For første gang i Realdanias historie blev stemmerne ikke afgivet ved fysiske valgmøder, da der i maj blev indvalgt i alt 17 medlemmer til den filantropiske forenings repræsentantskab fra tre geografiske valggrupper.
I stedet skete valgene på Fyn og Øerne, i Midt- og Vestjylland samt på Østsjælland og Bornholm ved skriftlige afstemninger, idet corona-restriktioner umuliggjorde fysiske valgmøder i efteråret 2020 og igen i foråret 2021.
Ændring i valgmetoden har dog ikke haft nævneværdig effekt på, hvor mange Realdania-medlemmer som valgte at benytte sig af den demokratiske mulighed for at være med til at bestemme sammensætningen af repræsentantskabet.
I alt deltog 1.456 ud af sammenlagt 45.653 stemmeberettigede Realdania-medlemmer i de tre valgområder i valget. Det er en stigning på 71 valgdeltagere sammenlignet med 2016, hvor 1.385 medlemmer deltog i valget i de tre valggrupper.
Jeg synes, det er en lav stemmeprocent, og det vil da være oplagt at kigge på, hvordan man kan få flere til at stemme
Anne Mette de Visser – Nyvalgt repræsentantskabsmedlem, Realdania
Da det samlede medlemstal i de tre valgområder er vokset siden 2016, ender stemmeprocenten i år en smule lavere end ved seneste valg. Dette års stemmeprocent er på 3,2 mod 3,4 procent i 2016.
Skriftligt valg har været kæmpearbejde
Administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård fastslår over for Fundats, at han, som han udtrykker det, er ”tilfreds med valgdeltagelsen”.
”For en organisation af vores størrelse er det en udmærket stemmeprocent på grund af de vilkår, vi har haft i et specielt år med udsættelser, ændringer og masser af kommunikation. Det er første gang i Realdanias 21-årige historie, at vi har benyttet den paragraf i vores vedtægter, der giver mulighed for at holde skriftlige afstemninger. Det har været et kæmpearbejde, men vi glæder os over, at der ikke er noget, der er gået galt, og at vi nu er de erfaringer rigere,” siger Jesper Nygård.
Han tilføjer, at tendensen ved repræsentantskabsvalgene gennem de seneste 10-15 år har været, at lidt flere stemmer fra gang til gang.
”Og det er nogenlunde det samme, vi har oplevet ved denne her skriftlige afstemning,” siger Jesper Nygård.
Realdania-direktøren har, siger han, svært ved at vurdere, hvor mange medlemmer der ville være mødt op, hvis det var lykkedes at gennemføre de oprindeligt planlagte fysiske valgmøder.
”Da vi startede med at modtage tilmeldinger til de fysiske møder i efteråret 2020, og de fleste af os troede, corona var ved at være overstået, oplevede vi en meget stor interesse – det virkede som om, folk hungrede efter at komme til møder igen. Men i slutningen af september og starten af oktober – lige før vi besluttede os for at aflyse de fysiske valgmøder – oplevede vi en nedgang i tilmeldingerne. Så jeg tør ikke sige, hvor mange der reelt var mødt op, hvis det var endt med, at vi havde gennemført de fysiske valgmøder i efteråret 2020,” siger Jesper Nygård.
Opbakning i repræsentantskab til fysiske valg
Det faktum, at lidt flere medlemmer har deltaget i valgene i de tre valggrupper og at stemmeprocenten i år er endt tæt på resultatet fra 2016, får dog som udgangspunkt ikke Realdania til at overveje at droppe de fysiske valgmøder til fordel for skriftlige afstemninger.
”Vi har lige haft en temadrøftelse i vores repræsentantskab, hvor der var bred opbakning til, at det fysiske valgmøde er vitalt for Realdanias dna. Dette år har vist os, at skriftlighed, webinarer og andet kan bruges med meget stort held, men det er mit klare gæt, at de fysiske valgmøder også i fremtiden vil have meget høj prioritet i Realdania frem for skriftlige afstemninger,” siger Jesper Nygård.
Han understreger, at det ikke kun er ledelsen i den filantropiske forening, som sætter pris på de fysiske valgmøder.
”Vi har virkelig savnet den fysiske relation til vores medlemmer. Vi plejer ved valgmøderne at blive mødt med masser af spørgsmål, og vi går altid hjem med mange gode idéer til nye projekter. Det har vi i dén grad savnet denne gang. Og i de tre valgområder har vi lovet, at der bliver et fysisk møde inden næste ordinære valgmøde i 2024, fordi vi vil rigtig gerne møde vores medlemmer og snakke med dem. Ikke kun vi i ledelsen, men også alle kandidaterne, der stiller op, sætter stor pris på de fysiske møder,” siger direktøren.
Seks selvopstillere valgt
Ud over at være første valg til repræsentantskabet med brug af skriftlig afstemning, blev valgene i de tre geografiske valggrupper også kendetegnet ved, at hele seks selvopstillere endte med at blive valgt: Tre fra valggruppe 3 (Fyn og Øerne) og tre fra valggruppe 10 (Østsjælland og Bornholm).
Én af de valgte kandidater, som ikke havde fået sit navn på stemmesedlen via Realdanias bestyrelse, og som nu kan kalde sig repræsentantskabsmedlem, er projektkonsulent og fundraiser Anne Mette de Visser fra Faaborg. Hun fik 244 stemmer, hvilket var det næsthøjeste stemmetal blandt de fem valgte kandidater fra regionen.
Anne Mette de Visser stillede blandt andet op til repræsentantskabet ud fra et dybtfølt ønske om, at Realdania bliver dagsordensættende omkring bæredygtighed i byggerier.
”Realdania uddeler mange millioner kroner om året til det byggede miljø og har mulighed for at gøre en kæmpeforskel ved gennem uddelingspolitikken at sætte mere fokus på bæredygtighed og klimahensyn. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig at være med til at føre filantropistrategien om fremme af bæredygtigt byggeri ud i praksis,” siger Anne Mette de Visser.
Også selvopstilleren Daniel Skovhus Larsen fra Albertslund blev ved valget i Østsjælland og Bornholm sikret en plads i Realdanias repræsentantskab. Daniel Skovhus Larsen, der også har plads i Tryghedsgruppens repræsentantskab, fik 257 stemmer og dermed tredje flest stemmer blandt de seks valgte kandidater i valggruppen.
”Jeg er tømrer og har en del at gøre med historiske bygninger og en stor interesse for livskvalitet i det byggede miljø, samtidig med at jeg er formand for det gamle tømrerlaug i København, Hustømrerforeningen. Realdania har en stor rolle indenfor byggeri, og jeg har erfaring med, hvordan man udfører byggeri i praksis, så jeg håber, at jeg derigennem kan bidrage til arbejdet i repræsentantskabet,” siger Daniel Skovhus Larsen.
Ønsker mere demokratisk struktur
Daniel Skovhus Larsen vil som nyvalgt repræsentantskabsmedlem endnu ikke svare på spørgsmål om sit syn på det rent organisatoriske og demokratiske i Realdania.
”Det må jeg tage hen ad vejen,” siger han.
Anne Mette de Visser, derimod, lægger ikke skjul på, at hun håber, hun kan være med til at fremme demokratiet i Realdania ved blandt andet at arbejde for, at repræsentantskabet får større magt end nu, hvor medlemmernes opgave alene er at godkende årsrapporten og vælge bestyrelse og revision.
Repræsentantskabet har ikke formel indflydelse på hverken uddelingsstrategien eller investeringerne.
”Jeg har ikke en færdig idé om, hvad der skal ændres organisatorisk, men hen ad vejen vil jeg gerne være med til at se, om man kan finde en mere direkte demokratisk struktur – blandt andet i relation til investeringsstrategien. Den skal efter min mening være i tråd med den vedtagne politik omkring bæredygtighed og FN´s verdensmål, og det hænger jo ikke sammen med de investeringer, der er blevet foretaget i våbenindustri,” siger Anne Mette de Visser med reference til Fundats´ afsløring (link: https://fundats.dk/fondsledelse/kapitalforvaltning/atomvaaben-er-ansvarlige-investeringer/) ultimo marts af Realdanias investeringer i 11 militærvåbenselskaber, blandt andre flere der producerer eller leverer komponenter til atomvåben.
Modsat Jesper Nygård er Anne Mette de Visser ikke tilfreds med stemmeprocenten på 3,2 procent, så også dér er der ifølge det nye repræsentantskabsmedlem plads til forbedring.
”Jeg synes, det er en lav stemmeprocent, og det vil da være oplagt at kigge på, hvordan man kan få flere til at stemme. Det er noget af det, jeg ser frem til at drøfte med bestyrelsen og nogle af de erfarne medlemmer af repræsentantskabet,” siger Anne Mette de Visser.
Skriftlig afstemning fordel for selvopstillere
Anne Mette de Visser har ikke noget bud på, hvorfor det denne gang er lykkedes seks selvopstillere at blive valgt ind i repræsentantskabet.
”Inden valget talte jeg med nogle af de andre selvopstillere, og vi troede på forhånd ikke, at den skriftlige afstemning ville være en fordel for os. Men måske har den faktisk været medvirkende til, at flere udefra er kommet ind,” vurderer Anne Mette de Visser.
Jesper Nygård betegner de seks selvopstilleres valg til repræsentantskabet som ”et godt eksempel på, at demokratiet virker.”
”Det er bestyrelsens opgave at give sit bud på en sammensætning af repræsentantskabet, der afspejler alder, køn, faglighed, erhverv og sektorer så godt som muligt i hvert valgområde, og derudover kan folk stille op. Og at der er folk, som selv vælger at stille op, er en måde at udnytte demokratiet på, og det anerkender vi – og vi ønsker alle 17, der er nyvalgt eller genvalgt, tillykke. Når jeg har set videoer med kandidaterne, så virker alle ufatteligt interesserede og engagerede i dét, Realdania laver, og jeg oplever en bred opbakning til vores dagsorden om at øge danskernes livskvalitet gennem det byggede miljø,” siger Jesper Nygård.
Næste valg til repræsentantskabet i Realdania er i november. Den 17. november er der valg i Aarhus og omegn, og dagen efter går det løs i Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn.
17 valgte medlemmer af Realdanias repræsentantskab
I alt var 29 kandidater opstillet i de tre valggrupper. Følgende 17 blev ny- eller genvalgt til den filantropiske forenings repræsentantskab.
Valggruppe 7 – Midt- og Vestjylland
Birthe Jacobsen, finansiel rådgiver, Herning
Erik Lund, gårdejer, Ikast
Lars Krarup, borgmester, Herning
Pernille Rüsz Bloch, partner, advokat (H), Holstebro
Sine Juul Praastrup, adm. direktør, partner, Viborg
Ulla K. Holm, direktør, Skive
Valggruppe 3 – Fyn og Øerne
Anne Mette de Visser, projektkonsulent, Faaborg
Birgitte Vange, overlæge, journalist (DJ), Odense M
Christina Hou Holck, direktør, Nyborg
Iben Lindhardt Olsson, advokat (H), partner, Martofte
Torben Knudsen, formand, Ferritslev
Valggruppe 10 – Østsjælland og Bornholm
Daniel Skovhus Larsen, tømrer, Albertslund
Kristine van het Erve Grunnet, branchechef, Rødovre
Lykke Outzen, juridisk konsulent, Køge
Morten Torbjørn Andersen, presseansvarlig, Albertslund
Peter Knub, økonomi- og administrationschef, Hvidovre
Susanne Borenhoff, direktør, Roskilde
Kilde: Realdania.