Fra 12 til godt 60 fastansatte medarbejdere. Og fra et årligt budget på 16 millioner til et i omegnen af 235 millioner kroner.
Man kan vælge at belyse de seneste 24 års udvikling i Unicef og i ngo-branchen generelt fra flere forskellige vinkler. Men når man har at gøre med en afgående generalsekretær, der betegner sig selv som ”en ngo-mand, der tænker mere i erhvervsbaner end mange andre,” er tallene og økonomiske pejlemærker ikke til at komme uden om.
For nok søgte Steen Andersen i sin tid stillingen som generalsekretær i Unicef, fordi han gerne ville arbejde for en sag, og nok glæder han sig også på branchens vegne, når en af de andre store ngo’er har succes og indsamler store summer. Det foregår bare som privatperson. For Steen Andersen har, som han selv udtrykker det, ikke fået sin løn for at glæde sig over, at det går godt for de andre ngo’er. I 24 år har han tværtimod haft specifikt til opgave at skaffe flere midler til Unicef – en organisation, han i øvrigt mener, der på mange måder kan sammenlignes med en erhvervsvirksomhed:
”Men vores aktionærer hedder 'børn', og de bor i nogle lande, hvor de har brug for det størst mulige afkast, for det er det, der kan bringe dem videre i skole og andre steder hen. De kan ikke bruge min gode vilje og mit blødende hjerte til så meget. Men de kan bruge de penge, vi sender ud til dem. Og det har været min grundholdning hele vejen igennem,” siger Steen Andersen.
Vores aktionærer hedder 'børn', og de bor i nogle lande, hvor de har brug for det størst mulige afkast, for det er det, der kan bringe dem videre i skole og andre steder hen. De kan ikke bruge min gode vilje og mit blødende hjerte til så meget. Men de kan bruge de penge, vi sender ud til dem
Steen Andersen – afgående generalsekretær, Unicef
Af samme grund er det også den støt stigende indtægtspulje, han fremhæver, som det han er mest stolt over at have været med til at realisere i sin tid på posten. Fordi pengene repræsenterer den sag, som organisationen kæmper for.
Samtidig er det også i forhold til netop indsamlingsdelen af arbejdet, at Steen Andersen ser behovet for at bringe nye spillere mere aktivt på banen. For hvis puljen af penge fortsat skal vokse på det “modne danske marked”, er det især mod fondene, virksomhederne, testamenter og de såkaldte ’major donors’, at blikket nu skal vendes, mener han.
Tilfældig passion
Tilbage i 1995 efter 12 år i Hjerteforeningen søgte Steen Andersen mest af alt stillingen som generalsekretær i Unicef, fordi der skulle ske noget nyt – og det helst inden han blev 40 år.
På det tidspunkt kendte han ikke det store til Unicef ud over salget af de julekort, den daværende økonomi primært hvilede på, og for Jesper Kleins aktive ambassadørskab for organisationen.
"Det er svært at sige nu, at det lige så godt kunne være blevet noget andet end Unicef – men det kunne det. Stillingen tiltalte mig, fordi jeg allerede var i ngo-branchen, og fordi jeg godt kan lide at arbejde for en sag," siger han.
Da Steen Andersen tiltrådte som generalsekretær den 1. september 1995, holdt Unicef til i nogle trange, nedslidte og 70’er-brune lokaler på Billedvej i Frihavnen – milevidt fra organisations nutidige placering i de rumlige, kridhvide lokaler i FN-byen.
Det er svært at sige nu, at det lige så godt kunne være blevet noget andet end Unicef – men det kunne det. Stillingen tiltalte mig, fordi jeg allerede var i ngo-branchen, og fordi jeg godt kan lide at arbejde for en sag.
Steen Andersen – afgående generalsekretær, Unicef
Forgængeren på posten, Arne Stinus, var pludselig død godt et halvt år forinden, og organisationen havde været uden generalsekretær lige siden.
"Jeg kom i en situation, hvor det rent ud sagt hang i laser. Vi var ved at gå fallit, og medarbejderne havde klaget til arbejdstilsynet over det psykiske arbejdsmiljø. Indbyrdes kunne de ikke blive enige om noget som helst – de var nærmest delt i tre fløje. Og alt det havde jeg måske fået lidt at vide om til jobinterviewet – men ikke i detaljer. Så de første måneder var noget op ad bakke," husker Steen Andersen.
Han husker dog også, hvordan han lynhurtigt blev tændt på opgaven og på lige præcis Unicefs sag. Og i dag er Steen Andersen den eneste tilbageværende i Unicef fra den flok, der udgjorde det danske kontor af organisationen, da han tiltrådte.
Nye samarbejdspartnere
I løbet af de 24 år, Steen Andersen har stået ved roret, er Unicefs økonomi gået fra primært at hvile på salget af julekortene til via en benhård satsning på fundraising i stedet primært at læne sig op ad indtægterne fra de faste bidragsydere. Over 80.000 er der af dem i dag, og tilsammen sikrer de Unicef 115-120 millioner kroner om året.
Senest er store partnerskaber med både fonde og virksomheder også blevet vigtigere og vigtigere, og det er især her, Steen Andersen mener, at organisationen har en fortsat mulighed for at vækste.
Internt i Unicef bliver det danske donormarked nemlig betegnet som ‘modent’ – det vil sige, at der går langt mere tid og langt flere penge til at skaffe nye faste bidragsydere nu, end der gjorde før i tiden, hvor fundraising-initiativerne først for alvor blev søsat af de danske ngo’er. Tid og penge, der skal holdes op mod, hvor mange penge man for eksempel ville kunne hente ved at indgå et samarbejde med en stor fond eller en virksomhed.
Jeg tror helt sikkert, at vi godt vil kunne få flere faste månedlige bidragydere, eller ‘verdensforældre’, som vi kalder dem. Men 80.000 er mange. Så hvad vil det koste, hvis vi for eksempel skal vækste til 100.000? Hvor er den etiske grænse for, hvad det må koste at få nogen?
Steen Andersen – afgående generalsekretær, Unicef
“Jeg tror helt sikkert, at vi godt vil kunne få flere faste månedlige bidragydere, eller ‘verdensforældre’, som vi kalder dem. Men 80.000 er mange. Så hvad vil det koste, hvis vi for eksempel skal vækste til 100.000? Hvor er den etiske grænse for, hvad det må koste at få nogen? For du skal jo også kunne tjene penge på dem. Vi skal jo helst støtte det gode formål og ikke bare markedsføring,” siger han.
Udover at samarbejde med fonde og virksomheder fortæller Steen Andersen, at Unicef for tiden oplever succes med at have satset aktivt på testamente-området. Og derudover forsøger organisationen at opdyrke markedet for de såkaldte ‘major donors’ – det vil sige meget rige personer, der donerer direkte til organisationen fra deres egne private formuer.
De aktive fonde
Ligesom så mange andre organisationer har Unicef oplevet, hvordan de store fonde i dag er blevet meget mere specialiserede og ønsker en væsentligt større inddragelse i de projekter, de støtter. For Steen Andersen at se, er det dog en positiv udvikling.
“Det er mere krævende, men det er også mere givende. For når de store og mellemstore fonde vil ind og være aktive med- og modspillere, er de beløb, de kommer med, jo også langt, langt større. Derudover har de mere risikovillig kapital og vil gerne arbejde langsigtet. Derfor giver deres donationer os nogle helt andre muligheder. Så vi finder det fuldstændig naturligt, at fondene også stiller nogle krav,” siger han.
I det lys mener Steen Andersen heller ikke, at det er et problem, hvis fondenes krav i forbindelse med en ekstra stor donation fører til, at der skal ansættes en ekstra medarbejder. I de tilfælde vil den ekstra lønomkostning nemlig være rigeligt dækket ind af donationen.
Nye virksomhedssamarbejder
Hvor Steen Andersen har oplevet, at det danske erhvervsliv før har været lettere tilbageholdende i forhold til at samarbejde med ngo’er, mener han, at virksomhederne i den grad er kommet på banen nu. Ikke mindst hjulpet på vej af verdensmålene.
Steen Andersen fortæller, at Unicef netop har landet to store samarbejdsaftaler, der dog ikke er offentliggjorte endnu. Hver på et tocifret millionbeløb. Og derudover er organisationen i nogle “superspændende drøftelser,” som han begejstret kalder dem, med flere andre virksomheder.
Det er mere krævende, men det er også mere givende. For når de store og mellemstore fonde vil ind og være aktive med- og modspillere, er de beløb, de kommer med, jo også langt, langt større.
Steen Andersen – afgående generalsekretær, Unicef
Virksomhedssamarbejderne er dog også et område, hvor Unicef stadig er i gang med at definere og udforske grænserne for, hvem organisationen kan og vil samarbejde med – for det er vigtigt for organisationen, at den ikke skal bruges til at renvaske virksomheder, siger Steen Andersen.
Generelt foregår screeningen af de potentielle nye samarbejdspartnere i hovedkontoret i Geneve, der blandt andet sikrer, at virksomhederne lever op til forskellige krav blandt andet i forhold til opførsel, ejerforhold og produktsammensætning.
Men mens der for eksempel er helt klare regler for, at Unicef ikke må samarbejde med virksomheder, der har med enten alkohol, tobak, modermælkserstatning, porno eller våben at gøre, er der også flere grænsetilfælde, hvor Unicef Danmark må rådføre sig med hovedkontoret i Geneve.
Derudover er der nationale forskelle på, hvad der bliver anset som upassende samarbejdspartnere. Steen Andersen nævner for eksempel, at mens Unicef i USA uden problemer indledte et samarbejde med McDonald’s, førte et lignende samarbejde i England til en større polemik.
Øgede konkurrence og flere krav
Når man spørger Steen M. Andersen om, hvad han igennem årene har oplevet som de største forandringer i branchen, fremhæver han især den interne konkurrence om midlerne, øgede professionalisering og omverdenens stigende krav til Unicef.
For ham at se, er antallet af spillere nogenlunde det samme nu, som det var, da han startede i Unicef, men konkurrencen er taget til – især i takt med at staten ikke længere er en lige så stor aktør på markedet, som den var, da Steen Andersen startede i jobbet.
“Vi plejer at kalde det 'kon-kollegaer', for vi arbejder jo fint sammen med mange af organisationerne på mange andre områder, men vi er også alle sammen efter de samme penge og efter de samme medarbejdere. Så der er helt klart en øget konkurrence og en øget professionalisering," siger han.
Den øgede professionalisme kommer blandt andet til udtryk ved, at Steen M. Andersen ved sin tiltrædelse var en af de eneste i Unicef med en akademisk uddannelse, mens det i dag nærmere er undtagelsen, når en ny medarbejder ikke har en lang videregående uddannelse.
“I dag består Unicef især af de videnstunge medarbejdere. Folk, der er eksperter i undervisning, i børns rettigheder og så videre. Der er ikke så mange tømrere og elektrikere, som der var i de gode gamle bistandsdage i 60'erne og 70'erne. Det er sværere at komme ud på den måde i dag,” siger han.
Afviser fusioner
Set i lyset af den øgede konkurrence, oplever Steen Andersen ofte at blive spurgt, hvorfor de forskellige ngo’er ikke blot fusionerer i stedet for at være i konkurrence med hinanden, “når de nu alligevel laver mere eller mindre det samme.”
‘Et naivt spørgsmål’, betegner Steen Andersen det, for i hans optik arbejder ngo’erne både meget forskelligt og indenfor forskellige felter. For Unicefs vedkommende peger han blandt andet på, at organisationen gennem sit FN-mandat har adgang til regeringsniveauer, som andre ngo’er ikke nødvendigvis har samme adgang til.
Ud over at Steen Andersen oplever øgede krav fra fonde, oplever han også, at de øvrige bidragydere stiller større krav til at kunne følge med i, hvad deres penge konkret går til – og ikke mindst, hvad administrationsomkostningerne ligger på.
Lige i forhold til det punkt, fortæller Steen Andersen dog, at han ikke er kommet i hus med et oprindeligt projekt:
“Jeg havde det som mission at opdrage danskerne til at acceptere, at det koster penge at samle penge ind. Den er jeg altså ikke lykkedes ordentligt med, for der er stadig nogen, der siger, at det skal kunne gøres for to procent. Men det kan det jo for pokker ikke,” siger han.
Vi plejer at kalde det 'kon-kollegaer', for vi arbejder jo fint sammen med mange af organisationerne på mange andre områder, men vi er også alle sammen efter de samme penge og efter de samme medarbejdere. Så der er helt klart en øget konkurrence og en øget professionalisering.
Steen Andersen – afgående generalsekretær, Unicef
“Mine medarbejdere skal også have løn. Der er ikke nogen af dem, der får lønninger, der svarer til, hvad de for eksempel kunne få i it-branchen. Men omvendt kan det jo heller ikke nytte noget, at man giver så lav en løn, at medarbejderne søger væk hvert halve år. Det koster jo også penge. Så vi har brug for at give, hvad vi kalder ‘anstændige lønninger’.”
“Men omvendt; hvis nogen mener, at de skal have 10.000 kroner ekstra i løn om måneden, må de jo nok hellere finde en anden branche,” siger han.
Nye veje
For Steen Andersens eget vedkommende har han ikke tænkt sig helt at slippe branchen endnu. Han meldte allerede ud i marts, at han ville trække sig fra posten, og har derfor haft god tid til at fylde kalenderen op.
Han er blevet tilknyttet konsulenthuset MäRKs advisory board og har desuden planer om at starte egen virksomhed op i det nye år. En virksomhed, hvor han ud fra sin erfaring fra i ngo- og fondsverdenen blandt andet vil vejlede virksomheder i at arbejde med verdensmålene. Derudover er han indtrådt i flere forskellige bestyrelser. Blandt andet som bestyrelsesformand for Bryd Tavsheden og som bestyrelsesmedlem i Dansk Skoleskak.
"Jeg ved sgu ikke ret meget om skak, men jeg ved noget om at arbejde med børn og unge," griner han.
Men selvom han glæder sig til de nye opgaver, er det ikke uden vemod, at han nu træder ud af Unicef, fortæller han.
“Der var nogen, der sagde, at når mænd bliver ældre, vil de gerne have bygget en statue af sig selv. Det har jeg nu ikke specielt behov for. Jeg gider ikke, at duerne skal skide på mig. Men jeg kan godt forstå det på den måde, at man vil godt kunne sige; hvad kom der ud af min indsats? Og der er jeg stolt af de resultater, vi har nået. Sammen med – og det skylder jeg virkeligt at sige – rigtig, rigtig gode medarbejdere og skiftende bestyrelser. Det er jo ikke et onemanshow på nogen måde,” siger Steen Andersen.
