Det er nødvendigt at omstille en stor del af fødevareproduktionen til plantebaserede fødevarer, hvis vi skal udnytte vores landbrugsarealer mest hensigtsmæssigt og samtidig blive i stand til at brødføde en voksende verdensbefolkning.
Det er udgangspunktet for en ny samarbejdsplatform kaldet ’Plant2Food’, som skal forsøge at sætte fart på udviklingen af plantebaserede fødevarer. Her skal forskere og virksomheder sammen udforske komplekse problemstillinger inden for plante- og fødevarevidenskab og dele ny viden på tværs af sektorer – uden at tage patent på resultaterne.
Novo Nordisk Fonden støtter platformen med op til 200 millioner kroner over de næste fem år. Og ifølge Claus Felby, der er Senior Vice President inden for biotech-området i fonden, sker det blandt andet for at sætte fart på udviklingen af fødevarer, som kan brødføde en voksende verdensbefolkning uden at drive rovdrift på planetens ressourcer.
”Plant2Food skaber en unik mulighed for at bringe Danmark i front inden for udvikling af plantebaserede fødevarer og sikre, at vi for alvor udnytter det kæmpe potentiale, der allerede spirer i de danske forskningsmiljøer og virksomheder, og samtidig bygge bro til de bedste internationale eksperter på området,” siger Claus Felby i en pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden.
Den nye platform bliver forankret på Aarhus Universitet. Øvrige universitetspartnere i platformen er Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Wageningen University & Research i Holland. Som partnere i platformen får de fire universiteter adgang til de forskningsmidler, som størstedelen af bevillingen fra Novo Nordisk Fonden vil gå til.
Børn fra trængte familier på fodboldskole
1.800 børn fra udsatte og økonomisk trængte familier får i de kommende tre år en unik chance for at komme på fodboldskole.
Det er resultatet af et nyt samarbejde mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Krista og Viggo Petersens Fond, i daglig tale KV Fonden.
Omkring 20-25.000 børn deltager årligt på DBU’s fodboldskoler og får derigennem nye venner, gode minder og, ikke mindst, spillet en masse fodbold. Men ikke alle forældre har mulighed for at give deres børn den oplevelse på grund af dårlig økonomi, kulturelle forskelle eller sociale udfordringer.
KV Fondens værdigrundlag hviler på omsorg, udvikling og sundhed, og med afsæt i dette ønsker vi med fodboldskoleprojektet at skabe glæde hos de udsatte børn, så også de har adgang til idræt og friluftsliv
Henrik Amand Holtegaard – Administrerende direktør, KV Fonden
Derfor glæder det KV Fondens administrerende direktør Henrik Amand Holtegaard at kunne udstede en adgangsbillet til 1.800 børn i alderen seks til 13 år, som normalt ikke ville få mulighed for at komme på fodboldskole.
”Vi oplever, at mange familier lider under økonomiske udfordringer, som er blevet forværret på grund af den stigende inflation. Disse udfordringer giver desværre sociale udfordringer, og det er især børnene, der lider. KV Fondens værdigrundlag hviler på omsorg, udvikling og sundhed, og med afsæt i dette ønsker vi med fodboldskoleprojektet at skabe glæde hos de udsatte børn, så også de har adgang til idræt og friluftsliv, som er én af grundstenene i fondens fundats,” siger Henrik Amand Holtegaard i en nyhed på fondens og DBU’s hjemmesider.
Til Fundats oplyser Henrik Amand Holtegaard, at KV Fondens donation er på 1.665.000 kroner over den treårige periode.
Fra værftshal til uddannelsescenter
Vi fortsætter til Helsingør, hvor A.P. Møller Fonden og Lauritzen Fonden sammen med Helsingør Kommune finansierer omdannelsen af Hal 19 i Værftshallerne på det tidligere Helsingør Skibsværft til et ambitiøst center for bådebygger- og sejlmageruddannelserne.
A.P. Møller Fonden bidrager med 88 millioner kroner, Helsingør Kommune med 40 millioner kroner og Lauritzen Fonden med 12,5 millioner kroner til projektet.
Vi glæder os over, at værftsbygningerne igen fyldes med liv og maritim virkelyst, hvor unge kan lære for livet
Inge Grønvold – Direktør, Lauritzen Fonden
”Som en fond med rødder i det maritime og en helt særlig tilknytning til Helsingør Værft er vi glade for at kunne medvirke til at styrke maritime erhvervsuddannelser og arbejdskraft i byen. Med Værftshallerne som den ideelle ramme vil bådebygger- og sejlmageruddannelserne være omgivet af et unikt maritimt miljø, og vi glæder os over, at værftsbygningerne igen fyldes med liv og maritim virkelyst, hvor unge kan lære for livet,” siger Inge Grønvold, direktør i Lauritzen Fonden, i en pressemeddelelse.
Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær ser frem til, at der kommer nyt liv i værftshallerne.
”Området ved Kulturhavn Kronborg rummer både en unik historie og en væld af moderne arkitektur og innovation. Derfor er det også en perfekt ramme om et maritimt uddannelsesventer med en moderne bådebyggeruddannelse, der jo er blevet en højteknologisk industriel uddannelse, der samtidig har en lang og stolt historie i Danmark,” siger Benedikte Kiær.
Spejderhytter får kvalitetsløft
En anden fondsuddeling fra den seneste uges tid står Den A.P. Møllerske Støttefond for. Fonden bevilger 80 millioner kroner til et kvalitetsløft af spejderhytter i hele landet, skriver foreningen Spejderne i en pressemeddelelse.
Bevillingen skal dels bruges til 25 udvalgte lokalforeningers udvikling af en bæredygtig, minimalistisk og funktionel spejderhytte, dels til at støtte bæredygtig renovering af udvalgte hytter blandt de cirka 2.000 hytter, der hver uge er mødested for godt 100.000 børn og unge.
Det er værdifuldt for børn, unge og frivillige at være en del af aktive og lærerige fællesskaber i det fri
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla – Formand, Den A.P. Møllerske Støttefond
”Det er værdifuldt for børn, unge og frivillige at være en del af aktive og lærerige fællesskaber i det fri, og med donationen ønsker fonden at bidrage til fremtidssikring af rammerne om spejderlivet og FDF i hele landet,” siger formanden for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Kristine Clemmensen-Rotne, der er formand for Spejderne, er taknemlig for den store donation.
”Spejderne og FDF oplever en stigende interesse for det aktive udendørsliv fra børn og unge, og projektet giver derfor en tiltrængt hånd til nogle af vores eksisterende spejderhytter, ligesom det sætter fokus på at skabe de ideelle rammer for vores 100.000 medlemmer,” siger Kristine Clemmensen-Rotne i pressemeddelelsen.
Ny bog om kunsten på socialt tilbud
’Kofoeds Skole og Kunsten’ er titlen på en ny bog, der udkommer den 7. december med affotograferinger af værker af Hans Scherfig, Henry Heerup, HuskMitNavn og flere end 80 andre kunstnere, som har lavet kunst på eller om det sociale tilbud Kofoeds Skole i København.
Bogudgivelsen er støttet af Ny Carlsbergfondet.
Da en studentermedhjælper fandt et forsvundet serigrafi af Richard Mortensen på et lokum på Kofoeds Skole, startede en omfattende registrering af kunsten, der hænger på det 95 år gamle sociale tilbud. Og det er dét arbejde, som kulminerer med udgivelsen af den 136 sider lange kunstbog.
I arbejdet med bogen er der dukket historier og anekdoter op om billedkunst, skulpturer, tegninger, fotografier, litteratur og musik på Kofoeds Skole, som strækker sig helt tilbage fra 1700-tallet og frem til i dag. Der er sågar dukket ny kunst op, som for længst var glemt og borte.
”Bogen viser på fornemmeste vis den æstetiske dimension, der er i det sociale arbejde på Kofoeds Skole og giver et billede af den relation, som altid har været mellem det sociale tilbud Kofoeds Skole og kunsten. Og så er resultatet blevet en ualmindelig smuk bog,” siger forstander på Kofoeds Skole Robert Olsen i en pressemeddelelse.
Forstanderen er medforfatter til bogen sammen med kunsthistoriker Amanda Blomqvist, mens fotograf Torben Pedersen har affotograferet værkerne. Bogen udgives på Kofoeds Skoles Forlag.
Ekstra hjælp til trængte eneforældre
Med en støtte på 5,4 millioner kroner fra Ole Kirk’s Fond kan Foreningen til Støtte for Mødre og Børn nu hjælpe flere økonomisk trængte eneforældre med legater til alt det, forældrene har været nødsaget til at skære fra i en tid med stigende priser på dagligvarer og energi.
Foreningen til Støtte for Mødre og Børn har gennem de seneste måneder modtaget 50 procent flere legatansøgninger fra eneforældre, der søger om økonomisk støtte til at dække konkrete udgifter som vintertøj og kontingent til fritidsinteresser til deres børn. For andre forældre handler det om at prioritere enten huslejen, elregningen eller maden i køleskabet.
I Ole Kirk’s Fond har vi en lang tradition for at give en hjælpende hånd, når økonomisk pressede familier skal have enderne til at mødes
Karin Skjødt Hindkjær – Direktør, Ole Kirk’s Fond
Bevillingen fra Ole Kirk’s Fond har allerede gjort det muligt for foreningen at hjælpe yderligere 160 familier med legater, og forventningen er, at yderligere cirka 1500 familier nu kan få hjælp.
”I Ole Kirk’s Fond har vi en lang tradition for at give en hjælpende hånd, når økonomisk pressede familier skal have enderne til at mødes. I de seneste år har corona og nu også høj inflation og forsyningskrise lagt et ekstra pres på økonomien i mange danske hjem. Derfor har vi øget vores sædvanlige støtte til julehjælp, men vi har også valgt at skrue op for legatuddelinger, som giver bedre mulighed for at tilpasse støtten til den situation, den enkelte familie står i,” siger Karin Skjødt Hindkjær, der er direktør i Ole Kirk’s Fond, i en nyhed på fondens hjemmeside.
Ny mole med flere formål
Vi slutter i Glyngøre, der ligger på halvøen Salling i Skive Kommune. Her skal havnen udvides, og som en central del af udvidelsen etableres der en ny ydermole.
Den nye mole på Glyngøre Havn kommer til at bestå af fem knudepunkter for oplevelser på og ved vandet og får navnet Glyngøre Maritime Center. Ud over at indeholde en række aktivitetsmuligheder for friluftsfolk, motionister, besøgende og turister skal molen samtidig beskytte byen mod oversvømmelser.
Projektet har en samlet anlægssum på 35,6 millioner kroner. Den filantropiske forening Realdania, Spar Vest Fonden og Lokale og Anlægsfonden bidrager hver med otte millioner kroner, og derudover er der økonomisk støtte til havneprojektet fra Skive Kommune og lokale virksomheder.
Borgmester i Skive Kommune Peder Christian Kirkegaard (V) understreger, at kommunen er stolt af snart at kunne byde velkommen til de første gæster på Glyngøre Maritime Center.
”Centret vil give en række nye muligheder for borgere og foreningsliv i og omkring Glyngøre, ligesom det vil være en magnet for vandsportselskere udefra og på denne måde gøre det ekstra attraktivt at besøge Skiveegnen,” siger borgmesteren i en pressemeddelelse fra Realdania.
Hvis alt går efter planen, stikkes spaden i jorden og fjorden inden udgangen af 2023, så hele anlægget kan indvies og tages i brug i foråret 2025.