Kun de færreste danskere opdagede formentlig ikke, at Dronning Margrethe i fredags, den 14. januar, havde 50-års regeringsjubilæum.
A.P. Møller Fonden benyttede det meget medieomtalte jubilæum til at offentliggøre en donation på 24 millioner kroner til en omfattende restaurering af Eremitagepavillonerne og Kongebroen i Fredensborg Slotshave.
Restaureringen vil markere færdiggørelsen af mange års arbejde med at genskabe barokhaven i Fredensborg, som i 2021 blev hædret med den prestigefyldte Europa Nostra-pris, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Arbejdet går i gang foråret 2022. Kongebroen ventes færdig ultimo 2022, mens pavillonerne vil stå færdige i begyndelsen af 2024.
A.P. Møller Fonden har siden 2009 løbende støttet restaureringen af Fredensborg Slotshave.
Vil finde årsager til overvægt hos børn
Gennemgangen af udvalgte fondsuddelinger fra den seneste uge fortsætter til Novo Nordisk Fonden, som har åbnet 2022 med at offentliggøre millionstøtte til en række store projekter.
Danmarks største erhvervsdrivende fond støtter blandt andet tre nye forskningsprojekter, som søger svar på, om der er en sammenhæng mellem overvægt hos forældrene op til og under en graviditet og udviklingen af overvægt hos børn og unge.
Det vil sige, at nogle børn nærmest bliver programmeret til at blive overvægtige
Arne Astrup – Senior Project Director, Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden giver i alt 60 millioner kroner til de tre projekter, oplyses det i en pressemeddelelse.
”Vi ved, at æg- og sædceller er meget sårbare over for livsstilsfaktorer. Det kan for eksempel være rygning, men det tyder på, at også motion, overvægt og diabetes kan påvirke arvematerialet med nogle epigenetiske forandringer, som bliver båret videre til barnet. Det vil sige, at nogle børn nærmest bliver programmeret til at blive overvægtige,” siger Arne Astrup, der er Senior Project Director hos Novo Nordisk Fonden med ansvar for fondens aktiviteter for at fremme sund vægt.
Støtte til forskning i osteoporose
Behandling af personer med osteoporose – også kaldet knogleskørhed – er centrum for et andet forskningsprojekt, som netop har modtaget en bevilling på 25 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Professor Bente Lomholt Langdahl fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har fået fondsmidlerne til i samarbejde med kollegaer fra hele landet at undersøge, hvordan man bedst behandler personer med osteoporose.
650.000 danskere lider af osteoporose, men kun 172.000 ved det, og af dem er blot 90.000 i behandling.
I forskningsprojektet, der varer fem år, skal forskerne fra de danske hospitaler lave tre kliniske studier og etablere et register over forekomsten og behandlingen af osteoporose i Danmark.
Når Danmark får et stort nationalt register over kvinder med diabetes og deres børn, sker det også med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Registeret skal gøre forskere klogere på, hvilken effekt diabetes og behandling af diabetes har på ikke bare den gravide, men også på hendes ufødte barn.
Bag forskningsprojektet, som støttes med 25 millioner kroner, står professor Dorte Møller Jensen fra Steno Diabetes Center Odense, og hun skal de næste fem år i samarbejde med forskere og læger fra de andre danske Steno Diabetes-centre indsamle data på samtlige danske gravide med diabetes.
”Med registeret kan vi opnå en unik og detaljeret viden om behandlingseffekter inden for denne gruppe af danskerne. Forhåbentlig kan det være med til at udvikle supplerende interventioner, der vil være robuste og langsigtede løsninger til kvinder med diabetes og deres børn. Derudover er det nationale forskningssamarbejde på området veletableret over årtier, og der er derfor god mulighed for succes,” siger Dorte Møller Jensen i en pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden.
Nyt innovationsprogram på tværs af universiteter
Novo Nordisk Fonden står tillige bag en bevilling på 44 millioner kroner til etablering af innovationsprogrammet ’SPARK Denmark’ på tværs af landets fem største universiteter.
Programmet bygger på succesfulde erfaringer fra udlandet og skal klæde forskere på til at kommercialisere resultatet af deres forskning eller innovative idé og desuden tiltrække investorer.
Erfaringerne fra udlandet viser, at det er nødvendigt at bygge bro mellem den akademiske verden og erhvervslivet
Mikkel Skovborg – Senior Vice President på innovationsfeltet, Novo Nordisk Fonden
Danmark er et foregangsland, både når det gælder grundforskning inden for life science og når man ser på antallet af registrerede patenter per indbygger inden for biotek og medtek, skriver fonden i en pressemeddelelse. Desværre står antallet af nye lancerede produkter og løsninger ikke mål med dette, fordi den kommercielle ekspertise samt evnen til at rejse startkapital ofte mangler. Dét problem søger SPARK Denmark at gøre op med.
Programmet blev oprindeligt etableret ved Stanford Universitet i 2006. Siden er det blevet globalt og er udrullet til 40 forskellige forskningsinstitutioner og med nordeuropæiske hubs i henholdsvis Tyskland, Norge og Finland.
”Erfaringerne fra udlandet viser, at det er nødvendigt at bygge bro mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Når akademiske forskere får adgang til udviklings- og kommerciel ekspertise fra industrien, sikrer det, at flere nye innovative opfindelser og løsninger kommer på markedet. Foruden at give de enkelte projekter et løft, er SPARK-programmet med til at styrke den danske talent-pipeline, så virksomhederne også i fremtiden kan rekruttere de bedste hoveder inden for deres felt,” siger Mikkel Skovborg, der er Senior Vice President på innovationsfeltet i Novo Nordisk Fonden.
Vil fremtidssikre det gode håndværk
Fra Novo Nordisk Fonden til Tietgenfonden, som netop har givet 2,5 millioner kroner i støtte til en udstilling og et projekt i Aarhus-museet Den Gamle By med titlen ’Godt håndværk - også i fremtiden’.
I løbet af sommeren sætter Den Gamle By fokus på det gode håndværk med en udstilling, hvor gæsterne selv får mulighed for at prøve kræfter med de mange håndværksfag, der nu og i fremtiden er en afgørende faktor for fremdrift i samfundet. Samtidig afprøver udstillingen andre formidlingsformer, som hver især skal give et dybere og mere positivt indtryk af håndværk i nutiden.
Foruden live-demonstrationer af håndværk, rollemodelarrangementer og inddragende publikumsaktiviteter bliver rundvisninger også en del af udstillingen om det gode håndværk. Og hér får gæsterne en nøglerolle.
”Det gode håndværk har enorm betydning for os alle i hverdagen og har en stor del af æren for meget af det, som Danmark er berømt for på verdensplan. Håndværket ligger i hånden, og det er her, det hele starter. Skal man blive fascineret af det, skal man selv se det og endnu bedre selv prøve det, og det bliver nu i højere grad muligt i Den Gamle By takket være Tietgenfondens opbakning,” siger Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør i Den Gamle By, i en nyhed på fondens hjemmeside.
Tietgenfonden uddeler årligt cirka 20 millioner kroner årligt til initiativer, der fremmer virkelyst og vækst.
Forfattere får legater til skriveophold på universiteter
Vi fortsætter til Velux Fonden, som med pilotprojektet ’Writers-in-residence’ forsøger at fremme dialogen mellem humanvidenskab og kunstnerisk praksis samt at styrke dansk litteratur.
I projektet får otte talentfulde forfattere arbejdslegater til skriveophold i universitetsmiljøer.
”Skønlitteraturen er en vigtig stemme i vores samfund og demokrati. Med programmet ønsker vi at styrke litteraturen ved at skabe tid og rum for samarbejde og gensidig inspiration mellem forfattere, forskere og studerende. I det møde kan der opstå nye, kreative erkendelser og udtryk til gavn for både litteraturen, forskningen – og ikke mindst læserne,” siger programchef Henrik Tronier fra Velux Fonden i en pressemeddelelse.
Skønlitteraturen er en vigtig stemme i vores samfund og demokrati
Henrik Tronier – Programchef, Velux Fonden
De otte forfattere får hver toårige arbejdslegater på 200.000 kroner årligt. Derudover bliver universiteternes udgifter til forfatterkontorer og administration dækket. I alt bevilger Velux Fonden 4,8 millioner kroner under initiativet, der kører i en forsøgsordning på to år.
Staten og Lego Fonden giver penge til pigers uddannelse
Flere piger skal i skole og have en uddannelse i verdens fattige lande. Det er baggrunden for, at udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og Lego Fondens direktør Anne-Birgitte Albrectsen forleden annoncerede et samlet bidrag på 100 millioner kroner til organisationen Global Partnership for Education (GPE).
”Man kan ikke understrege nok, hvor væsentligt skolegang og uddannelse er. Særligt i fattige og usikre lande, hvor det er så vigtigt, at piger bliver beskyttet og får mulighed for en bedre fremtid. Netop dér spiller uddannelse en helt central rolle. Det håb om en bedre fremtid kan vi være med til at gøre til virkelighed,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i en pressemeddelelse.
De 100 millioner kroner går til GPE´s nye initiativ kaldet ’Girls’ Education Accelerator’. Det har særlig fokus på at få flere piger i skole og gennem en uddannelse i 30 lande, hvor der er et særligt behov – blandt andet Etiopien og Somalia.
”Mange steder i verden er der et behov for et særligt fokus på pigers adgang til kvalitetsuddannelse, og jeg er stolt over, at vi med det fælles bidrag til Global Partnership for Education’s Girls’ Education Accelerator kan være med til at skabe en mærkbar forskel for piger i 30 af verdens lande. I Lego Fonden ved vi også, at det kræver partnerskaber på tværs at skabe en bæredygtig og langvarig forskel for verdens børn. Samarbejdet med Udenrigsministeriet og Global Partnership for Education er et eksempel på, hvor meget vi kan, når vi løfter i flok,” siger Anne-Birgitte Albrectsen.
Ny viden om rensning af søer
Vi slutter hos Poul Due Jensens Fond, der netop har støttet et sørensningsprojekt kaldet ’rePair’ om cirkulær fosforgenindvinding med 25,9 millioner kroner.
Formålet er i løbet af de næste tre og et halvt år at udvikle teknologier, der på en skånsom måde vil fjerne næringsstofbelastet sediment og blandt andet omdanne det til rent vand.
’Projektets mål er at forårsage et nationalt og internationalt paradigmeskifte indenfor sørestaurering og skubbe til gældende lovgivningsmæssige barrierer, så sørestaurering og genindvinding samtænkes,’ skriver Poul Due Jensens Fond i en nyhed på fondens hjemmeside.
Ormstrup sø, der er en 12 hektar stor sø beliggende i den sydlige del af Viborg kommune, bruges som casestudie, men målet er, at de opnåede resultater og erfaringer vil være bredt anvendelige til oprensning af søer af forskellig størrelse og belastningsgrad.
Projektet er initieret af fonden og involverer Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet.