Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Med 10 milliarder om året er eksternt finansieret forskning universiteternes største indtægtskilde. Derfor er det også naturligt at drøfte konsekvenserne af de eksterne bevillinger, sådan som det for eksempel ses i en ny analyse fra Tænketanken DEA. Men pas på med at tro, at græsset nødvendigvis er grønnere i alternative modeller. Vi har meget at takke den nuværende model for.
På Københavns Universitet, hvor jeg har arbejdet de senere år, betød den eksterne finansiering, at vi sidste år havde omkring syv milliarder til forskning, selv om vi kun fik tre milliarder på finansloven. Store dele af universitetets mange forskningsresultater bygger dermed på ekstern finansiering med private danske fonde som største enkeltgruppe.
Der er flere forskningsområder på KU, som kun kan lade sig gøre på grund af ekstern finansiering. Et nyligt eksempel fra mit eget fakultet er projektet Selection in Cognition, støtte af Carlsbergfondet, der med en psykologisk og humanistisk vinkel skal gøre os meget klogere menneskers beslutningsprocesser.
I analysen fra Tænketanken DEA opstilles den hypotese, at der ville komme bedre eller mere nyskabende forskning, hvis forskningen i højere grad var finansieret af basismidler på finansloven. Det er måske muligt, men den forskning, universitetets forskere laver i dag, er gennemgående rigtig god. Det kan vi godt være stolte af.
Stor bredde i finansieringsmuligheder
Ser vi på, hvordan fonde - offentlige som private - uddeler bevillingerne, er der ofte mange fagfæller involveret i at vurdere ansøgninger og hver fond har sine beslutningsprocesser. Den store bredde i finansieringsmuligheder giver dermed forskere mulighed for at søge midler hos forskellige kilder, der hver har sine prioriteter og tilgange og hvor vurderinger og beslutninger samlet set tages af en bred kreds af aktører.
Hvis hovedparten af forskningsmidlerne i stedet kom fra finansloven, ville det i sidste ende være ministeren og det politiske flertal, der afgjorde armslængden mellem forskere og bevillingsgiver både i forhold til indhold og format. Mange fundingkanaler gør dermed det brede forskningslandskab mere uafhængigt, end hvis hovedparten kom fra det politiske system.
For at forbedre bevillingsystemet foreslog blandt andre DEA i forbindelse med offentliggørelsen af sin analyse af ekstern finansiering, at der bør være mere balance mellem eksterne midler og basismidler. For Københavns Universitet vil balance kræve en milliard mere i basisbevillinger om året. Det lyder måske forjættende, men flere skattekroner til forskning skal konkurrere med for eksempel bedre erhvervsskoler eller et stærkere forsvar. Mon forskning kan vinde den konkurrence og skal vi sige nej til fondene, indtil det måtte ske? Måske vi bør fokusere på, hvordan vi får det bedste ud af de ca. 20 milliarder, universiteterne allerede i dag samlet har til forskning? Så kan vi altid håbe på mere fra finansloven senere.
Tvivlsomt om ledere er de rette til at fordele midler
Hvis vi fik overtalt regeringen til at prioritere basisforskning med nye milliardindsprøjtninger, ville de nye midler skulle fordeles i universiteternes budgetprocedurer. Det kan jo umiddelbart se attraktivt ud, men ud over at frigøre forskernes tid fra ansøgning til forskning, vil det også give ledelserne mere magt. Jeg kan dog tvivle på, om ledere altid er de rette til at afgøre, hvordan forskningsmidler skal fordeles. Midler fordelt gennem ledelsesstrengen bør i hvert fald ikke stå alene.
Men her kan man spørge, om kollektiver er de rette til at lave strategiske satsninger?
Et alternativ til, at ledere fordeler forskningsmidler, kunne være at overlade fordelingen til forskerkollektiver. Men her kan man spørge, om kollektiver er de rette til at lave strategiske satsninger? Det er for eksempel langt fra sikkert, at et kollektiv kunne prioritere 1,5 milliarder af fællesskabets midler til en kvantecomputer som det ambitiøse projekt Københavns Universitet har lanceret sammen med Novo Nordisk Fonden.
Endelig kunne en algoritme fordele midler. Enten tilfældigt eller på baggrund af udvalgte variable. Tilfældighed er en interessant model, som for eksempel Novo Nordisk Fonden eksperimenterer med. Men det er ikke sikkert, at tilfældighed alle steder vil opleves som retfærdig i forhold til kvalitet og indsats. Og fordeling på grund af objektive variable som for eksempel publikationer vil blot cementere publikationsjagten, som også kritiseres for blandt andet at undergrave modet til at tænke nyt. Det er ikke uden grund, at publikationer ikke længere bestemmer fordelingen af nye basismidler fra finansloven.
Retten til at sige nej tak
Mens vi venter på, om Folketinget vil bevillige universiteterne flere basismidler er det vigtigt, at vi internt på universiteterne bliver ved med at diskutere, hvilke forskningsområder der skal prioriteres og hvordan, og samtidig drøfter rammer og virkemidler med fondene. Et vigtigt element i den diskussion er balancen mellem forskernes frihed og samfundets behov og den balance vil i sagens natur ikke være ens for alle.
Der er således over 18.000 forskere ved danske universiteter. Og vel nærmest lige så mange tilgange til forskning og spørgsmål, forskningen kan adressere. Bevillingssystemet skal understøtte denne diversitet, og det danske system giver netop plads til forskellighed uden at en enkeltgruppe har afgørende magt. Og så ligger det jo i ekstern finansiering, at begge parter har retten til at sige nej tak, hvis vi ikke kan blive enige.
