Et ombud er ifølge Den Store Danske Encyklopædi et hverv, som er pålagt af det offentlige, og som borgerne efter lovgivningen har pligt til at modtage. Og i samme ånd bør man også betragte stillingen som leder af fonden Fjerde Maj Kollegiet på Frederiksberg.
Det siger Københavns Universitets rektor Henrik Wegener efter at være blevet ansat af fondsbestyrelsen som leder – såkaldt efor – for det prominente kollegium på Frederiksberg:
“Det er jo lidt et akademisk ombud. Som efor skal du være fastansat, gerne leder, i et universitet, fordi du har en mentorrolle for de unge mennesker,” siger Henrik Wegener.
Henrik Wegeners ansættelse er sket efter en længere proces, hvor 23 ansøgere stillede sig til rådighed for fonden til stillingen som efor.
Eforen kompenseres ifølge fondens vedtægter med fri bolig i kollegiets eforbolig, der består af et klassicistisk landsted bag Frederiksberg Rådhus med have mod kommunens ikoniske park, Frederiksberg Have.
Wegener regner med ny fundats inden oktober 2020
61-årige Henrik Wegener tiltræder efter planen til oktober i år, selvom fondens vedtægter slår fast, at eforen ikke må virke efter udgangen af sit 60. år. Derfor møder ansættelsen kritik fra fondsretseksperter, der kalder fondens beslutning for lovstridig.
Men Henrik Wegener regner med, at fonden får myndighedernes blå stempel på et sæt nye vedtægter inden oktober.
Det er jo lidt et akademisk ombud. Som efor skal du være fastansat, gerne leder, i et universitet, fordi du har en mentorrolle for de unge mennesker.
Henrik Wegener – rektor, Københavns Universitet
“Den siddende efor har i hvert fald passeret sit 70. år, så aldersgrænsen har jo tydeligvis ikke været gældende i de sidste ti år for den siddende efor. Men i forbindelse med eforskiftet har det selvfølgelig været evident, at man skulle kigge på aldersgrænsen i vedtægterne. Og derfor vil der komme en ny fundats, der flugter med nutiden. Jeg ved knapt nok, om den nuværende overholder reglerne om aldersdiskrimination. Men jeg antager, at bestyrelsen vil få godkendt den nye fundats, så den flugter 100 pct. med det, som jeg kan tilbyde, når jeg træder til,“ siger Henrik Wegener.
God tid til en halvtidsstilling
Fondens bestyrelse har endnu ikke indsendt en formel ansøgning til fondsmyndigheden om at få ophævet aldersgrænsen for eforen, hvis arbejde altså blandt andet består i at opbygge et mentorforhold til kollegiets unge beboere.
Men ansøgningen er på vej, fortæller bestyrelsesformand Helle Sjelle. Først skal bestyrelsen dog have de sidste detaljer på plads i de nye vedtægter, som blandt andet slår fast, at rollen som efor svarer til “mindst halvtidsansættelse.”
Selvom Henrik Wegener som den øverste ansvarlige for Danmarks største universitet har masser af opgaver på sit bord, så regner han med at kunne varetage både eforstillingen og rektorstillingen på fuldt betryggende vis.
“Eforer er jo tit institutledere eller professorer. Og en institutleder på et moderne universitet med personaleansvar for mange hundrede mennesker og et budget på mange hundrede millioner kroner har jo fuldstændig samme arbejdsintensitet, som en rektor har. Nogle gange måske endda mere, fordi de har færre til at støtte op i det daglige. Så der er ikke noget tidsmæssigt issue, synes jeg,” siger Henrik Wegener og uddyber:
Den siddende efor har i hvert fald passeret sit 70. år, så aldersgrænsen har jo tydeligvis ikke været gældende i de sidste ti år for den siddende efor.
Henrik Wegener – rektor, Københavns Universitet
“En efor er jo lige så meget en livsstil, som det en stilling. Det er selvfølgelig noget med at være til stede og tilgængelig, men primært om aftenen og i weekenden,” siger Henrik Wegener.
Henrik Wegener understreger, at han allerede har fået godkendt sin kommende bibeskæftigelse, præcis som reglerne på Københavns Universitet foreskriver, at ansatte skal.
Ingen har dog forholdt sig til, at stillingen ifølge fonden er på minimum halv tid. Men det er heller ikke et problem, vurderer Henrik Wegener:
“Stillingen blev godkendt af bestyrelsesformanden som en bibeskæftigelse, der var fundet at være tidsmæssig og på anden vis i overensstemmelse med min hovedbeskæftigelse. Og så handler det jo om at få det til at fungere i praksis, og det føler jeg mig ganske tryg ved.”
Fundraising på programmet
I 2015-2016 blev Fjerde Maj Kollegiet på Frederiksberg gennemgribende renoveret for omkring 60 mio. kr. med støtte fra blandt andre A.P. Møller Fonden, Villum Fonden, Knud Højgaards Fond og Frederiksberg Fonden.
Selvom renoveringen højnede standarden på det historiske kollegie, har Henrik Wegener som efor mere vedligeholdelse på tegnebrættet. Han nævner blandt andet kollegiets bade- og toiletforhold og ikke mindst køkkener som modne til vedligeholdelse:
Stillingen blev godkendt af bestyrelsesformanden som en bibeskæftigelse, der var fundet at være tidsmæssig og på anden vis i overensstemmelse med min hovedbeskæftigelse.
Henrik Wegener – rektor, Københavns Universitet
“Når man går rundt og kigger på køkkenerne, kan man jo godt se, at der bestemt altid er behov for løbende vedligehold og også periodisk større renoveringer. Man er kommet rigtig langt, men man er bestemt ikke i bund. Og det er jo også et halvgammelt kollegie, men dog jo utrolig smukt og bestemt værd at bevare på alle måder samtidig med, at det skal kunne fungere som en aktiv og levende ramme, der kan passe til nutidens og også fremtidens unge,” siger Henrik Wegener.
Derfor regner han også med, at der igen bliver behov for at søge midler hos fonde, når han som leder af kollegiefonden overtager nøglerne i oktober 2020:
“Mit arbejde vil blandt andet handle om at rejse støtte til at vedligeholde infrastruktur eller til arrangementer i kollegiets ånd, nemlig at være et levende mindesmærke for frihedskampen og samtidig være en fantastisk ramme for beboernes studieliv,” siger han.