Den erhvervsdrivende fond Elsass Fonden, hvis samlede bevillinger i 2021 blev opgjort til 64,6 millioner kroner, har undtagelsesvist valgt for en kort bemærkning at rette sit uddelingsfokus uden for Danmarks grænser.
Fonden har således sendt to gange 100.000 Euro, svarende til i alt 1,5 millioner kroner, af sted til to rehabiliteringscentre i Ukraine og Moldova.
Ifølge en pressemeddelelse fra Elsass Fonden skal pengene på de to centre bruges til at indkøbe nyt og opgraderet udstyr til at kunne hjælpe de af krigens ofre, der har handicap som cerebral parese (CP).
Den ene modtager af fondsstøtte er rehabiliteringsklinikken Kozyavkin i Lviv i det vestlige Ukraine, som har åbnet dørene for mange internt fordrevne ukrainere med især CP. Og den andet er det nationale rehabiliteringscenter i Moldova, der har taget imod en lang række flygtninge med forskellige handicap.
Hvis man ser bort fra forskningsområdet, hvor Elsass Fonden løbende indgår i tætte internationale samarbejder og støtter forskningsprojekter relateret til CP, er det nyt for fonden at yde støtte til mennesker med CP uden for Danmark.
Vi har valgt at gøre en undtagelse på grund af den helt ekstraordinære situation, som vi befinder os i med krig i Europa
Peter Lindegaard – Administrerende direktør, Elsass Fonden
Administrerende direktør Peter Lindegaard understreger da også over for Fundats, at de to projekter i Ukraine og Moldova er en undtagelse fra reglen.
”Vi har valgt at gøre en undtagelse på grund af den helt ekstraordinære situation, som vi befinder os i med krig i Europa. Vi får fra tid til anden henvendelser fra institutioner og borgere uden for Danmarks grænser, men vores fundats er koncentreret om institutioner og borgere i Danmark – bortset fra forskningslegater, hvor vi gerne støtter forskning, der foregår uden for Danmark,” siger Peter Lindegaard.
For Elsass Fonden har det været afgørende, at støtten til centrene i Ukraine og Moldova kan veksles til meget konkret hjælp. Pengene er derfor øremærket indkøb af moderne behandlingsudstyr, legetøj og andre praktiske foranstaltninger i hverdagen, blandt andet kørestole.
”Det har været oplagt for os at støtte noget, som specifikt er rettet mod CP og på en måde, som er operationel – altså for eksempel ved at betale for udstyr, som er helt nødvendigt, og som ellers ikke kunne finansieres,” siger Peter Lindegaard.
Store skridt mod højere livskvalitet
For Kozyavkin-klinikkens leder Olha Kozyavkina har Elsass Fondens donation allerede haft stor betydning.
”Hjælpen har været uvurderlig for vores mange børn med handicap i en svær tid. Fondens støtte til indkøb af udstyr har betydet, at vores patienter allerede har taget store skridt frem imod en højere livskvalitet i efterkrigstidens Ukraine. Det er vi meget taknemmelige for,” siger Olha Kozyavkina i fondens pressemeddelelse.
Det er ikke første gang, at Elsass Fonden støtter ofre og flygtninge fra krigen i Ukraine.
I foråret åbnede fonden op for at huse ukrainske flygtninge med CP i tre af fondens lejligheder på matriklen i Charlottenlund nord for København.