Både Albani Fonden og Sparekassen Hobro Fonden (nu Jutlander Fonden Hobro, red.) har de seneste tre år uddelt ca. 6,5 mio. kr. i gennemsnit om året.
Dermed er de to lokalt arbejdende fonde placeret som nummer 100 og nummer 99 på Fondenes Videnscenters nye liste over landets mest uddelende fonde. I den anden enden af listen ligger Novo Nordisk Fonden med årlige uddelinger på 4,9 milliarder kroner.
Videnscentrets analytikere har gennemgået de seneste tre års regnskaber fra mere end 280 fonde og filantropiske foreninger. På den baggrund kan de nu bidrage til at kaste lidt mere lys over den danske fondssektor, som på mange måder har været mørklagt for offentligheden i tre årtier.
Siden 1991 har der ikke eksisteret et offentligt register over fonde i Danmark, og derfor har den samlede viden om fondssektoren været som et puslespil med 10.000 brikker spredt rundt i hele børneværelset.
I kombination med at der i snart 30 år ikke har været et fondsregister, bliver det rigtigt svært.
Hanne Elisabeth Rasmussen – sekretariatschef, Fondenes Videnscenter
”Begrænset viden kan føre til en oplevelse af manglende transparens omkring fondenes arbejde og rolle i samfundet. Særligt fordi der er så utroligt mange organisationer, der har ordet fond tilknyttet sig. Og spændet er enormt lige fra en kapitalfond, som er en finansiel investor, og helt over til operative fonde, som kan være en børnehave eller et lille forlag. Indenfor loven om fonde og visse foreninger, der omfatter en stor del af de danske fonde, blander man nogle meget forskellige fondsorganisationer, selvejende organisationer og andre sammen. I kombination med at der i snart 30 år ikke har været et fondsregister, bliver det rigtigt svært,” siger sekretariatschef Hanne Elisabeth Rasmussen.
For få år siden fik offentligheden fri adgang til regnskaber for de 1.370 erhvervsdrivende fonde. Men de tusindvis af almene fonde har ikke pligt til at offentliggøre deres regnskaber, og heller ikke fondsmyndigheden indsamler systematisk viden om deres aktiviteter.
Et skridt på vejen
Først for tre år siden begyndte Danmarks Statistik at estimere det samlede uddelingsniveau fra fondssektoren. Men hvem de er, og hvor meget de hver især bidrager med til hvilke formål, findes der intet samlet overblik over.
”Hvis man ser bort fra de mennesker, som til daglig arbejder med fonde, så ved danskerne generelt ikke hvilke fonde, der findes. Faktisk viser en undersøgelse fra sidste år, at kun de allerfærreste mennesker kan nævne navnet på én fond uden at få hjælp. Og når man så holder det op imod Danmarks Statistiks opgørelser, der viser, at der uddeles for ca. 17 mia. kr. om året, hvoraf størstedelen er almennyttige uddelinger, så kan man konstatere, at der er et mismatch mellem den effekt fondene har i samfundet, og den viden befolkningen har om fondene,” siger sekretariatschef i Fondenes Videnscenter, Hanne Elisabeth Rasmussen.
Den nye liste fra Fondenes Videnscenter er derfor et forsøg på at sortere og sammensætte nogle af de største og mest håndgribelige brikker i et hjørne af puslespillet.
”Listen er et skridt på vejen, men en af de store hurdles, der udestår, er at finde ud af, hvordan man adskiller det, der er almennyttigt fra det, der ikke er almennyttigt. Det er jo en relevant sondring i debatten omkring fonde, og det er vi nu gået i samarbejde med Danmarks Statistisk for at finde ud af, hvordan man kan gøre det bedst muligt,” siger Hanne Elisabeth Rasmussen.
Den manglende adskillelse af de almennyttige uddelinger fra de ikke almennyttige betyder, at man hverken i den nye liste eller i Danmarks Statistiks opgørelser kan se, hvor stor en del af den enkelte fonds uddelinger, der eventuelt går til et familieformål eller erhvervsmæssige formål.
Viden efterspørges
Fondenes Videnscenter blev etableret i december 2018 og arbejder fortsat på at skabe mere information til offentligheden. Og videnscentret modtager løbende henvendelser fra folk, som efterspørger mere viden om fondene og særligt om deres uddelinger. Et typisk spørgsmål går netop på, hvem der er de 5 eller 10 største fonde målt på uddelinger.
Det betyder noget for ansøgermiljøet, og det betyder faktisk også noget for fondene selv.
Hanne Elisabeth Rasmussen – sekretariatschef, Fondenes Videnscenter
Og derfor glæder det Hanne Rasmussen, at Videnscentret nu kan gøre listen med uddelingsniveauerne tilgængelig for alle på Videnscentrets hjemmeside.
”Det betyder noget eksempelvis for journalister, som skal beskrive et område, at de kan få adgang til viden om, hvem er egentlig de fem eller ti største fonde, og hvordan det her område ser ud rent strukturelt. Det betyder noget for ansøgermiljøet, og det betyder faktisk også noget for fondene selv, som for eksempel skal lægge en relevant strategi og vil finde ud af, hvor de selv er i fondsuniverset. Så det er en bred vifte af interessenter omkring fondene, som ofte efterspørger denne slags oplysninger,” siger Hanne Rasmussen.
Læs listen og den tilhørerende metodebeskrivelse her.