Fra en højtstående magtperson har jeg hørt de almennyttige fonde omtalt som ”de nye aristokrater,” der har privilegier og magt, som de har agt. Fondene har nemlig mulighed for at påtage sig rollen som de ophøjede adelsfolk, når de kan handle uden om demokratiets besnærende trivialiteter, hvor genialitet har trange kår. Og alt skal nivelleres i demokratiets spind af interesser.
For at legitimere denne privilegerede position, der giver fondene mulighed for dele penge ud til værdige formål via fondsbeskatningsloven, har fondene de seneste årtier haft stort fokus på at formidle deres samfundsbidrag. De fortæller for eksempel højlydt, hvor mange midler de har delt ud, når de offentliggør deres årsregnskaber. De vil forsvare deres position og privilegier ved at vise, at deres uddelinger gør gavn for samfundet. Og det skal slås fast: fondene gør stor gavn for samfundet og har en vital rolle at spille for Danmarks innovationsevne.
Evalueringsapparat
I legitimeringsøjemed har mange fonde udviklet et sindrigt evalueringsapparat for at monitorere projekternes effekt på samfundet. Det, der under angelsaksisk påvirkning kaldes impact. Apparatet materialiserer sig i detaljerede kvantificerbare krav til bevillingsmodtagere. Der skal udfærdiges KPI’er, fremskrives forudsigelser om effekter, kortlægges målgrupper, der skal laves kommunikationsplaner og udskrives konkrete forsikringer om SoMe-reach og så videre. Sjældent er fondene uinteresserede i, om deres logo fremgår af PR-materialet. I den mere solide ende udfylder de fleste fonde pligtopfyldende Komitéen for god Fondsledelses 17 anbefalinger, for at klare offentlighedens tændte lygter.
Olav HesseldahlOlav Hesseldahl er cand.mag. i filosofi, medstifter af Ungdomsbureauet, der afholder Ungdommens Folkemøde, selvstændig rådgiver og bestyrelsesmedlem i bl.a. Roskilde Festival og Folkemødet på Bornholm.
Han har desuden været ansat som direktør i Melting Pot Fonden.
Der skal kort sagt sættes tal på. I tallenes logik findes de solide argumenter. Jeg forstår og anerkender fuldstændig motivationen for dette fokus. Fondene skal sikre sig, at midlerne bliver brugt mest effektivt. Og det er en god udvikling. Men den bør ikke stå alene!
Risikospredning
Hvis formålet er at legitimere fondenes privilegier, er en ensporet satsning på effektivitets- og evalueringsregimet en passiv strategi. En stol med fire ben er mere stabil end en stol med ét ben. De større fonde har ofte investeringsafdelinger, der skal få kassebeholdningen til at vokse, og af folkene i disse afdelinger burde fondene blive mindet om, at man skal sprede risiko.
I mine øjne har fondene nemlig en væsentlig position, som er distinkt anderledes end demokratiets. Positionen giver fondene en særlig forpligtelse og mulighed, som de kan udnytte til en mere progressiv strategi, hvor vildskab og vovemod bør føre til, at de tør støtte eksperimenter og dristige ideer. Og ikke dræbe ilden før den er tændt.
Fondene har nemlig mulighed for at donere midler til eksperimenter, som kommuner, regioner, styrelser, politikere og myndigheder aldrig kan tillade sig. I mine øjne burde fondene forvalte deres formuer med større risikovilje og mod på uforudsigelighed.
Jeg har været bevillingsmodtager mange gange, og jeg ved, at effektregimet hos nogle bevillingsmodtagere tolkes som negationen til tillid: kontrol og mistillid. Hvis fondene turde løsne deres bevillinger fra effektlænkerne, kunne der ske vilde ting. Nærtbeslægtet med vildskab er fantasi, og fantasi og forestillingskraft til at tænke at tingene kan være anderledes, er det eneste grundstof vi har i Danmark.
Kan det vigtigste måles?
Et eksempel fra egen skuffe er Ungdommens Folkemøde. Vi har haft store drømme og ambitioner, men ikke en plan, vi kunne formulere i et skema. Det startede med en sejltur fra folkemødet i Allinge til Christiansø med 150 unge i 2013. I sommer fejrede festivalen femårsfødselsdag, hvor knap 20.000 unge deltog sammen med cirka 100 organisationer, der repræsenterede en underskov af dagsordener.
Der har været ideer, drømme og forsøg, men festivalen har udviklet sig organisk, og min påstand er, at festivalen har været medvirkende til, at flere er i stand til at skelne mellem børn og unge – som ellers er et klassisk miks af to meget forskellige målgrupper i store organisationer og blandt myndigheder. Vi har simpelthen bidraget til at opstøve en ny samfundsdagsorden. Det stod ikke i vores planer fra starten!
Sagt på en anden måde har effekten af Ungdommens Folkemøde været svær at forudsige. Historien om skabelsen af festivalen er også historien om et nej tak til flere større fonde, da vi skulle etablere projektet i et præmaturt stadie og indgå de spæde samarbejder.
Vi var ikke klar til effektmålinger, planer og fremskrivninger. Vi havde en idé, dedikation og vildskaben. Det var der heldigvis et par progressive fonde, der opfangede, og resten er historie.
Måske viser effekten sig først om 25 år. Måske kan man ikke måle det væsentligste. Meget er relativt, og endnu mere er genstand for fortolkninger. Hvordan skal man for eksempel måle et folkemødes effekt på demokratiet eller sammenhængskraften? Hvad er demokrati? Hvilket folk? Hvad er sammenhæng, hvad er kraft, og hvad er sammenhængskraft?
Det er en anden diskussion, og den nævnes blot her, da det bør få fondenes øjne op for, at effektregimet ikke er det hellige tusindårsrige.
Vildskabsfonden
Hvordan kan fondene så udvikle deres bevillinger og initiere til mere vildskab? Ud over at de skal huske, at penge til administration og uddannelse til ansvarlige skaber stor effekt på hele organisationer og ikke blot i projekter, så kunne fondene skabe deres eget eksperiment – et vildskabsprojekt.
De kunne etablere Vildskabsfonden, som støtter vilde ideer, der måske er umodne, men også så vilde, at de har svære vilkår i effektapparatet og endnu sværere kår i det offentliges bevillingsstruktur. Bevares, der findes undtagelser. To fonde gik sammen om at købe en ø i Øresund og donere den til spejderbevægelsen. Det var vildt, og gik verden rundt.
Tænk, hvis fondene blot tog en promille af deres uddelinger og skabte Vildskabsfonden, der donerede midler på tillid uden effektmålinger, og hvor man i stedet skulle svare på spørgsmålet: Hvordan bidrager projektet til at gøre Danmark bedre, mere demokratisk, mere tillidsfuldt, mere vildt, mere kærligt? Og når vi skal neddrosle effekten, hvor stor tillid har fondene til menneskerne bag ideen? Beslægtet med vildskab er nemlig fantasi. Fantasi er evnen til at forestille sig, hvordan ting kan være anderledes. Den position er oplagt, at fondene udnytter endnu mere. Men fantasien får først frugtbare vilkår, når den får fred.
Lad os lave et tankeeksperiment. Mens vi venter på opgørelsen over de samlede fondsbevillinger i 2021 – hvor det forlyder, at vi når en rekord i uddelingsniveau – kan vi bruge tallet for 2019. Her uddelte fondene i alt 19,7 milliarder kroner.
Hvis alle fondene donerede en promille, kunne fondene skabe Vildskabsfonden med 19,7 millioner kroners ren vildskab. Det ville for eksempel betyde, at Tuborgfondet, der er nummer 33 på listen over gennemsnitlige uddelinger i 2017-2020 og uddelte 53 millioner kroner i 2020, skulle af med 53.000 kroner.
Listens nummer et, Novo Nordisk Fonden, ville skulle af med 5,44 millioner kroner af deres uddelingsniveau på 5,44 milliarder i 2020. Hvad kan det blive til? Tør fondene?
Disse spørgsmål bør fondene stille sig selv
At fondene har privilegier, er positivt. Det kan forekomme paradoksalt, at det udsagn kommer fra en som mig, der har arbejdet med demokrati i et årti. Men demokratiet har sine mangler. En af dem er, at demokratiet er risikoaverst og udvikler sig i en dialektisk spænding mellem de mange positioner, der findes i det. Den slags sløve hensyn behøver fondene ikke tage. Ja, det er faktisk netop her, fondene vil kunne finde deres legitimitet i en langt mere offensiv strategi end impact-strategien. Men det kræver selvsagt, at fondene selv er lidt vilde og tør udnytte positionen som vor tids aristokrater til at tage en spændende risiko. Så lad mig slutteligt stille en håndfuld spørgsmål:
- Hvor meget vurderer fondene folkene bag projekterne og deres dedikation, motivation, færdigheder og planer for fremtiden?
- Hvordan kan fondene bidrage til at sikre fantasi-tilførslen til samfundet? Hvordan kan fondene bidrage til vildskaben?
- Får fondene støttet projekter, der er vilde nok, og som ikke blot kunne være blevet støttet af det offentlige?
- Hvordan sikrer vi vækstvilkår for nye organisationer eller personer med ideer, uden at de behøver en evalueringskonsulent ansat?
- Hvordan kan fondene understøtte, at Danmark bliver rustet til fremtiden?
- Hvordan kan fondene opstøve projekter, der er umodne, men ambitiøse? Og projekter, som måske ikke bor i organisationer, hvor der er ansat folk til fundraising?
- Hvordan kan fondene omfavne fejl og læringen af fejlene?
