Anne-Birgitte Albrectsen tiltræder bestyrelsesposten i Lego Fonden med øjeblikkelig virkning. Hun har beskæftiget sig med international udvikling, menneskerettigheder og diplomati igennem omtrent 30 år – senest i sin nuværende stilling som administrerende direktør for Plan International, hvor hun har været siden 2015.
Det oplyser Lego Fonden i en pressemeddelelse.
Thomas Kirk Kristiansen, bestyrelsesformand for Lego Fonden, udtaler:
”Jeg er meget glad for at kunne byde Anne-Birgitte Albrectsen velkommen i bestyrelsen. Anne-Birgittes erfaring inden for menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og som rettighedsforkæmper generelt er uden sidestykke. Hun har en dyb forståelse for de udfordringer, vi står over for, når vi ønsker at give alle børn mulighed for at udvikle sig til kreative, engagerede samfundsborgere, der lærer hele livet, uanset hvor de bor og under hvilke forhold.”
“Lego Fondens arbejde er ekstremt vigtigt for min familie og for den fælles mission, vi har på tværs af Lego-brandet. Vi er engagerede i at fremme alle børns udvikling via læring gennem leg, så de har de bedste forudsætninger for at udvikle sig til kreative problemløsere og realisere deres potentiale. Det er vores mission at inspirere og udvikle morgendagens byggere, og jeg er glad for, at Anne-Birgitte nu bliver en del af denne mission som medlem af Lego Fondens bestyrelse.”
Anne-Birgitte er dansk og har en juridisk embedseksamen fra Københavns Universitet. Hun bor i øjeblikket i Storbritannien, tæt på Plan Internationals globale hovedkontor i Surrey.