Det bliver de to hjerneforskere Huda Zoghbi og Adrian Bird, der modtager Lundbeckfondens årlige hæderspris The Brain Prize. Prisen er verdens største hjerneforskningspris og følges af 10 mio. kr.
Det oplyser Lundbeckfonden i en pressemeddelelse.
Fonden hædrer de to forskere for deres arbejde med at forstå det usædvanlige hjernesyndrom Rett, der især rammer piger inden for de første leveår.
Formanden for prisens bedømmelseskomité, professor Richard Morris, begrunder tildelingen af årets pris på følgende måde:
”Adrian Bird og Huda Zoghbi modtager The Brain Prize 2020 for deres banebrydende arbejde med at kortlægge og forstå betydningen af epigenetisk regulering i hjernen og for at identificere det gen, der fører til Rett syndrom. Deres forskning har desuden betydet, at vi nærmer os et behandlingsmæssigt gennembrud, ligesom den har givet en helt ny forståelse for, at neurologiske udviklingsforstyrrelser ikke nødvendigvis er irreversible.”
I Lundbeckfonden, der i år fejrer 10-års jubilæum for The Brain Prize, understreger forskningsdirektør Jan Egebjerg vigtigheden af nye forskningsgennembrud på hjerneområdet:
”Hjernen er utrolig kompleks, og derfor er en stor del af dens grundlæggende mekanismer – bl.a. når det gælder sygdomme – stadig ukendt land for os. Hjernesygdomme er en kæmpe byrde, både for den enkelte og for samfundet, og derfor er det afgørende, at vi styrker hjerneforskningen. Det kræver for det første, at der gives flere penge til den, men også at vi hædrer de forskere, der ofte dedikerer hele deres karriere til at afdække nyt territorium og dermed levere de største landvindinger indenfor hjerneforskningen. Det er bl.a. det, vi gør med The Brain Prize,” siger han.
Dr. Huda Zoghbi er libanesisk født amerikansk professor i genetik på Baylor College of Medicine og Texas Children’s Hospital i Houston. Hun står bl.a. bag opdagelsen af det gen, der fører til Rett Syndrom.
Sir Adrian Bird er professor i genetik på Edinburgh Universitet, hvor han har tilbragt det meste af sin karriere. Han beskrives som en pioner inden for epigenetikken og udviklede bl.a. den første musemodel for Rett syndrom.
Pris skal løfte hjerneforskning globalt
Vinderne får prisen overrakt af Kronprins Frederik ved en stor fejring i Skuespilhuset, som efter planen finder sted senere i år.
Lundbeckfonden arbejder for at løfte Danmarks niveau inden for hjerneforskning, og derfor indstiftede fonden prisen i 2010. Med prisen følger en kontant anerkendelse på 10 mio. kr.
Udover at hylde dygtige forskere skal prisen også skabe opmærksomhed om hjerneforskningen, og for at komme i betragtning til prisen skal man indstilles af andre forskere.
Prisens bedømmelseskomité – et panel bestående af ni af verdens førende hjerneforskere – tager stilling til alle indstillingerne og vælger den eller de forskere, der skal modtage årets pris.
Et af formålene med prisen er at styrke det danske hjerneforskningsmiljø gennem samarbejde med prisvinderne, så Danmark på sigt kan blive blandt de dygtigste hjerneforskningsnationer i verden og være bedre til at diagnosticere og behandle det stigende antal hjernepatienter.
Derfor opfordrer Lundbeckfonden prismodtagerne til at medvirke til at inspirere danske hjerneforskere efter prisoverrækkelsen – f.eks. gennem foredrag, deltagelse i konferencer og andre outreach-aktiviteter i Danmark.