Fundats’ guidede rundtur blandt fondsuddelinger fra den seneste uges tid starter med to nyheder, der begge handler om nogle af de udfordringer, som Danmarks børn og unge har.
Vi starter hos KV Fonden – Krista og Viggo Petersens Fond – som med 4,5 millioner kroner støtter et nyt forskningsprojekt under Forskningscenter for Familiebaserede Indsatser, der skal forebygge mental mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge.
Ifølge en pressemeddelelse fra KV Fonden har børn af forældre med en psykisk sygdom markant større risiko for selv at blive psykisk syge som unge eller voksne. Flere end 50 procent af alle børn, hvor moren eller faren har en alvorlig psykisk lidelse, bliver ramt af psykisk sygdom. Forskning viser også, at børnene allerede tidligt har kognitive, sociale og følelsesmæssige vanskeligheder sammenlignet med jævnaldrende børn.
Dette forskningsprojekt har hele familien i fokus med særlig vægt på børnene, der i stigende grad mistrives og har behov for hjælp
Henrik Amand Holtegaard – Administrerende direktør, KV Fonden
”KV Fonden har i år ændret sin uddelingspolitik, så vi udelukkende støtter forskning inden for psykiatrien. Dette forskningsprojekt har hele familien i fokus med særlig vægt på børnene, der i stigende grad mistrives og har behov for hjælp. Psykiatrien har længe været nedprioriteret økonomisk med lange ventetider på behandling til følge. Vi håber, at forskningsprojektet kan bidrage med nye forebyggende indsatser,” siger fondens administrerende direktør Henrik Amand Holtegaard i pressemeddelelsen.
Italiensk topforsker kommer til Danmark
Fra psykisk sygdom hos børn og unge til børn og unges udfordringer med spiseforstyrrelser.
I en nyhed på fondens hjemmeside fortæller Novo Nordisk Fonden, at den med et syvårigt ’Laureate Research Grant’ på 42 millioner kroner har sikret, at én af verdens førende forskere i spiseforstyrrelser nu flytter sin forskning fra Italien til Danmark. Her vil Nadia Micali, som forskeren hedder, på Forskningsenheden for Spiseforstyrrelser ved Psykiatrisk Center i Ballerup forsøge at knække koden til at forstå sammenhængen mellem gener, kroppen, psyken og spiseforstyrrelser.
”I mange år har vi fokuseret på, hvordan psyken påvirker kroppen, men vi har gjort alt for lidt for at forstå, hvordan kroppen påvirker hjernen i forbindelse med udvikling og sygdomsprogression ved spiseforstyrrelser. Det er sigtet med den forskning, som min gruppe og jeg skal lave over de kommende syv år,” siger Nadia Micali, der har forsket i spiseforstyrrelser i mere end 20 år.
De syvårige Laureate Research Grants-bevillinger uddeles til fremragende internationale forskere, som ønsker at etablere en forskergruppe i Danmark. Hver bevilling gives som en rammebevilling omfattende projektdrift, løn og forskningsapparatur på op til 50 millioner kroner.
Bevillingerne kan eventuelt forlænges i yderligere syv år efter fornyet ansøgning og evaluering i projektets sjette år.
Penge til makerspaces i otte kommuner
Otte kommuner har netop fået tilsagn om i alt 43,3 millioner kroner til at etablere makerspaces – værksteder indrettet, så elever kan arbejde med både digitale teknologier og analoge håndværk – samt til at uddanne lærere. Pengene til kommunerne Fredericia, Lemvig, Frederikshavn, Brønderslev, Tønder, Vordingborg, Thisted og Allerød kommer fra Villum Fonden.
Etableringen af makerspaces sker som led i Villum Fondens mål om, at science skal opleves som vedkommende og inspirerende i skolen og fritiden samt som en mulig levevej, skriver fonden i en pressemeddelelse.
Sideløbende med etableringen af makerspaces har Villum Fonden igangsat et evalueringsprojekt af satsningen, der skal vise, hvordan makerspaces kan blive en integreret del af undervisningen i folkeskolen.
”Vi kan se, at rigtig mange kommuner er optaget af, at børn får kompetencer til at handle kompetent og ansvarligt i den digitaliserede verden. De går i gang, også uden fondsstøtte. Så vi er glade for at kunne skubbe til en udvikling, hvor kommuner – både med og uden bevilling fra os – inddrager makerspace i deres undervisning,” siger fondsrådgiver Jette Hundahl Mikkelsen fra Villum Fondens område for børn, unge og science.
Alle vores piger og drenge – uanset baggrund – skal have de bedste muligheder for at blive klar til en verden, hvor digitale teknologier både er en udfordring og en forudsætning
Kia Skovbo Ehlers – Projektleder, Fredericia Kommune
I Fredericia skal fondspengene bruges til at etablere makerspaces på alle kommunens 14 skoler.
”Alle vores piger og drenge – uanset baggrund – skal have de bedste muligheder for at blive klar til en verden, hvor digitale teknologier både er en udfordring og en forudsætning. Det får de nu,” siger projektleder Kia Skovbo Ehlers fra børne-, unge- og kulturområdet i Fredericia Kommune.
Ny naturoplevelse på vej ved Gudenåen
Med støtte på 15 millioner kroner fra Nordea-fonden kan arbejdet med etableringen af et samlet stiforløb langs Gudenåen nu gå i gang. Det skriver Nordea-fonden i en nyhed på sin hjemmeside.
Gudenåsamarbejdet, der er en sammenslutning af Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers kommuner, har sammen med Naturstyrelsen og Vejle Kommune siden 2020 kortlagt, hvad der skal til for at kunne tilbyde vandrere og naturinteresserede en sammenhængende naturoplevelse langs med hele Gudenåen.
Kortlægningen har ført til projektet ’Gudenåstien – fra kilde til fjord’, som går ud på dels at udbedre store dele af den eksisterende sti langs Gudenåen, dels at etablere sti på de 50 kilometer af strækningen, hvor man ikke kan færdes i dag.
Det samlede projekt beløber sig til i alt 57 millioner kroner. De deltagende kommuner og Naturstyrelsen har selv fundet 27 millioner kroner, A.P. Møller Fonden medfinansierede i juni projektet med op til 15 millioner kroner, og med et tilsvarende beløb fra Nordea-fonden kan arbejdet sættes i værk.
”Jeg er utrolig glad og taknemmelig for bevillingen fra Nordea-fonden. Sammen med projektpartnernes medfinansiering og bevillingen fra A.P. Møller Fonden har vi nu de midler, der skal til for at realisere det her fantastiske projekt,” siger Lars Storgaard, der er konservativ borgmester i Favrskov Kommune og formand for Gudenåsamarbejdet.
Projektet forventes at stå færdigt i 2025.
Støtte til kyst- og lystfiskercenter i Assens
Vi bliver ude i den danske natur, mere specifikt vandnaturen, med nyheden om, at A.P. Møller Fonden netop har bevilget 25 millioner kroner til et nyt nationalt kyst- og lystfiskercenter i Assens.
Det nye center bliver et fysisk lærings- og oplevelsescenter og en portal til oplevelser i vandnaturen. Ambitionen er at øge de besøgendes viden og interesse for livet under havoverfladen og lystfiskeri.
For A.P. Møller Fonden har det været væsentligt at bidrage til at øge danskernes kendskab til livet under vandet – lige fra fauna til forurening af havet – skriver fonden i en nyhed på sin hjemmeside.
Fonden tilføjer, at med placeringen ved Assens Havn kommer centret til at ligge ved noget af Danmarks bedste vandnatur i Lillebælt.
Stor bevilling til Færøernes Nationalgalleri
På seneste bestyrelsesmøde i Augustinus Fonden blev der i alt uddelt 52,8 millioner kroner fordelt på 29 forskellige projekter.
Største pose penge på 18 millioner kroner tilfaldt Tivolis særlige kulturelle indsatser. Den flerårige bevilling er blandt andet målrettet Tivoli-Gardens udvikling af et orkestersystem, som skal komme alle musikskoler i Danmark til gode, samt arrangementer med gratis jazzmusik i haven.
Næsten lige så mange penge, 17 millioner kroner, er sendt af sted mod Færøerne, nærmere bestemt nationalgalleriet Listasavn Føroya. Pengene er dedikeret til fremtidssikring og udvikling af Listasavn Føroya gennem forbedrede arkitektoniske rammer.
Blandt de øvrige modtagere af midler fra Augustinus Fonden er Børns Vilkår, som dermed kan skyde 750.000 kroner ind i rådgivningstilbuddet ’Hørt’ målrettet unge i alderen 15-24 år. Her får unge med udfordringer hjælp og et sted, hvor de bliver hørt, forstået og accepteret.
Millioner til erfarne forskertalenter
Vi slutter oversigten over udvalgte fondsuddelinger hos Lundbeckfonden, der netop har givet i alt 53,8 millioner kroner til 11 erfarne forskertalenter.
De 11 forskere, seks kvinder og fem mænd, modtager hver cirka fem millioner kroner til nye projekter med fokus på hjernen.
Bevillingerne udspringer af Lundbeckfondens ’Ascending Investigator’-program og falder ifølge en pressemeddelelse fra fonden ned i et klassisk ’forskerhul’, der ofte melder sig for forskere midtvejs i karrieren. Det er typisk forskere, der har afsluttet ph.d’en og en postdoc, og gerne vil etablere sig med egne projekter og forskningsgrupper.
Forskerne kan på dette tidspunkt i karrieren have svært ved at trænge igennem nåleøjet og bliver ofte vejet for lette i bunken af ansøgninger, når midlerne skal fordeles. Den vægtskål forsøger Lundbeckfonden at tippe til ’midtvejs-forskernes’ fordel ved hvert år at uddele Ascending Investigator-forskningsbevillinger inden for det neurovidenskabelige felt.