret penge i det selvsamme, autoritære land, som man gerne vil forandre via dialog, uden at man mig bekendt har fortalt offentligheden, egne stakeholders eller politikerne, at man har denne portefølje af obligationer i Qatar,” siger Troels Bager Thøgersen.
Investeringspolitikken tillader det meste
I henhold til Lokale og Anlægsfondens investeringspolitik skal investeringer følge Nordeas eksklusionsliste.
Men samtidig tillades investeringer i passive forvaltede aktie- eller obligationsfonde, herunder også i statsobligationer i lande, der ofte anses som værende på kant med grundlæggende menneskerettigheder.
Udover statsobligationer i Qatar investerer Lokale og Anlægsfonden også i statsobligationer fra Rusland, Kina og Saudi-Arabien.
Der er en mærkværdig dualitet i, at fonden har investeret i selskaber som Gazprom, Lukoil og andre store aktører i olie- og kulindustrien, samtidig med at DIF og DBU, ganske prisværdigt, arbejder for realiseringen af FN's 17 verdensmål
Troels Bager Thøgersen – Ansvarshavende redaktør, Tipsbladet
Desuden afslører en screening af investeringsfondene, at der investeres i tre tobaksvirksomheder, British Tobacco Company, Phillip Morris og Swedish Match samt et utal af globale kul- og olieselskaber, hvoraf flere producerer olie fra tjæresand, som har kolossale miljømæssige konsekvenser, ligesom det kraftigt påvirker lokalbefolkningers sociale og kulturelle værdier.
Det drejer sig bl.a. om BHP, BP, Shell, Total, Sinopec, China Offshore Oil, Lukoil og ConocoPhillips. I alt er Tipsmidlerne via investeringsfonde investeret i cirka 100 aktier eller obligationer fordelt på 38 forskelle fossile selskaber. Desuden viser screeningen, at Lokale og Anlægsfonden investerer i flere leverandører til militærvåben.
”Der er en mærkværdig dualitet i, at fonden har investeret i selskaber som Gazprom, Lukoil og andre store aktører i olie- og kulindustrien, samtidig med at DIF og DBU, ganske prisværdigt, arbejder for realiseringen af FN's 17 verdensmål. På endog rigtig mange af de 17 mål omkring eksempelvis miljø og sundhed er det svært at se, hvordan eksempelvis Gazproms massive forurening i Arktis og i Rusland spiller positivt sammen med verdensmålene,” siger Troels Bager Thøgersen, der peger på, at Rusland er en særdeles kontroversiel aktør i idrætsverdenen.
”Rusland er en meget kontroversiel aktør i sportens verden, hvor det russiske fodboldlandshold eksempelvis kun via en nøje tilrettelagt juridisk operation af idrættens egne organisationer kan få lov til at deltage i EM i fodbold med en kamp mod Danmark i København i juni, selvom russisk sport egentlig er udelukket fra internationale turneringer på grund af historiens måske største dopingskandale,” siger Troels Bager Thøgersen.
Rådgiver bag investeringer i tobak, kul og våben
Af aktindsigten fremgår det desuden, at Lokale og Anlægsfonden årligt betaler 70.000 kroner for investeringsrådgivning fra Aros Capital Fondsmæglerselskab. Rådgivningen består af et årligt møde og omhandler bl.a. gennemgang af aktieinvesteringsforeningernes ”underliggende eksponering på regioner, sektorer, og på størrelse.”
Hvis der er investeringer, der ikke flugter med Lokale og Anlægsfondens værdier eller strider mod fondens fokus på verdensmålene må vi kigge på det og drøfte med vores bank og investeringsrådgiver, om der skal laves noget om
Hans Natorp – Næstformand, Dansk Idræts forbunds bestyrelse og bestyrelsesmedlem, Lokale og Anlægsfonden
I investeringsverdenen indgår tobak under sektoren ’stabilt forbrug’, fossile brændstoffer under ’Energi’ og våbenproducenter ofte under ’Industri’. Desuden er rådgivere endnu ikke underlagt lovmæssige forpligtelser - den såkaldte fiduciary duty - til at oplyse om ESG (Environmental, Social og Governance) risici og spørge ind til kundens præferencer for bæredygtighed. Aros Capital Fondsmæglerselskab har således antageligt rådgivet korrekt, men tilsyneladende ikke meget om ansvarlighed, verdensmål og Parisaftale.
Aros Capital Fondsmæglerselskab har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har udpegningsret til bestyrelsen i Lokale og Anlægsfondens, mener at Verdensmesterskabet 2022 aldrig skulle være tildelt Qatar og at der skal ”lægges pres på magthaverne i landet.”
DIFs repræsentant, Hans Natorp, vil drøfte Lokale og Anlægsfondens investeringspolitik med bestyrelsen og investeringsrådgiveren.
”Hvis der er investeringer, der ikke flugter med Lokale og Anlægsfondens værdier eller strider mod fondens fokus på verdensmålene må vi kigge på det og drøfte med vores bank og investeringsrådgiver, om der skal laves noget om,” siger Hans Natorp, næstformand Dansk Idræts forbunds bestyrelse og bestyrelsesmedlem i Lokale og Anlægsfonden.