2023 kan meget vel blive året, hvor fremtiden for det stormomsuste Nyborg Slot-projekt langt om længe bliver afgjort.
Den nytiltrådte kulturminister Jakob Engel-Schmidt er en efterspurgt herre, for han er den politisk ansvarlige, der skal sætte sig for bordenden, hvis enderne skal mødes i projektet om at levendegøre det gamle kongeslot, hvor Erik Klipping underskrev ’Danmarks første grundlov’ i 1282.
Planerne om at renovere og ombygge Nyborg Slot blev første gang præsenteret for offentligheden i 2013, men her i januar 2023 er status, at Nyborg Slot har været lukket siden den 1. januar 2018, og at projektet tidligst kan stå færdigt i 2027. Det sker vel at mærke kun, hvis et flertal i Folketinget meget hurtigt her i løbet af foråret vedtager en anlægslov for Nyborg Slot-projektet.
Den del af projektet, der handler om nybyggeri af en formidlingsfløj, opbygning af en ringmur samt forhøjelse af slottets vagttårn har været sat fuldstændig i stå, siden Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2020 vendte tommelfingeren nedad for en dispensation fra reglerne om beskyttelse af fortidsminder.
De dele af projektet, der handler om at gøre torvet til en nyfortolkning af Christian 3’s turneringsplads samt restaureringen af den gamle Kongefløj, er færdige. Problemet er bare, at Kongefløjen ikke kan åbnes for publikum, fordi den nye formidlingsfløj blandt andet rummer hele forsyningsdelen med varme, vand og el.
”Lige nu opvarmes Kongefløjen af varmekanoner, og vi har ikke kunnet lukke publikum ind siden udgangen af 2017,” siger Kenneth Muhs (V), borgmester i Nyborg Kommune.
Derudover handler det om manglende tilgængelighed, da formidlingsfløjen indeholder trapper og elevator. Desuden skal der laves flugtveje.
Økonomien skal på plads
Men hvad skal der til for at få projektet på skinner igen?
Den ene del handler om økonomi. For i februar 2022 trak A.P. Møller Fonden 60 millioner kroner tilbage ud af de 109 millioner kroner, som bestyrelsen havde bevilget til projektet.
For A.P. Møller Fonden blev Nyborg Slot-projektet derfor afsluttet sidste år, hvor fonden kunne tilbageføre den ikke benyttede del af bevillingen, som følge af den store del af projektet, der ikke var lykkedes at gennemføre, skriver Mads Lebech, direktør i A.P. Møller Fonden i et skriftligt svar til Fundats.
Man er velkommen til at søge igen, når man har et fuldt overblik over omkostninger, finansiering og tidsplan
Mads Lebech – Adm. direktør, A.P. Møller Fonden
Men dengang som nu lyder meldingen fra fonden, at ”man er velkommen til at søge igen, når man har et fuldt overblik over omkostninger, finansiering og tidsplan.”
Alligevel har fonden fortsat ikke modtaget en ansøgning, selvom Jesper Hermansen, direktør i Slots- og Kulturstyrelsen, der ejer Nyborg Slot og dermed er bygherre på projektet, tilbage i august 2022 udtalte på tv2fyn.dk, at ansøgningen til A.P. Møller Fonden ville blive sendt afsted inden for nogle få uger.
Slots- og Kulturstyrelsen bekræfter overfor Fundats, at den nye ”ansøgning til A.P. Møller Fonden aldrig er sendt afsted”.
Brug for en anlægslov
Den anden del af problemerne handler om hele det formelle grundlag, som skal på plads for at parterne i partnerskabsaftalen bag projektet kan komme på videre.
I juni 2022 blev der vedtaget en ny museumslov i Folketinget – blandt andet på baggrund af sagen om Nyborg Slot.
Men selvom Mette Ladegaard Thøgersen, museumsinspektør på Østfyns Museer og leder af Nyborg Slot, forventer, at projektet nu ville kunne gå igennem, så tror hun ikke på en løsning ved at starte helt forfra.
Skal vi have en realistisk tidsplan for at gennemføre projektet, er det nødvendigt med en anlægslov separat for Nyborg Slot
Mette Ladegaard Thøgersen – museumsinspektør på Østfyns Museer og leder af Nyborg Slot
”Hvis staten, som er både bygherre og ejer af slottet, søger på ny under museumsloven, så kommer vi ind under klagepraksis, høringsregler, nogle af tilladelserne bliver forældet, og jeg frygter en uendelighed af klager. Så skal vi have en realistisk tidsplan for at gennemføre projektet, er det nødvendigt med en anlægslov separat for Nyborg Slot – vedtaget i Folketinget,” mener Mette Ladegaard Thøgersen.
En sådan anlægslov har der været opbakning til fra et flertal i Folketinget – både før og efter folketingsvalget den 1. november, men med anlægsloven følger også en næsten gordisk knude. For flere gange har politikere udtalt, at et forslag om en anlægslov for Nyborg Slot først kan vedtages, når finansieringen er på plads.
Den 26. februar sidste år kunne Fyens Stiftstidende løfte sløret for en såkaldt stemmeaftale mellem Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, som beskrev, at de tre partier ”er enige om, at der fremsættes et forslag til en anlægslov for Nyborg Slot, når der foreligger en fuldt finansieret løsning til færdiggørelse af Nyborg Slot.”
Siden har flere andre partier bakket op om en anlægslov, og så sent som i en artikel på Fyens.dk den 20. december – altså efter regeringsdannelsen mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne gentog Erling Bonnesen, folketingsmedlem for Venstre formuleringen om, at et flertal i Folketinget vil være klar til at vedtage en anlægslov for Nyborg Slot, når den endelige finansiering er på plads.
På den anden side står A.P. Møller Fonden, som alle parter håber på igen, vil hoppe på projektet, og efterlyser ”et fuldt overblik over omkostninger, finansiering og tidsplan”, inden bestyrelsen vil kigge på en ny ansøgning.
Fordeling af ekstra omkostninger
Et andet problem er de ekstra omkostninger på 20,4 millioner kroner, der allerede er løbet på projektet grundet forsinkelser og prisstigninger.
Her har der været holdt flere møder om en fordelingsnøgle mellem Slots- og Kulturstyrelsen, Nyborg Kommune og den tilbageværende almennyttige donor i partnerskabsprojektet – den filantropiske forening Realdania. Endnu er der ikke fundet en fordelingsløsning, siden Slots- og Kulturstyrelsen på et møde lige før folketingsvalget afviste en ligelig fordeling mellem alle tre parter.
Staten mente, at de skulle betale mindre, selvom det er deres slot
Kenneth Muhs – Borgmester, Nyborg Kommune
”Staten mente, at de skulle betale mindre, selvom det er deres slot. Det mente vi andre ikke, og der har ikke været mulighed for et opfølgende møde, for så blev der udskrevet valg,” fortæller borgmester Kenneth Muhs.
Reelt mener han ikke, der er sket noget, siden tidligere kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen inviterede til møde mellem parterne den 27. september. Her var også såvel A.P. Møller Fonden som Realdania inviteret, men ingen af fondene ønskede at deltage.
Borgmester efterlyser hurtig handling
I det hele taget er Kenneth Muhs ved at miste tålmodigheden, for selvom Slots- og Kulturstyrelsen, som ejer af slottet, har overtaget driften af slottet siden restaureringsarbejdet gik i gang den 1. januar 2018, så har det lukkede slot store konsekvenser for kommunen.
Sammen med Kerteminde Kommune driver Nyborg Kommune Østfyns Museer, hvor Nyborg Slot hører under, og den manglende mulighed for at sælge entrebilletter til Nyborg Slot betyder langt færre indtægter.
Samtidig har Nyborg Kommune bevilget et årligt tilskud på 1,9 millioner kroner til Østfyns Museer til projektudviklingsomkostninger i byggefasen og derefter som driftstilskud, når Nyborg Slot åbner igen.
”Det er katastrofalt, at Nyborg Slot har været lukket så længe, og det betyder altså noget i en kommunekasse i en kommune med kun 32.000 indbyggere. Vi står last og brast med projektet, men det er nødvendigt, at staten tager ansvaret for, at projektet kommer i mål. Så vi håber, at vores nye kulturminister sætter sig for bordenden og finder en løsning,” siger Kenneth Muhs.
Et par dage efter Jakob Engel-Schmidt blev udpeget som kulturminister, sendte Kenneth Muhs da også et brev afsted til ministeren – med en invitation om at komme til Nyborg og se slottet.
Hverken han eller Mette Ladegaard Thøgersen har dog hørt fra kulturministeren.
Lige nu forventer Nyborg Kommune, at udgifter til Nyborg Slot lander på omkring 50 millioner kroner – eksklusiv de fremtidige driftsudgifter til slottet.
Fondene er afgørende
Den samlede projektsum er hævet flere gange. Da partnerskabsaftalen om realisering af ’Nyborg Slot – Restaurering og nybyggeri’ blev underskrevet i 2015 mellem A.P. Møller Fonden, Realdania, Nyborg Kommune – herunder Østfyns Museer - samt Slots- og Kulturstyrelsen lød den økonomiske ramme på 265 millioner kroner.
I dag er projektsummen oppe på 351 millioner kroner. Ligesom A.P. Møller Fonden havde bevilget 109 millioner kroner, har også Realdania bevilget 109 millioner kroner til projektet.
Såvel Kenneth Muhs som Mette Ladegaard Thøgersen roser samarbejdet med fondene, og begge mener, at projektet aldrig kunne blive til noget uden fondenes hjælp. For staten har ikke mulighed for selv at finansiere et så stort projekt.
Jeg har kun en positiv oplevelse af samarbejdet med fondene. De har deltaget med meget stor energi og stor langmodighed
Kenneth Muhs – Borgmester, Nyborg Kommune
”Jeg har kun en positiv oplevelse af samarbejdet med fondene. De har deltaget med meget stor energi og stor langmodighed, og selvom de giver flest penge, trumfer de ikke os andre. Så stor ros til fondene, og jeg håber, at A.P. Møller Fonden kommer med på projektet igen,” siger Kenneth Muhs.
Også Mette Ladegaard Thøgersen er glad for samarbejdet med fondene.
”Samarbejdet har fungeret fremragende, men nu, hvor A.P. Møller Fonden er trådt ud, er der brug for at genbesøge partnerskabsaftalen,” fortæller hun.
Kulturminister er opmærksom på sagen
Ud over Realdania og A.P. Møller Fonden har også Augustinus Fonden bidraget til projektet. Hvor Slots- og Kulturstyrelsen er bygherre på selve det fysiske byggeri, så står Østfyns Museer for formidlingsdelen af det nye Nyborg Slot.
”Her har Augustinus Fonden bidraget med 26 millioner kroner, og når projektet forhåbentligt er oppe at køre igen, skal vi ud at søge yderligere 26 millioner kroner hos andre fonde,” fortæller Mette Ladegaard Thøgersen.
Hverken direktør hos Slots- og Kulturstyrelsen, Jesper Hermansen eller kulturminister Jakob Engel-Schmidt har ønsket at stille op til interview om problemerne og løsningsmulighederne i Nyborg Slot-projektet.
Men Kulturministeriet oplyser, at ”ministeren er meget opmærksom på sagen og vender tilbage, når der er nyt.”