Afgående ngo-boss: fonde, virksomheder og testamenter skal drive pengevækst

Efter 24 år som generalsekretær i Unicef overlader Steen Andersen nu depechen til Karen Hækkerup. I de mere end to årtier, der er gået, siden han tiltrådte stillingen, er det årlige budget gået fra 16 til over 200 millioner kroner, og medarbejderstaben er femdoblet. Danmarks Fonde har mødt ham til en snak om udviklingen i branchen, den øgede konkurrence og fremtidige vækstpotentialer.

Steen Andersen på fieldtrip i Jordan og Libanon i 2014 (foto: Unicef)
Af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær fra Uni­cef, Ste­en An­der­sen, på fi­eld­trip i Jor­dan og Li­ba­non i 2014 (fo­to: Uni­cef).

Fra 12 til godt 60 fa­stan­sat­te me­d­ar­bej­de­re. Og fra et år­ligt bud­get på 16 mil­li­o­ner til et i om­eg­nen af 235 mil­li­o­ner kro­ner.

Man kan væl­ge at be­ly­se de se­ne­ste 24 års ud­vik­ling i Uni­cef og i ngo-bran­chen ge­ne­relt fra fle­re for­skel­li­ge vink­ler. Men når man har at gø­re med en af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær, der be­teg­ner sig selv som ”en ngo-mand, der tæn­ker me­re i er­hvervs­ba­ner end man­ge an­dre,” er tal­le­ne og øko­no­mi­ske pej­le­mær­ker ik­ke til at kom­me uden om.

For nok søg­te Ste­en An­der­sen i sin tid stil­lin­gen som ge­ne­ral­se­kre­tær i Uni­cef, for­di han ger­ne vil­le ar­bej­de for en sag, og nok glæ­der han sig og­så på bran­chens veg­ne, når en af de an­dre sto­re ngo’er har suc­ces og ind­sam­ler sto­re sum­mer. Det fo­re­går ba­re som pri­vat­per­son. For Ste­en An­der­sen har, som han selv ud­tryk­ker det, ik­ke få­et sin løn for at glæ­de sig over, at det går godt for de an­dre ngo’er. I 24 år har han tvær­ti­mod haft spe­ci­fikt til op­ga­ve at skaf­fe fle­re mid­ler til Uni­cef – en or­ga­ni­sa­tion, han i øv­rigt me­ner, der på man­ge må­der kan sam­men­lig­nes med en er­hvervsvirk­som­hed:

”Men vo­res ak­tio­næ­rer hed­der 'børn', og de bor i nog­le lan­de, hvor de har brug for det størst mu­li­ge af­kast, for det er det, der kan brin­ge dem vi­de­re i sko­le og an­dre ste­der hen. De kan ik­ke bru­ge min go­de vil­je og mit blø­de­n­de hjer­te til så me­get. Men de kan bru­ge de pen­ge, vi sen­der ud til dem. Og det har væ­ret min grund­hold­ning he­le vej­en igen­nem,” si­ger Ste­en An­der­sen.

Vo­res ak­tio­næ­rer hed­der 'børn', og de bor i nog­le lan­de, hvor de har brug for det størst mu­li­ge af­kast, for det er det, der kan brin­ge dem vi­de­re i sko­le og an­dre ste­der hen. De kan ik­ke bru­ge min go­de vil­je og mit blø­de­n­de hjer­te til så me­get. Men de kan bru­ge de pen­ge, vi sen­der ud til dem

Ste­en An­der­sen – af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær, Uni­cef

Af sam­me grund er det og­så den støt sti­gen­de ind­tægts­pul­je, han frem­hæ­ver, som det han er mest stolt over at ha­ve væ­ret med til at re­a­li­se­re i sin tid på po­sten. For­di pen­ge­ne re­præ­sen­te­rer den sag, som or­ga­ni­sa­tio­nen kæm­per for.

Sam­ti­dig er det og­så i for­hold til net­op ind­sam­lings­delen af ar­bej­det, at Ste­en An­der­sen ser be­ho­vet for at brin­ge nye spil­le­re me­re ak­tivt på ba­nen. For hvis pulj­en af pen­ge fort­sat skal vok­se på det “mod­ne dan­ske mar­ked”, er det især mod fon­de­ne, virk­som­he­der­ne, te­sta­men­ter og de så­kald­te ’ma­jor do­nors’, at blik­ket nu skal ven­des, me­ner han.

Tilfældig passion

Til­ba­ge i 1995 ef­ter 12 år i Hjer­te­for­e­nin­gen søg­te Ste­en An­der­sen mest af alt stil­lin­gen som ge­ne­ral­se­kre­tær i Uni­cef, for­di der skul­le ske no­get nyt – og det helst in­den han blev 40 år.

På det tids­punkt kend­te han ik­ke det sto­re til Uni­cef ud over sal­get af de ju­le­kort, den da­væ­ren­de øko­no­mi pri­mært hvi­le­de på, og for Jes­per Kle­ins ak­ti­ve am­bas­sa­dør­skab for or­ga­ni­sa­tio­nen.

"Det er svært at si­ge nu, at det li­ge så godt kun­ne væ­re ble­vet no­get an­det end Uni­cef – men det kun­ne det. Stil­lin­gen til­tal­te mig, for­di jeg al­le­re­de var i ngo-bran­chen, og for­di jeg godt kan li­de at ar­bej­de for en sag," si­ger han.

Da Ste­en An­der­sen til­t­rå­d­te som ge­ne­ral­se­kre­tær den 1. sep­tem­ber 1995, holdt Uni­cef til i nog­le tran­ge, neds­lid­te og 70’er-brune lo­ka­ler på Bil­led­vej i Fri­hav­nen – mile­vidt fra or­ga­ni­sa­tions nu­ti­di­ge pla­ce­ring i de rum­li­ge, krid­hvi­de lo­ka­ler i FN-by­en.

Det er svært at si­ge nu, at det li­ge så godt kun­ne væ­re ble­vet no­get an­det end Uni­cef – men det kun­ne det. Stil­lin­gen til­tal­te mig, for­di jeg al­le­re­de var i ngo-bran­chen, og for­di jeg godt kan li­de at ar­bej­de for en sag.

Ste­en An­der­sen – af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær, Uni­cef

For­gæn­ge­ren på po­sten, Ar­ne Sti­nus, var plud­se­lig død godt et halvt år for­in­den, og or­ga­ni­sa­tio­nen hav­de væ­ret uden ge­ne­ral­se­kre­tær li­ge si­den.

"Jeg kom i en si­tu­a­tion, hvor det rent ud sagt hang i la­ser. Vi var ved at gå fal­lit, og me­d­ar­bej­der­ne hav­de kla­get til ar­bejds­til­sy­net over det psy­ki­ske ar­bejds­mil­jø. Ind­byr­des kun­ne de ik­ke bli­ve eni­ge om no­get som helst – de var nær­mest delt i tre flø­je. Og alt det hav­de jeg må­ske få­et lidt at vi­de om til jo­bin­ter­viewet – men ik­ke i de­tal­jer. Så de før­ste må­ne­der var no­get op ad bak­ke," hu­sker Ste­en An­der­sen.

Han hu­sker dog og­så, hvor­dan han lyn­hur­tigt blev tændt på op­ga­ven og på li­ge præ­cis Uni­cefs sag. Og i dag er Ste­en An­der­sen den ene­ste til­ba­ge­væ­ren­de i Uni­cef fra den flok, der ud­gjor­de det dan­ske kon­tor af or­ga­ni­sa­tio­nen, da han til­t­rå­d­te.

Nye samarbejdspartnere

I lø­bet af de 24 år, Ste­en An­der­sen har stå­et ved ro­ret, er Uni­cefs øko­no­mi gå­et fra pri­mært at hvi­le på sal­get af ju­le­kor­te­ne til via en ben­hård sats­ning på fun­dra­i­sing i ste­det pri­mært at læ­ne sig op ad ind­tæg­ter­ne fra de fa­ste bi­drag­sy­de­re. Over 80.000 er der af dem i dag, og til­sam­men sik­rer de Uni­cef 115-120 mil­li­o­ner kro­ner om året.

Se­ne­st er sto­re part­ner­ska­ber med bå­de fon­de og virk­som­he­der og­så ble­vet vig­ti­ge­re og vig­ti­ge­re, og det er især her, Ste­en An­der­sen me­ner, at or­ga­ni­sa­tio­nen har en fort­sat mu­lig­hed for at væk­ste.

In­ter­nt i Uni­cef bli­ver det dan­ske do­nor­mar­ked nem­lig be­teg­net som ‘mo­dent’ – det vil si­ge, at der går langt me­re tid og langt fle­re pen­ge til at skaf­fe nye fa­ste bi­drag­sy­de­re nu, end der gjor­de før i ti­den, hvor fun­dra­i­sing-ini­ti­a­ti­ver­ne først for al­vor blev sø­sat af de dan­ske ngo’er. Tid og pen­ge, der skal hol­des op mod, hvor man­ge pen­ge man for ek­sem­pel vil­le kun­ne hen­te ved at ind­gå et sam­ar­bej­de med en stor fond el­ler en virk­som­hed.

Jeg tror helt sik­kert, at vi godt vil kun­ne få fle­re fa­ste må­ned­li­ge bi­drag­y­de­re, el­ler ‘ver­dens­for­æl­dre’, som vi kal­der dem. Men 80.000 er man­ge. Så hvad vil det ko­ste, hvis vi for ek­sem­pel skal væk­ste til 100.000? Hvor er den eti­ske græn­se for, hvad det må ko­ste at få no­gen?

Ste­en An­der­sen – af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær, Uni­cef

“Jeg tror helt sik­kert, at vi godt vil kun­ne få fle­re fa­ste må­ned­li­ge bi­drag­y­de­re, el­ler ‘ver­dens­for­æl­dre’, som vi kal­der dem. Men 80.000 er man­ge. Så hvad vil det ko­ste, hvis vi for ek­sem­pel skal væk­ste til 100.000? Hvor er den eti­ske græn­se for, hvad det må ko­ste at få no­gen? For du skal jo og­så kun­ne tje­ne pen­ge på dem. Vi skal jo helst støt­te det go­de for­mål og ik­ke ba­re mar­keds­fø­ring,” si­ger han.

Ud­over at sam­ar­bej­de med fon­de og virk­som­he­der for­tæl­ler Ste­en An­der­sen, at Uni­cef for ti­den op­le­ver suc­ces med at ha­ve sat­set ak­tivt på te­sta­men­te-om­rå­det. Og der­u­d­over for­sø­ger or­ga­ni­sa­tio­nen at op­dyr­ke mar­ke­det for de så­kald­te ‘ma­jor do­nors’ – det vil si­ge me­get ri­ge per­so­ner, der do­ne­rer di­rek­te til or­ga­ni­sa­tio­nen fra de­res eg­ne pri­va­te for­mu­er.

De aktive fonde

Li­ge­som så man­ge an­dre or­ga­ni­sa­tio­ner har Uni­cef op­le­vet, hvor­dan de sto­re fon­de i dag er ble­vet me­get me­re spe­ci­a­li­se­re­de og øn­sker en væ­sent­ligt stør­re ind­dra­gel­se i de pro­jek­ter, de støt­ter. For Ste­en An­der­sen at se, er det dog en po­si­tiv ud­vik­ling.

“Det er me­re kræ­ven­de, men det er og­så me­re gi­ven­de. For når de sto­re og mel­lem­sto­re fon­de vil ind og væ­re ak­ti­ve med- og mod­spil­le­re, er de be­løb, de kom­mer med, jo og­så langt, langt stør­re. Der­u­d­over har de me­re ri­si­ko­vil­lig ka­pi­tal og vil ger­ne ar­bej­de lang­sig­tet. Der­for gi­ver de­res do­na­tio­ner os nog­le helt an­dre mu­lig­he­der. Så vi fin­der det fuld­stæn­dig na­tur­ligt, at fon­de­ne og­så stil­ler nog­le krav,” si­ger han.

I det lys me­ner Ste­en An­der­sen hel­ler ik­ke, at det er et pro­blem, hvis fon­de­nes krav i for­bin­del­se med en ek­stra stor do­na­tion fø­rer til, at der skal an­sæt­tes en ek­stra me­d­ar­bej­der. I de til­fæl­de vil den ek­stra lø­nom­kost­ning nem­lig væ­re ri­ge­ligt dæk­ket ind af do­na­tio­nen.

Nye virksomhedssamarbejder

Hvor Ste­en An­der­sen har op­le­vet, at det dan­ske er­hvervs­liv før har væ­ret let­te­re til­ba­ge­hol­den­de i for­hold til at sam­ar­bej­de med ngo’er, me­ner han, at virk­som­he­der­ne i den grad er kom­met på ba­nen nu. Ik­ke mindst hjul­pet på vej af ver­dens­må­le­ne.

Ste­en An­der­sen for­tæl­ler, at Uni­cef net­op har lan­det to sto­re sam­ar­bejds­af­ta­ler, der dog ik­ke er of­fent­lig­gjor­te end­nu. Hver på et to­cif­ret mil­li­onbe­løb. Og der­u­d­over er or­ga­ni­sa­tio­nen i nog­le “su­per­spæn­den­de drøf­tel­ser,” som han be­gej­stret kal­der dem, med fle­re an­dre virk­som­he­der.

Det er me­re kræ­ven­de, men det er og­så me­re gi­ven­de. For når de sto­re og mel­lem­sto­re fon­de vil ind og væ­re ak­ti­ve med- og mod­spil­le­re, er de be­løb, de kom­mer med, jo og­så langt, langt stør­re.

Ste­en An­der­sen – af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær, Uni­cef

Virk­som­heds­sam­ar­bej­der­ne er dog og­så et om­rå­de, hvor Uni­cef sta­dig er i gang med at de­fi­ne­re og ud­for­ske græn­ser­ne for, hvem or­ga­ni­sa­tio­nen kan og vil sam­ar­bej­de med – for det er vig­tigt for or­ga­ni­sa­tio­nen, at den ik­ke skal bru­ges til at ren­va­ske virk­som­he­der, si­ger Ste­en An­der­sen.

Ge­ne­relt fo­re­går scre­e­nin­gen af de po­ten­ti­el­le nye sam­ar­bejds­part­ne­re i ho­ved­kon­to­ret i Ge­ne­ve, der blandt an­det sik­rer, at virk­som­he­der­ne le­ver op til for­skel­li­ge krav blandt an­det i for­hold til op­før­sel, ejer­for­hold og pro­dukt­sam­men­sæt­ning.

Men mens der for ek­sem­pel er helt kla­re reg­ler for, at Uni­cef ik­ke må sam­ar­bej­de med virk­som­he­der, der har med en­ten al­ko­hol, to­bak, mo­der­mælk­ser­stat­ning, po­r­no el­ler vå­ben at gø­re, er der og­så fle­re græn­se­til­fæl­de, hvor Uni­cef Dan­mark må rå­d­fø­re sig med ho­ved­kon­to­ret i Ge­ne­ve.

Der­u­d­over er der na­tio­na­le for­skel­le på, hvad der bli­ver an­set som upas­sen­de sam­ar­bejds­part­ne­re. Ste­en An­der­sen næv­ner for ek­sem­pel, at mens Uni­cef i USA uden pro­ble­mer ind­led­te et sam­ar­bej­de med McDonald’s, før­te et lig­nen­de sam­ar­bej­de i Eng­land til en stør­re po­le­mik.

Øgede konkurrence og flere krav

Når man spør­ger Ste­en M. An­der­sen om, hvad han igen­nem åre­ne har op­le­vet som de stør­ste for­an­drin­ger i bran­chen, frem­hæ­ver han især den in­ter­ne kon­kur­ren­ce om mid­ler­ne, øge­de pro­fes­sio­na­li­se­ring og om­ver­de­nens sti­gen­de krav til Uni­cef.

For ham at se, er an­tal­let af spil­le­re no­gen­lun­de det sam­me nu, som det var, da han star­te­de i Uni­cef, men kon­kur­ren­cen er ta­get til – især i takt med at sta­ten ik­ke læn­ge­re er en li­ge så stor ak­tør på mar­ke­det, som den var, da Ste­en An­der­sen star­te­de i job­bet.

“Vi ple­jer at kal­de det 'kon-kol­le­ga­er', for vi ar­bej­der jo fint sam­men med man­ge af or­ga­ni­sa­tio­ner­ne på man­ge an­dre om­rå­der, men vi er og­så al­le sam­men ef­ter de sam­me pen­ge og ef­ter de sam­me me­d­ar­bej­de­re. Så der er helt klart en øget kon­kur­ren­ce og en øget pro­fes­sio­na­li­se­ring," si­ger han.

Den øge­de pro­fes­sio­na­lis­me kom­mer blandt an­det til ud­tryk ved, at Ste­en M. An­der­sen ved sin til­træ­del­se var en af de ene­ste i Uni­cef med en aka­de­misk ud­dan­nel­se, mens det i dag nær­me­re er und­ta­gel­sen, når en ny me­d­ar­bej­der ik­ke har en lang vi­de­re­gå­en­de ud­dan­nel­se.

“I dag be­står Uni­cef især af de vi­denstun­ge me­d­ar­bej­de­re. Folk, der er eks­per­ter i un­der­vis­ning, i børns ret­tig­he­der og så vi­de­re. Der er ik­ke så man­ge tøm­re­re og elek­tri­ke­re, som der var i de go­de gam­le bi­stands­da­ge i 60'erne og 70'erne. Det er svæ­re­re at kom­me ud på den må­de i dag,” si­ger han.

Afviser fusioner

Set i ly­set af den øge­de kon­kur­ren­ce, op­le­ver Ste­en An­der­sen of­te at bli­ve spurgt, hvor­for de for­skel­li­ge ngo’er ik­ke blot fu­sio­ne­rer i ste­det for at væ­re i kon­kur­ren­ce med hin­an­den, “når de nu al­li­ge­vel la­ver me­re el­ler min­dre det sam­me.”

‘Et naivt spørgs­mål’, be­teg­ner Ste­en An­der­sen det, for i hans op­tik ar­bej­der ngo’erne bå­de me­get for­skel­ligt og in­den­for for­skel­li­ge fel­ter. For Uni­cefs ved­kom­men­de pe­ger han blandt an­det på, at or­ga­ni­sa­tio­nen gen­nem sit FN-man­dat har ad­gang til re­ge­rings­ni­veau­er, som an­dre ngo’er ik­ke nød­ven­dig­vis har sam­me ad­gang til.

Ud over at Ste­en An­der­sen op­le­ver øge­de krav fra fon­de, op­le­ver han og­så, at de øv­ri­ge bi­drag­y­de­re stil­ler stør­re krav til at kun­ne føl­ge med i, hvad de­res pen­ge kon­kret går til – og ik­ke mindst, hvad ad­mi­ni­stra­tions­om­kost­nin­ger­ne lig­ger på.

Li­ge i for­hold til det punkt, for­tæl­ler Ste­en An­der­sen dog, at han ik­ke er kom­met i hus med et op­rin­de­ligt pro­jekt:

“Jeg hav­de det som mis­sion at op­dra­ge dan­sker­ne til at ac­cep­te­re, at det ko­ster pen­ge at sam­le pen­ge ind. Den er jeg alt­så ik­ke lyk­ke­des or­dent­ligt med, for der er sta­dig no­gen, der si­ger, at det skal kun­ne gø­res for to pro­cent. Men det kan det jo for po­k­ker ik­ke,” si­ger han.

Vi ple­jer at kal­de det 'kon-kol­le­ga­er', for vi ar­bej­der jo fint sam­men med man­ge af or­ga­ni­sa­tio­ner­ne på man­ge an­dre om­rå­der, men vi er og­så al­le sam­men ef­ter de sam­me pen­ge og ef­ter de sam­me me­d­ar­bej­de­re. Så der er helt klart en øget kon­kur­ren­ce og en øget pro­fes­sio­na­li­se­ring.

Ste­en An­der­sen – af­gå­en­de ge­ne­ral­se­kre­tær, Uni­cef

“Mi­ne me­d­ar­bej­de­re skal og­så ha­ve løn. Der er ik­ke no­gen af dem, der får løn­nin­ger, der sva­rer til, hvad de for ek­sem­pel kun­ne få i it-bran­chen. Men om­vendt kan det jo hel­ler ik­ke nyt­te no­get, at man gi­ver så lav en løn, at me­d­ar­bej­der­ne sø­ger væk hvert hal­ve år. Det ko­ster jo og­så pen­ge. Så vi har brug for at gi­ve, hvad vi kal­der ‘an­stæn­di­ge løn­nin­ger’.”

“Men om­vendt; hvis no­gen me­ner, at de skal ha­ve 10.000 kro­ner ek­stra i løn om må­ne­den, må de jo nok hel­le­re fin­de en an­den bran­che,” si­ger han.

Nye veje

For Ste­en An­der­sens eget ved­kom­men­de har han ik­ke tænkt sig helt at slip­pe bran­chen end­nu. Han meld­te al­le­re­de ud i marts, at han vil­le træk­ke sig fra po­sten, og har der­for haft god tid til at fyl­de ka­len­de­ren op.

Han er ble­vet til­knyt­tet kon­su­lent­hu­set MäRKs ad­visory bo­ard og har des­u­den pla­ner om at star­te egen virk­som­hed op i det nye år. En virk­som­hed, hvor han ud fra sin er­fa­ring fra i ngo- og fonds­ver­de­nen blandt an­det vil vej­le­de virk­som­he­der i at ar­bej­de med ver­dens­må­le­ne. Der­u­d­over er han ind­t­rå­dt i fle­re for­skel­li­ge be­sty­rel­ser. Blandt an­det som be­sty­rel­ses­for­mand for Bryd Tavs­he­den og som be­sty­rel­ses­med­lem i Dansk Sko­leskak.

"Jeg ved sgu ik­ke ret me­get om skak, men jeg ved no­get om at ar­bej­de med børn og un­ge," gri­ner han.

Men selv­om han glæ­der sig til de nye op­ga­ver, er det ik­ke uden ve­mod, at han nu træ­der ud af Uni­cef, for­tæl­ler han.

“Der var no­gen, der sag­de, at når mænd bli­ver æl­dre, vil de ger­ne ha­ve byg­get en sta­tue af sig selv. Det har jeg nu ik­ke spe­ci­elt be­hov for. Jeg gi­der ik­ke, at du­er­ne skal ski­de på mig. Men jeg kan godt for­stå det på den må­de, at man vil godt kun­ne si­ge; hvad kom der ud af min ind­sats? Og der er jeg stolt af de re­sul­ta­ter, vi har nå­et. Sam­men med – og det skyl­der jeg vir­ke­ligt at si­ge – rig­tig, rig­tig go­de me­d­ar­bej­de­re og skif­ten­de be­sty­rel­ser. Det er jo ik­ke et one­mans­how på no­gen må­de,” si­ger Ste­en An­der­sen.