Grant Compass A/S er nu klar med sidste led i en tretrinsraket, der skal skubbe nyt liv i den hensygnende del af fondsverdenen.
Med bl.a. Vækstfonden og North East Family Office i ryggen har selskabet tiltrukket en række erfarne medarbejdere med specialistkompetencer fra den finansielle sektor. Og via et partnerskab med Nykredit er det ambitionen at udfordre de fire statsgodkendte forvaltningsafdelinger, som sammen sidder på næsten hele markedet for forvaltning af almene fondes formuer.
”Der skal en bevægelse ind i det her marked, hvor der reelt ikke er nogen konkurrence. Vi kommer ind i et marked, hvor der er rigtig mange kunder med rigtig mange penge, men for mindre fonde betyder de høje bankgebyrer, at det er meget svært at få økonomien til at hænge sammen. Vi har store ambitioner, fordi vi ved vi kan gøre det bedre og billigere, ” siger administrerende direktør i Grant Compass, David Dencker.
Selvom der findes ti statsgodkendte forvaltningsafdelinger, får langt størstedelen af de almene fonde i dag alle deres pengesager ordnet i enten Danske Banks forvaltningsafdeling, Forvaltningsinstituttet, Nordea Banks forvaltningsafdeling eller Jyske Banks forvaltningsafdeling.
Reelt har fondenes eneste mulighed været enten at acceptere de høje bankgebyrer eller at lade sig opløse eller fusionere
Davis Dencker – Direktør, Grant Compass A/S
Op imod 8.500 ikke-erhvervsdrivende fonde er underlagt fondsloven og anbringelsesbekendtgørelsens regler om investering af fondes kapital. Regler som skal sikre, at fondsmidlerne forvaltes ansvarligt og derfor bliver bestyret af forvaltningsafdelinger, som Justitsministeriet har godkendt.
Men det er samtidig regler, der har skabt mangel på konkurrence og dermed stilstand. Og ifølge David Dencker er det en af årsagerne til, at mange fonde er blevet udpint i en udgiftsklemme, hvor gebyrer og omkostninger har udhulet mulighederne for at foretage uddelinger til almennyttige formål.
”Man kan ikke klandre fondsbestyrelserne for, at de ikke har skiftet bank og forvaltningsafdeling, for der har ikke været et bedre alternativ at skifte til. Reelt har fondenes eneste mulighed været enten at acceptere de høje bankgebyrer eller at lade sig opløse eller fusionere,” siger han.
Danske Banks Forvaltningsafdeling sidder på omkring halvdelen af markedet for forvaltning og bestyrelse af fondsformuer. Erik Johannessen, der er Forvaltningschef i Danske Bank, tager godt imod udfordringen fra det nye partnerskab.
”Vi byder den nye konkurrence velkommen. Det er med til at holde os på tæerne og hele tiden sørge for, at vi giver de bedste kundeoplevelser. For os er det afgørende, at vores kunder oplever Danske Banks styrke ved vores samlede værditilbud, som er præget af en høj kvalitet på samtlige parametre i kundeoplevelsen,” siger han.
Omkostninger frem i lyset
Grant Compass startede som en iværksættervirksomhed for fem år siden med at udbyde en fondsdatabase, hvor fonde og legatmodtagere kunne mødes om uddelingsformålene. Sidste år introducerede selskabet et fondsadministrationssystem, der skal gøre det lettere og mere sikkert at administrere ansøgninger i de mindre fonde.
De produkter fondene bliver tilbudt i dag fungerer godt for bankkoncernerne, men de er ikke altid i fondenes interesse
Anders Krenk Aagaard – Head of Investments, Grant Compass A/S
Og i sidste måned udstedte Finanstilsynet en licens, som giver David Dencker og hans nye investeringsteam lov til at rådgive fondsbestyrelserne om kapitalforvaltning.
I kraft af partnerskabet med Nykredit kan Grant Compass derfor nu lancere det sidste element i en samlet pakke, der løser kerneopgaverne indenfor fondsstyring.
I spidsen for investeringsløsningen står Head of Investments, Anders Krenk Aagaard, som selv kommer fra en stilling som Head of Index Products i Danske Banks Asset Management, hvor han havde ansvaret for alle passive produkter og strategier og var chef for et investeringsteam som samlet forvaltede mere end 120 milliarder kroner.
Derudover har teamet for nylig hentet en ny Investment manager, Kim Thenning, som har en baggrund i Danske Forvaltning, hvor han har rådgivet mere end 300 små og mellemstore almene fonde.
Og det er netop kombination af viden om fondenes behov og mulige investeringsmetoder, der skal udgøre krumtappen i Grant Compass’ entre på markedet, fortæller Anders Krenk Aagaard.
”De produkter fondene bliver tilbudt i dag fungerer godt for bankkoncernerne, men de er ikke altid i fondenes interesse. Vi vurderer, at vi kan hjælpe otte ud af ti fonde med at få et bedre forventet afkast efter omkostninger og derved skabe et bedre uddelingsgrundlag,” siger han.
Som Fundats tidligere har beskrevet, er det en udfordring for fondsbestyrelser at gennemskue bankernes omkostningsstruktur fordi, der indgår både synlige og ikke synlige elementer. Eksempelvis betaler fondene gebyr for den lovpligtige bestyrelse af fondens midler.
Derfor rådgiver vi dem også løbende om fusion eller ansøge om tilladelse til opløsning hos Civilstyrelsen
Erik Johannessen – Forvaltningschef, Danske Bank
Derudover betaler de gebyrer for kapitalforvaltningen, og endelig ligger der en række skjulte omkostninger i de investeringsprodukter, som forvaltningsafdelingerne typisk anbefaler fra hylderne i andre dele af bankkoncernerne.
Derfor er første skridt i indtrængningsstrategien at gøre opmærksom på de nuværende vilkår, forklarer David Dencker.
”Vi skal sætte lys på fondes omkostninger i bankerne. Bankerne viser kun de omkostninger, som er strengt nødvendige for at overholde lovgivningen. Det fonden ikke ser, er de høje omkostninger til bankernes egne investeringsprodukter. Ofte rådgiver banker nemlig kun om de dyre produkter, selvom billige, passivt forvaltede produkter ofte vil være en bedre løsning for en fond,” siger David Dencker.
Fondene har selv indflydelse på deres omkostninger afhængig af investeringsformen og valg af værditilbud
Erik Johannessen – Forvaltningschef, Danske Bank
Hos Danske Banks Forvaltningsafdeling er man dog ikke enig i, at bankens samlede tilbud hviler på uigennemsigtige omkostninger.
”Vi har et stort fokus på omkostninger og er helt gennemsigtige om dem. I Danske Bank Forvaltningsafdeling er vores primære opgave at tilbyde alle ydelser, men det kan være svært at sammenligne omkostninger på tværs at markedet, da ikke alle forvaltningsinstitutter tilbyder samme ydelser. Fondene har selv indflydelse på deres omkostninger afhængig af investeringsformen og valg af værditilbud,” siger Forvaltningschef Erik Johannessen.
Passiv forvaltning
Omdrejningspunktet i Grant Compass’ kapitalforvaltning bliver såkaldt passive investeringsprodukter sammensat med udgangspunkt i fondenes ønsker.
”Vores investeringsunivers består primært af passivt forvaltede investeringsforeninger og ETF’er, da det er den type produkter, der giver det højeste afkast til prisen. De aktivt forvaltede aktiefonde er både meget dyre og har ikke kunne følge med deres benchmark,” siger Anders Krenk Aagaard.
Grant Compass’ fokus på passiv forvaltning står da i kontrast til den klassiske investeringsfilosofi, som findes i bankerne og netop anbefaler aktivt styrede investeringsforeninger. Det er også udgangspunktet i Danske Bank:
”Såfremt fondene f.eks. ønsker at investere gennem investeringsforeninger, så anbefaler vi en andel i aktivt styret aktiefonde, hvor der er fokus på højt udbytte. Dette skal ses i lyset af, at udbytter og renter ofte er fondenes eneste indtægtskilde. Derudover ligger mange fonde med en stor andel af obligationer og er derfor blevet udfordret af det meget lave renteniveau. Det betyder manglende renteindtægter til fondenes udlodninger og løbende omkostninger. Denne udvikling har især påvirket små fonde, og derfor rådgiver vi dem også løbende om fusion eller ansøge om tilladelse til opløsning hos Civilstyrelsen,” siger Forvaltningschef Erik Johannessen.
Grant Compass forventer, at de nye passive forvaltningsløsninger vil kunne reducere fondenes omkostninger med 40 til 50 procent og dermed medvirke til, at flere fonde kan overleve, og at flere penge vil lande i fondsansøgernes lommer fremfor i kapitalforvalternes.
Derfor skærer vi det mest kontroversielle væk, og der kommer f.eks. ikke til at være atomvåben- eller tobaksselskaber i vores porteføljer
Anders Krenk Aagaard – Head of Investments, Grant Compass A/S
Men hvis fondene i højere grad skal putte penge i færdigpakkede passive produkter, hvordan stiller det så fondsbestyrelserne i forhold til at fravælge aktier ud fra en etisk stillingtagen eller et ønske om at udøve samfundsansvar?
“Etik og ansvarlighed vægter højt hos os, og vi vælger kun investeringsforeninger og ETF’er, der har fokus på ansvarlighed. Det er muligt for passive investeringsfonde at udøve aktivt ansvarligt ejerskab ved at stemme på selskabernes generalforsamling via såkaldt proxy voting, og det vil være tilfældet for størstedelen af vores investeringer. Men i nogle typer selskaber er det jo ligegyldigt, hvordan man stemmer på generalforsamlingen. Derfor skærer vi det mest kontroversielle væk, og der kommer f.eks. ikke til at være atomvåben- eller tobaksselskaber i vores porteføljer,” siger Anders Krenk Aagaard som understreger, at ESG-screening og etiske investeringer er en meget kompliceret diskussion.
“Og det er også vigtigt at understrege, at vi ikke går på kompromis med fondenes afkast og omkostninger - det er det vigtigste for os”.