På to afgørende punkter tog landsskatteretten fejl, da den sidste år afviste, at den erhvervsdrivende fond, Børneringens Fond, kunne få fradrag for uddelinger og hensættelser i forbindelse med fondens almennyttige virksomhed.
Det mener professor Rasmus Feldthusen, der derfor skrev en kommentar i tidsskriftet SR-Skat og opfordrede til, at afgørelsen på grund af fejlen ikke bør indgå i Skattestyrelsens Juridiske Vejledning.
For hvis den gør det, vil den fejlagtige afgørelse fremover være en del af myndighedernes praksis i sager om beskatning efter fondsbeskatningsloven.
”Jeg mener landsskatteretten piller ved nogle grundlæggende elementer i fondsbeskatningen, måske fordi man ikke helt har forstået den gren af almennyttige uddelinger, der skatteretligt benævnes interne uddelinger,” siger professor Feldthusen.
Og det er et problem ikke kun for Børneringens Fond, men også for andre fonde, som for eksempel driver almennyttige aktiviteter via f.eks. en ejendom og som led heri får en modydelse, f.eks. en lejeindtægt.
Særligt fordi afgørelsen på trods af professor Feldthusens opfordring nu indgår i Skattestyrelsens Juridiske Vejledning.
”Det ærgrer mig, at sagen endte hvor den gjorde. Især ærgrer det mig, at vi ikke har tilstrækkelige ressourcer til at forfølge sagen yderligere,” siger Nete Dietrich, der er direktør for Børneringens Fond.
Det ville have været en stor støtte, hvis der var en brancheforening
Nete Dietrich – Fondsdirektør, Børneringens Fond
Hun fortæller, at hele forløbet varede næsten 8 år og har haft store omkostninger for fonden, der bl.a. har til formål at etablere gode fysiske rammer for børn og unge i selvejende institutioner.
”På kort sigt har det betydet, at fondens arbejde mere eller mindre har været i ’limbo’, og vi har skullet forholde os til betydelig økonomisk usikkerhed. På lidt længere sigt giver det betydelige udfordringer, fordi der er risiko for, at fonden får udfordringer med at opfylde alle sine formål. I realiteten kan fonden komme i en situation, hvor regningen ender hos børnene,” siger Nete Dietrich.
Ved udgangen af 2021 ejede fonden ni ejendomme, som enten udlejes eller stilles gratis til rådighed for selvejende børneinstitutioner.
Erhvervsmæssig og almennyttig
Sagen drejer sig om regnskabsårene 2014-2016, hvor fonden på baggrund af fondsbeskatningsloven har selvangivet fradrag og konsolideringsfradrag for udgifter til køb, istandsættelse og udlejning af fondens ejendomme til brug for dagtilbud. Men Skattestyrelsen afviste, at fonden kunne henregne udgifterne som interne uddelinger og nægtede derfor fonden fradrag.
Tvisten kom for landsskatteretten, som til stor overraskelse for fonden og dens rådgivere stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.
Landsskatteretten kommer frem til, at fordi fonden har erhvervsmæssig indtægt på udlejning af sine ejendomme, så er aktiviteterne i fonden ikke almennyttige. Og det er her skatteretten begår sin første fejl, forklarer Rasmus Feldthusen.
Det forhold at man har en erhvervsmæssig indtægt er ikke i sig selv afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt fonden har ret til at få fradrag for sine udgifter
Rasmus Feldthusen – Professor, Københavns Universitet
”Det er forkert, fordi de to ting ikke per definition udelukker hinanden. Det forhold at man har en erhvervsmæssig indtægt er ikke i sig selv afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt fonden har ret til at få fradrag for sine udgifter som interne uddelinger. Det afgørende er om den aktivitet fonden foretager sig, realiserer fondens almennyttige formål,” siger han.
Som eksempel peger han på fonde, der ejer ejendomme til kollegiedrift. Her betaler kollegianerne en modydelse i form af en husleje, men ikke desto mindre betragtes det som et almennyttigt formål at stille boliger til rådighed for studerende, hvorfor kollegierne som udgangspunkt vil have fradrag for deres udgifter som interne uddelinger.
”En almennyttig uddeling kan forekomme både på indtægtssiden, f.eks. hvis fondens husleje er under markedsniveau, her vil differencen være en uddeling til den enkelte lejer. Men en almennyttig uddeling kan også komme til udtryk på omkostningssiden i forbindelse med de udgifter, der skal til for at drive den almennyttige aktivitet i form af interne uddelinger,” siger Rasmus Feldthusen.
Det betyder, at en kollegiefond kan få fradrag for udgifter til for eksempel vedligeholdelse af ejendommen, fordi fondens almennyttige virke netop består i at stille kollegieværelserne til rådighed for de studerende. Disse udgifter regnes for interne uddelinger.
Feldthusen påpeger desuden, at der kan være mange grunde til, at en fond tager en markedskonform husleje for de boliger eller ejendomme, den stiller rådighed som led den almennyttige aktivitet. En årsag kan f.eks. være, at modtageren ellers vil blive beskattet. En anden årsag kan være, at fonden – hvis den er erhvervsdrivende – ikke ønsker at udarbejde en vurderingsberetning eller en tredje årsag kan være, at der ikke i fondens vedtægt er hjemmel til at foretage uddelinger til enkeltpersoner, det vil sige til kollegianerne.
Fondens faktiske virke
Men udover at Landsskatteretten misforstår almennyttebegrebet i forhold til erhvervsmæssig virksomhed, så tager den også fejl på et andet centralt område.
Det skyldes den måde, Børneringens Fond har konstrueret sin drift rent organisatorisk. Det fremgår af fondens formål, at fonden blandt andet skal udleje ejendomme til selvejende institutioner, som børnehaver eller vuggestuer.
Det betyder, at det ikke er selve Børneringens Fond, der tilbyder børnepasning, men de selvejende institutioner, som lejer ejendommen af fonden og dermed leverer ydelserne til børnefamilierne.
Den konstruktion får skattemyndighederne til at konkludere, at fondens faktiske virke i relation til driften af ejendommene ikke sker i direkte tilknytning til det almennyttige formål. Og derfor er der ifølge Landsskatteretten ikke hjemmel til konsolideringsfradrag efter fondsbeskatningsloven.
”Det som myndighederne siger i den del af afgørelsen er, at de måske ville acceptere fradragsretten hvis fonden selv drev børnehaven i eget navn. For så havde driften været i direkte tilknytning til den almennyttige aktivitet. Men da der er en selvejende institution i mellem, så mener myndighederne ikke, at der er en direkte tilknytning,” forklarer Rasmus Feldthusen.
”Sondringen i forhold til om der er direkte tilknytning eller ej kan jeg ikke finde belæg for nogen steder. Hertil kommer, at det jo er fondens ejendom, som anvendes til at danne rammen for børnenes udfoldelse,” siger han.
Hensættelser og planlægning
Sagen er ikke kun et problem, fordi Landsskatteretten fratager fonden muligheden for fradrag i det enkelte indkomstår. Hvad værre er, at fonden heller ikke får lov at hensætte til senere uddelinger. Netop hensættelser er et vigtigt element i fondes økonomiske planlægning, fordi det betyder, at fonden kan undgå at betale skat i de år, hvor indtægterne er større end omkostningerne, så den i stedet kan bruge pengene til at uddele i senere år.
”Det store problem er jo, at denne fond har indrettet sig i tillid til de gældende regler. Det er den måde fonden har planlagt sin omkostningsstruktur og periodisering af den. Men når den så bliver fanget i en afgørelse som denne fra landsskatteretten, så fjerner man ikke kun dens fradrag det enkelte år, men man fjerner dens allerede foretagne hensættelser, og det betyder, at man fjerner muligheden for planlægning,” siger Rasmus Feldthusen.
I værste fald kan en fond i sådan en situation risikere en likviditetskrise, der kan medføre konkurs. Og det er den slags problemer og bekymringer, som fondsledelsen i Børneringens Fond har måttet kæmpe med i flere år, forklarer Nete Dietrich.
”Jeg bliver ærgerlig, når jeg læser artiklen af professor Rasmus Feldthusen, hvor han skriver at landsskatterettens afgørelse er truffet på baggrund af en misforståelse. Vi har undervejs rådført os med forskellige eksperter, som samstemmende vurderede at vi havde en rigtig god sag og delte Rasmus Feldthusens opfattelse. Vi blev derfor meget overraskede over afgørelsen, som vi havde forventet var gået vores vej, og nu står vi her,” siger hun.
Kunne være undgået med en brancheforening
Børneringens Fond overvejede, om bestyrelsen skulle anke sagen til landsretten, men da fonden er en mindre erhvervsdrivende fond og har begrænsede ressourcer, besluttede fondsledelsen ikke at løbe risikoen for, at sagen kan påføre fonden yderligere udgifter, som i sidste ende kan gå udover de børn, der bruger institutionerne, som bor til leje i fondens ejendomme.
Men én ting kunne ifølge Nete Dietrich have gjort en forskel for sagens udfald:
”Det ville have været en stor støtte, hvis der var en brancheforening, som f.eks. kunne have løftet vores sag politisk. En brancheforening ville på vegne af hele fællesskabet kunne have løftet sagen videre ved domstolene. Vi skal nu leve med konsekvenserne af en afgørelse, som gør vores arbejde endog meget vanskeligt, og leve med at vi ikke har ressourcer til at forsøge at få afgørelsen omgjort,” siger fondsdirektøren.
Det er stadig muligt for fonden at få Landsskatteretten til at genoptage sagen, såfremt en række betingelser er opfyldt. Læs mere om det i faktaboksen nedenfor.
Du kan læse professor Rasmus Feldthusens kommentar i Fundats til landsskatterettens afgørelse her.
Sagen kan genoptages
Landsskatteretten kan ikke genoptage en sag, medmindre klageren (parten) har anmodet om det. Landsskatteretten kan dog genoptage en ansættelse på egen foranledning, hvis formålet med genoptagelsen alene er at berigtige egentlige skrive- eller regnefejl.
Bliver Landsskatteretten i øvrigt opmærksom på, at det har truffet en forkert afgørelse, kan Landsskatteretten ikke genoptage sagen. Er der tale om en ændring til gunst for klager, bør Landsskatteretten foreslå klager at anmode om genoptagelse. Genoptagelse kræver:
- der fremlægges oplysninger for Landsskatteretten, som ikke tidligere har været fremme under sagen
- det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis oplysningerne havde
foreligget tidligere.
Landsskatteretten kan tillade genoptagelse, når ganske særlige omstændigheder taler for det, selv om betingelserne i SFL § 35 g, stk. 1, ikke er opfyldt. Udgangspunktet er således, at retsmidlet mod Landsskatterettens afgørelser er at indbringe sagen for domstolene
Skatteforvaltningslovens § 35 g:
”§ 35 g. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.
Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:
1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.
2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.
Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 4. Reglerne om betaling og tilbagebetaling i § 35 c finder tilsvarende anvendelse i disse sager.”
Kilde: Professor Rasmus Feldthusen og Skatteforvaltningsloven.
