Dette er en leder. Lederen er udtryk for Fundats' holdning.
I fondssammenhæng er en formue på op til 50 millioner kr. knap værd at tale om. Videre op til 100 mio. kr. taler vi stadig om små fonde. Men samlet set rummer de mindre almene fonde et stort potentiale, fordi de findes i tusindvis. Derfor er det et problem, at offentligheden ved for lidt om de almene fonde. Og det er et endnu større problem, at heller ikke fondsmyndigheden aner hvor mange fonde, den har ansvar for at føre tilsyn med. Hvor store de er, hvad de uddeler til og om de overhovedet uddeler.
Med hjælp fra tre af de ti statsgodkendte forvaltningsafdelinger – Danske Banks, Sydbanks og Lån & Spar Banks – kan vi i Fundats nr. 17 kaste et svagt skær over de fondsmilliarder, som ligger hen i mørke uden rigtigt at gøre fondsstifterne ære.
I en lavrenteøkonomi er en enlig fondsformue på under 50 mio. kr. ikke leveringsdygtig i ret meget almennytte. Når banker, revisorer og advokater har taget deres del af indtægtskagen, er der knap nok andet tilbage end administrationsprocenter så høje, at de ville give enhver indsamlende hjælpeorganisation plads på forsiden af formiddagsbladene.
Men små fonde er der mange af og de nye tal peger på, at justitsministeren sidder med nøglen til et mørkt skatkammer, som hurtigst muligt må oplyses og bringes i spil under den økonomiske recession.
Eventyrlige mørketal
For mens fokus det seneste årti naturligt nok har været på gennemsigtighed og god fondsledelse i de 1.360 erhvervsdrivende fonde, så er transparens for de omkring 8.000 ikke-erhvervsdrivende fonde en by i Turkmenistan. Og der har den ligget i 30 år, siden man afskaffede fondsregistret. Hverken Skattestyrelsen eller Civilstyrelsen kan bidrage med pålidelige eller relevante oplysninger, der kan skabe et overblik over de værdier, som godtroende og velmenende velhavere har overdraget til samfundet at tage vare på.
Og hvad angår netop de ikke-erhvervsdrivende fonde, er Erhvervsstyrelsens Centrale Virksomhedsregister (cvr) en tragikomisk potemkinkulisse, der systematisk dækker over fejl, mangler og huller så mangfoldige og sølle som i et rustent dørslag. Med så ringe grunddata er Danmarks Statistiks fondsstatistik om de almene fonde, legater og stiftelser ikke meget mere end en ekstrapoleret eventyr-komedie.
Listen over ting, vi ved, at vi ikke ved om fondene er lang. Her er ti af de væsentligste:
- Hvor mange ikke-erhvervsdrivende fonde findes i Danmark?
- Hvor mange af de ikke-erhvervsdrivende fonde er almene fonde med almennyttige uddelingsformål?
- Hvor store almennyttige formuer ejer de almene fonde?
- Hvor meget uddeler de almene fonde?
- Hvor mange af de almene fondes indtægter går til administration?
- Hvor mange af fondsformuerne er så små, at de ville gøre bedst gavn ved at blive opløst?
- Hvor mange af fondene er i virkeligheden at betragte som selvejende institutioner, som modtager driftsbevillinger fra det offentlige (plejehjem, vuggestuer, børnehaver, kulturinstitutioner).
- Hvor mange af disse ikke-erhvervsdrivende fonde er undtaget fra fondsloven (men underlagt Civilstyrelsen som permutationsmyndighed)?
- Hvor mange erhvervsdrivende fonde er undtaget fra erhvervsfondsloven (men underlagt Civilstyrelsen som permutationsmyndighed)?
- Hvilke myndigheder har overtaget pligten til at føre et fondsretligt tilsyn med fonde, der er undtaget fra fondslovene.
Bankernes monopol på fondsdata
Kun ét sted findes der valide oplysninger om den almene fondssektor i Danmark. Nemlig i de ti forvaltningsafdelinger, som af justitsministeren er godkendt til at bestyre fondsformuer i henhold til fondsloven. Meningen er god nok, nemlig at sikre sig, at de penge, som stifterne har overdraget fondene, bliver passet på og ikke forsvinder. Det er det samme princip, som gælder for umyndige personers penge.
Problemet er, at de ti statsgodkendte pengeinstitutter ikke er underlagt nogen form for krav om offentlighed om tilstanden hos de fonde, samfundet har betroet dem at passe på. Heller ikke forvaltningsafdelingernes erfa-gruppe under Finans Danmark ligger inde med aggregerede og anonymiserede tal, der kan belyse omfanget af denne del af fondssektoren, og derfor heller ikke omfanget af de problemer, sektoren står i. Og hvad værre er: ingen har et overblik over det samfundsøkonomiske potentiale, der kunne ligge i at ændre reglerne, så de mere effektivt understøtter stifterviljerne og de almennyttige formål.
Det er kritisabelt, at fondsmyndigheden ikke har overblik over de data, der ligger i forvaltningsafdelingerne. Særligt i betragtning af at pengeinstitutterne på grund af reglerne får en privilegeret adgang til en del af kapitalforvaltningsmarkedet. Andre private forvaltere og rådgivere ville med glæde konkurrere om at skaffe højere afkast og billigere forvaltningsgebyrer, hvis de kunne få samme forspring som de godkendte bestyrere af fondsmidler.
De tre pengeinstitutter, der nu har løftet lidt af sløret for fondsmilliarderne bør derfor anerkendes for deres vilje til mere åbenhed om samfundsværdierne.
Hvilken stifter vil hellere se sin formue ædt op af omkostninger end uddelt til formålet?
De nye tal er vigtige oplysninger, fordi de giver en indikation på omfanget af et problem, som flere ansvarlige fondsbestyrelser søger at finde en løsning på. De har nemlig uden held ansøgt om at få lov til at nedlægge fondene, så resterne af formuerne kan blive uddelt til formålene. Afslagene skyldes, at Civilstyrelsen som udgangspunkt kun tillader fonde opløst, hvis deres formue er under to mio. kr. En arbitrær grænse, som er uden hold i den virkelighed, som fondene befinder sig i. Rationalet er, at eftersom en fond i princippet er skabt med evigheden for øje, skal der være rigtig gode grund til at opløse den. Det er principielt også fornuftigt, men i praksis er det problem, at en uholdbar økonomisk situation for småfonde og en langsom udsultning af formuen ikke tæller som en rigtig god grund. Hvilken stifter vil hellere se sin formue ædt op af omkostninger end uddelt til formålet? Derfor er det fornuftig, at partier på begge sider i Folketinget nu kræver handling af justitsministeren.
I lyset af nedlukningskrisen som følge af coronavirussen er der hårdt brug for penge, de steder hvor fondene skulle uddele. Derfor kan en forhøjelse af opløsningsgrænsen ikke vente på, at ministeren nedsætter sit fondsudvalg, der herefter vil skulle arbejde i flere år, inden den kommer til konklusioner. Med få greb har justitsministeren mulighed for at yde et måske mindre men udmærket bidrag til at sætte skub i hjulene, som skal drive landet ud af den økonomiske recession.
Lad formuerne komme til gavn
Når Rødding Højskole modtager midler fra en nedlagt fond til at renovere skolens ældste bygning, er det lokale erhvervsdrivende, som får del i forretningen. Det samme gælder, når legepladsudvalget i Kvorning Forsamlingshus får fondsmidler til anlægge nye faciliteter til glæde for landsbyens børnefamilier. Det øger forbruget, når der falder penge til en ny opsætning på et egnsteater, eller når de lokale afdelinger af Mødrehjælpen modtager donationer.
Som vi beskriver i Fundats nr. 17, kan der på baggrund af de nye tal fra forvaltningsafdelingerne anes opløsningsmodne formuer for op til 40 milliarder kr. Én ting er, at en fond på overfladen ser ud til at være moden til opløsning, noget andet er selvfølgelig, om fondsbestyrelsen vurderer, at opløsning og udlodning er den rette løsning.
Derfor er det så meget desto mere vigtigt, at Folketingets retsudvalg nu fastholder presset for en revision af fondsloven med vægt på mere transparens og et solidt fondsregister.
Men først og fremmest må justitsministeren sørge for, at Civilstyrelsen uden at vente på en ny fondslov, ændrer sin praksis, og indfører realitetsafstemte opløsningsgrænser, en fleksibel ansøgningsproces samt en massiv oplysningskampagne til bestyrelserne i småfonde, som ønsker at slippe stifterviljen fri og uddele formuerne til almennyttige formål.
