Ifølge Fundats’ oplysninger har erhvervsorganisationen og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv i et stykke tid barslet med planen om at etablere et netværk eller en form for brancheorganisation for mindre fonde.
Og Dansk Erhvervs pressechef Lars Ohlsen bekræfter nu, at det, som han skriver i en kortfattet mail, ”har sin rigtighed”.
”Vi forventer, at vi lancerer primo 2023. Det er dog for tidligt at gå ud med interview/yderligere,” lyder det fra Lars Ohlsen i et svar på Fundats’ ønske om interview om organisationens nye fondsinitiativ.
Hvorvidt der er tale om et netværk eller en decideret brancheorganisation, er det ikke lykkedes Fundats at få Dansk Erhvervs svar på. Det samme gælder spørgsmålet, om initiativet udelukkende er rettet mod almene fonde, eller om Dansk Erhverv også ønsker at byde erhvervsdrivende fonde og filantropiske foreninger velkommen.
Dansk Erhverv har fået en henvendelse fra en række fonde, som vi på deres initiativ har stillet op til en meget indledende dialog med om muligheder for samarbejder
Jesper Juul-Jensen – Salgschef, Dansk Erhverv
Som svar på de to essentielle spørgsmål, oplyser salgschef Jesper Juul-Jensen, der udtaler sig på vegne af Dansk Erhverv i denne sag, kun følgende i en mail:
”Dansk Erhverv har fået en henvendelse fra en række fonde, som vi på deres initiativ har stillet op til en meget indledende dialog med om muligheder for samarbejder.”
Står bag Civilsamfundets Brancheforening
Dansk Erhverv agerer med administrerende direktør Brian Mikkelsen i spidsen på vegne af 18.000 medlemsvirksomheder og 100 brancheforeninger. At Dansk Erhverv også har blik for fondssektoren, er ikke nyt. Organisationen administrerer således flere forskellige fonde – lige fra Reinholdt W. Jorck og hustrus Fond til Handelskammerets Understøttelsesfond.
Derudover var Dansk Erhverv i marts 2020 medinitiativtager til foreningen Civilsamfundets Brancheforening, hvis formål er at fremme bedre rammevilkår for frivillige civilsamfundsorganisationer indenfor social- og sundhedsområdet.
Civilsamfundets Brancheforening sekretariatsbetjenes af Dansk Erhverv og optager ifølge vedtægterne kun organisationer, som er medlem af Dansk Erhverv.
Og blandt de 39 organisationer, som optræder på Civilsamfundets Brancheforenings medlemsliste, er der flere fonde, blandt andre AIDS-Fondet, Folkekirkens Nødhjælp, Julemærkefonden og Mødrehjælpen.
Videnscenter orienteret, men ikke involveret
I fondssammenslutningen Fondenes Videnscenter, hvor der ved stiftelsen ultimo 2017 var 34 fonde og filantropiske foreninger, og hvor medlemstallet netop er kommet op på 53, er formand Jesper Nygård ”blevet orienteret” om Dansk Erhvervs nye initiativ.
I en mail til Fundats skriver Jesper Nygård, der også er administrerende direktør i den filantropiske forening Realdania:
”Vi har hørt, at der har været indledende sonderinger blandt en mindre gruppe medlemmer af Dansk Erhverv om et fondsnetværk. Vi er ikke involveret i initiativet, men er blevet orienteret. Alle bidrag til at styrke det danske fondslandskab er velkomne – ligesom vores dør i Fondenes Videnscenter naturligvis er åben for nye medlemmer eller for brugere af vores viden fra blandt andet vores hjemmeside,” lyder det fra Jesper Nygård.
Alle bidrag til at styrke det danske fondslandskab er velkomne
Jesper Nygård – Formand, Fondenes Videnscenter
Formanden tilføjer, at Fondenes Videnscenter gerne vil samarbejde med et nyt netværk i Dansk Erhverv-regi:
”Hvis der opstår et sådant netværk, så samarbejder vi naturligvis gerne med dem om den store, fælles sag – at skabe større kendskab til og viden om danske filantropiske fonde og foreningers arbejde og betydning for samfundet,” understreger Jesper Nygård.
Ikke brug for yderligere opsplitning
Danmark er ét af de få lande i Europa, hvor fondene ikke har en brancheorganisation, der kan repræsentere fondssektoren overfor interessenterne i det omgivende samfund. Og som Fundats har beskrevet i flere artikler gennem årene, er fondene i Danmark meget delte i spørgsmålet om, hvorvidt der er brug for en decideret brancheorganisation.
Én af fortalerne for en brancheorganisation er direktør i den filantropiske forening Østifterne Lars Suhr Olsen, som senest ytrede ønsket i en artikel i Fundats i december 2021.
”Jeg synes, der er behov for en branche- eller interesseorganisation til at varetage de danske fondes og filantropiske foreningers interesser. Det vil være interessant at se, hvad der kunne komme ud af det, hvis fondene og de filantropiske foreninger, uanset størrelse, gik sammen og definerede en fælles interessesfære. Jeg tror, en brancheorganisation kunne få fondssektoren til at fremstå mere entydig, end tilfældet er i dag,” lød det for 11 måneder siden fra Lars Suhr Olsen.
Han fastslog i samme forbindelse, at han ikke ønsker, at en eventuel brancheorganisation kun skal være for mindre og mellemstore fonde, mens de store fonde, som Lars Suhr Olsen udtrykte det, beholder ’deres egen klub’, nemlig Fondenes Videnscenter.
Vi har ikke brug for en yderligere opsplitning af fondssektoren
Lars Suhr Olsen – Direktør, Østifterne
Lars Suhr Olsen oplyser, at han ikke har hørt om Dansk Erhvervs aktuelle planer. Men umiddelbart tvivler han kraftigt på, at det er en decideret brancheorganisation for alle fonde og filantropiske foreninger, der er på tegnebrættet i Dansk Erhverv.
”Jeg synes absolut stadig, at det vil være interessant, hvis der på et tidspunkt er nogen, som vil tage teten i forhold til at danne en branche- eller interesseorganisation for alle fonde og filantropiske foreninger. Men jeg kan ikke se for mig, at lige netop Dansk Erhverv vil kunne få de store fonde med som medlemmer, og for Østifterne vil en brancheorganisation kun være interessant at gå ind i, hvis den inkluderer alle – store som små. Vi har ikke brug for en yderligere opsplitning af fondssektoren,” siger Lars Suhr Olsen.
I følge Danmarks Statistik og Fondenes Videnscenter var i 2020 mere end 4.400 fonde, som foretog uddelinger.