Det er blevet særdeles populært at tale om den ’rejse’, man i overført betydning har været på – lige fra, når unge, håbefulde sangtalenter sætter ord på, hvad de har lært som deltagere i tv-shows, til når sportsverdenens og erhvervslivets ypperste repræsentanter beskriver bestræbelserne på at nå frem til ambitiøse mål.
Mens rejse-metaforen i nogle tilfælde kommer til at fremstå som en temmelig tyndslidt kliché, giver den anderledes god mening, når Birgitte Nauntofte beskriver sine 12 år i Novo Nordisk Fonden som en rejse – en, understreger hun, fantastisk rejse.
Siden Birgitte Nauntofte i 2009 startede som administrerende direktør i den erhvervsdrivende fond, og frem til hun 1. marts i år forlod direktørstolen i fondens domicil på Tuborg Havnevej i Hellerup, har Novo Nordisk Fonden således under hendes ledelse gennemgået en udvikling, der for at blive i rejsejargonen kan sammenlignes med en rejse adskillige gange jorden rundt.
Tallene taler et tydeligt sprog:
Da Birgitte Nauntofte trådte ind ad døren, var der tre sekretærer ansat, og fonden uddelte årligt i størrelsesordenen 200 millioner kroner om året.
Lars vil meget gerne kommunikere med offentligheden, men det ændrer ikke på, at vi som fond er formålsdrevne, og den dagsorden, vi ønsker at sætte, skal være drevet af formålene med uddelingerne
Birgitte Nauntofte – Fhv. direktør, Novo Nordisk Fonden
Her 12 år senere, hvor Birgitte Nauntofte netop har overladt posten som administrerende direktør til tidligere koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk A/S Mads Krogsgaard Thomsen, har hun sagt farvel og tak til 211 medarbejdere og et årligt uddelingsbudget på cirka 5,5 milliarder kroner.
”Det har været en fantastisk rejse, hvor jeg har stået i front for at udvikle og opbygge Novo Nordisk Fonden fra en meget lille fond til i dag at være den målt på formuen og uddelingsniveauet absolut største erhvervsdrivende fond i Danmark og blandt de tre største i verden,” siger den nu forhenværende fondsdirektør.
Medarbejdere fra hele verden
Der er mange konkrete resultater, som den 62-årige tandlægeuddannede professor i klinisk oral fysiologi glæder sig over at have været med til at opnå i Novo Nordisk Fonden. Det første, Birgitte Nauntofte nævner – og som hun flere gange i løbet af interviewet med Fundats vender tilbage til – omhandler fondens internationale fokus og profil.
”Bestyrelsen og jeg var enige om, at internationalisering skulle prioriteres meget højere for blandt andet at kunne trække udenlandske forskere til Danmark. Så én af grundene til, at jeg i sin tid fik jobbet, var simpelthen, at jeg skulle stå i spidsen for en internationalisering af fonden og dens uddelinger, og det har vi arbejdet heftigt på i alle 12 år. Internt har det blandt andet betydet, at der i dag er en divers medarbejdersammensætning med specialister med international erfaring, som er rekrutteret fra en lang række lande, og fondens arbejdssprog er i dag engelsk, fordi der kommunikeres med samarbejdspartnere og projekter i hele verden,” siger Birgitte Nauntofte.
Fondens vækstrater har gjort, at det har gået stærkt med at rekruttere mange nye medarbejdere gennem årene, og den store tilstrømning af nye ansigter fra forskellige lande, fagområder og arbejdskulturer har stillet store ledelsesmæssige krav til Birgitte Nauntofte.
For at skabe sammenhængskraft i en organisation med så kraftig vækst, har jeg lagt meget vægt på at få opbygget en organisation med sammenhold, forankring i, hvad fondens historie er, samt et stærkt værdifundament baseret på tillid, respekt, kvalitet og engagement
Birgitte Nauntofte – Fhv. direktør, Novo Nordisk Fonden
”For at skabe sammenhængskraft i en organisation med så kraftig vækst, har jeg lagt meget vægt på at få opbygget en organisation med sammenhold, forankring i, hvad fondens historie er, samt et stærkt værdifundament baseret på tillid, respekt, kvalitet og engagement. Jeg oplever, at det er lykkedes godt, og at medarbejdere synes, de bliver onboardet hurtigt, hurtigt tager værdierne til sig og bliver en del af familien,” siger Birgitte Nauntofte.
Stor uudnyttet uddelingskapacitet
Med årlige uddelinger i størrelsesordenen 5,5 milliarder kroner glæder Birgitte Nauntofte sig samtidig over, at Novo Nordisk Fonden, som hun udtrykker det, hvert år sætter ”markante aftryk” med sine uddelinger.
”Da jeg kom til fonden, var der en stor uudnyttet uddelingskapacitet, og der blev ikke gjort nok for at tiltrække udenlandske forskere til Danmark. Derfor gik vi i gang med at etablere hubs og programmer, som udlændingene følte sig tiltrukket af, og inden for de første fem år havde vi gennem vores støtte til universiteterne fået tiltrukket 800 forskere, herunder flere end halvdelen fra udlandet, til Danmark og dermed fået sat gang i den ønskede internationalisering af dansk forskning. Samtidig med løftet af de strategiske områder, har vi øget bevillingerne markant til den åbne konkurrence. Den ansøgningsdrevne del af uddelingerne er vokset voldsomt i mine 12 år i fonden. I dag er næsten halvdelen af fondens uddelinger, 2,5 milliarder kroner, ansøgningsdrevne, og der er et mangfoldigt internationalt samarbejde,” siger Birgitte Nauntofte.
Hun forlader fonden, mens det danske samfund stadig er i knæ som konsekvens af den corona-pandemi, der for præcis ét år siden pludselig overtog dagsordenen i Danmark, og som har vist sig som en noget vanskeligere modstander end forventet.
I den forbindelse lægger Birgitte Nauntofte ikke skjul på sin stolthed over og tilfredshed med den forskel, Novo Nordisk Fonden har gjort for samfundet i den ekstraordinære situation – især i starten af coronakrisen i foråret 2020. Det skete blandt andet med en bevilling på en kvart milliard kroner til Statens Serum Institut til at etablere et nyt, nationalt testcenter og med fondens støtte på knap ni millioner kroner til igangsættelsen af nødproduktion af ethanol til desinfektionsmidler på hospitalerne.
”Den røde tråd i vores corona-indsatser har været samarbejde. Vi har været med til at afbøde konsekvenser, som var opstået i vores samfund på grund af corona, for eksempel ved i samarbejde med myndighederne at etablere testmuligheder bredt til befolkningen, ved sammen med Carlsberg at sætte gang i produktionen af ethanol og ved at støtte en række akutte forskningsprojekter samt sociale og humanitære tiltag. 2020 blev et meget travlt år for os – og et historisk år, hvor vi gennem samarbejde med mange forskellige aktører var med til at gøre en stor forskel,” understreger Birgitte Nauntofte.
I alt beløb Novo Nordisk Fondens corona-indsatser i 2020 sig til 460 millioner kroner.
Fondes samfundsbidrag vokset kolossalt
- Hvordan vil du beskrive den generelle filantropiske udvikling i Danmark gennem de år, du har været direktør i Novo Nordisk Fonden?
”Vigtigst af alt er, at de danske fondes bidrag til samfundet er vokset kolossalt de seneste 10 år, og jeg synes, udviklingen er gået i retning af både flere ansøgningsdrevne og flere katalytiske indsatser. Som jeg ser det, har det ansøgningsdrevne aldrig stået stærkere, end det gør i dag – alene i Novo Nordisk Fonden modtog vi sidste år flere end 4.400 ansøgninger. På det katalytiske felt har både Novo Nordisk Fonden og mange andre fonde startet strategiske indsatser inden for en bred vifte af discipliner i samarbejde med offentlige og private partnere til gavn for samfundet. Villigheden til at prøve nye samarbejdsformer af er blevet mere tydelig gennem de seneste 10 år både blandt fondene og dem, fondene samarbejder med, og det er også nødvendigt med de udfordringer, vi har i relation til blandt andet klimaet, sundheden og aktuelt pandemien. Vi har så mange store globale problemstillinger, som for at blive løst kræver fokuserede indsatser, dedikerede forskere og store økonomiske muskler for at frembringe nye løsninger,” siger Birgitte Nauntofte.
- Hvordan vurderer du, at filantropien kommer til at udvikle sig i de kommende år i Danmark?
”Først og fremmest håber jeg, at det også post-corona bliver ved med at gå så godt for de danske erhvervsdrivende fonde, som vi har set de senere år, at de kan fortsætte med at foretage store uddelinger. Og jeg tror, at vi vil se en fortsat tendens til, at private fonde støtter projekter i den offentlige sektor ganske betragteligt, herunder at vi også vil se en vækst i den ansøgningsdrevne filantropi. Den frie idé til forandring vil altid være der og bør fortsat støttes,” fastslår Birgitte Nauntofte.
Store udfordringer kræver internationalt samarbejde
Hun forventer samtidig, at den internationalisering i måden at tænke fondsarbejde, som hun selv har stået i spidsen for i Novo Nordisk Fonden, vil få øget fokus ikke kun i Novo Nordisk Fonden, men også i en stadig større del af de danske fonde fremover.
De store udfordringer, vi har inden for klima- og sundhedsområdet, kræver samarbejder på tværs af landegrænser
Birgitte Nauntofte – Fhv. direktør, Novo Nordisk Fonden
”De store udfordringer, vi har inden for klima- og sundhedsområdet, kræver samarbejder på tværs af landegrænser. Grundlaget for dét arbejde ér allerede lagt med den internationaliseringsproces, der er sket de seneste 10 år i Danmark. Eksempelvis er halvdelen af den forskning, Novo Nordisk Fonden støtter, baseret på samarbejder med internationale partnere, og omvendt støtter vi også masser af forskning i udlandet, som har danske samarbejdspartnere med. Samarbejder på tværs af landegrænser og fagområder kommer vi til at se meget mere af,” vurderer Birgitte Nauntofte.
Hun mener samtidig ikke, at der er risiko for, at de private fondes magt og indflydelse i det danske samfund risikerer at blive for stor, og at der bliver skabt en for stor afhængighed af fondsstøtten.
”Selvfølgelig er det mange penge, når Novo Nordisk Fonden uddeler 5,5 milliarder kroner om året, men privates fonde tilskud er stadig relativt begrænset sammenlignet med statsbudgettet. I Novo Nordisk Fonden har vi meget fokus på ikke at få skabt en afhængighed af fondsstøtten, når vi støtter store aktiviteter. Devisen er, at vi betaler det som for eksempel universiteterne dokumenterer, det koster, herunder eventuelt også en udfasning af aktiviteten, og der ligger aldrig en forventning fra fondens side om, at universiteter og andre samarbejdspartnere skal indlejre personalet, føre projektet videre og dermed overtage udgiften bagefter. Vores exit er altid tænkt igennem, inden vi går i gang med at støtte en større aktivitet, for dermed at gøre systemet så lidt afhængigt af fonden som muligt – og for at sikre, at systemet ikke kollapser, hvis pengene fra os til en given aktivitet en dag ikke er der længere,” siger Birgitte Nauntofte.
Alle har personlig stil
Sammenlignet med, da Birgitte Nauntofte tiltrådte i Novo Nordisk Fonden for 12 år siden, har fonden skruet markant op for sin kommunikation. Det er, understreger hun, en del af en helt bevidst strategi om åbenhed, men også baseret på en stolthed over at fortælle om den forskel, fonden gør inden- og udenfor Danmarks grænser.
”Når det gælder fondens kommunikation på de digitale og sociale medier, kan vi efterhånden godt tillade os at sammenligne os med andre store fonde ude i verden,” mener Birgitte Nauntofte.
Til gengæld har Birgitte Nauntofte ikke selv været en i offentligheden voldsomt synlig direktør – slet ikke, hvis man sammenligner med mediernes interesse for og omtale af fondens bestyrelsesformand siden sommeren 2018, Lars Rebien Sørensen.
”Vi har alle en personlig stil. Jeg har været meget aktiv inden for fondens uddelingsområder og i de faglige miljøer, og jeg har arbejdet meget med synlighed og med at gøre fonden så transparent, som den er i dag. Det har haft høj prioritet for mig,” siger Birgitte Nauntofte og tilføjer, at hun vil betegne sig selv som ”meget formålsdrevet”.
Sammenlignet med Messi og Guardiola
Hendes afløser som direktør, Mads Krogsgaard Thomsen, blev for nylig i Berlingske af medicinalanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank karakteriseret som ”en Messi på midtbanen” med reference til de mange ”mål”, han har været med til at sikre Novo Nordisk.
Det fik efterfølgende Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen til i en kommentar i avisen at sammenligne Lars Rebien Sørensen med den tidligere FC Barcelona-træner og nuværende succestræner i Manchester City, Josep ”Pep” Guardiola.
”Hvis Mads Krogsgaard Thomsen i sin rolle som koncerndirektør for forskning og udvikling har været en Messi for Novo Nordisk, må det være tilladt at kalde Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, for Josep Guardiola,” skrev Thomas Larsen.
Meget symptomatisk har stort set al presseomtale i forbindelse med direktørskiftet i Novo Nordisk Fonden da også omhandlet den nye direktør, mens omtalerne af Birgitte Nauntoftes meritter gennem 12 år har været mere sparsomme.
Vi har i øvrigt en kommunikationspolitik, hvor det fremgår, hvad formanden udtaler sig om
Birgitte Nauntofte – Fhv. direktør, Novo Nordisk Fonden
Adspurgt, om det i bund og grund passer Birgitte Nauntofte godt ikke på samme måde som sin efterfølger og især fondens bestyrelsesformand at være i pressens søgelys og blive udsat for eksempelvis sammenligninger med nogle af de største stjerner fra sportens verden, siger hun:
”Jeg har fået den medieomtale, jeg kunne ønske. Jeg har haft mit fokus på formålet med det, vi i fonden arbejder med og for og som vi støtter, og jeg synes, at den fokus og synlighed, fonden har fået i offentligheden, har været stor.”
Birgitte Nauntofte tilføjer, at hun i Novo Nordisk Fonden har haft glæden af at arbejde under tre meget forskellige formænd, Ulf Johansson, Sten Scheibye og Lars Rebien Sørensen. Alle tre er, understreger hun, meget visionære og dygtige.
”Lars vil meget gerne kommunikere med offentligheden, men det ændrer ikke på, at vi som fond er formålsdrevne, og den dagsorden, vi ønsker at sætte, skal være drevet af formålene med uddelingerne. Det vigtige for Lars er i kommunikationen også at rette fokus på fondens aktiviteter, men da han også har været en overordentlig dygtig direktør i Novo Nordisk, er der meget fokus på hans person. For mig at se har der været en god symbiose mellem en formand med meget på hjerte og en organisation med meget på hjerte. Vi har i øvrigt en kommunikationspolitik, hvor det fremgår, hvad formanden udtaler sig om, og hvad direktøren udtaler sig om, og den rollefordeling er helt klar og fin, og vi har en god balance,” siger Birgitte Nauntofte.
Vil opbygge bestyrelseskarriere
Selvom Birgitte Nauntofte gennem en stor del af interviewet stadig siger ”vi”, når hun omtaler Novo Nordisk Fonden, er hendes tid i fonden ved at rinde ud. Aftalen er, at hun bliver i fonden marts måned ud for at sikre en grundig overdragelse til Mads Krogsgaard Thomsen, og i en periode herefter vil hun stå til rådighed for ledelsen.
På spørgsmålet om, hvad der så skal ske, fortæller Birgitte Nauntofte, at planen er at starte en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem. De to første bestyrelsesposter er allerede fundet. Hun er er nemlig indtrådt i bestyrelserne for både LIFE (en forkortelse for Læring, Ideer, Fascination og Eksperimenter) og BII (Bio Innovation Institute), to fonde, der begge blev etableret af Novo Nordisk Fonden som selvstændige erhvervsdrivende fonde i december 2020.
”Jeg starter ud med LIFE og BII og har fået nogle andre spændende tilbud, som jeg er i gang med at overveje. Jeg mener, at jeg med min baggrund som forskningsleder, fondsdirektør og leder af en stor professionel organisation, som jeg selv har opbygget, har noget godt at bidrage med til diverse bestyrelser,” siger Birgitte Nauntofte.
Hun understreger, at hun har det helt fint med, at den del af ”rejsen”, som indbefattede direktørjobbet i Danmarks største erhvervsdrivende fond, nu slutter.
”Jeg har opnået det, jeg ville med Novo Nordisk Fonden, og alle de drømme, jeg havde, er blevet udlevet under tre fantastiske formænd. Efter først 28 år på universitetet og 12 år i Novo Nordisk Fonden glæder jeg mig nu meget til næste kapitel af min karriere, og jeg har nået en alder, hvor jeg gerne vil prøve kræfter med noget andet. Jeg håber og tror, det bliver superspændende,” siger Birgitte Nauntofte.
BIRGITTE NAUNTOFTES BLÅ BOG
- Født 25. juni 1958 (62 år)
- Uddannet tandlæge (1982), ph.d. og dr.odont. fra Københavns Universitet.
- 2009-2021 direktør i Novo Nordisk Fonden. Før da bl.a. professor ved Københavns Universitet og prodekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
- Bestyrelsesmedlem i fondene LIFE og BII.