Helt normalt og alligevel usædvanligt. Sådan kan en kommende konkurrence fra Smilfonden beskrives.
Smilfonden er nemlig gået sammen med konsulenthuset Boston Consulting Group om en konkurrence – en såkaldt case competition – hvor studerende fra hele landet i tre dage dyster mod hinanden om at udvikle og skærpe Smilfondens kommunikations- og fundraisingstrategi.
Smilfonden, som er en filantropisk forening, støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser.
Og netop for at få samlet flere penge ind til det velgørende formål, håber Smilfonden nu på, at konkurrencen mellem de unge studerende kan give et friskt blik på udfordringerne med at løfte organisationens fundraising ved at få unge-målgruppen aktiveret i højere grad.
Blandt andet derfor tager den nu case competition-værktøjet i brug, som ikke er udbredt blandt filantropiske organisationer i Danmark.
“Vi håber selvfølgelig på, at konkurrencen kan være med til at give os et kvalificeret, yngre og anderledes perspektiv på vores kommunikations- og fundraisingstrategi. Måske kan de studerende se nogle veje ind til vores målgrupper og ramme dem på en måde, som vi måske ikke har den nødvendige viden eller de nødvendige indsigter til selv at få øje på,” siger konsulent Carina Winther fra Smilfonden.
Under konkurrencen bliver de studerende coachet af konsulenter fra Boston Consulting Group. På tredjedagen skal de studerende præsentere deres arbejde foran et dommerpanel. Vinderne af konkurrencen får mulighed for at præsentere deres løsning for Smilfondens direktion og bestyrelse.
Konkurrencen løber af stablen fra den 7.-9. oktober på Nimb Hotel i København.