I perioden fra 2012-16 betalte fondssektoren 4,2 mia. kr. til statens skattekasse, hvilket svarer til 857 mio. kr. i gennemsnit om året.
Det viser Nyhedsbrevet Danmarks Fondes beregninger på baggrund af de nyeste skattetal fra Skatteministeriet.
I 2016 betalte landets fonde og filantropiske foreninger således 915 mio. kr. i skat. Samme år udbetalte fondssektoren mere end 10 mia. kr. i almennyttige uddelinger.
Skattebetalingerne i fondssektoren er dog i høj grad båret af de to filantropiske foreninger, Realdania fmba og Trygfonden (Tryghedsgruppen smba), som betaler skat i henhold til selskabsskatteloven.
Trygfonden/Tryghedsgruppen, som er et selskab med begrænset ansvar, har i løbet af de seneste fem år betalt 1,9 mia. kr. i selskabsskat. Realdania har betalt 1,5 mia. kr., viser tallene fra Skatteministeriet.
Fondssektoren betaler 4,2 mia. kr. i skat på fem år
2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | Fem år i alt | Årligt gns. | |
---|---|---|---|---|---|---|---|
skat i mio. kr. | |||||||
Fonde | 100 | 148 | 188 | 173 | 195 | 804 | 161 |
Filantropiske foreninger: | |||||||
– Realdania fmba | 5 | 423 | 563 | 218 | 333 | 1.542 | 308 |
– Trygfonden/Tryghedsgruppen smba | 354 | 430 | 451 | 291 | 387 | 1.913 | 383 |
– Østifterne fmba | 7 | 10 | 4 | 4 | 0 | 25 | 5 |
Fonde og filantropiske foreninger i alt | 466 | 1.011 | 1.206 | 686 | 915 | 4.284 | 857 |
- Anmærkning: Skat fra fonde er opgjort for fonde og visse foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven. Tallene dækker dermed både erhvervsdrivende fonde og ikke-erhvervsdrivende fonde.
- Anmærkning: Beløbene for fondene er opgjort i 2018-priser, mens beløbene for de filantropiske foreninger er opgjort i løbende priser.
- Kilde: Skatteprovenuet fra fondene fremgår af skatteministerens svar på spm. nr. 326 til Folketingets Skatteudvalg. Betalingerne fra de filantropiske foreninger fremgår af "Skatteoplysninger for selskaber" på skat.dk
Også de erhvervsdrivende fonde og de ikke-erhvervsdrivende fonde betaler en skattesats på 22 pct. Men fondene beskattes efter fondsbeskatningsloven, hvilket betyder, at de har fradrag for uddelinger, der har et almennyttigt eller almenvelgørende formål. Derudover har fondene et ekstra konsolideringsfradrag på 4 pct. af uddelingerne.
Skattebetalingerne fra fondene alene beløber sig gennemsnitligt til 161 mio. kr. om året i de seneste fem år. I 2016 udgjorde provenuet af fondsbeskatningen således 195 mio. kr. fra landets erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde.
Mindre fradrag ville reducere uddelingerne
Ifølge skatteministeriets estimater kunne skatteprovenuet fra fondene forøges med ca. 1,5 mia. kr. om året, hvis man helt fjernede fondenes fradrag for almennyttige uddelinger. Men det ville have store negative konsekvenser for fondenes almennyttige uddelinger.
Det fremgår af et skriftligt svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Folketingets Skatteudvalg, som på vegne af MF Rune Lund (Enhedslisten) har bedt ministeriet regne på spørgsmålet:
”Det bemærkes, at en afskaffelse af fradraget for almennyttige uddelinger og hensættelser og en deraf følgende øget beskatning må forventes at medføre en nogenlunde tilsvarende reduktion i fondenes uddelinger til almennyttige formål inden for bl.a. forskning, uddannelse og kultur. Det finder regeringen på ingen måde er den rigtige vej at gå. Tværtimod ser jeg som skatteminister gerne flere fonde i Danmark, og jeg ønsker at fonde, der uddeler til almennyttige formål, har gode skattemæssige vilkår,” skriver skatteministeren i svaret til Folketingets Skatteudvalg.