Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Forsteningsdanmark
I gamle dage, da renten var høj og kreditten knap, stod Foreningsdanmark for finansieringen af byggeriet. Vi havde en snes kredit- og hypotekforeninger, som havde fordelt markedet imellem sig efter kriterier, som for eftertiden kunne forekomme vilkårlige, men som havde den behagelige konsekvens, at foreningerne i deres gerning sjældent blev forstyrret af ufin konkurrence. Den stærke markedssegmentering førte til foreninger med eksotiske navne som Østifternes Husmandskreditforening og Kreditforeningen af Ejere af mindre Ejendomme på Landet i Jylland. Stik den, Nykredit.
Kreditforeningerne opererede med en lånegrænse på 60 pct. af pantets værdi, hypotekforeningerne med en grænse på 75 pct. Men det var sjældent, foreningerne stødte hovedet imod låneloftet. Krisen i 30’erne, 2. Verdenskrig og efterkrigstiden, der var præget af stilstand et godt stykke tid ind i 1950’erne, havde gjort foreningerne forsigtige. De monopollignende forhold havde vel også hensat kredit- og hypotekforeningerne i alvorsfuld selvtilfredshed. Foreningerne var blevet selvfede, de hvilede på pedalerne.
Kredit- og hypotekforeningernes låneudmåling faldt fra 50-60 pct. til godt 30 pct. af anskaffelsessummen. I konsekvens heraf fik staten i 1946-58 en meget betydelig rolle i boligfinansieringen. I midten af 1950’erne blev over 90 pct. af boligbyggeriet opført med offentlig støtte. Men måske låntagerne blot foretrak billige statslån mod 3. prioritets pant frem for de dyre 1. og 2. prioritetslån!
Nye tider – og nye kreditinstitutter
I 1957 fik vi trekantregeringen med H.C. Hansen som statsminister og Viggo Kampmann som en dynamisk finansminister. Samme år var Kampmann drivkraften bag en markant forbedring af mulighederne for at foretage skattemæssige afskrivninger og henlæggelser. Resultatet lod ikke vente på sig. Investeringerne skød i vejret. Der er dog ikke noget så velsignet som at spare i skat. I 1959 indledtes en langvarig økonomisk vækst uden sidestykke i nyere dansk historie. Industrialiseringen, og urbaniseringen, tog fat. Afsættet til velfærdsstaten var taget.
Byggestøtteloven banede i 1958 vejen for reallånefondene, der ydede lån uden solidarisk hæftelse. Fondene kunne yde lån inden for 75 pct. af pantets værdi. Det kunne hypotekforeningerne også – men de gjorde det ikke. Mod garanti fra det offentlige eller mod anden, passende sikkerhed kunne reallånefondene strække sig til 85 pct. af pantets værdi. I hastig rækkefølge kom Byggeriets Realkreditfond (BRF), Provinsbankernes Reallånefond og Landsbankernes Reallånefond til verden i 1959.
Det er et formål, som i Silkeborg næppe aftvinger andet end et skuldertræk eller en træt gaben. BRFfonden er i dag uden ethvert reelt formål. Fonden havde med salget af realkreditvirksomheden til Jyske Bank udtømt sit formål og burde have været opløst.
Jørn Astrup Hansen – tidligere bankdirektør, cand. oecon.
Allerede midt i 60’erne havde de nye reallånefonde erobret en markedsandel på 30 pct. Borgfreden på realkreditmarkedet var brudt. Det var kommet til en tiltrængt konkurrence. Men konkurrencen tog siden overhånd. I overmod begyndte institutterne at konkurrere på låneudmålingen. Resultatet var en boligkrise i 1988-93. Den skulle ikke blive den sidste.
Specialinstitutterne
Vi fik under trekantregeringen også et antal specialinstitutter, der ydede formålsbestemt finansiering. Allerede i 1958 havde vi fået Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk (FIH), der var organiseret som et aktieselskab. Aktionærerne kastede i 2000 FIH i armene på Swedbank, der 4 år senere videresolgte banken til den islandske Kaupthing Bank, som i 2008 var blandt de første ofre for finanskrisen. ATP, PFA og andre gode kræfter påtog sig siden den nationale opgave at afvikle FIH for statens risiko. Sic transit gloria mundi. Tabsrisikoen blev kollektiviseret. Men gevinsten blev rigtignok privatiseret.
I 1960 kom Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR) til. I modsætning til andre realkreditinstitutter blev DLR ikke omfattet af realkreditloven men lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond; tilsynet med DLR blev placeret i Fødevareministeriet – ikke i Finanstilsynet. Men det ændredes alt sammen i 2000, da DLR blev omfattet af realkreditloven. Det gav problemer for DLR, der i sit kapitalgrundlag hidtil havde medregnet en ikke-indbetalt garantikapital, som de låneformidlende pengeinstitutter hæftede for. Ved årtusindskiftet var halvdelen af DLR’s kapital ikke indbetalt.
DLR lod sig i 2001 omdanne til et aktieselskab. Omdannelsen fandt sted efter ‘indkapslingsmodellen’. Fonden overdrog sine aktiver og gældsforpligtelser til DLR Kredit A/S – et tomt aktieselskab oprettet af fonden; forskellen mellem værdien af de overdragne aktiver og gælden aflejredes i aktieselskabet som en bunden reserve på 2 milliarder kroner. Herefter fusionerede fonden og DLR Kredit A/S med sidstnævnte som det fortsættende selskab. Fonden var blevet opløst uden likvidation. Så nemt er det.
De låneformidlende pengeinstitutter, jordbrugserhvervet og Nationalbanken tegnede i forholdet 91:8:1 en aktiekapital i DLR Kredit A/S på 300 millioner kr. til kurs 105 – ikke nogen dårlig kurs for aktiekapitalen i et selskab med en bogført egenkapital på 2,3 milliarder kroner. Garanterne var blevet aktionærer. Men i øvrigt var det business as usual.
I 1961 stiftedes Danmarks Skibskreditfond, der i 2005, ligeledes efter indkapslingsmodellen, blev omdannet til et aktieselskab, Danmarks Skibskredit A/S. Fonden, der overførte sin virksomhed til aktieselskabet, modtog 10 pct. af aktiekapitalen, medens 8,3 milliarder kroner blev omdannet til en bunden fondsreserve i Danmarks Skibskredit A/S.
Herefter tegnede stifterne af fonden for 1,1 milliard kroner 90 pct. af selskabets aktiekapital. Det skulle vise sig at være en guldrandet investering. I 2016 solgte storaktionærerne 72 pct. af Danmarks Skibskredit A/S til en kapitalfond bistået af altid hjælpsomme PFA og PKA. Over 11 år fik aktionærerne den indskudte kapital tilbage 5,8 gange. En fornuftig investering, som det hedder i jargonen.
Reallånefondene
Provinsbankernes Reallånefond, der med realkreditreformen i 1970 blev afskåret fra at yde nye lån, fik et comeback i 1990, efter at en række EF-direktiver i 1989 havde ført til en ny realkreditlov. Nu blev det muligt at oprette nye realkreditinstitutter, dog kun som aktieselskaber; eksisterende realkreditinstitutter fik mulighed for at lade sig omdanne til aktieselskaber. Provinsbankernes Reallånefond blev i 2000 omdannet til aktieselskabet Totalkredit. Fondens egenkapital blev stående i aktieselskabet som en bunden reserve. Provinsbankerne, der blev aktionærer i Totalkredit, solgte i 2003 selskabet til Nykredit for 7 milliarder kroner. Bankerne havde privatiseret Provinsbankernes Reallånefond.
Landsbankernes Reallånefond er stiftet af Andelsbanken og Arbejdernes Landsbank. Senere kom Danske Bank, Nordea Bank, Jyske Bank og Skandinaviska Enskilda Banken (Danmark) med i kredsen. Fonden, der var inaktiv i perioden 1970-94, har siden 1994 alene haft en beskeden udlånsaktivitet. Otte medarbejdere skal sikre, at pulsen ikke kommer under et kritisk niveau. Landsbankernes Reallånefond lod sig i 2002 omdanne til et aktieselskab, LR Realkredit. Fondens egenkapital på 3,2 milliarder kroner blev konverteret til en bunden reserve i aktieselskabet.
Det er svært at se, hvad omdannelsen af Landsbankernes Reallånefond skal gøre godt for. Men den gav dog lettere adgang til kassen for fondens 6 garantbanker, som indskød en kapital på 70 millioner kroner i det nystiftede realkreditaktieselskab. Alene udbyttet forrenter den indskudte kapital med i omegnen af 175 pct. om året. Og det er i grunden jo ikke så galt. Desværre er det ikke den slags forretninger, bankerne inviterer kunderne til at deltage i.
LR Realkredit har bragt sig i samme situation som Provinsbankernes Reallånefond og Danmarks Skibskreditfond. Man har lavet en konstruktion, som sætter aktionærerne i stand til at sælge den opsamlede fondskapital sammen med den indskudte kapital. Og det vil ikke være en ukendt øvelse for LR Realkredit, der har erfarne hænder på rattet. Formand for bestyrelsen er Peter Lybecker, direktør i Nordea. Lybecker forestod i 2016 salget af Danmarks Skibskredit A/S.
Fondene – hvad blev der af dem?
Med offentlig støtte blev seks obligationsudstedende institutter, alle med formålsbestemt långivning, sat i søen i 1958-61. Det er nok værd at reflektere lidt over, hvad der siden hændte institutterne.
Reelt satte konstruktionen stifterne i stand til at sælge fondens egenkapital!
Jørn Astrup Hansen – tidligere bankdirektør, cand. oecon.
I FIH tømte aktionærerne kassen og lukkede butikken – en krank skæbne for et velmeriteret institut. Provinsbankernes Reallånefond og Danmarks Skibskreditfond lod sig omdanne til aktieselskaber; fondens egenkapital blev stående som en bunden reserve i aktieselskabet, som stifterne kapitaliserede og efterfølgende solgte til henholdsvis Nykredit og en kapitalfond. Reelt satte konstruktionen stifterne i stand til at sælge fondens egenkapital! Aktionærerne i LR Realkredit vil i princippet være i stand til at gøre det samme. Kun DLR har holdt ploven i furen; her er arvesølvet endnu intakt.
Byggeriets Realkreditfond
Med Byggeriets Realkreditfond (siden BRFfonden) og BRFkredit a/s er det alt sammen en anden historie – en helt anden historie.
Byggeriets Realkreditfond stiftedes den 3. marts 1959 som en selvejende institution med en garantikapital tegnet af Fællesorganisationen af Almennyttige Danske Boligselskaber (nu Boligselskabernes Landsforening), Danmarks Nationalbank og Danske Bankers Fællesrepræsentation (som i 1973-74 blev til Den Danske Bankforening, der efter sine vedtægter inviterede alle danske banker til at være medlem – såfremt deres drift var i overensstemmelse med redelig forretningsskik).
Fra 1960 til 1965 tredobledes obligationsudstedelsen; det var mere end markedet kunne bære. Renten steg faretruende (og det blev kun værre); inflationen rørte på sig. Noget måtte gøres. I 1966 nedsatte regeringen en kommission, der skulle undersøge behovet for ændringer i realkreditsystemet. Kommissionen afgav betænkning kort før jul 1969. Men kommission blev overhalet indenom af et embedsmandsudvalg, Kurt Hansen-udvalget, der var nedsat i foråret 1969. Udvalget afgav betænkning en måned før kommissionen. Den 4. juni 1970 fik vi en ny realkreditlov. Alt kissejavet siger noget om den politiske vilje til at ændre et forstenet realkreditsystem.
Med realkreditreformen af 1970 fik vi 4 enhedsprioriteringsinstitutter: Kreditforeningen Danmark, Forenede Kreditforeninger, Jyllands Kreditforening og Byggeriets Realkreditfond. I 1985 fusionerede Forenede Kreditforeninger og Jyllands Kreditforening under navnet Nykredit. Vi havde fået 3 landsdækkende enhedsprioriteringsinstitutter, der konkurrerede fra hus til hus. Et af dem var Byggeriets Realkreditfond. De to øvrige reallånefonde, Landsbankernes og Provinsbankernes, blev i 1970 afskåret fra at yde nye lån. DLR, som havde sin egen lov, blev ikke påvirket af reformen.
Fra Byggeriets Realkreditfond til BRFkredit a/s
Helt i overensstemmelse med tidsånden placerede Byggeriets Realkreditfond i 1989 virksomheden i et aktieselskab. Men i modsætning til DLR og Skibskreditten, gjorde BRF brug af ‘fondsmodellen’ til forskel fra ‘indkapslingsmodellen’. Byggeriets Realkreditfond overdrog sine aktiver og gældsforpligtelser til et nystiftet realkreditaktieselskab, BRFkredit a/s.
Byggeriets Realkreditfond, der antog navnet BRFfonden, blev vederlagt med aktiekapitalen i BRFkredit a/s. Af praktiske grunde blev der indskudt et holdingselskab, BRFholding a/s, imellem fonden og realkreditaktieselskabet. Men det er i sammenhængen uden enhver betydning. Landsbankernes Reallånefond, Provinsbankernes Reallånefond, Dansk Landbrugs Realkreditfond og Danmarks Skibskreditfond indkapslede fondsformuen som en bunden reserve i aktieselskabet. Byggeriets Realkreditfond gjorde aktieselskabet til et datterselskab – og beholdt fondsformuen.
BRF sælger sit formål
Den 24. februar 2014 gik BRF i afviklingsmode. BRFfonden solgte med overtagelse den 30. april 2014 sit realkreditselskab til Jyske Bank. (Fonden foretrækker at kalde salget for en sammenlægning). BRFfonden – ved holdingselskabet – blev vederlagt med 25 pct. af aktiekapitalen i Jyske Bank og 100 millioner kroner i spillemandspenge. Tallene røber, at transaktionen var på Jyske Banks vilkår. I de første 4 måneder af 2014 havde BRFkredit a/s et underskud på 600 millioner kroner. BRFfonden, der havde bogført BRFkredit a/s til 9,7 milliarder kroner, blev vederlagt med 7,1 milliarder kroner og måtte således ved salg af selskabet bogføre et tab på 2,6 milliarder kroner.
På bankens ordinære generalforsamling i marts 2014 faldt forslaget til de vedtægtsændringer, der skulle have sikret BRF’s bestyrelse en fast track til Jyske Banks bestyrelseslokaler.
Jørn Astrup Hansen – tidligere bankdirektør, cand. oecon.
Det var et led i aftalen mellem BRF og Jyske Bank, at banken med en vedtægtsændring skulle sikre bestyrelsen for BRFholding 2 pladser i Jyske Banks bestyrelse. Men her havde Anders Dam undervurderet styrken af den blæst, der stundom går hen over Silkeborgsøerne. På bankens ordinære generalforsamling i marts 2014 faldt forslaget til de vedtægtsændringer, der skulle have sikret BRF’s bestyrelse en fast track til Jyske Banks bestyrelseslokaler.
BRF var, og er, henvist til passivt at se til. Selv om BRF i 2014 kom til at eje 25 pct. af aktiekapitalen i Jyske Bank (ejerandelen er siden nedbragt til godt 20 pct.), kan BRF alene stemme med 0,004 pct. af aktiekapitalen. I Jyske Bank stemmer man som på generalforsamlingen i den lokale brugsforening: Man stemmer efter hoveder, ikke efter høveder.
Og hvad så, BRF?
BRFkredit a/s er blevet til Jyske Realkredit A/S, et helejet datterselskab i Jyske Bank koncernen. Selskabet ledes fra Vestergade i Silkeborg – ikke fra Fondenes Hus i Otto Mønsteds Gade i København.
Det kan man ikke uden videre se i BRFfondens formålsparagraf. Fonden, der tidligere havde til formål
- at opretholde og videreføre den af Fonden hidtil drevne realkreditvirksomhed,
– har nu fået til formål
- gennem delejerskab af Jyske Bank A/S at videreføre den af Fonden hidtil drevne realkreditvirksomhed.
Det er et formål, som i Silkeborg næppe aftvinger andet end et skuldertræk eller en træt gaben. BRFfonden er i dag uden ethvert reelt formål. Fonden havde med salget af realkreditvirksomheden til Jyske Bank udtømt sit formål og burde have været opløst.
BRFfonden er ikke en vilkårlig, triviel fond; fonden er ikke stiftet af en afdød industribaron, som uigenkaldeligt har testamenteret sin virksomhed til en fond. Fondens stiftere går fortsat rundt iblandt os. BRFfonden er etableret ved lov, kapitalen bestod af offentlige og halvoffentlige midler, BRF’s udlånsvirksomhed har været begunstiget af statslige garantier og subsidier. Obligationer udstedt af Byggeriets Realkreditfond var fra fondens spæde start omfattet af en særligt gunstig belåningsadgang i Danmarks Nationalbank.
Hvor er myndighederne henne i denne sag? Og hvad siger dog stifterne af Byggeriets Realkreditfond?
Følger myndighederne lovens ånd?
Hvordan går det til, at – i sammenhængen – helt tilfældige men meget hjælpsomme kontorchefer i Erhvervsstyrelsen og i Civilstyrelsen tillader en – i sammenhængen – helt tilfældig bestyrelse at sidde tilbage med en formue på 8 milliarder kroner, som bestyrelsen helt åbenbart ikke aner, hvad den skal stille op med. Det er en skærpende omstændighed, at medens BRFfondens bestyrelse tidligere bestod af 9-11 medlemmer udpeget af og blandt BRF’s interessenter, så ledes BRFfonden nu af en selvsupplerende bestyrelse med 6 medlemmer.
I året, der gik, har vi igen og igen kunnet høre politikerne indskærpe over for en beskæmmet finanssektor, at det ikke er nok at overholde lovens bogstav. Man må også overholde lovens ånd. Men gælder der ikke det samme for myndighederne? Er det virkelig i lovens ånd, at Lars Munch og Kristian May, som ikke er valgt af nogen, efter forgodtbefindende kan disponere over en formue på 8 milliarder kroner, som af en halvoffentlig fond er opkrævet som bidrag i perioden 1959-2014?
Erhvervsministeren besvarede den 18. december 2018 et spørgsmål om BRFfonden stillet af Folketingets Erhvervsudvalg. Svaret var pinligt – et ‘papegøjesvar’ blottet for substans. Ministeren henholdt sig til et ganske intetsigende svar forfattet af Erhvervsstyrelsen. Erling Olsen, tidligere justitsminister, der var økonom af uddannelse, blev engang spurgt, hvordan det forholdt sig med arbejdsdelingen i ministeriet, hvortil uglen svarede: Jo, embedsmændene tager sig af juraen; jeg tager mig af retfærdigheden.
Men hvordan er det i Erhvervsministeriet? Hvem tager sig her af retfærdigheden?