Fokus på og engagement i den grønne omstilling er i højsædet hos alle de fonde, organisationer, tænketanke og forskere, som netop er flyttet under samme tag i et nyt kontorfællesskab på Læderstræde i centrum af København.
En anden fællesnævner er, at alle beboerne i Læderstræde 20 er støttet af Villum Fonden eller Velux Fonden, og det grønne kontorfællesskab udspringer direkte af den bevilling på 320 millioner kroner, som Velux Fondene i maj i år under overskriften ’70i30’ skød ind i en bestræbelserne på at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
Blandt dem, der har pakket flyttekasser ud i Læderstræde, er den internationale klimafond KR Foundation, som siden den blev stiftet af Villum Fonden i december 2014 har haft cirka 100 millioner kroner årligt at gøre godt med. Direktør KR Foundation Brian Valbjørn Sørensen forventer, at fonden i fremtiden kommer til at arbejde mere sammen med de nye kontorfæller.
”Ideen med Læderstræde 20 er at skabe et kontorfællesskab med organisationer, der på forskellig vis arbejder for at fremme denne grønne omstilling – det vil sige både klima og miljø, til lands og til vands, i hele Danmark og ude i verden. Der er både eftertænksomme akademikere og energiske praktikere under ét og samme tag, og det giver en god dynamik, ligesom de forskellige fagligheder er med til at løfte hinanden. Den fælles ramme betyder, at vi nu kommer til at arbejde mere sammen – det er også det, der ligger i kortene i 70i30-projektet,” siger Brian Valbjørn Sørensen til Fundats.
Synergier på det internationale område
Blandt de øvrige beboere i det grønne kontorfællesskab er miljøorganisationen Plastic Change, Tænketanken Hav, Center for Applied Ecological Thinking, skolehaveprogrammet Haver til Maver, den socialøkonomiske virksomhed DeltagerDanmark og tænketanken Concito.
”Faktum er jo, at alle har rigtig travlt, og at samarbejde ikke kommer af sig selv – det skal opsøges og dyrkes. Det er let at tale om synergier – det svære er at realisere dem. Nu har vi et fælles hus og et fælles projekt som ramme for at spotte og dyrke synergierne helt konkret, og derudover opstår mange gode ideer jo, når man tilfældigt mødes ved kaffemaskinen eller i kantinen,” siger Brian Valbjørn Sørensen.
Ifølge KR Foundations direktør vil dét at bo dør om dør med blandt andre Concito give nogle synergimuligheder på det internationale område.
”Vi har i KR Foundation gennem snart syv år støttet en lang række internationale projekter – mange med relevans for Danmark. Men det har været svært sådan helt konkret at koble den internationale viden med den danske debat.
Det bliver lettere nu, hvor der er klare synergier med blandt andet Concitos internationale arbejde og kommunikationsindsatsen i 70i30-projektet,” siger Brian Valbjørn Sørensen.
Skal blive et kraftcenter
Connie Hedegaard, der er bestyrelsesformand for både KR Foundation og Concito, understreger, at samarbejde på tværs er nødvendigt for at kunne gennemføre den grønne omstilling.
”Når Danmark skal omstille sig i det tempo, der er behov for, skal vi blive meget bedre til at samarbejde på tværs for at bringe den rigtige viden og de bedste løsninger i spil. I Læderstræde 20 samles nu en række organisationer med et fælles mål om skabe et mere bæredygtigt samfund. Organisationerne har forskellige tilgange – nogle arbejder med viden, nogle med folkeligt engagement, nogle fokuserer på Danmark, mens andre også arbejder internationalt. Håbet er, at vi sammen bliver stærkere, og at Læderstræde 20 bliver et kraftcenter og en god sparrings- og samarbejdspartner for beslutningstagere og andre grønne organisationer i hele Danmark,” siger Connie Hedegaard i en pressemeddelelse fra Concito.
Ifølge Brian Valbjørn Sørensen er økonomien i det grønne kontorfællesskab uafhængig af 70i30-bevillingen fra Velux Fondene.
”Der er tale om husleje på helt almindelige markedsvilkår – en husleje, som organisationerne deler ligeligt ud fra en fordelingsnøgle. Fondene blander sig ikke i, hvor og hvordan organisationerne bor, så længe driftsomkostningerne er rimelige,” fastslår Brian Valbjørn Sørensen.
I alt tæller fondene og organisationerne i Læderstræde 20 cirka 70 medarbejdere.