Universiteternes problemer med at få dækket de indirekte meromkostninger, der følger i halen på en vellykket fondsansøgning, er velkendte.
Siden efteråret 2017 er de principielle uenigheder om den rette pris på forskningsprojekter med jævne mellemrum nået ud i det offentlige rum.
Her på Fundats har vi i mere end fem år dækket udviklingen i overhead-problemet i takt med, at de private fondes forskningsbevillinger til universiteterne er steget år for år.
Professor og institutleder på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Bo Jellesmark Thorsen, var i august 2017 en af de første der offentligt italesatte, at de stigende forskningsbevillinger fra de danske private fonde er et gode, der samtidig medfører en række problemer for de økonomiansvarlige på landets universiteter.
Det skete i en kronik i Berlingske under overskriften ”Det, jeg sætter lys på her, er et andet og overset problem.”
Bo Jellesmark Thorsen pegede på flere nu velkendte problemer: at fondene ofte stiller krav om medfinansiering og sjældent betaler ret meget af de indirekte omkostninger ved forskningen som blandt andet husleje, el, varme, HR og ledelse.
Risikoen er, at fondenes underfinansiering af forskningen både forvrider de offentlige forskningsmidler, styrer hvad der forskes i og også fører til dårligere kvalitet på universiteternes kandidatuddannelser, fordi der blandt andet sættes flere studerende i klasserne – for at hente finansiering til de indirekte omkostninger ved den fondsstøttede forskning, påpegede institutlederen.
Dengang lød bønnen fra Bo Jellesmark Thorsen: Enten må universiteter og fonde blive enige om en bæredygtig finansiering. Alternativt må politikerne på Christiansborg skærpe reguleringen af fonde.
Der er sket fremskridt, og mange fonde er gået både determinerede, kritiske og konstruktive til værks
professor Bo Jellesmark Thorsen – institutleder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU
Fundats har bedt Bo Jellesmark Thorsen se tilbage på udviklingen. I dag sidder han på samme position som institutleder og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Men imellem tiden er de private fondes forskningsbevillinger steget fra tre milliarder kroner til 11 milliarder i 2021.
”Finansieringsbilledet har sprængt alle forudsigelser, og universiteterne får langt flere fondsmidler, end man kunne forestille sig i 2017. Så spørgsmålet om indirekte omkostninger er stadig aktuelt, fordi fondene typisk har en lavere dækning af de indirekte omkostninger end for eksempel grundforskningsmidler,” siger Bo Jellesmark Thorsen og fortsætter:
”Var fondene små i forhold til finansiering af forskning, så var det ikke et problem, men fondene er ikke længere marginale, når vi taler forskningsfinansiering, så det er det absolutte, der er problemet.”
Problemet er forstærket
Siden 2017 er problemet langt fra løst, men der er sket en række udviklinger, mener Bo Jellesmark Thorsen.
Universiteterne og fondene taler om problemstillingen med de indirekte omkostninger, og nogle universiteter er blevet meget mere omkostningsbevidste. På Københavns Universitet arbejder man meget systematisk med omkostningsstrukturer og på at bevidstgøre alle beslutningstagere i forhold til de indirekte omkostninger.
”På mit fakultet – SCIENCE – Det Natur – og Biovidenskabelige Fakultet er der helt konkret udarbejdet en vejledning om ekstern finansiering med blandt andet fokus på budgettering, der illustrerer og synliggør hvilke omkostninger, vi taler om. Den giver også vejledninger i, hvad man kan prøve at få dækket hos fondene, så det bliver gjort mere ens,” siger Bo Jellesmark Thorsen.
I samtalerne mellem universiteterne og fondene har nogle fonde også flyttet sig – for eksempel når det gælder bench fees og ph.d.-taxametre – altså hvor mange kroner fondene er villige til at betale pr. årsværk til dækning af projektrelaterede indirekte omkostninger.
”Flere fonde er i dag også villige til at dække udgifter til barsel, og det er bestemt ikke irrelevant, når man arbejder på store forskningsprojekter med mange korttidsansættelser som ph.d. og post.doc,” siger Bo Jellesmark Thorsen.
Nogle fonde kan også godt være med til at betale de underliggende omkostninger til et forskningsprojekt – for eksempel udgifter til særlige certificeringer, som er nødvendige for at holde laboratorier i topklasse.
”Men den helt store diskussion – husleje og hvad der hører med af lys, varme, rengøring med videre – er stadig uafklaret. Så der er sket fremskridt, og mange fonde er gået både determinerede, kritiske og konstruktive til værks, og de konkrete tiltag gør, at vi kan skære skiver af problemet, men problemet er ikke løst. Med de stigende fondsmidler er problemstillingen sådan set bare forstærket,” konkluderer Bo Jellesmark Thorsen.
Konkurrence som generisk element
Han understreger, at de mange private fondsmidler til forskning er en gave, som har gjort, at Danmarks har kunnet øge sine forskningsmuskler.
”Men det er vigtigt, at vores forskningsmuskler ikke får strækningsskader, fordi vi bruger midlerne forkert,” siger han.
Bo Jellesmark Thorsen efterspørger også en større involvering fra det politiske lag i samfundet. Blandt andet fordi den betydelige finansiering fra de private fonde har en anden vinkling og et andet interessefokus, end universiteterne og samfundet har haft.
”Det er noget, politikerne skal overveje og være bevidste om. På samme måde som de skal være bevidste om, at der med de private fondsbevillingers underfinansiering sker et træk fra anden forskning. Det kan sagtens være, de synes, det er fint, hvis det passer med de politiske prioriteringer og samfundets udfordringer, men de skal være bevidste om det,” mener Bo Jellesmark Thorsen.
For ifølge ham er løsningen ikke, at de enkelte forskere, institutter eller universiteter bare skal sige nej til fondsbevillinger, hvis de ikke kan forhandle sig frem til tilstrækkeligt gode betingelser for fondenes dækning af indirekte omkostninger.
”Konkurrence er et generisk element i forskning, og det er en evig overvejelse, om bevillingen så ikke bare går til en anden forsker, et andet institut eller et andet universitet. Det er også derfor, at vores fakultet har udarbejdet en vejledning for ekstern finansiering, så vi kan gøre tingene ens,” siger Bo Jellesmark Thorsen.
Større politisk involvering
Med ønsket om mere politisk involvering mener Bo Jellesmark Thorsen også, at Forum for Forskningsfinansiering, som daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind nedsatte i 2018, fortsat er vigtigt.
Dermed er han på linje med forskningsordførerne fra Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet som i en artikel her på Fundats i sidste uge ytrede ønske om at få sat gang i forummet.
”Det er meget positivt, at fondene støtter dansk forskning, og Forum for Forskningsfinansiering er et meget vigtigt forum, så alle gode kræfter trækker på samme hammel. Så jeg vil gerne have vendt med ministeren, hvorfor der ikke har været aktivitet i forummet siden 2020,” lød det fra Peter Juel-Jensen, forskningsordfører hos Venstre.
”De interesser, som ligger bag de stigende bevillinger, betyder større indflydelse på forskning. Det er noget, vi bør være opmærksomme på. Her kunne Forum for Forskningsfinansiering spille en større rolle med at sikre, at forskning sker med fokus på at skabe en større værdi, ikke for de få, men for fællesskabet,” sagde Theresa Scavenius, forsker og forskningsordfører fra Alternativet.
Et bureaukratisk våbenkapløb
Ud over ønsket om en politisk opmærksomhed på problemet efterlyser Bo Jellesmark Thorsen også en refleksion hos både universiteter og fonde om, hvornår man har tillid nok til hinanden, så man i arbejdet med at løse problemet med indirekte omkostninger ikke kommer til at øge de indirekte omkostninger.
Hos fondene må de snart have en hær af controllere og bogholdere til al den afrapportering
professor Bo Jellesmark Thorsen – institutleder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU
”Vi skal passe på, at det ikke bliver et bureaukratisk våbenkapløb med stigende afrapportering og dokumentation, så vi i forsøget på at løse et problem pisker de indirekte omkostninger op. Hos fondene må de snart have en hær af controllere og bogholdere til al den afrapportering”, siger Bo Jellesmark Thorsen og fortsætter:
”Her kunne det være dejligt, hvis vi nåede derhen, hvor vi grundlæggende havde tillid til hinanden.”
