I løbet af et årti er uddelingsmusklen i Novo Nordisk Fonden vokset sig ind i den filantropiske verdenselite.
I 2009 var der tre ansatte i Novo Nordisk Fonden, der uddelte ca. 200 mio. kr. årligt. Ved udgangen af 2020 var der 211 ansatte, og fonden uddelte ca. 5,5 mia. kr.
I den periode har Birgitte Nauntofte stået i spidsen for fonden, der i dag er verdens tredjestørste fond.
Med udgangen af marts måned fratræder hun stillingen for at påtage sig andre opgaver i den sidste del af sin erhvervskarriere.
”Jeg vil gerne takke Birgitte for hendes kraftpræstation af en indsats for at bygge fonden op fra en lille organisation med begrænsede uddelinger til at være en af verdens største og mest professionelle fonde i dag. Det er en utrolig rejse, som Birgitte har stået i spidsen for,” siger bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen i en pressemeddelelse.
”Vi vil naturligvis fortsætte med at trække på hendes dygtighed og erfaring i en række sammenhænge,” tilføjer han.
For at finde en afløser til Birgitte Nauntofte har fonden med assistance fra et internationalt headhunter-firma brugt mere end et halvt år og en screening af over 100 egnede kandidater, før bestyrelsen besluttede sig for at tilbyde jobbet til Mads Krogsgaard Thomsen.
”Mads er et af de dygtigste og mest engagerede mennesker, jeg kender, og jeg er meget glad for, at han vil påtage sig den vigtige opgave at stå i spidsen for Novo Nordisk Fondens virke i fremtiden,” siger Lars Rebien Sørensen.
Mads Krogsgaard Thomsen, der oprindeligt er uddannet dyrlæge kom til Novo Nordisk for 30 år siden, hvor han ledte først væksthormon- og siden diabetesforskningen. Han blev forskningsdirektør i 1995 og koncerndirektør med ansvar for Forskning og Udvikling i 2000 og har igennem tiden stået bag udviklingen af 20 lægemidler.
”Jeg har fulgt Novo Nordisk Fondens fantastiske udvikling på tæt hold i mange år, og det er med en blanding af ydmyghed og entusiasme, at jeg overtager ansvaret efter Birgitte,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Ifølge fonden er det et godt tidspunkt at overtage direktørposten, da fonden inden længe skal i gang med at forberede arbejdet til den næste fem-årige strategiperiode.
”Ambitionen er at støtte endnu flere initiativer og projekter til gavn for mennesker og samfund,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Birgitte Nauntofte bliver i fonden marts måned ud for at sikre en grundig overdragelse til Mads Krogsgaard Thomsen, og i en periode herefter vil hun fortsat stå til rådighed for ledelsen. Hun er endvidere indtrådt som bestyrelsesmedlem i Life og Bioinnovation Institute, som Novo Nordisk Fonden etablerede som selvstændige fonde i december 2020.
”Det er selvfølgelig svært at sige farvel til Novo Nordisk Fonden og mine meget dygtige kollegaer efter så mange år, men jeg er meget tilfreds med at kunne overdrage stafetten til Mads, som jeg har kendt i mange år. Jeg er også glad for at kunne fastholde en tilknytning til fonden via to vigtige bestyrelsesposter i Bioinnovation Institute og Life. Begge fonde vil i de kommende år kunne sætte markante aftryk til gavn for vores samfund,” siger Birgitte Nauntofte.