Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har nu godkendt, at bestyrelsen for Herlufsholm Skole og Gods fjerner aldersgrænsen for bestyrelsesmedlemmer i fondens vedtægter.
I stedet indsætter fonden tre nye bestemmelser hentet fra erhvervsfondsloven, som skal sikre at bestyrelsesmedlemmer fratræder, hvis ikke de er solvente, værdige eller åndsfriske nok til at beklæde hvervet.
STUK godkender annulleringen af aldersgrænsen på 70 år uden at tage stilling til bestyrelsens væsentligste argument for at ændre aldersbestemmelsen. Dermed er den 71-årige forhenværende højesteretsdommer, Jon Stokholm, nu et skridt tættere på at kunne tiltræde som ny forstander og bestyrelsesformand.
Det viser dokumenter i sagen, som Fundats har fået aktindsigt i.
Den foreløbige godkendelse fra STUK kommer efter styrelsen den 1. september bad fondsledelsen på Herlufsholm begrunde, hvorfor bestyrelsen ønskede at fjerne aldersgrænsen, som med undervisningsministerens billigelse blev indført af den tidligere bestyrelse i 2012.
Undgår at forholde sig til EU-dom
Den helt primære begrundelse fra Herlufsholm-bestyrelsen var en henvisning til EU-reglerne, som forbyder forskelsbehandling samt særligt en ny dom fra EU-domstolen. EU-dommen fra sommeren 2022 slog fast, at formandsposten i HK Privat falder ind under EU's beskæftigelsesdirektiv, og at der derfor var tale om forskelsbehandling, da hun blev tvunget til at fratræde formandsposten på grund af en aldersgrænse på 60 år i HKs vedtægter.
Som Fundats tidligere har beskrevet, vurderer arbejdsmarkedsforsker og ekspert i europæisk arbejdsmarkedsret Natalie Videbæk Munkholm, at dommen har potentiale til at ramme de fleste former for bestyrelsesarbejde, herunder også erhvervsdrivende fond, hvoraf mange har en vedægtsbestemt aldersgrænse.
Samtidig er det netop en af anbefalingerne fra Komitéen for Godfondsledelse, at erhvervsfondene har en aldersgrænse enten i vedtægterne eller i bestyrelsens forretningsorden.
Derfor har STUKs afgørelse været ventet med spænding i fondskredse efter det kom frem, at Jon Stokholm og den nye bestyrelse lagde så kraftig vægt netop på nye dom.
Men embedsmændene i STUK skriver i afgørelsen, at implementeringen af EU's beskæftigelsesdirektiv hører under Beskæftigelsesministeriets ressort, og STUK har derfor ikke kompetencer til at vurdere, hvilken betydning EU-Domstolens afgørelse i sagen om HK-formanden har i relation til implementeringen af direktivet i dansk lovgivning.
Det er imidlertid styrelsens vurdering, at ophævelsen af aldersgrænsen kan godkendes på andet grundlag end EU-Domstolens dom
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet – i brev af 16. november til fondsledelsen på Herlufsholm
”Det er imidlertid styrelsens vurdering, at ophævelsen af aldersgrænsen i den nugældende § 3 [i Herlufsholms vedtægter, red.] og indsættelsen af en ny § 3 med sproglige paralleller til § 44, stk. 2-4, i lov om erhvervsdrivende fonde kan godkendes af styrelsen som fondsmyndighed på andet grundlag end EU-Domstolens dom,” skriver STUK i sin foreløbige afgørelse til Herlufsholm.
I stedet tager STUK udgangspunkt i reglerne på undervisningsområdet, hvor der på det gymnasiale område ikke findes krav om, at der skal gælde aldersgrænser for institutionernes bestyrelsesmedlemmer.
Derudover lægger STUK også vægt på fondens stiftervilje:
”Styrelsen bemærker endvidere, at den oprindelige fundats fra 1565 ikke indeholder bestemmelse om en aldersgrænse for medlemmerne af stiftelsens ledelse. Ophævelsen af aldersgrænsen strider således ikke imod stifternes vilje som anført i den oprindelige fundats,” skriver STUK.
Ny § 3 i Herlufsholms Fundats
§ 3 i Fundatstillæg af 2012 (gammel):
Såfremt et bestyrelsesmedlem ikke er fratrådt forinden, afgår bestyrelsesmedlemmet med udgangen af den måned, hvor bestyrelsesmedlemmet fylder 70 år.
§ 3 i Fundatstillæg af december 2022 (ny)
Stk. 1 Et medlem skal udtræde af bestyrelsen, hvis den pågældende er under konkurs.Stk. 2 Et medlem af bestyrelsen, der gør sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen, skal udtræde af bestyrelsen.
Stk. 3 Et medlem af bestyrelsen, som på grund af længerevarende sygdom eller anden svækkelse har vist sig ude af stand til at beklæde hvervet som medlem af bestyrelsen, eller som har vist sig uegnet, skal udtræde af bestyrelsen.
Dermed vælger STUK som fondsmyndighed at lægge sig tæt op ad Civilstyrelsens lempelige praksis for ophævelse af aldersgrænser i ikke-erhvervsdrivende fonde. Overfor den står Erhvervsstyrelsens noget mere restriktive praksis for erhvervsfondene, hvor en aldersgrænse som udgangspunkt ikke kan fjernes helt.
STUKs godkendelse af det nye sæt vedtægter kan dog endnu ikke træde i kraft. Det skyldes, at styrelsen har valgt at sende sagen i høring hos Civilstyrelsen, der også fungerer som såkaldt permutationsmyndighed for fonde, der undtaget fra fondslovene. Også selv om ændringer i de nye vedtægter ifølge Herlufsholms advokat ikke vedrører ændringer af formålet, men kun de såkaldte forvaltningsbestemmelser for fonden.
Stokholm: Et skridt nærmere
STUK har undervejs i sagsbehandlingen flere gange været i kontakt med Civilstyrelsen, og det er på den baggrund, at STUK vælger at sende afgørelsen i høring hos fondskontoret i Viborg:
”Fondskontoret vejledte i forbindelse hermed om, i hvilke tilfælde Civilstyrelsen skal høres som permutationsmyndighed og oplyste, at Civilstyrelsen, såfremt der er tvivl, om hvorvidt en fundatsændring er væsentlig eller ej, har kompetence til at vurdere dette. Styrelsen sender på baggrund heraf fundatsændringen i høring hos Civilstyrelsen med henblik på Civilstyrelsens vurdering af, om der er tale om en væsentlig fundatsændring, samt i bekræftende tilfælde vurdering af, om Civilstyrelsen som permutationsmyndighed kan godkende fundatsændringen,” skriver STUK i sit høringsbrev til Civilstyrelsen.
Da Civilstyrelsen har en sagsbehandlingstid på seks måneder, kan der derfor gå flere måneder endnu, inden Jon Stokholm kan tiltræde som retsmæssig forstander og bestyrelsesformand.
Dermed står fonden i øjeblikket reelt uden bestyrelsesformand og forstander, mens skolen afventer en afgørelse på det vedtægtsmæssige kaos, som fondsledelsen står i.
Alligevel er Jon Stokholm fortrøstningsfuld:
”Jeg noterer mig, at STUK er nået et skridt tættere på formelt at godkende min udnævnelse. Processen har taget længere tid, end vi havde håbet, men jeg er glad for, at det forhåbentligt snart er på plads,” skriver han i en email til Fundats.
Fondsforsker: påfaldende forskel i praksis
Fundats har bedt fondsforsker Mark Ørberg fra CBS læse STUKs afgørelse med henblik på at vurdere den del, der handler om fjernelsen af aldersgrænsen.
Han mener det, er påfaldende, hvor forskellig praksis hos fondsmyndighederne, man kan opleve. STUKs afgørelse ligger tæt op ad Civilstyrelsens praksis, hvor man normalt altid tillader en aldersgrænse fjernet fra vedtægten.
”For iagttagere er det interessant, hvordan STUK ved en undtaget erhvervsdrivende fond anlægger samme tilgang, som vi ser Civilstyrelsen benytte ved de almindelige fonde,” siger han.
Mark Ørberg peger på, at STUKs tilgang dermed stritter imod Erhvervsstyrelsens meget restriktive tilgang, hvor mange fonde møder afslag på deres ønske om at fjerne aldersgrænser. Han fortæller, at en vedtægtsbestemmelse om aldersgrænse fondsretligt anses for en forvaltningsbestemmelse og derfor bør kunne ændres ud fra almindelige hensigtsmæssighedsovervejelser:
Hvis aldersgrænsen ikke engang stammer fra stifter, er det ganske oplagt, at en bestyrelse må kunne få bestemmelsen ændret
Mark Ørberg – fondsforsker, Copenhagen Business School (CBS)
”Der er ingen grund til at tro, at stiftere i almindelighed har lagt særlig vægt på en aldersgrænse. Og hvis aldersgrænsen ikke engang stammer fra stifter, er det ganske oplagt, at en bestyrelse må kunne få bestemmelsen ændret. Ellers ville en bestyrelse jo reelt kunne binde senere bestyrelsers arbejde,” siger Mark Ørberg.
I relation til STUKs tilladelse til at fjerne aldersgrænsen i vedtægten mener Mark Ørberg, at styrelsen har ganske gode grunde, selv om man går i en anden retning end Erhvervsstyrelsen:
”Først og fremmest stammer aldersgrænsen ikke fra stifter, og det er blot en forvaltningsbestemmelse. Det er det væsentlige. For det andet er fondens formål at drive skole, og ændringen er i fondens interesse, fordi den har til formål at sikre kvalificerede bestyrelsesmedlemmer. For det tredje er Erhvervsstyrelsens praksis ikke bindende for STUK, som derimod skal rette sig efter lovgrundlaget,” siger han.
Mark Ørberg fortæller, at han i øvrigt mener, at Erhvervsstyrelsens restriktive praksis ved aldersgrænser er på kant med erhvervsfondsloven.
Meget taler for, at Erhvervsstyrelsens praksis ikke harmonerer med lovgrundlaget
Mark Ørberg – fondsforsker, Copenhagen Business School (CBS)
”Meget taler for, at Erhvervsstyrelsens praksis ikke harmonerer med lovgrundlaget, og derfor er det fornuftigt af STUK at følge den i mine øjne oplagte fondsretlige løsning. Hertil kommer EU-dommen og spørgsmålet om, hvorvidt Erhvervsstyrelsen og andre myndigheder har pligt til at fortolke erhvervsfondsloven i lyset af EU-retten, når fonde søger om ændring af aldersgrænser.”
Til STUKs bemærkning om ikke at være kompetent til at fortolke EU-dommen siger Ørberg:
”At en myndighed træffer afgørelse ud fra danske fondsregler, vil oftest være fint, fordi resultatet bliver det samme, nemlig en fuld tilladelse. For en realistisk betragtning kan man selvfølgelig godt have en vis forståelse for myndigheder, der ikke vil gøre en sag mere juridisk kompliceret end nødvendigt. Men hvis myndighedsafgørelsen også indeholder elementer, der ikke er begunstigende for den private part, skal man som myndighed tænke sig godt om.”