Det er comme il faut blandt danske fonde at støtte kunstneriske og kulturelle formål. Men hvilken indflydelse har fondene egentlig på det danske kulturlandskab? Det er der delte meninger om.
Ifølge Per Stig Møller (K), tidligere kulturminister fra 2010-2011, betyder fondene, at vi samlet set oplever mere og anden kunst, end tilfældet ellers ville være.
”Det er en meget stor fordel, at vi i Danmark har en kombination både af statslige og kommunale ydelser til kulturlivet rundt omkring og derudover fondene. Det giver jo en mangfoldighed og større pengeflow til både kunstnere og arrangører, end man ellers ville have haft. Jeg tror, at de private (heriblandt fondene, red.) betaler stort set lige så meget, som staten betaler i alt, så jeg synes, at det er en god kombination.”
Fonde kan øge kunstens diversitet
Ifølge Per Stig Møller øger fondene ikke alene mængden af kunst, men også diversiteten – fondene har med andre ord både indflydelse på kvantitet og kvalitet.
”På det overordnede plan betyder fondene jo en større mangfoldighed og flere indgange. Fordi vi har både private og offentlige finansieringskilder, så er man som kunstner eller arrangør ikke på samme måde afhængig af nogle bestemte menneskers smag. Man behøver ikke at please de private, for så findes der offentlige kasser – f.eks. de forskellige kunstfondsydelser. Og man er heller ikke afhængig af, om man falder i de skiftende tremandsudvalgs smag, for så findes det private. Og det private kommer altså også med store summer, som man ikke kunne have fået ud af det offentlige. Og derfor får du jo altså en større mangfoldighed, flere kulturbegivenheder og kulturprodukter, end du ellers ville have fået,” siger Per Stig Møller.
Michael Møller er professor i økonomi ved CBS, og han har blandt andet forsket i kunst og økonomi. Han uddyber Per Stig Møllers argument om, at fondene spiller en afgørende rolle for kunstlandskabets diversitet, fordi de til syvende og sidst består af forskellige personer med forskellige perspektiver.
”Det gælder som et generelt princip i tilværelsen, at fem kloge mennesker med samme baggrund træffer mindre kloge beslutninger end fem mindre kloge mennesker med forskellig baggrund. Således også inden for kunst: Hvis al kunststøtte blev givet af én person eller af folk, der ligner hinanden – 70-årige mænd – så får du automatisk en ensidighed ud af det. Det har en værdi at få forskellige synspunkter ind. Ingen kan overskue alt, og der skal jo også være penge til de vilde tanker. Den slags kan være svært for en meget ensartet gruppe at se. Mens nogle vil mene, at et bestemt projekt er genialt, vil andre mene, at det er sindssygt,” siger Michael Møller.
Filosofiprofessor: Der er forskel på pengenes valør
Ole Thyssen, professor emeritus i filosofi på CBS, har forsket i blandt andet æstetik. Efter hans vurdering gør det en forskel, om pengene til kunst kommer fra stat, marked eller fonde, fordi der ligger forskellige dagsordener bag pengene:
”Der er forskel på pengenes valør. Hvis de kommer direkte fra en privat virksomhed, så ved man godt, at den private virksomhed ikke alene giver penge for kunstens egen skyld, men fordi den jo selv har en interesse i det. I dét tilfælde bliver kunsten jo kommerciel. I modsætning hertil har staten ikke på samme måde kommercielle interesser. Slutteligt har du så fondene. Og de er jo lidt et blandet foretagende, for de er på den ene side udsprunget af privat kapital, men de er også løsrevet fra den. De har deres egne bestyrelser og statutter, og min fornemmelse er, at det er lykkedes dem at frigøre sig fra direkte kommercielle interesser. Altså, hvis Bæredygtigt Landbrug finansierede et kunstprodukt, så ville man straks undre sig over, hvad de er ude på. Men hvis Augustinus Fonden eller Carlsbergfondet står bag, så er der ikke den samme mistanke,” mener Thyssen.
Tivolis programchef: Finansieringskilden spøger nok hele tiden i baghovedet
Maria Frej (SF) er programchef i Tivoli A/S’ afdeling for klassisk musik og medlem af borgerrepræsentationen. Derudover har hun arbejdet som musikproducent på Det Kongelige Bibliotek, som orkesterleder af et kammerensemble og været medlem af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik. Som både modtager og uddeler af fondsmidler og som både offentlig og privat musikproducent har hun ofte tænkt over finansieringskildens betydning for kunsten.
”Det spøger nok hele tiden i baghovedet. Kunstnerisk set slår man ikke store knuder på sig selv eller laver afgørende anderledes kunstneriske produkter eller projekter. Men på den anden side kan man ikke sige sig fri for, at finansieringskilden betyder noget. Man skal jo i sidste ende stå til regnskab for sit projekt over for denne kilde. I andre tilfælde kan man nogle gange blive drejet i bestemte retninger og vende opmærksomheden bestemte stedet hen, rent kunstnerisk, fordi man bliver opmærksom på, at det er dér, pengene ligger.”
Maria Frej nævner som eksempel, at strømningerne i fondsverdenen kan være et vigtigt pejlemærke for, hvordan man som ansøger skal satse:
”Fondene kan i hvert fald have en indirekte betydning. Hvis du er meget afhængig af fonde, så er du jo nødt til at holde dig orienteret om strømningerne inden for fondstilskud. Hvis fondene i en periode interesserer sig for projekter til børn og unge, så drejer man måske sin opmærksomhed derhen. Og hvis man kan mærke, at nu vil fondene meget gerne støtte store internationale events, så er det måske dé ønskeprojekter, man prioriterer at søge støtte til.”
Tidligere professor ved Kunstakademiet: Bagvedliggende interesser kan forringe kunst
Katya Sander er forhenværende professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (2008-2017) og udøvende billedkunstner. Hun er enig i, at fondene kan have en indflydelse på kunsten – og ikke altid for det bedre. Som Maria Frej tager hun udgangspunkt i, at finansieringskilden kan gøre en forskel for arbejdet med at forsvare kunstens legitimitet.
”Kunst og kultur giver allermest mening, når det handler om vores fællesskab og påvirker vores offentlige debat. Selvfølgelig findes der rige kunstsamlere, der ejer stor kunst, men det er ikke dén kunst, der styrker eller på anden vis rykker ved vores samfund. Vores fælles debat af kunst og kultur styrkes ofte af, at vi som offentlighed kan sætte spørgsmålstegn ved noget, der er ‘vores’, også fordi vi selv har betalt. Derfor er det efter min mening en rigtig god idé, at værker indkøbes for offentlige penge. Det giver offentligheden en anderledes ret til at udtale sig om værkerne og diskutere deres kvalitet. Hvorfor har vi netop denne kunst? Hvad betyder den? Er den overhovedet god? Museet er forpligtet til at forklare sig på en anden måde, end hvis værket er købt for private penge.”
Udover risikoen for en kortslutning af legitimeringsdebatten mener Katya Sander også at kunne se en tendens til, at visse fonde instrumentaliserer kunsten i en grad, så det går uden over kunstens kvalitet.
”Jeg har set flere eksempler på, at fonde med for eksempel en ejendomsportefølje ønsker at sætte deres præg på kunstprojekter, fordi de kan have en interesse i at få opmærksomhed omkring deres ejendomme. Det kan hurtigt udvande den kunstneriske værdi, når der skeles for meget til egen forretning eller eget brand. Jeg har set potentielt virkeligt interessante projekter blive skudt i stumper og stykker, så de passer bedre til udviklingen af fondenes egne interesser. Når andre interesser er på spil, kan kernen af projekter meget hurtigt forsvinde, og fonde er ekstremt stærke aktører, der ofte kan være altafgørende, ikke mindst fordi de ofte vælge at støtte samme større projekter for ikke at modarbejde hinanden, og for ‘mere synergi.’ Det er bare uheldigt, hvis de mest aktive også har andre interesser end projekterne selv. Jeg har set flere projekter, som kunne have været bedre og blive gennemført billigere og været mere radikale og betydet mere indholdsmæssigt, hvis ikke de også skulle tage hensyn til en fonds interesser. Det er ikke en særlig produktiv tendens, hvis man kommer fra kunst- og kulturverdenen,” slutter Katya Sander.
