Rundturen blandt nogle af den seneste uges udvalgte uddelinger fra fondssektoren står denne gang i høj grad i forskningens tegn. Men der er også lokale uddelinger i Aars og Hobro.
Vi starter med Leo Fondet, som netop har bevilget 40 millioner kroner til et nyt, stort forskningsprogram, der skal kaste lys over en række af de mest almindelige hudsygdomme.
Som en del af forskningsprogrammet etablerer Herlev og Gentofte Hospital samt Leo Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet en biobank med hud- og blodprøver fra 3.000 patienter med hudlidelser som psoriasis og eksem. Biobanken er den første af sin slags i verden.
”Vi etablerer et nyt forskningsprogram med klinisk data, blod- og hudprøver fra 3.000 patienter, som skal hjælpe os med at forstå de meget udbredte sygdomme psoriasis og eksem. Vi følger patienterne løbende over tid, hvilket kommer til at give os helt unikke data og et nyt indblik. Sådan en biobank findes simpelthen ingen andre steder,” siger Charlotte Bonefeld, der er konstitueret direktør og professor i Leo Foundation Skin Immunology Research Center på Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.
Unik mulighed for at styrke samarbejde
Tæt samarbejde mellem klinikere og forskere på tværs af hospitaler og universiteter er kernen i forskningsprogrammet. Sammen med tæt kontakt til patienter via patientforeninger skal det tværfaglige samarbejde sikre forskningens relevans og gennemslagskraft hos patienterne.
”Vores tætte samarbejde mellem basalforskere og kliniske forskere giver en unik mulighed for at samle patientinformationer, hud- og blodprøver fra samme patient over flere år og vil gøre det muligt at udføre ny forskning, der vil føre til mere effektive behandlinger. Biobanken bliver en værdifuld ressource i fremtiden, hvor centeret og samarbejdspartnere fra hele verden kan få adgang til et omfattende arkiv af prøver og data af højeste kvalitet. Det vil få stor betydning for, hvor hurtigt vi kan omsætte ideer til konkrete resultater,” siger Lone Skov, klinisk professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital.
Direktør i Leo Fondet Jesper Mailind glæder sig til at følge det nye forskningsprogram:
Med den nye biobank har Leo Foundation Skin Immunology Research Center en helt unik mulighed for at styrke samarbejdet mellem den kliniske og basale forskning indenfor immunologi, hud og hudsygdomme.
Jesper Mailind – direktør, Leo Fondet
”Hudsygdomme udgør et stort problem for mange mennesker i hverdagen. Det er derfor vigtigt at øge vores samlede viden om hudsygdomme. Med den nye biobank har Leo Foundation Skin Immunology Research Center en helt unik mulighed for at styrke samarbejdet mellem den kliniske og basale forskning indenfor immunologi, hud og hudsygdomme – og for at samle ny viden, som kan bane vejen for bedre forståelse og behandling af eksempelvis psoriasis og eksemsygdomme,” siger Jesper Mailind.
Rekrutteringen af patienter til forskningsprogrammet begynder i år.
Ud over de 40 millioner kroner fra Leo Fondet, medfinansieres programmet af Herlev og Gentofte Hospital og Leo Foundation Skin Immunology Research Center med i alt 20 millioner kroner.
Forskning skal give ny viden om stemmeforstyrrelser
Novo Nordisk Fonden har netop uddelt i alt 120 millioner kroner til 15 interdisciplinære forskningssamarbejder, der skal løse komplekse videnskabelige udfordringer.
”Mange af de seneste års mest væsentlige forskningsgennembrud er sket ved interdisciplinære samarbejder, hvor barrierer mellem forskellige klassiske videnskabelige discipliner nedbrydes, og forskere kreativt udnytter synergien og komplementariteten mellem de klassiske discipliner. Synergy-programmerne søger netop at udløse det enorme potentiale, der ligger i de spændende krydsfelter mellem de klassiske discipliner,” siger Lene Oddershede, Senior Vice President, Natural & Technical Sciences i Novo Nordisk Fonden.
Fem af projekterne støttes gennem Novo Nordisk Fondens Interdisciplinary Synergy Programme, hvor der i alt er blevet uddelt 70 millioner kroner til projekter, der bygger videre på lovende pilotdata. Yderligere 10 projekter er blevet tildelt i alt 50 millioner kroner gennem Exploratory Interdisciplinary Synergy Programme, der støtter projekter med nye og utestede ideer.
Et af projekterne, som har modtaget bevilling gennem Interdisciplinary Synergy Programme, vil bidrage til at øge forståelsen omkring stemmekontrol og udvikling af tale. Manglende indsigt i, hvordan lyd produceres, er nemlig med til at forhindre behandling af stemmeforstyrrelse og tilknyttede sygdomme.
Siden 2014 har Novo Nordisk Fonden i alt uddelt knap 500 millioner kroner til Synergy-programmerne. Der åbnes for nye ansøgningsrunder til begge programmer den 1. april.
Markerer 100-året for opdagelse af insulin
Novo Nordisk Fonden har derudover netop uddelt sine årlige midler til forskningsprojekter, som skal styrke samarbejdet på tværs af landet i de danske Steno Diabetes Centre. Ti nye forskningsprojekter har modtaget bevillinger – og som noget nyt omfatter en række af bevillingerne også samarbejde med universiteter i USA og Canada.
Det sker som et led i markeringen af, at det i år er 100 år siden, at insulinen blev opdaget i Canada.
”Vi vil gerne være med til at markere den helt enestående opdagelse af insulinen for 100 år siden og håber, at bevillingerne kan være med til at styrke samarbejdet med de stærke forskningsmiljøer inden for diabetes på University of Toronto, University of Michigan og Joslin Diabetes Center i Boston,” siger Martin Ridderstråle, der er Senior Vice President for Patient Care i Novo Nordisk Fonden.
Samtidig uddeler fonden også for første gang en stor bevilling på 25 millioner kroner til et nationalt forskningsprojekt, hvor alle fem danske Steno Diabetes Centre deltager. Hovedansøger er Allan Vaag fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Penge fra Lars Larsens Jysk Fond til Barnets Blå Hus
Fra forskningens verden fortsætter vi til Barnets Blå Hus Vesthimmerland i Aars, som netop har modtaget en donation på 1,2 millioner kroner fra Lars Larsens Jysk Fond.
Barnets Blå Hus Vesthimmerland drives af Blå Kors Danmark og hjælper børn og unge, der vokser op i hjem med alkohol- og stofmisbrug, og deres forældre.
Halvdelen af fondspengene skal gå til dét arbejde, mens den anden halvdel er øremærket babycaféen, som er et de nyere tilbud til særligt sårbare forældre i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune.
Vi blev virkelig begejstret, rørt og håbefuld, da vi fik brevet fra Lars Larsens Jysk Fond.
Ulla Skov – formand, Støtteforeningen Barnets Blå Hus Vesthimmerlands Venner
"Vi blev virkelig begejstret, rørt og håbefuld, da vi fik brevet fra Lars Larsens Jysk Fond om, at de har givet tilsagn om at støtte os med så stort beløb fordelt over fire år. Det er helt fantastisk," siger Ulla Skov, som er formand for Støtteforeningen Barnets Blå Hus Vesthimmerlands Venner.
Hos Lars Larsens Jysk Fond glæder formand Jesper Aabenhus Rasmussen sig over den forskel, som donationen kan gøre.
"Vi er glade for at kunne støtte op om et projekt, som lokalt gør en utrolig stor forskel, og som betyder, at helt små børn kan få en bedre begyndelse på livet, fordi deres forældre kan få støtte og vejledning fra Barnets Blå Hus," siger Jesper Aabenhus Rasmussen i en pressemeddelelse.
Lars Larsens Jysk Fond blev stiftet i 2016 og har efter etableringsårene sat gang i donationerne indenfor indsatsområderne erhverv, idræt, humanitære og kulturelle formål. Sidste år uddelte fonden en million kroner til Børns Vilkår.
Støtte til golfklub og turistforening i Hobro
Uddelingsrundturen slutter ikke så langt fra Aars, nemlig i Mariagerfjord Kommune, hvor Jutlander Fonden Hobro netop har foretaget 16 uddelinger.
Ifølge Randers Amtsavis har Jutlander Fonden Hobro i alt uddelt knap 1,7 millioner kroner til 16 forskellige projekter.
”Vi havde i alt 25 ansøgninger denne gang, og af disse var der altså 16, der nød fremme,” fortæller Jutlander Fonden Hobros formand, Poul Søndberg, til Randers Amtsavis.
Blandt modtagerne er Hobro Golfklub, Hobro Turistforening og Mariagerfjord Kunstsatellit.