Tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.
Kufferterne var tungere end forventet, da de danske atleter vendte snuderne hjemad efter De Olympiske Lege i Tokyo i juli og august, hvor de tilsammen 11 vundne medaljer til Viktor Axelsen & Co. gjorde legene i og omkring den japanske hovedstad til det næstbedste OL for Danmark siden 1948.
Men selvom det kun er et par måneder siden, at OL i Tokyo sluttede, er forberedelserne frem mod de næste Olympiske Lege i Paris allerede i fuld gang. Og med en netop overrakt donation på 50 millioner kroner til eliteidrætsorganisationen Team Danmarks arbejde frem mod legene i 2024, forsøger Salling Fondene at gøre sit til, at OL i ’Byernes By’ kan blive mindst lige så succesfuldt som legene i Tokyo.
Vi vil ikke kunne fortsætte med at arbejde på den måde, vi gør nu, hvis vi på et tidspunkt ikke får den støtte fra Salling Fondene, som vi modtager i øjeblikket
Lars Balle Christensen – Sportsdirektør, Team Danmark
Den nye pose penge fra ejerne af Salling Group samt en særbevilling sidste år på 15 millioner kroner, da OL i Tokyo på grund af coronakrisen blev udskudt fra 2020 til 2021, betyder, at Salling Fondene nu har støttet Team Danmark og de danske eliteidrætsudøvere med 190 millioner kroner siden 2009. Det gør Salling Fondene til den suverænt største kommercielle bidragsyder til dansk eliteidræt.
Sportsdirektør i Team Danmark Lars Balle Christensen lægger ikke skjul på, at eliteidrætten i Danmark er særdeles afhængig af Salling Fondenes økonomiske kærlighed, og at det medfører en sårbarhed.
”Vi vil ikke kunne fortsætte med at arbejde på den måde, vi gør nu, hvis vi på et tidspunkt ikke får den støtte fra Salling Fondene, som vi modtager i øjeblikket. Så vil vi være nødt til at prioritere vores ressourcer på en helt anden måde, og det vil komme til at gøre rigtig ondt både internt i Team Danmark, men også i forhold til forbundenes økonomi,” siger Lars Balle Christensen til Fundats.
Vigtigt med kontinuitet
Pengene fra Salling Fondene er primært dedikeret til at sikre de danske elitesportsfolk de bedste rammer og vilkår både i deres forberedelser og når de er af sted til mesterskaber.
Konkret bruges fondsmidlerne blandt andet på individuel støtte til atleter, betaling af løn til trænere, anskaffelse af udstyr, styrkelse af elite- og talentmiljøer og deltagelse i konkurrencer og træningsaktiviteter uden for Danmarks grænser.
Der ville være atleter, der ville tage OL-deltagelsen op til overvejelse, hvis de ikke har den økonomi til rådighed, som gør, at de kan komme på træningslejre og i øvrigt få hverdagen til at hænge sammen
Lars Balle Christensen – Sportsdirektør, Team Danmark
Ifølge Lars Balle Christensen er pengene og de vilkår, som støtten sikrer, for nogle af atleterne decideret afgørende for, om de overhovedet kan og vil skrive Paris-legene ind i 2024-kalenderen.
”Noget af det, vi véd virker bedst i forhold til atleterne og deres resultater, er kontinuitet. Hvis vi lykkes med at skabe nogle rammer og vilkår, som de kan se sig selv i i en længere årrække, er sandsynligheden for at opnå resultater meget større, end de ellers ville være. Uden de penge, vi nu har modtaget fra Salling Fondene til arbejdet frem mod OL i 2024, ville de vilkår, vi kan tilbyde atleterne, blive helt anderledes. Og der ville være atleter, der ville tage OL-deltagelsen op til overvejelse, hvis de ikke har den økonomi til rådighed, som gør, at de kan komme på træningslejre og i øvrigt få hverdagen til at hænge sammen,” siger Lars Balle Christensen.
Sikrer både bredde og elite et bedre fundament
For Salling Fondene og Salling Group har det netop været vigtigt at skabe klarhed over økonomien for atleterne i det komprimerede forløb frem mod De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege i Paris i 2024, fortæller bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond Jens Bjerg Sørensen.
”Vi er fra Salling Fondene og Salling Groups side særdeles glade for at kunne fortsætte vores langsigtede samarbejde med dansk eliteidræt. Efter en corona-tid fuld af usikkerhed for atleterne har vi ønsket at hjælpe dem til hurtig afklaring over deres muligheder frem mod OL og PL om under tre år,” lyder det fra Jens Bjerg Sørensen.
Vi er blot glade for, at vi med vores donationer til Team Danmark kan være med til at sikre den danske idræt – bredde som elite – et endnu bedre fundament
Jens Bjerg Sørensen – Bestyrelsesformand, Købmand Herman Sallings Fond
Fundats har præsenteret Jens Bjerg Sørensen for Team Danmarks udmelding om, at der uden det nuværende støtteniveau ville være atleter, som tager OL-deltagelsen op til overvejelse. Men Jens Bjerg Sørensen afviser, at der, set fra Salling Fondenes side, er nogen risiko forbundet med, at en støttemodtager som Team Danmark bliver så afhængig af fondenes midler.
”Nej, det er der ikke. Vi er blot glade for, at vi med vores donationer til Team Danmark kan være med til at sikre den danske idræt – bredde som elite – et endnu bedre fundament,” skriver Jens Bjerg Sørensen i en mail til Fundats.
På spørgsmålet, om der ligger en langsigtet strategi fra Salling Fondenes side i forhold til den fortsatte støtte til Team Danmark og dansk eliteidræt, svarer han:
”Sport og idræt er en vigtig del af hverdagen for mange danskere – udøvere og iagttagere. Derfor støtter vi projekter, der kan motivere endnu flere til at være aktive og forbedre faciliteter og træningsanlæg for både bredde og elite. Det er en del af vores fundats, og vi har støttet Team Danmark siden 2009 med 190 millioner kroner samlet set,” understreger Jens Bjerg Sørensen.
- Foreligger der en exit-strategi fra fondenes side i forhold til, når eller hvis I på et tidspunkt stopper støtten til Team Danmark og dansk eliteidræt?
”Vi er overbeviste om, at Team Danmark også i fremtiden vil sætte retning og skabe store resultater indenfor dansk idræt, og vi er stolte over, at vores bidrag fortsat og fremadrettet vil gøre forskel for de danske udøvere,” svarer Jens Bjerg Sørensen.
Støtten til Team Danmark er langt fra Salling Fondenes eneste markante saltvandsindsprøjtning til sporten i Danmark. Inden for de seneste år har fondene blandt andet givet løfte om, at den er klar med en kvart milliard støttekroner til etablering af et nyt stadionområde i Aarhus.