Efterårets valgmøder står for døren i foreningen Realdania. Det er denne tid på året, hvor medlemmerne kan vælge deres kandidat til det 109 mand store repræsentantskab, som på papiret udgør den øverste myndighed i organisationen.
Det plejer at gå stille for sig, for ofte er der kun bestyrelsens egne kandidater at stemme på, og langt de fleste af dem er på genvalg.
Men i år blæser forandringens vinde over foreningen. Direktionen og bestyrelsen er på flere fronter under pres for at reformere de organisatoriske strukturer, som i årevis har været en barriere for repræsentantskabets reelle indflydelse på det, som hele Realdania handler om – nemlig donationerne, uddelingspolitikken, den filantropiske strategi og selve visionen for støtten til det byggede miljø i Danmark.
Årsagen til det demokratiske pres skal findes i fire faktorer: For det første har et rekordstort antal selvopstillere i en delvist koordineret aktion sat sig for at udfordre bestyrelsens betroede kandidater i de geografiske valgområder.
Corona-krisen udstiller en mistænkelig modvilje mod digitale valg som et redskab, der på afgørende vis kan smidiggøre valghandlingen – ikke mindst for kandidaterne.
For det andet modtog bestyrelsen i februar en sønderlemmende evaluering af Realdanias foreningsstrategi og medlemsdemokrati.
For det tredje har søsterforeningerne i Tryghedsgruppen/Trygfonden og Velliv Foreningen med tydelig stor succes vist, hvordan man kan involvere medlemmer og styrke demokratiet, hvis bare viljen er til stede.
Og endelig udstiller corona-krisen en mistænkelig modvilje mod digitale valg som et redskab, der på afgørende vis kan smidiggøre valghandlingen – ikke mindst for kandidaterne. Digitalisering vil ganske givet få antallet af medlemmer med mod på at stille op mod bestyrelsens håndgangne folk til at eksplodere.
Selvopstillere vil filantropien
I denne måned er det 20 år siden, at Foreningen Realdanmark solgte sine finansielle aktiviteter til Danske Bank og etablerede den filantropiske forening Realdania på formuen. Pengetanken er nu på 20 mia. kr.
I løbet af årene har foreningen støttet mere end 4.000 projekter og uddelt 19 mia. kr. til gode formål.
Det er en bedrift, som er gennemført uden at inddrage medlemmerne i spørgsmål om mål og retning. I en del af perioden kaldte Realdania sig endda en fond, og tog dermed brodden af forventningerne om medlemsinvolvering.
Men repræsentantskabet bestod. Dog primært via fredsvalg og i dag er langt de fleste af repræsentantskabets medlemmer personer, som er blevet prikket på skulderen og inviteret ind i netværket på ledelsens anbefaling og vilkår.
Tager man et blik ned over repræsentanternes anciennitet står det klart, at ‘plejer’ har en fremtrædende rolle i forsamlingen. Mange har klistret til taburetterne i 10, 15 og nogle endda i alle 20 år.
Men det er ikke gengangerne, der driver udviklingen frem, og en eventuel fornyelse må nødvendigvis komme udefra.
Konsekvensen af inertien er, at repræsentantskabet i Realdania har meget lille indflydelse. Ifølge de gældende regler er repræsentantskabets opgave alene at godkende foreningens regnskab og at udpege bestyrelsen.
Den på papiret øverste myndighed har altså ingen formel indflydelse på filantropien og kan ikke godkende hverken strategi, uddelingspolitik eller investeringspolitik.
Netop heri ligger årsagen til, at Realdania ikke har fulgt med tidsånden og ladet demokratiet blomstre med stigende valgdeltagelse, frugtbare diskussioner om den filantropiske retning samt decentrale uddelingspuljer til følge. Det er naturligvis svært at engagere medlemmer, hvis de ikke må engagere sig i noget.
Grundlæggende dilemma
Administrerende direktør Jesper Nygård, der tidligere var bestyrelsesformand i foreningen, er i høj grad fortaler for det, Realdania kalder for professionel filantropi. Det indebærer samtidig en modstand imod en mere medlemsinvolverende form for filantropi, hvor man udnytter ressourcerne i foreningen, involverer medlemmerne og lader dem få medindflydelse på, hvordan de penge, som udspringer af fællesskabets historie, skal uddeles. Netop den form for filantropi, som Tryghedsgruppen er i fuld gang med at udvikle.
I Realdanias optik er det sekretariatet og bestyrelsen, der ved bedst. I den professionelle filantropi er strategien baseret på undersøgelser, dokumenterede behov og strukturerede filantropiske virkemidler. Og forståelsen er, at denne form for filantropi kræver en stringent håndtering og eksekvering fra et fagligt embedsværk uden for meget indblanding fra medlemmer og repræsentantskab med varierende dagsordner.
Det grundlæggende dilemma for Realdania er derfor, hvordan man involverer medlemmerne, når de ikke må få indflydelse på det, foreningen handler om.
Det grundlæggende dilemma for Realdania er derfor, hvordan man involverer medlemmerne, når de ikke må få indflydelse på det, foreningen handler om.
Dilemmaet tydeliggøres, hver gang det lykkes et modigt medlem at samle stillere nok til et kandidatur, og vedkommende på valgmødet skal fortælle en sal fyldt af middagsgæster, hvad han eller hun ønsker at bidrage med i repræsentantskabet. Hver gang er det Realdanias filantropiske arbejde, der er centrum for motiveringen – seniorboliger, de fredede bygninger eller byernes klimatilpasninger. Det gælder i øvrigt også, når bestyrelsens kandidater selv skal argumentere for deres genvalg. Paradokset er, at kandidaterne taler om alt det, de ikke har nogen formel indflydelse på. Og det, de har indflydelse på, er samtidig slet ikke årsagen til, at de engagerer sig.
Men som Jesper Nygård flere gange har forklaret – på vegne af repræsentantskab og bestyrelsen – så er vedtægterne skruet sammen, som de er, og ingen i det bestående repræsentantskab har ytret ønske om at ændre dem for at få noget at skulle have sagt. Her støtter formalia og realiteter hinanden i at holde status quo. Og derfor er det vigtigt for ledelsen i hvert fald i et vist omfang at have hånd i hanke med, hvem der bliver lukket ind repræsentantskabs-netværket.
Frygter et oprør som i Tryghedsgruppen
Netop i disse måneder bliver inertien udfordret af rekordmange selvopstillere, der har meldt deres kandidatur i to af de tre geografiske valggrupper, som afholder valg i år. I begge grupper er der repræsentanter fra Økologisk Landsforening og fra Enhedslisten. Bag to af kandidaterne med politisk baggrund står foreningen Demokratisk Erhvervsnetværk, som var initiativtager til Tænketanken Demokratisk Erhverv, der på få år har udviklet sig til et stærkt talerør for medlemsejede selskaber.
Der er nok ingen tvivl om, at udviklingen bekymrer Realdanias ledelse. For en koordineret indsats, hvor udfordrerne på forhånd skaffer nye stemmeberettigede medlemmer ind i valgområdet, der derefter sikrer dem pladser i repræsentantskabet, er en direkte trussel mod det bestående. Især hvis ikke Nygård og co. formår at kultivere dem, inden de opnår kritisk masse i repræsentantskabet.
Det var præcis den form for koordineret aktion, som i 2014 førte til indførelsen af et reelt og velfungerende demokrati i Tryghedsgruppen/Trygfonden. Indtil da havde det i årevis lykkedes bestyrelse og direktion at holde medlemmerne i uvidenhed om deres indflydelsesmuligheder i forhold til både Trygfonden og ejerskabet af Tryg.
Med samme argumentation som Jesper Nygårds fremførte daværende bestyrelsesformand for Tryghedsgruppen, Jørgen Huno Rasmussen, at der i det bestående repræsentantskab ikke var interesse for at ændre strukturerne. Men da Finansforbundet i samarbejde med en række andre store organisationer fik kørt deres kandidater i stilling til valget i Region Hovedstaden, gik det pludselig stærkt. På få år blev der tyndet ud i Tordenskjolds soldater, indført bevillingsudvalg, bonus til medlemmerne, ny filantropisk strategi og ny medlemsstrategi.
I dag fungerer medlemsdemokratiet i Tryghedsgruppen, og i hver region sidder repræsentantskabsmedlemmer og læser ansøgninger til Trygfonden og udøver uddelingskompetence. I dag er både bestyrelse og direktion i Tryghedsgruppen glade for den demokratiske udvikling.
I oktober 2020 er 12 selvopstillere på barrikaderne i to af Realdanias geografiske valgområder. Dér hvor almindelige borgere med fast ejendom hører til. Det er allerede rekord. Hvis flere selvopstillere kommer til i november måneds sidste valgmøde, kan Nygård og co. for alvor frygte at oprørshistorien fra Tryghedsgruppen gentager sig i Realdania. Det vil lægge yderligere pres på ledelsen for at komme oven på situationen i forsøget på at styre udviklingen en smule.
De indvalgte selvopstillere kan forvente en høj grad af omfavnelse og venlig opmærksomhed i ledelsens bestræbelser på at få dem til at droppe reformtankerne og i stedet blive en del af status quo-fløjens magtfulde netværk.
Evaluering: Realdanias demokrati lever ikke
Realdanias udfordringer med medlemsskaren er med tiden blevet yderligere forstærket, fordi de gamle realkreditmedlemmer, som automatisk blev overført til Realdania, er blevet færre og færre med årene. Gennemsnitsalderen har i flere år ligget på 63 år, og det førte i 2016 til Realdanias første foreningsstrategi.
Målsætningen var at hverve nye medlemmer, for uden dem er det trods alt svært at hævde, at man er en forening – medlemmerne er foreningens legitimitet. Løsningen blev dog ikke at åbne for mere indflydelse, for på den måde at øge interessen. I stedet blevet der mandet op i medlemssekretariatet for at lokke nye medlemmer ind til arrangementer og medlemstilbud. Guidede besøg i arkitektlegenders egne huse, ‘unikke’ rundvisninger i Realdanias projektunivers samt rabatter til museer og underholdning er blandt de vigtigste værditilbud.
Selve hvervningsstrategien virkede – medlemsnedgangen blev standset. Foreningen har nu 165.000 medlemmer, men demokratiet og medlemsinvolveringen i forhold til foreningens formål er fortsat i lige så dårlig forfatning, som de hele tiden har været.
Og med en vedtaget strategi på området havde ledelsen allerede kastet sig ud på en farlig glidebane. For en strategi i den videnbaserede forening kræver en evaluering. Evalueringen kom i februar måned. Og konklusionen fra Rambøll-konsulenterne var katastrofal: ”Foreningsdemokratiet lever generelt ikke mellem valgene.” Og ved selve valgene går det heller ikke godt, for 43 procent af medlemmerne er så passive, at det kan “nære tvivl om deres demokratiske relevans og dermed grundlaget for Realdanias demokratiske legitimitet,” står der i det redigerede uddrag, som bestyrelsen valgte at offentliggøre.
Det er uklart om repræsentantskabsmedlemmerne overhovedet har fået lov selv at gennemlæse den fulde rapport. Men med så entydigt negative konklusioner – lige i foreningens hjertekule – burde ethvert velfungerende repræsentantskab nu være nødsaget til at overveje, om deres bestyrelse og direktion er på rette vej.
Tryghedsgruppens og Vellivs digitale succes
Enkelte selvopstillere har de seneste år motiveret deres kandidatur med et ønske om at arbejde for digitale valg. Metoden er en ubetinget succes i både Tryghedsgruppen og Velliv Foreningen, hvis man måler på faktorer som valgdeltagelse, meningsudveksling og engagement.
Selvom den slags sjældne motiveringer er en sikker vinder blandt vælgerne i Realdania, så er det endnu ikke et synspunkt, som har vundet gehør i repræsentantskabet.
Direktionens argument nummer et er, at det ligger til Realdanias historie at mødes til fysiske valgmøder og indgå i dialog med medlemmerne. Det vil Realdania ikke opgive.
Argumentet hviler fejlagtig på den præmis, at der at tale om et ’enten eller’. Men Tryghedsgruppen har netop vist med meget stor succes, hvordan digitale valg og fysiske orienteringsmøder op til valgene kan kombineres.
Alle erfaringer fra Tryghedsgruppen viser, at de digitale valg øger valgdeltagelse og at dét, som de fleste medlemmer og kandidater har som deres primære mærkesag, netop er filantropien i Trygfonden. Pension og forsikring er for mange medlemmer blot en bi-ting.
Realdanias ledelse har helt sikkert lært af både egne fejl og af de fejl, som blev begået i Tryghedsgruppen.
Nygård og co. mener dog ikke, at Tryghedsgruppen og Velliv er rimelige foreninger at sammenligne Realdania med. Langt de fleste foreninger har derimod beholdt de fysiske valgmøder, siger Jesper Nygård og peger bl.a. på Foreningen Almindelig Brand af 1792. En sammenligning som indrammer Realdanias meget lave ambitioner på det demokratiske område. Som Fundats tidligere har dokumenteret, er demokratiet i Foreningen Alm. Brand stendødt.
På demokratiskalaen sigter Realdania dermed efter den lavest mulige fællesnævner, og negligerer samtidig rollemodellerne på det foreningsfilantropiske område. Den tilgang kan direktionen umuligt opretholde på længere sigt, hvis man samtidig ønsker at positionere sig som et attraktivt samlingspunkt for mennesker med interesse for arkitektur, byggeri, kulturarv og klimaudfordringer i byerne.
Corona understreger demokrati-vægring
Realdanias filantropiske virke rammer i disse år en guldåre af muligheder for at involvere flere medlemmer til den gode sag. Realdanias, og særligt Jesper Nygårds, begejstring for verdensmålene og klimadagsordnen er en oplagt mulighed for at hverve unge boligejere til foreningen.
Tidsånden siger ’purpose’. Og begge dagsordner er oplagte formål, som den nuværende magt blokerer yngre generationer for at udøve i Realdania. Så længe repræsentantskabet ikke kan få indflydelse på filantropien og uddelingerne, er der intet reelt værditilbud for dem under 50 år.
De forspildte muligheder vidner om en demokrati-vægring, som netop nu udstilles i forbindelse med de aktuelle valgmøder i oktober og november: End ikke corona-epidemien, forsamlingsforbud og risiko for superspreder-arrangementer kan få Realdania til at overveje at indføre digitale valg, som alternativ til at møde op til middag, underholdning og den obligatoriske indsamling af stemmesedler.
I Tryghedsgruppen, som først holder sine valgmøder på den anden side af nytår, har man for længst aflyst de fysiske møder og er begyndt at tænke i alternativer.
I Realdania arbejdes dog på et gammelkendt alternativ i tilfælde af, at corona-restriktionerne alligevel lukker valgmøderne. Nemlig skriftlig afstemning med det gamle postvæsen.
Walk the Talk
Problemerne i Realdanias medlemsdilemma tårner sig således op i et sådant omfang, at i hvert fald de mest velrenommerede medlemmer af bestyrelsen og repræsentantskab ikke kan undgå at se det.
Sidste år blev Realdania afsløret som klima-hykler, da det kom frem, at foreningens aktieportefølje var fuld af flere af de meste beskidte og CO2-udledende olie- og kulselskaber i verden. Ikke mindst for medarbejderne var det en skuffelse at konstatere, at ledelsen ikke kunne walk the talk. Den sag bruges nu i ngo-kredse, som et skræmmende eksempel på det omdømme-tab, man kan lide, når der ikke er overensstemmelse mellem ord og handling.
Men det vil være en endnu større ydmygelse af foreningsledelsen, hvis muren mellem medlemmerne og de filantropiske aktiviteter skal brydes ned af en stadig voksende gruppe af oprørere, som højlydt tiltager sig magt i repræsentantskabet, sådan som man så det i Tryghedsgruppen i 2014/2015.
Realdanias ledelse har helt sikkert lært af både egne fejl og af de fejl, som blev begået i Tryghedsgruppen. Derfor virker det ikke sandsynligt, at ledelsen endnu engang vil lade sig fange i et alvorligt fejljugement i fuld offentlighed.
Den eneste udvej for ledelsen er derfor selv at starte en reformproces, som løser foreningsdilemmaet og lader medlemmerne varme sig ved glæden ved at være med til at give.
Realdanias professionelle filantropi er derfor truet, men fremtiden tegner lys for Realdanias demokratiske filantropi.
