Bestyrelsen i Helsefonden har pr 1. november ansat Lise Bonnevie som ny direktør for Helsefonden. Hun afløser Hanne Jervild, der 30. september valgte at gå på pension efter 25 år som fondens direktør.
Det oplyser Helse Fonden i en pressemeddelelse.
Helsefondens bestyrelsesformand ser frem til samarbejdet med den nye direktør:
”Med Lise får Helsefonden en nysgerrig og uformel person, der med sin viden og erfaring nænsomt kan udvikle fonden, så den fortsat – nu snart 50 år efter at den blev stiftet – kan være en relevant medspiller i udviklingen af det sundheds- og samfundsøkonomiske område i Danmark,” siger Anne-Mette Winther Christiansen.
Helsefonden har en formue på godt en milliard kroner, som stammer fra de statsanerkendte sygekasser, der tidligere lå i hver kommune. Sidste år uddelte fonden 51 millioner kroner indenfor forskning og udvikling på det sundhedsmæssige og sociale område.
Lise Bonnevie kommer til Helsefonden med erfaring fra både fondsverdenen og den offentlige sundhedssektor. I Velux Fonden har hun i seks år har været chef for programområderne aldringsforskning og øjenforskning. Desuden har hun tidligere har været specialkonsulent i Region Hovedstadens Center for Sundhed.
Hun mener, at Helsefondens rolle bør være at komplimentere det etablerede system. Og det er samtidig noget af det, hun ser som den største drivkraft ved at være i spidsen for en fond.
“Det mest fantastiske ved at være i en fond er, at man har et andet overskud at byde ind med, ikke kun økonomisk, men også i forhold til at danne et overblik over et område og se muligheder,” siger Lise Bonnevie.
Hun ser Helsefonden som en fond, der står stærkt på flere brede områder – f.eks. i kraft af projekter som Unge Alliancen, der arbejder for bedre vilkår og behandling til unge med dobbeltdiagnoser.
“Det er en fond, der i høj grad er ansøgerdrevet, men som også kan sætte sine egne projekter i søen. Den kombination, synes jeg, har den fordel, at der er plads til at satse på de lidt mere skæve projekter og idéer. Det er alt andet lige lettere at være risikovillig for 200.000 kr. end for 20 mio. kr.,” siger Lise Bonnevie.