Amie N´Dong indtræder som nyt medlem af PlanBørnefondens bestyrelse. Det sker efter en ansøgningsrunde, hvor mere end 60 ansøgere har søgt hvervet.
Det oplyser PlanBørnefonden i en nyhed på fondens hjemmeside.
Hun afløser Allan Fenger, der gennem en årrække var bestyrelsesformand for Plan Danmark og sidenhen næstformand og medlem af PlanBørnefondens bestyrelse.
Amie N´Dong har en master i afrikastudier og er desuden medstifter og direktør i den værdidrevne virksomhed Social Vanilla, der blandt andet arbejder for bedre forhold for afrikanske vaniljebønder. Tidligere var hun en del af Social Foodies hvor hun bestyrede deres værdikæde projekter i en række afrikanske lande.
”Amie kommer med solid erfaring fra NGO-branchen, der udmønter sig i en bred viden om udviklingsarbejde og virksomhedsdrift i flere afrikanske lande samt fundraising og donorrelationer,” siger forperson i PlanBørnefondens bestyrelse Stine Bosse.
Amie N´Dong håber, at hun kan med til at sikre fondens fortsatte vækst og resultater for verdens mest udsatte børn og unge.
”Jeg håber at bidrage med min erfaring i at drive udvikling i skrøbelige stater i Øst- og Vestafrika og jeg glæder mig til at være med på rejsen sammen med PlanBørnefonden,” fortæller Amie N’Dong.
PlanBørnefondens bestyrelse består af otte medlemmer.