Coronakrisen og forsamlingsforbuddet medfører i øjeblikket, at det ene store arrangement efter det andet udskydes eller aflyses.
Men hvis det overhovedet kan lade sig gøre på forsvarlig vis, fastholder Realdania at afvikle sine kommende tre store fysiske geografiske valgmøder ultimo oktober og ultimo november, hvor der skal vælges medlemmer til repræsentantskabet i den filantropiske forening.
Og usikkerheden om gennemførelsen af møderne får ikke Realdania til at genoverveje muligheden for at indføre digitale valg til repræsentantskabet.
Det fastslår administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård.
”Vi er ekstremt opmærksomme på situationen og overvejer hele tiden for og imod. Endnu er det for tidligt at sige, hvad vi gør, og først senest en uges tid inden det første af de tre valgmøder træffer vi en endelig beslutning. Vi vil ikke udsætte folk for unødig risiko, men dét at holde valgmøder er en rigtig vigtig del af vores dna. Så selvom vores vedtægter giver os mulighed for at lave en skriftlig afstemning eller efter sundhedsmyndighedernes forskrifter i særlige situationer at udskyde møderne, vil vi rigtig gerne gøre det, som har været vores kendetegn i 20 år – og som forening endnu længere – nemlig at holde de fysiske geografiske møder,” siger Jesper Nygård til Fundats.
Han understreger, at hvis de planlagte møder bliver gennemført, vil det ske under skærpede sikkerhedsforanstaltninger, hvor der er taget alle tænkelige forbehold for at sikre deltagerne mod smittespredning.
Vi vil ikke udsætte folk for unødig risiko, men dét at holde valgmøder er en rigtig vigtig del af vores dna.
Jesper Nygård – administrerende direktør, Realdania
”Vi har en plan om at kigge på alt fra gangarealer til adgangsforhold, værnemidler, muligheden for opdeling i flere sale med videre. Alle tekniske forberedelser bliver gjort, således at vi kan gennemføre på forsvarlig vis, hvis tingene vel at mærke ultimo oktober ser bedre ud, end de gør lige nu,” siger Jesper Nygård.
Det nuværende forsamlingsforbud gælder frem til søndag den 18. oktober – det vil sige 10 dage inden det første geografiske valgmøde i Odense Congress Center for Fyn og øerne. Allerede dagen efter, den 29. oktober, er der fysisk valgmøde for Østsjælland og Bornholm, og den 26. november gælder det Midt- og Vestjylland.
Mens forsamlingsforbuddet i de fleste situationer er på 50 personer, er det ved arrangementer, hvor folk sidder ned på faste pladser med retning mod en scene eller et lærred, tilladt at samle op til 500 personer samme sted.
Tryghedsgruppen aflyser
Coronakrisen og forsamlingsforbuddet har allerede fået Tryghedsgruppen til at aflyse sit stort anlagte medlemsmøde i Region Sjælland i starten af 2021 i forbindelse med valget til repræsentantskabet. Ifølge pressechef Karen Bøgedal fra Tryghedsgruppen og Trygfonden er man nu gået i gang med at undersøge alternativer til det fysiske møde.
Men andres beslutninger om at sadle om og droppe de fysiske møder, får ikke Jesper Nygård til at overveje allerede nu at smide håndklædet i ringen og udskyde Realdanias geografiske valgmøder. Han understreger dog samtidig, at det ikke er nogen nem beslutning, der skal træffes senere på måneden.
Det matcher jo i øvrigt langt de fleste foreninger, man med rimelighed kan sammenligne os med, Forenet Kredit, Alm. Brand og Jyske Bank.
Jesper Nygård – administrerende direktør, Realdania
”For os handler det om en stor afvejning af en lang række forhold: Hvad kan vi indenfor myndighedernes grænser? Og selvom vi kan, vil vi så gøre det – også set i forhold til den aldersgruppe af mennesker, der typisk deltager i vores møder. Så der er rigtig mange ting i vægtskålen. Indtil videre følger vi situationen ekstremt tæt og forbereder både en plan B og C,” siger Jesper Nygård.
Bred konsensus om fysiske valgmøder
– Får den aktuelle usikkerhed og risikoen for udskydelse af valgmøderne Realdanias bestyrelse og repræsentantskab til at genoverveje muligheden for at indføre digitale valg frem for de fysiske valgmøder?
”De diskussioner, der har været om det emne i Realdanias bestyrelse og repræsentantskab siden år 2000, er alle mundet ud i, at det fysiske valgmøde altid har været den foretrukne løsning. Det matcher jo i øvrigt langt de fleste foreninger, man med rimelighed kan sammenligne os med, Forenet Kredit, Alm. Brand og Jyske Bank, samt valgene til Folketing, kommunalbestyrelser og regionsråd. De eneste, der for alvor er gået den anden vej, er de meget store spillere med flere end en million medlemmer, Tryghedsgruppen og Coop, hvor der er en direkte kobling mellem medlemskabet og kunderelationen. Vi har 165.000 medlemmer. Så for os vejer fysiske møder og kontakten mellem bestyrelse, direktion og medlemmer meget tungt,” siger Jesper Nygård.
Realdania-direktøren tilføjer, at det ikke er hans indtryk, at en mulig indførelse af digitale valg er en diskussion, som corona-situationen vil fremprovokere i hverken bestyrelsen eller repræsentantskabet.
”Jeg hører ikke nogen rejse diskussionen nu. I de sidste 20 år har der kun været enkeltstående røster, der har ønsket det. Der er en helt afgørende, bred konsensus i bestyrelsen og i repræsentantskabet på dette spørgsmål,” fastslår Jesper Nygård.
Jeg kan sige så meget, at der for 16. gang i træk bliver kampvalg, og at der i år er stor interesse for at stille op.
Jesper Nygård – administrerende direktør, Realdania
Han mener derudover ikke, at det digitale valg til repræsentantskabet i eksempelvis Tryghedsgruppen kan sammenlignes med Realdanias måde at vælge repræsentantskabsmedlemmer på.
”Deres valg af digitale afstemninger er ikke direkte sammenligneligt med vores, idet de har mange flere medlemmer, plus at der hos dem er en direkte kobling mellem at være kunde og medlem,” siger Jesper Nygård.
Forbløffende stor interesse
Ifølge Jesper Nygård oplever Realdania en ”forbløffende stor” interesse for at deltage i de kommende fysiske valgmøder.
”Jeg havde måske i virkeligheden forventet noget større betænkelighed i lyset af corona-situationen, men faktisk ligger tilmeldingen til møderne en del højere end i 2012 og kun en lille smule lavere end i 2016. Men trods en forbløffende stor interesse, skal man huske, at dét at tilmelde sig ikke er det samme som, at man kommer til mødet. Så i denne situation kan det selvfølgelig godt være, vi oplever større frafald end normalt,” siger Jesper Nygård.
Der var tilmeldingsfrist for de Realdania-medlemmer, som vil tage kampen op med de af bestyrelsen foreslåede kandidater, den 23. september. Jesper Nygård ønsker endnu ikke at svare på, hvor mange kandidater der har meldt sig inden fristens udløb.
”Men jeg kan sige så meget, at der for 16. gang i træk bliver kampvalg, og at der i år er stor interesse for at stille op. Men før de officielle indkaldelsesbreve til møderne er sendt ud, kan jeg ikke sige det mere præcist, end jeg gør nu,” fastslår Jesper Nygård.
Efter interviewet med Jesper Nygård er kandidaterne til område 3, Fyn og øerne, blevet offentliggjort. Udover bestyrelsens fem kandidater har hele syv medlemmer meldt deres kandidatur til områdets fem pladser i repræsentantskabet.