Alle posterne i BRFfonden er nu besat. Bestyrelsen har fundet en kandidat til den sidste ledige plads efter Niels Fog og Kurt Bligaard Pedersen udtrådte tidligere i år som følge af vedtægternes anciennitetsbestemmelser.
Pr. 1. juni er administrerende direktør og medstifter af delebilsplatformen Gomore Aps, Matias Møl Dalsgaard, indtrådt i bestyrelsen.
BRFfonden blev oprindeligt stiftet med det formål at drive realkreditvirksomhed i Danmark. Men siden fonden i 2014 frasolgte BRFkredit til Jyske Bank har fonden alene arbejdet for at etablere en række håndværkskollegier i Danmark.
”Vi er glade for, at Matias har sagt ja til at træde ind i bestyrelsen. Matias har en sjælden baggrund med en ph.d. i filosofi, tidligere ansættelse i McKinsey og han har nu som grundlægger drevet Gomore i syv år, hvor han så deleøkonomiens muligheder og nødvendighed tidligere end de fleste andre,” siger bestyrelsesformand i BRFfonden, Lars Munch.
BRFfondens bestyrelse består herefter af:
- Lars Munch (formand)
- Rina Asmussen (næstformand)
- Liselotte Højgaard
- Stina Vrang Elias
- Anne Skovbro
- Matias Møl Dalsgaard