Dialog. Problemer med at få støtte til indsatser, som ikke længere er udviklingsprojekter. Større indflydelse på fondenes valg af indsatsområder. Lange penge. Og mere dialog. Det var nogle af de tilbagevendende temaer og ønsker, da fondene i sidste uge mødte deres interessenter til folkemødets debatter på Bornholm.
Til debatarrangementet ‘Mellem marked og velfærdsstat’ pegede formanden for Frivilligrådet, Mads Roke Clausen, på et strukturelt problem i fondenes nye måde at arbejde på:
“Vi ser en tendens til, at fondene bliver mere fokuserede. De er snævre på, hvad de vil give til. Og det er jo logisk for den enkelte fond, at man snævrer ind. Men når hele fondsverdenen begynder at gøre det, så efterlader det en masse steder rundt om, hvor dem, der laver noget, der ikke lige passer ind i de strategier, som fondene selv har defineret – hvor pokker går de nu hen for at lave deres vigtige arbejde? Det er en udfordring.”
Mads Roke Clausen argumenterede for, at det giver den frivillige sektor problemer, at fondene først og fremmest støtter udviklingsprojekter.
“I gamle dage var arbejdsdelingen, at ting blev opfundet i de humanitære organisationer, afprøvet – og derefter løftet ind i den offentlige sektor. Den virkelighed er der bare ikke mere. Den offentlige sektor er sandet til. Der er for meget derinde allerede, så man kan ikke løfte tingene derind. Det betyder, at man nogle gange står med high performance-projekter, som kommunerne ikke kan tage ind, og som fondene ikke finansierer, fordi det ikke er udvikling mere. Hvor pokker går man hen med de high performance-projekter?”
Behov for penge til andet end udvikling
Foreningen Fisken, en non-profit og apolitisk ngo, er et eksempel på et af de vellykkede sociale initiativer, som har problemer med at få støtte, fordi de ikke længere betragtes som et udviklingsprojekt. Til arrangementet ‘Er der grænser for filantropien’ fortalte foreningens leder, Ena Juhl, om Fiskens problem som civilsamfundsorganisation.
“Jeg forsøger at få politikerne gjort dybt forelskede i os, og fortæller dem om, hvilke fantastiske resultater vi har for de unge. Alle i den store kommune siger – det er fantastisk godt arbejde, det er bare ikke lige os, der skal gøre det. Gå nu ind til de der fonde, for det er dem, der skal redde os,” sagde Ena Juhl, og fortsatte henvendt til panelets fondsdirektører:
“I må sidde med en underlig smag i munden. I giver penge til det ene udviklingsprojekt efter det andet, og I ved sikkert godt, at der er en hel masse af de projekter, som er skidegode, men der sker ikke noget, fordi kommunen skal spare.”
Til samme arrangement pegede sekretariatschef i Frivillighedsrådet, Ulrik Kampmann, på, at der er opstået et hul mellem det, som fondene støtter og det man kan få midler til fra det offentlige.
“Jeg synes, vi står i et dilemma. Fondene fylder mere og mere og finansierer flere og flere aktiviteter, som allesammen har et udviklingspræg, et innovationspræg. Samtidig står vi som ngo’er med mindre økonomi. Vi får sværere og sværere ved at drifte vores aktiviteter. Vi står i et spændingsfelt mellem nogle fonde, der finansierer udvikling og få driftsmidler på vores egen side. Samtidig bliver de offentlige penge i et større omfang puljer, og det giver os et dilemma. Det hænger sammen med jeres måde at arbejde på. Det er et dilemma for jer, det er et dilemma for staten og det er et dilemma for organisationerne.”
Ena Juhl fra Foreningen Fisken kom med en konkret opfordring til fondene:
“I bliver nødt til at sætte jer sammen med nogle kommuner, og sige – hvad så? Det kan ikke være rigtigt, at vi sætter gang i så mange fede projekter, og så sker der ikke en skid. I opfordrer os hele tiden til, at vi skal have samarbejdsaftaler med den ene og den anden og den tredje og den fjerde. Det gør vi også. Det kunne være fantastisk, hvis I gik sammen på tværs, og sagde, nu udbyder vi et stort rummeligt projekt i 12 år.”
Transparens om strategiudvikling
Fondenes mulighed for at støtte længerevarende projekter – at have ‘lange penge’ – blev af Frivilligrådets formand nævnt som en af de positive aspekter.
“Der er nogle rammebetingelser inden for udvikling, som bliver støttet af staten. Der skal man nå at udvikle, sætte i gang og afprøve inden for typisk en tre-års periode, og det ved mange godt, at det ikke er realistisk. Der er en kæmpe styrke i, at man kan sige – her er et ti-års-perspektiv. Det er nogle af de gode tendenser vi ser, også internationalt, at man går ind og engagerer sig i længere tid,” sagde Mads Roke Clausen til arrangementet ‘Mellem marked og velfærdsstat’.
Han pegede på, at vejen frem er mere dialog, men at det på det sociale område er svært at se, hvordan fondene vælger, hvilke områder de vil støtte.
“Det foregår i et meget lukket rum inde i fondene. Og ønskerne om transparens er svære at se udefra. I Frivilligrådet har vi forsøgt at sige – kunne vi ikke lave nogle afdækninger sammen, hvor vi får identificeret hvad udfordringerne er på forskellige områder. Hvilke interessenter er der, hvilke pengestrømme er der, hvad kan man gøre her. Så vi sammen får lavet nogle investeringsplaner, som også ville kunne gøre, at man har en højere chance for at få identificeret de rigtige projekter og få de rigtige interessenter med i ed. Så kom selv ud af de der lukkede rum, og ha’ dialogen med os. Så tror jeg på, at man kan lave noget, som bedre rammer det, som skaber mest mulig værdi.”
Socialborgmesteren i Københavns Kommune, Mia Nyegaard (R), så også et stort behov for mere dialog med fondene.
“Jeg har rigtig stor fidus til Fondenes Videnscenter, til det at tænke mere katalytisk og i samskabelse. Men den næste nye udfordring jeg som socialborgmester rigtig gerne ville stille, var at sige – hvordan løser vi det sociale sammen? Hvordan får vi tygget på de udfordringer og sat dem ind i en prioriteret liste? Vi er godt klar over, at alle skal-opgaverne, dem løfter vi i kommunen. Men at vi begynder at kloge os sammen. I stedet for at det nogle gange – sorry to say – ender med at være fondene, der kommer og siger, at de har fundet en del af udfordringen. Og hvor vi i kommunen ikke synes at det er det allervigtigste at få prioriteret.”
98 borgmestre og 700 udvalgsformænd
Jesper Nygård, direktør i Realdania, fremhævede, at de meget gerne ville i tættere dialog med blandt andet kommunerne, men at der er nogle praktiske udfordringer for samarbejdet.
“Der er 98 borgmestre i Danmark, og der er omkring 700 udvalgsformænd – vi kan ikke mødes med jer hver for sig. For samtidig med jer, skal det være en koordineret samtale med overborgmesteren og meget gerne med alle kommunerne øst for Storebælt, hvor I har et koordineret synspunkt på, hvad det er vi skal prioritere. Vi bliver nødt til at finde nogle steder, hvor vi kan tage samtalen, som ikke er fagspecifik, men som er mere generel.”
Jesper Nygård opfordrede kommunerne til at tænke fondene ind på et strategisk plan.
“Når I nu er færdige med jeres årlige budgetter, hvorfor siger I så ikke – i det her års budget har vi 21 punkter, vi som kommunalbestyrelse gerne vil have løst. Vi har nået de ni af dem i det budget, vi kunne lave. Hvis I nu ude i samfundet skulle gøre noget – virksomhederne via jeres CSR, foreningerne via jeres indsats, fondene via jeres gysser eller jeres viden – så ville vi faktisk helst have, at I tog nummer 10, 11, 12 og 13, for dem har vi ikke haft penge til. Den dialog ville vi rigtig gerne være med til. Ikke nødvendigvis som Realdania alene, men jeg ville rigtig gerne være med til, at vi som fonde fik etableret en mere formaliseret dialog med jer som myndighed, men i virkeligheden også staten og de frivillige, for at sige – hvor er det for nogle stykker med bart, vi i fællesskab kunne løse.”
Mia Nyegaard, socialborgmester i Københavns Kommune, var hurtig til at tage handsken op fra Jesper Nygård:
“Det var en invitation, som jeg skynder mig at takke ja til. Jeg er allerede gået i dialog med nogle fonde, fordi jeg godt kunne tænke mig at invitere forskellige fonde ind til en diskussion af udfordringerne på socialområdet – hvilke løsninger kan vi finde sammen.”
