Nedlukningen af Danmark har betydet, at sælgerne af hjemløseavisen Hus Forbi har døjet med mennesketomme gader og afstandskrav, og den vanskelige situation fik i begyndelsen af februar Hus Forbi til at udsende et nødråb. Det blev hørt af Spar Nord Fonden, som netop har besluttet at støtte foreningen Hus Forbi med en donation på 400.000 kroner.
Donationen vækker stor glæde hos Hus Forbi, der ser frem til at kunne hjælpe mange af sine sælgere.
”Det er en donation, som vil gøre en enorm forskel, og som betyder, at vi nu kan fortsætte med at hjælpe hjemløse og udsatte i Hus Forbi,” siger Rasmus W. Kristensen, der er sekretariatsleder i Hus Forbi, i en pressemeddelelse.
Sammen med blandt andre Spar Nord Fonden vil vi sikre, at der kommer et bedre udbud af shelters, som ikke må bookes på forhånd
Rasmus W. Kristensen – Sekretariatsleder, Hus Forbi
De 400.000 kroner fra Spar Nord Fonden skal blandt andet bruges til nyt tøj til Hus Forbi-sælgerne.
”Hvert år deler vi i Hus Forbi sælgertøj ud til vores sælgere, og det er utroligt vigtigt for dem på flere måder. Dels dækker det et helt basalt behov for at holde varmen, men det bygger også på en positiv identitetsfølelse. Når man står på gaden i sit Hus Forbi-tøj, bliver man mødt med anerkendelse, og folk kan se, at man selv yder en indsats for at forandre sin livssituation,” siger Rasmus W. Kristensen.
En anden udfordring, som donationen skal bruges til at afhjælpe, handler om de hjemløses muligheder for at finde ledige overnatningssteder. Stadig flere hjemløse oplever, når de når frem til et shelter, at det er optaget af danskere, der under coronakrisen i stigende grad har fået smag for at opholde sig i naturen.
Dertil kommer, at stadig flere shelters skal bookes digitalt på internettet, og det giver problemer for de hjemløse.
”Sammen med blandt andre Spar Nord Fonden vil vi sikre, at der kommer et bedre udbud af shelters, som ikke må bookes på forhånd,” siger Rasmus W. Kristensen.
Hjemløse og psykisk syge ind på arbejdsmarkedet
Vi bliver i samme boldgade med det næste nedslag blandt nogle af den seneste uges uddelinger fra fondssektoren.
Mændenes Hjem i København har modtaget en bevilling på 2,7 millioner kroner fra Velux Fonden til at videreudvikle arbejdet med et såkaldt socialt frikort.
En del af forklaringen er, at Mændenes Hjem har haft succes med at aktivere det lokale erhvervsliv i at skabe små jobs
Vibeke Lybecker – Programchef, Velux Fondens uddelingsområde for sociale indsatser
Tanken bag det sociale frikort er at give hjemløse, misbrugere og psykisk syge en chance for at blive en del af arbejdsmarkedet. Det sociale frikort giver de udsatte borgere mulighed for at tjene 20.000 kroner uden at blive trukket i kontanthjælp eller anden offentlig ydelse.
Mændenes Hjem fik i 2019 en bevilling på en million kroner af Velux Fonden til at høste erfaringer med det sociale frikort, og gode resultater fra forsøgsperioden har givet Mændenes Hjem blod på tanden til at udvikle modeller for, hvordan organisationer og lokalt erhvervsliv kan skabe små jobs til mennesker med ingen eller blot ganske lidt erfaring med arbejdslivet. Det udløser nu den nye fondsbevilling på 2,7 millioner kroner, oplyser Velux Fonden i en pressemeddelelse.
”Vores brugere har mange udfordringer, men de er også mennesker med en masse ressourcer og ting at byde ind med. Det sociale frikort har givet dem mulighed for at deltage i arbejdsfællesskabet, og vi er meget glade for sammen med vores dygtige kolleger i Reden og Brugernes Akademi at kunne arbejde videre med at få udbredt frikortet,” siger forstander Ivan Christensen fra Mændenes Hjem.
Programchef Vibeke Lybecker fra Velux Fondens uddelingsområde for sociale indsatser glæder sig over at se den forskel, det sociale frikort allerede har gjort på Vesterbro.
”Ordningen med det sociale frikort er noget helt nyt i socialpolitikken i Danmark. I årevis har man forsøgt at finde en løsning på, hvordan man kunne få de mest udsatte borgere i beskæftigelse uden at det gik ud over deres offentlige ydelser. Det lader til at være lykkedes – i hvert fald for Socialt Frikort Vesterbro. Det er meget rørende at opleve, hvor stor forskel det har gjort for de udsatte borgere at tjene penge for et stykke arbejde. En del af forklaringen er, at Mændenes Hjem har haft succes med at aktivere det lokale erhvervsliv i at skabe små jobs, og vi håber, at projektet nu kan udvikle modeller for indsatsen, der kan bruges af andre,” siger Vibeke Lybecker.
Rent vand i Afrika, Asien og Sydamerika
Fra socialarbejde i Danmark til bestræbelserne på at skaffe rent drikkevand til dele af befolkningen i Afrika, Asien og Sydamerika.
Bestyrelsen i Poul Due Jensens Fond har netop godkendt fem nye såkaldte Community Engagement Grants, som bakker op om Grundfos-selskabernes lokale engagement i Afrika, Asien og Sydamerika.
Konkret er der blandt andre tale om et projekt i Ghana, som skal sikre 1.400 mennesker i Atiwa-distriktet rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold, et vandforsyningsprojekt i Nigeria, hvor der etableres soldrevne vandsystemer med drikkevand til 10.000 indbyggere, og et vand- og hygiejneprojekt på Filippinerne, som indebærer etablering af 350 nye vandforsyninger i husholdninger nær Grundfos’ kontor i Cebu.
Poul Due Jensens Fond øremærkede sidste år 20 millioner kroner til at bakke op om Grundfos-selskabernes lokale projekter rundt omkring i verden og endte med at støtte 42 projekter med i alt 15 millioner kroner. Ordningen fortsætter i år, hvor fonden på ny har øremærket 20 millioner kroner til formålet.
Fonden understreger, at der kan søges til projekter i hele verden, også i Danmark.
Afgangselever i folkeskolen på bølgen blå
Vi slutter rundturen blandt ugens udvalgte fondsuddelinger hos Den Danske Maritime Fond, som har bevilget 11 millioner kroner til 13 projekter primært inden for fondens tre temaområder: Maritime erhvervsprojekter, maritim forskning og fremme af Det Blå Danmark.
Blandt de erhvervsprojekter, som har fået støtte fra Den Danske Maritime Fond, er et fra MiWire, som skal udvikle en applikation, der tilbyder rederikunder en global abonnementsløsning med høj datahastighed til en meget konkurrencedygtig pris. Projektet er en udvidelse af et igangværende projekt støttet af fonden i 2018.
På listen over støttede almennyttige projekter står blandt andre Danske Rederier, som har fået penge til at udarbejde en kortlægning af kvinder i rederierne samt en kvalitativ undersøgelse af kvinders karrieremæssige muligheder og barrierer i branchen. Resultatet af undersøgelsen vil danne grundlag for fastsættelse af fremtidige indsatsområder indenfor kønsdiversitet.
Et andet støttet projekt er fra Foreningen Skonnerten Zar, der vil skabe et skoletilbud til 9. og 10. klasses årgang som en alternativ afslutning på folkeskolen. Der er tale om en slags efterskole for elever, der har brug for nye udfordringer og en anderledes skoleform end folkeskolen.
Skibet har plads til 12 elever pr. år, hvor skolegang kombineres med sejlads og sømandskab ombord på Skonnerten Zar.