Hvilke konsekvenser får det, når algoritmer og kunstig intelligens i de kommende år for alvor flytter ind i vores samfund, vores demokrati og vores hverdagsliv? Og kan vi overhovedet stole på en algoritme?
Det er blandt de spørgsmål, som et nyt, stort forsknings- og formidlingsprojekt om algoritmer, data og demokrati skal forsøge at finde svarene på og skabe debat om. Projektet er finansieret af Velux og Villum Fondene med 100 millioner kroner.
Projektet har navnet ’Algoritmer, Data og Demokrati’. Det har en forskningsdel med et budget på 80 millioner kroner under ledelse af professor Sine Nørholm Just, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, og en oplysnings- og formidlingsdel på 20 millioner kroner under ledelse af chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Tænketanken Mandag Morgen.
Professor David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet er udpeget som videnskabelig rådgiver på projektet og skal hjælpe til at sikre integrationen mellem forsknings- og oplysningsprojektet.
Lisbeth Knudsen oplyser til Fundats, at de 20 millioner kroner til oplysnings- og formidlingsdelen er dedikeret til formålet over en tiårig periode.
Det er førende forskere fra seks af landets universiteter og fra vidt forskellige fagområder fra humaniora til statskundskab og data science, der skal arbejde sammen om at finde teknologiske løsninger og bud på generelle retningslinjer og politikker i forhold til at skabe tillid til brugen af data og algoritmer.
Penge til rekruttering af kvinder på erhvervsuddannelser
Der står også Villum Fonden – i dette tilfælde uden søsterfonden ved sin side – som afsender på ugens anden udvalgte uddeling fra den danske fondssektor.
Villum Fonden har således netop bevilget 9,5 millioner kroner til foreningen Divérs til et projekt kaldet ’Boss Ladies’, der skal styrke rekruttering og fastholdelse af kvinder på erhvervsuddannelserne og fremme anerkendelsen af uddannelserne.
“Først og fremmest gør det her en konkret forskel for piger og unge kvinder i hele Danmark. De får åbnet deres fremtidsdrømme for nye uddannelsesveje, og tilbagemeldingen fra vores nu 134 Boss Ladies-ambassadører landet rundt er, at de kan være med til at skabe konkrete forandringer for næste generation. Nu kan vi styrke det, der tidligere ofte har været en blind vinkel på erhvervsskolerne: Rekruttering, appel og fastholdelse af unge kvinder. På den måde rummer projektudvidelsen et opgør med det kønsstereotype danske arbejdsmarked, men det er også en vej til at give unge kvinder den faglige stolthed, de har fortjent,” siger direktør Nina Groes fra Foreningen Divérs i en pressemeddelelse.
Bevillingen til Boss Ladies er givet under Villum Fondens uddelingsområde Børn, unge og science. Programchef for området Agi Csonka betegner Boss Ladies som et visionært projekt, hvor rekruttering og fastholdelse af kvinder går hånd i hånd med udvikling af undervisningsmiljøet og uddannelsernes kvalitet.
”Projektet vil dermed også bidrage til at styrke anerkendelsen af erhvervsuddannelserne i samfundet generelt,” understreger Agi Csonka.
Støtte til filosofisk dag på 50 skoler
Fra erhvervsuddannelser til 50 grundskoler, som her i 2021 får besøg af en filosof knyttet til projektet Filosofi i Skolen under Syddansk Universitet. Det sker takket være en bevilling fra Den Berlingske Fond til en ny satsning under projektet kaldet ’Filosofi på dagsordenen i skolerne’.
Besøgene på skolerne indebærer en ’filosofisk dialog’ med eleverne og en inspirationsworkshop målrettet de ansatte.
”I 2021 håber vi i Filosofi i Skolen, at endnu flere får øjnene op for potentialet i filosofiske dialoger i skolen,” skriver Caroline Schaffalitzky, der er lektor i filosofi på SDU og leder af Filosofi i Skolen, på Linkedin.
Den Berlingske Fond ejer udgiverrettighederne til Berlingskes publikationer, blandt andre Berlingske, B.T. og Weekendavisen. Fonden støtter desuden en række aktiviteter og prisuddelinger i regi af Berlingske Media, herunder Fonsmark-prisen, Weekendavisens Litteraturpris og Berlingske Klassiske Musikkonkurrence.
Penge fra Trygfonden til musikprojekt på café
Ugens rundtur blandt fondenes uddelinger i den første uges tid af 2021 fortsætter i Kolind i Syddjurs Kommune, hvor en donation på 2,2 millioner kroner fra Trygfonden falder på et tørt sted i en kombineret café og socialt værested.
Kafé Kolind har ifølge TV2 Østjylland i flere år skabt varme rammer for udfordrede borgere, men knaphed på penge har begrænset mulighederne for aktiviteter. Med donationen fra Trygfondens regionale råd i Region Midtjylland er der nu mulighed for at sætte gang i et musikprojekt, hvis mål er at øge den mentale sundhed for gæsterne i caféen.
Fondspengene vækker stor glæde hos den daglige leder af Kafé Kolind, Bente Fogh-Møller.
”Det er fantastisk. Det kan ikke beskrives med ord. Vi har fundet ud af, at musikken er et forrygende redskab til at skabe fællesskaber, man får det godt af,” siger Bente Fogh-Møller til TV2 Østjylland.
Fonde støtter køb af Bertha Wegmann-hovedværker
Også på Den Hirschsprungske Samling i Østre Anlæg i København er der glæde, efter at samlingen med støtte fra tre fonde har kunnet erhverve to hovedværker af den danske kunstner Bertha Wegmann.
Det ene værk er et portræt af kunstnerens elev, den unge maler Marie Triepcke, der senere skulle blive kendt under navnet Marie Krøyer. Med et hammerslag på over tre millioner kroner er det den højeste pris nogensinde for et værk af en kvindelig kunstner solgt i Danmark, skriver Augustinus Fonden på Linkedin.
Efter en lang årrække, hvor der, som det er tilfældet for mange andre kvindelige kunstnere, ikke har været den store interesse for Bertha Wegmanns kunst, er det nu ved at ændre sig. Bertha Wegmanns værker er i stærkt stigende kurs både herhjemme og i udlandet, oplyser Augustinus Fonden.
Ud over Augustinus Fonden er det Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Ny Carlsbergfondet, der har bidraget til erhvervelsen af de to værker.