Fhv. koncernchef i FLSmidth, Jørgen Huno Rasmussen, der i dag er professionelt bestyrelsesmedlem, har føjet endnu en fondskoncern til sin portefølje af bestyrelseshverv.
Det oplyste han tirsdag 26. januar på sin Linkedin-profil.
”Det var med stolthed, at jeg i dag indtrådte i bestyrelsen for Stibofonden og Stibo Holding, der ejer den 225 års erfarne og hæderkronede virksomhed, oprindeligt kendt som Aarhuus Stiftsbogtrykkerie og i dag en international softwarekoncern samt skandinavisk markedsleder inden for grafisk produktion. Det er altid spændende at indlede et nyt kapitel, som jeg har store forventninger til,” skriver Jørgen Huno Rasmussen.
Stibokoncernen har næsten 1.300 ansatte og fondens erhvervsmæssige formål er at sikre virksomhedernes "fortsatte konsolidering og udvikling.”
Derudover giver fonden støtte til videnskabelig forskning, til løsning af sociale og kulturelle opgaver og til formål, der kan gavne dansk erhvervslivs trivsel.
I de senere år er uddelingerne især gået til forskning samt kulturelle og sociale formål. I det seneste regnskabsår udgjorde uddelingerne 2,2 millioner kroner, fremgår det af fondens seneste årsregnskab.
Stibofonden fik i 2019 Erhvervsstyrelsens tilladelse til at hæve den vedtægtsbestemte aldersgrænse for bestyrelsesmedlemmer fra 70 til 75 år.