Hvert år hædrer den erhvervsdrivende fond Carlsbergfondet to af Danmarks førende forskere med en forskningspris, og forleden blev 2022-udgaven af prisen uddelt til iskerneforsker og fysiker Dorthe Dahl-Jensen og semiotiker og idéhistoriker Frederik Stjernfelt.
Priserne blev overrakt på Ny Carlsberg Glyptotek af Kronprinsesse Mary, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, præsident for Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch og Carlsbergfondets bestyrelsesforkvinde Majken Schultz.
Med prisen følger en million kroner. Heraf øremærkes tre fjerdedele til forskningsaktiviteter, mens 250.000 kroner er en personlig hædersgave.
Majken Schultz glædede sig over at kunne ønske Dorthe Dahl-Jensen og Frederik Stjernfelt tillykke.
”Dorthe Dahl-Jensen og Frederik Stjernfelt har igennem en lang årrække været enestående repræsentanter for deres fag. Begge har de lagt et enormt engagement i deres respektive forskningsområder. Og de har leveret resultater, der har bragt os nye indsigter og erkendelser. Takket være Dorthe Dahl-Jensen er vi helt konkret blevet meget klogere på isafsmeltning i Jordens polare områder og klimaets udvikling op gennem historien. Og Frederik Stjernfelt har åbnet vores øjne for tegns mangeartede betydninger og vigtigheden af ytringsfrihed,” sagde Majken Schultz ved prisoverrækkelsen ifølge en pressemeddelelse fra Carlsbergfondet.
Bryggerifondens forskningspriser blev uddelt for første gang i 2011 i anledning af grundlægger J.C. Jacobsens 200-årsfødselsdag.
Fire ildsjæle hædret i Vejle
Vi fortsætter til en endnu en prisuddeling fra en erhvervsdrivende fond, nemlig Bagger-Sørensen Fonden, der netop ved et arrangement i Vejle har hædret fire ildsjæle, som hver især arbejder på at besvare følgende spørgsmål:
Hvordan beskytter motion mod type 2-diabetes? Hvordan genvinder man god mundsundhed efter en hjerneskade? Hvorfor kan kunstige tarmhormoner anvendes til behandling af type 2-diabetes? Og hvordan kan unge med autisme leve en normal hverdag?
Hovedprisen, Bagger-Sørensen Prisen 2022 på en million kroner, blev tildelt professor Erik Richter fra Københavns Universitet. Erik Richter har i sit mangeårige forskerliv arbejdet på at påvise de mange gunstige effekter af motion, herunder særligt hvordan motion beskytter mod type 2-diabetes.
Den ene af fondens priser på 100.000 kroner til unge forskere blev tildelt lektor Mohit Kothari fra Hammel Neurocenter og Aarhus Universitet. Mohit Kothari arbejder dedikeret på at afhjælpe de følgetilstande, der kan ses efter en hjerneskade, og har haft et særligt fokus på, hvordan man trods senfølger genvinder en god mundsundhed.
Den anden unge forskerpris blev tildelt post doc Lærke Smidt Gasbjerg fra Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet. Lærke Smidt Gasbjerg arbejder med, hvordan kroppens normale tarmhormoner kan anvendes til at behandle blodglukose og overvægt hos personer med type 2-diabetes.
Bagger-Sørensen Fondens påskønnelsespris på 50.000 kroner blev tildelt Silke Ena Svare, der er talsperson for Autisme Ungdom. Silke Ena Svarre har stået i spidsen for unge autister mellem 13-30 år siden 2019, oplyser fonden på sin hjemmeside.
Vil skabe forandringer for unge, der har været anbragt
Bikubenfonden ønsker at skabe systemisk forandring for og med unge, der har været anbragt. Derfor igangsætter fonden nu en ny innovationsproces, hvor fire NGO’er og fem kommuner sammen med unge, som har været anbragt, skal mødes i et fælles udviklingsrum for at udvikle og afprøve nye løsninger, der kan styrke unge i den svære overgang til voksenlivet.
Innovationsprocessen gennemføres i partnerskab med De Anbragtes Vilkår (DAV) og Dansk Design Center (DDC).
Det er et langt sejt træk at skabe systemforandring, og den rejse fortsætter vi med denne proces
Sine Egede Eskesen – Direktør, Bikubenfonden
”Hvis vi skal lykkes med systemforandring og give unge, der har været anbragt, sikkert fodfæste i voksenlivet, bliver vi nødt til at samle aktører på tværs af sektorer i et fælles udviklingsrum – og inddrage dem, det hele handler om, på lige fod og hele vejen,” siger Sine Egede Eskesen, direktør i Bikubenfonden på socialområdet, i en pressemeddelelse.
Sine Egede Eskesen håber, at det vil lykkes i fællesskab at udvikle lokale løsninger, som inspirerer og anviser nye veje nationalt til, hvordan unge på kanten kan blive en del af fællesskabet fremfor at blive parkeret på sidelinjen.
”Det er et langt sejt træk at skabe systemforandring, og den rejse fortsætter vi med denne proces. Det kræver tålmodighed, innovationskraft og ressourcer, og netop det ser vi som fond, at vi kan – og bør – bidrage med,” siger Sine Egede Eskesen.
I 2022 gennemføres en række workshops, og næste år igangsættes konkrete afprøvninger og videreudvikling af eksperimenterne. Bikubenfonden har afsat 15 millioner kroner hertil, oplyser fonden.
Støtte til nyt forskningscenter på KU og SDU
Med en økonomisk håndsrækning på 60 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond etablerer Københavns Universitet og Syddansk Universitet nu et nyt forskningscenter ved navn Nordic Humanities Center for Challenge-Based Inquiry.
Centeret skal med afsæt i humanistiske discipliner bidrage med nuancering, perspektivering, nye forståelser og handlemuligheder i forhold til de helt store samfundsudfordringer som for eksempel klimakrisen og pandemier.
I min bog er humanismen kommet lidt i baggrunden. Det tjener ikke mennesket
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla – Formand, Den A.P. Møllerske Støttefond
”I min bog er humanismen kommet lidt i baggrunden. Det tjener ikke mennesket. Målet med centeret er således at bringe flere humanistiske perspektiver på verdens udfordringer i spil og på den måde supplere de tekniske videnskaber med nye handlemuligheder og visioner,” siger formand for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.
Rektor på Københavns Universitet Henrik C. Wegener er taknemlig for donationen.
”Jeg er overbevist om, at de stærke humanistiske forskningsmiljøer på Københavns Universitet og Syddansk Universitet – som her får mulighed for at afprøve nye former for samarbejde – vil kunne bidrage med perspektiver, nuancer og analyser og med et dybere historisk perspektiv, der samtidig peger fremad,” siger rektor Henrik C. Wegener.
Nordic Humanities Center for Challenge-Based Inquiry bliver forankret på såvel Københavns Universitet som Syddansk Universitet. Fondsbevillingen gør det muligt at drive centret i seks år fra og med 2023.
Forskning skal sikre, at fædre ikke køres ud på sidespor
Hvordan undgår man, at førstegangsfædre til for tidligt fødte børn køres ud på et sidespor, men derimod får rum til at etablere en tidlig og stærk relation til deres barn?
Det er udgangspunktet for et forskningsprogram, som professor Anne Brødsgaard fra Hvidovre Hospital står i spidsen for. Novo Nordisk Fondens forskningsprogram i sygepleje, Nursing Research Programme, har netop støttet projektet med 7,5 millioner kroner, oplyser fonden.
Far kan ikke amme, men han kan være lige så sensitiv over for barnet som mor, hvis han bliver guidet til at aflæse det for tidligt fødte barns signaler
Anne Brødsgaard – Professor, Hvidovre Hospital
”Som far er man forælder på lige fod med mor. Far kan ikke amme, men han kan være lige så sensitiv over for barnet som mor, hvis han bliver guidet til at aflæse det for tidligt fødte barns signaler. Dermed kan han indtage rollen som ligeværdig tilknytnings- og omsorgsperson for barnet. Dette forskningsprogram går ud på at udarbejde en intervention, der skal sikre, at der på landets neonatalafdelinger bliver givet plads til, at faren får den rette støtte til at kunne være deltagende forælder i forhold til hans behov og ikke overvejende være støtteperson for moren,” siger Anne Brødsgaard i en nyhed på Novo Nordisk Fondens hjemmeside.
Forskningsprogrammet i sygepleje blev udbudt for første gang i 2015. Fonden har afsat op til 75 millioner kroner i perioden 2015-2025 til at støtte i alt 10 forskningsprojekter.
Små heste skal skabe stor natur i Vestjylland
Fra Hvidovre Hospital fortsætter vi ud i den unikke klitnatur ved den jyske vestkyst. Her skal helårsgræssende små heste være med til at skabe rigere natur og generere ny viden.
To flokke på henholdsvis 10 og 17 hårdføre heste er netop sat ud i store indhegninger ved Klitmøller og Husby, oplyser Naturstyrelsen i en pressemeddelelse. Det sker som en del af et stort forskningsprojekt finansieret af 15. Juni Fonden, der skal give mere naturlig dynamik og forbedre forholdene for en lang række lys- og varmekrævende planter, insekter og krybdyr.
Projektet skal være med til at gavne den unikke natur i Nord- og Vestdanmark, og samtidig kan projektet give os værdifuld viden om effekterne af helårsgræsningen
Signe Nepper Larsen – Vicedirektør, Naturstyrelsen
Samtidig skal projektet give ny viden om græsningens effekt på både landskab, dyr og områdets friluftsliv.
”Vi har mange års erfaring med helårsgræsning, og med det her projekt kommer vi et spadestik dybere. Projektet skal være med til at gavne den unikke natur i Nord- og Vestdanmark, og samtidig kan projektet give os værdifuld viden om effekterne af helårsgræsningen,” siger vicedirektør Signe Nepper Larsen fra Naturstyrelsen i pressemeddelelsen.
Det fondsfinansierede projekt er ledet af Naturstyrelsen og følges af en ekspertgruppe fra Aarhus Universitet. Projektperioden løber frem til 2026.
Fondspenge til bæredygtige haver ved hospital
I forbindelse med Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød bliver der nu anlagt to bæredygtige og sundhedsfremmende haver. Det sker takket være en bevilling på 8,7 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, skriver fonden på sin hjemmeside.
Ambitionen med de nye haver er at skabe et bæredygtigt og rekreativt uderum, der både kan motivere til udendørs aktivitet samt være et frirum for patienter, pårørende og personale.
Patienter, der er indlagt, får direkte udsigt til haverne, ligesom indlagte og ambulante patienter vil få mulighed for at tilbringe ventetid mellem behandlinger i de grønne omgivelser.
Haverne anlægges som en stor taghave på 3.400 kvadratmeter i hospitalets midte og som en mindre caféhave på 500 kvadratmeter i grundplan. Haverne er inspireret af landskabet omkring hospitalet og planterne er udvalgt efter deres farvemæssige variation hen over året.
Nyt Hospital Nordsjælland kommer til at ligge i bydelen Favrholm og erstatter hospitalerne i Hillerød, Frederikssund og Helsingør.