“Nogle fonde sidder meget stille – for stille”

Bør fondene søge pejling fra det politiske system under coronakrisen for at få en effektiv filantropisk forankring? Eller risikerer politisk indblanding at være begyndelsen på enden for fondenes uafhængighed? Dét debatterer Kim Nøhr Skibsted, direktør i Poul Due Jensens Fond, og Jørgen Huno Rasmussen, netop afgået bestyrelsesformand for Lundbeckfonden i dette store dobbeltinterview.

Jørgen Huno Rasmussen og Kim Nøhr Skibsted
Har fon­de­ne brug for pej­ling fra po­li­ti­ke­re og em­beds­mænd, når de ar­bej­der al­men­nyt­tigt un­der cor­ona­kri­sen? Det de­bat­te­rer Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen (tv.), net­op af­gå­et be­sty­rel­ses­for­mand for Lund­beck­fon­den, og Kim Nøhr Skib­sted (th.), di­rek­tør i Po­ul Due Jen­sens Fond.

For præ­cis to må­ne­der si­den våg­ne­de Dan­mark den 12. marts 2020 op til et luk­ket land og en lang ræk­ke åb­ne spørgs­mål. Af­te­nen før hav­de stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen (S) flan­ke­ret af sund­hedsmyn­dig­he­der­ne sat sto­re de­le af sam­fun­det og øko­no­mi­en på pause.

Si­den har ik­ke mindst Dan­marks sto­re fon­de måt­tet ta­ge be­stik af de­res an­svar og for­plig­tel­ser un­der cor­ona­kri­sen. Men hvor­dan ser det an­svar egent­lig ud?

I sid­ste uge vak­te det op­sigt, da Kim Nøhr Skib­sted, di­rek­tør i Po­ul Due Jen­sens Fond, ef­ter­ly­ste tæt­te­re di­a­log mel­lem re­ge­ring, Fol­ke­tin­get, myn­dig­he­der og fon­de om sam­fun­dets aku­t­te behov:

“Jeg ef­ter­ly­ser en ny sam­fund­s­kon­trakt mel­lem fon­de­ne og sta­ten, så vi får me­re pej­ling på, hvor der er brug for hjælp. Hvis re­ge­rin­gen si­ger, det er her, vi har brug for de sto­re fon­de, så skal fon­de­ne bø­je nak­ken og si­ge, så gør vi det. No­get for no­get,” sag­de Kim Nøhr Skib­sted, i Jyllands-Posten.

Ud­mel­din­gen fra Kim Nøhr Skib­sted blev mod­ta­get med stor skep­sis fra Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen, som net­op er trå­dt til­ba­ge som be­sty­rel­ses­for­mand for Lund­beck­fon­den på grund af fon­dens anciennitetsgrænse.

For hvis fon­de­ne in­vi­te­rer po­li­ti­ker­ne for langt ind i det al­men­nyt­ti­ge ar­bej­de, så ri­si­ke­rer fon­de­ne at mi­ste de­res uaf­hæn­gig­hed, ad­va­re­de han på Lin­ke­din, hvor han kald­te Skib­steds op­for­dring for ‘øde­læg­gen­de’.

Bør fon­de­ne sø­ge pej­ling fra det po­li­ti­ske sy­stem un­der cor­ona­kri­sen for at få en ef­fek­tiv filan­tro­pisk for­ank­ring? El­ler ri­si­ke­rer po­li­tisk ind­blan­ding tvær­ti­mod at væ­re be­gyn­del­sen på en­den for fon­de­nes uafhængighed?

Fun­dats har in­vi­te­ret Kim Nøhr Skib­sted og Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen til vi­deo­mø­de for at få ud­dy­bet de­res synspunkter.

Ny samfundskontrakt

Po­ul Due Jen­sens Fond er én af de fon­de, der ef­ter ned­luk­nin­gen af lan­det re­so­lut meld­te ud, at cor­ona­kri­sen vil­le få en gen­nem­gri­ben­de ind­fly­del­se på fon­dens al­men­nyt­ti­ge aktiviteter.

– Men Kim Nøhr Skib­sted, hvad me­ner du med, at fon­de­ne har brug for en ny samfundskontrakt?

Kim Nøhr Skib­sted: “Vi fon­de må om­stil­le os til den vir­ke­lig­hed, vi nu er en del af. Ver­den er re­elt i en und­ta­gel­ses­til­stand, hvor pla­ner, del­vis lov­giv­ning og mar­kedskræf­ter er sat ud af kraft. Det bli­ver vi nødt til at for­hol­de os til.”

“Jeg sy­nes, at fon­de­ne skal ræk­ke ud til di­a­log, så vi ved, hvor be­ho­vet for as­si­stan­ce er størst. Un­der kri­sen har jeg be­skæf­ti­get mig me­get med forsk­nings­om­rå­det, det hu­ma­ni­tæ­re om­rå­de og del­vis det so­ci­a­le om­rå­de. Og der har mang­let ret­ning, hvil­ket jeg og­så har for­talt re­ge­rin­gen. Jeg har og­så haft di­a­log med po­li­ti­ke­re, sty­rel­ser og mi­ni­ste­ri­er og spurgt: ‘Hvor ser I de stør­ste ud­for­drin­ger hen­ne her i kri­sen, og kan vi på no­gen må­de assistere?’”

Jeg tror, det er smart af fon­de­ne at ræk­ke ud og spør­ge, hvor be­ho­ve­ne er størst – at ha­ve di­a­log. Det er der og­så man­ge fon­de, der gør. Men der er og­så no­gen, der ik­ke gør det. Det er må­ske dem, jeg pe­ger lidt på.

Kim Nøhr Skib­sted – di­rek­tør, Po­ul Due Jen­sens Fond

“For at lø­se nog­le af de op­ga­ver, som det dan­ske sam­fund står over for – højsko­ler og so­ci­a­le væ­re­ste­der fal­der sam­men, forsk­nings­ind­sat­sen di­ri­ge­res et an­det sted hen – har der væ­ret brug for en pej­ling. Og når man ik­ke får den fra re­ge­rin­gen, Fol­ke­tin­get el­ler mi­ni­ste­ri­er­ne, så sy­nes jeg, at det er stra­te­gisk klogt og en pligt for fon­de­ne at ræk­ke ud og spør­ge: ‘Kun­ne vi ik­ke få en ret­ning, som vi kun­ne age­re efter?’”

“Jeg ta­ler ik­ke om, at vi skal bø­je nak­ken for stats­mag­ten og be­de den dik­te­re, hvor vi skal sen­de pen­ge­ne hen. Jeg me­ner, at vi skal ha­ve en di­a­log om, hvor be­ho­ve­ne er størst. Jeg tror ik­ke, at fon­de­ne ale­ne ved, hvor be­ho­ve­ne er størst. Og jeg tror hel­ler ik­ke, at re­ge­rin­gen gør det. Men hvis vi kan snak­ke sam­men, så kan det væ­re, at vi kan fin­de ud af det,” si­ger Kim Nøhr Skib­sted og un­der­stre­ger, at han ser he­le det po­li­ti­ske ni­veau fra sty­rel­ser og mi­ni­ste­ri­er til Fol­ke­ting og re­ge­ring som re­le­vant di­a­log­part­ner, når fon­de­ne skal sø­ge pejling.

“Jeg tror, det er smart af fon­de­ne at ræk­ke ud og spør­ge, hvor be­ho­ve­ne er størst – at ha­ve di­a­log. Det er der og­så man­ge fon­de, der gør. Men der er og­så no­gen, der ik­ke gør det. Det er må­ske dem, jeg pe­ger lidt på. Når man går og kal­der sig selv al­men­nyt­tig og la­ver filan­tro­pi, så kun­ne det væ­re smart, at man ori­en­te­re­de sig i den vir­ke­lig­hed, vi li­ge plud­se­lig står midt i. Og når jeg be­der om en sam­fund­s­kon­trakt, så hand­ler det om, at hvis vi nu ræk­ker hån­den ud, så for­ven­ter vi jo hel­ler ik­ke, at po­li­ti­ker­ne ta­ger de­res hæn­der ned i vo­res pen­ge­kas­ser og dik­te­rer, hvad pen­ge­ne skal gå til,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

Ingen modydelse

For Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen er pej­ling fra det po­li­ti­ske sy­stem imid­ler­tid ik­ke en at­trak­tiv vej frem.

– Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen, du har kaldt ide­en om me­re pej­ling for ‘øde­læg­gen­de’. Hvad me­ner du med det? Hvad er ri­si­ko­en ved at ind­gå i en tæt­te­re di­a­log og prø­ve at sik­re, at do­na­tio­ner­ne har en el­ler an­den form for for­bin­del­se til sam­fun­det – en filan­tro­pisk for­ank­ring – in­den man be­vil­ger dem?

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen: “Da jeg læ­ste Kims for­slag, blev jeg lidt pro­vo­ke­ret. For­di du si­ger jo, Kim, at du reg­ner med, at så vil sta­ten ik­ke stik­ke hæn­der­ne ned i fon­de­nes lom­mer. Men det se­ne­ste vi har hørt fra sta­ten var jo net­op, at de stak fin­gre­ne ned i vo­res lom­mer. Så når du si­ger ‘no­get for no­get’, så si­ger jeg: Hvad er mo­dy­del­sen? For­di det ene­ste fon­de­ne har få­et fra sta­ten, det er så­dan set øge­de skat­ter,” si­ger Jør­gen Hu­no Rasmussen.

Han hen­vi­ser til lovæn­drin­gen i 2016, der re­du­ce­re­de fon­de­nes kon­so­li­de­rings­fradrag og op­rin­de­lig og­så in­de­holdt for­slag om at fjer­ne den så­kald­te trans­pa­rens­re­gel, hvil­ket iføl­ge kri­ti­ke­re kun­ne ha­ve ko­stet fon­de­ne et mil­li­ard­be­løb i øge­de skatter.

“Til spørgs­må­let om hvor­dan vi sik­rer den filan­tro­pi­ske for­ank­ring: Ef­ter min vur­de­ring har re­ge­rin­gen jo in­gen for­ud­sæt­nin­ger for at gi­ve et kva­li­fi­ce­ret svar på, hvor­dan fon­de­ne bedst kan ska­be vær­di for sam­fun­det,” si­ger Jør­gen Hu­no Rasmussen.

Han for­tæl­ler, at Lund­beck­fon­den i sin tid ned­sat­te en ræk­ke sto­re eks­pert­pa­ne­ler in­den for sund­heds­vi­den­skab, før fon­den lan­de­de på hjer­ne­syg­dom som dens filan­tro­pi­ske fo­kus. Et om­rå­de, hvor fon­den iføl­ge eks­pert­pa­ne­ler­ne kun­ne gø­re stor nyt­te, ik­ke mindst for­di Dan­mark i for­vej­en hav­de stær­ke far­ma­ceu­ti­ske virksomheder.

“Jeg tror ik­ke på, at re­ge­rin­gen kun­ne ha­ve hjul­pet os til den af­kla­ring. Selv­føl­ge­lig skal man sik­re en filan­tro­pisk for­ank­ring – man skal ik­ke ba­re gi­ve ud i det blå. Men jeg me­ner, at der er langt bed­re må­der at gø­re det på end at spør­ge re­ge­rin­gen,” si­ger Jør­gen Hu­no Rasmussen.

Når jeg si­ger: Lad os ræk­ke ud for at få no­get ret­ning, så si­ger jeg groft op­teg­net: Hvis sam­fun­det, og det vil si­ge myn­dig­he­der­ne og dem, der er vant til at va­re­ta­ge vo­res al­le sam­mens in­ter­es­ser, skri­ger: Vi har brug for, at I hjæl­per os med at byg­ge ho­spi­ta­ler, så skal vi jo ik­ke be­gyn­de at byg­ge katedraler.

Kim Nøhr Skib­sted – di­rek­tør, Po­ul Due Jen­sens Fond

Kim Nøhr Skib­sted: “Dét er jo et me­get godt ek­sem­pel på, hvor fon­de­ne har nog­le kom­pe­ten­cer og nog­le til­knyt­te­de eks­per­ter og virk­som­he­der, der kan lø­se sam­fund­spro­ble­mer. Det er jo dét, vi er go­de til. Når jeg si­ger: Lad os ræk­ke ud for at få no­get ret­ning, så si­ger jeg groft op­teg­net: Hvis sam­fun­det, og det vil si­ge myn­dig­he­der­ne og dem, der er vant til at va­re­ta­ge vo­res al­le sam­mens in­ter­es­ser, skri­ger: Vi har brug for, at I hjæl­per os med at byg­ge ho­spi­ta­ler, så skal vi jo ik­ke be­gyn­de at byg­ge katedraler.”

Ny virkelighed

Po­ul Due Jen­sens Fond meld­te tid­ligt i cor­ona­kri­sen ud, at den vil ju­ste­re si­ne filan­tro­pi­ske ak­ti­vi­te­ter mar­kant med et mål om at hjæl­pe sam­fun­det med at af­bø­de kri­sens kon­se­kven­ser. Ek­sem­pel­vis vil fon­den bø­je et el­lers vel­kendt prin­cip hos man­ge fon­de ved at fi­nan­si­e­re or­ga­ni­sa­tio­ners drift frem for ude­luk­ken­de at be­vil­ge pen­ge til udvikling.

Og Kim Nøhr Skib­sted ef­ter­ly­ser sam­me stra­te­gi­ske om­stil­lings­pa­rat­hed fra si­ne fondskollegaer:

“Dem, jeg pe­ger lidt hen imod, er de fon­de, som jeg ved de fa­cto sid­der og si­ger: ‘Vi ven­ter li­ge på at det he­le går over, og så går vi i gang med det sæd­van­li­ge bag­ef­ter.’ Der si­ger jeg, at vi er i en ny virkelighed.”

“Jeg har jo hørt fra or­ga­ni­sa­tio­ner, der ik­ke kan over­le­ve den­ne her kri­se, med­min­dre de får hjælp til at få be­talt de­res hus­le­je og de­res me­d­ar­bej­de­res løn, for­di hjæl­pe­pak­ker­ne ik­ke om­fat­ter f.eks. ngo'er, so­ci­a­le væ­re­ste­der og for­e­nin­ger. Der har jeg sagt, og­så til Fun­dats, at man­ge fon­de må kig­ge lidt på de­res do­na­tions­po­li­tik og si­ge: OK, vi står i en unik, fryg­te­lig, tragisk kri­se­si­tu­a­tion. Skul­le vi ik­ke si­ge, at vi godt vil fi­nan­si­e­re no­get drift i den­ne her kor­te pe­ri­o­de. Det har vi gjort. Men jeg hø­rer fra an­dre fon­de, at det kun­ne de ik­ke drøm­me om. De vil hel­le­re fast­hol­de de­res po­li­tik, fra før ver­den var i kri­se. Det be­stem­mer de selv, men jeg for­står det ik­ke,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

Fon­de­ne kan ryk­ke me­get hur­tigt, hvis de vil. Og hvis vi druk­ner i bu­reau­kra­ti in­de i et mi­ni­ste­ri­um, så mi­ster vi den ev­ne. Det sy­nes jeg, at vi skal vær­ne om.

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen – tid­li­ge­re be­sty­rel­ses­for­mand for Lundbeckfonden

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen: “Men der er en grund til, at de gør det. Og det er jo, at der har jo væ­ret et langt for­løb før det. Og ri­si­ko­en, som de og som jeg ser, er, at hvis det he­le sty­res af re­ge­rin­gen, så bli­ver på­læg­get smurt alt for tyndt ud, og så bli­ver der ik­ke den sam­me gen­nem­slags­kraft. Plus at man hav­ner i et bu­reau­kra­ti, hvor tin­ge­ne ta­ger for lang tid og bli­ver in­ef­fek­ti­ve. Fon­de­ne kan ryk­ke me­get hur­tigt, hvis de vil. Og hvis vi druk­ner i bu­reau­kra­ti in­de i et mi­ni­ste­ri­um, så mi­ster vi den ev­ne. Det sy­nes jeg, at vi skal vær­ne om,” si­ger Jør­gen Hu­no Rasmussen.

Politisk kapital

Kim Nøhr Skib­sted: “At skul­le sid­de in­de i et mi­ni­ste­ri­um og hol­de mø­der og la­ve wor­ks­hops, det kan jeg slet ik­ke hol­de ud at tæn­ke på. Og at bu­reau­kra­ter­ne får lov at bru­ge af vo­res mid­ler er slet ik­ke min tan­ke. Men vi har brug for ret­ning. Det er gå­et op for mig, at Dan­mark f.eks. i 18 år har fi­nan­si­e­ret in­fra­struk­tur på van­d­om­rå­det i Gha­na – i 18 år! Uden at no­gen dan­ske vand­virk­som­he­der har væ­ret in­vol­ve­ret i den ind­sats, hvil­ket jo skri­ger til him­len. Især for­di det ik­ke har vir­ket. Så fo­re­slog jeg re­ge­rin­gen, at det jo kun­ne væ­re smart, hvis den trak på fon­de­ne og de virk­som­he­der, der ved no­get om det, så vi kun­ne ind­gå et sam­ar­bej­de. Det sam­me gæl­der nu, hvor Ud­vik­lings­mi­ni­ste­ren i for­bin­del­se med cor­ona­kri­sen som en me­get hur­tig re­ak­tion sen­der 100 mio. kr. i ret­ning af FN. Er det dét, der skal til? El­ler kun­ne man må­ske ha­ve he­vet nog­le af de eks­per­ter ind, som vi jo og­så har i fon­de­ne til at si­ge: Det er må­ske ik­ke ba­re 100 mio. kr., der er brug for – det er no­get andet.”

Der er en for­hi­sto­rie, hvor po­li­ti­ker­ne en­gang imel­lem har mis­for­stå­et fon­de­nes funk­tio­ner og ik­ke mindst, hvad vo­res pen­ge går til. Men hvis vi er i di­a­log med dem, så tror jeg fak­tisk, at vo­res po­li­ti­ske ka­pi­tal og­så vil bli­ve øget.

Kim Nøhr Skib­sted – di­rek­tør, Po­ul Due Jen­sens Fond

“Dét er fon­de­nes styr­ke. Og det er den styr­ke, vi skal vi­se sam­fun­det, at vi har. For­di du har fuld­stæn­dig ret: Der er en for­hi­sto­rie, hvor po­li­ti­ker­ne en­gang imel­lem har mis­for­stå­et fon­de­nes funk­tio­ner og ik­ke mindst, hvad vo­res pen­ge går til. Men hvis vi er i di­a­log med dem, så tror jeg fak­tisk, at vo­res po­li­ti­ske ka­pi­tal og­så vil bli­ve øget. Og at po­li­ti­ker­nes kend­skab og vi­den om fon­de­nes rol­le be­stemt og­så vil øges. Det sid­ste tror jeg, at der er et be­hov for,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

Samfundets afhængighed

Kim Nøhr Skib­sted: ”Men jeg vil un­der in­gen om­stæn­dig­he­der gi­ve køb på vo­res uaf­hæn­gig­hed. Det er hel­ler ik­ke dét, der er sig­na­let. Men vo­res sam­fund er fak­tisk me­get af­hæn­gigt af fon­de­ne, og dét er jo in­ter­es­sant. Sam­fun­det har gjort sig af­hæn­gigt af fon­de­ne, og dét at no­gen er af­hæn­gi­ge af os, gør jo, at der på­hvi­ler os en pligt til at age­re i det felt.”

“Jeg enig i, at vo­res ek­se­kve­rings­kraft er unik og helt fan­ta­stisk. Men det er jo den ek­se­kve­rings­kraft, jeg ger­ne vil stil­le til rå­dig­hed for sam­fun­det, hvis sam­fun­det kan si­ge til os, at der er brug for ek­se­kve­rings­kraf­ten ov­re i ven­stre hjør­ne i ste­det for, at vi stir­rer os blin­de på det høj­re hjør­ne. Så jeg tror egent­lig ik­ke, vi er sær­lig ue­ni­ge, det er må­ske må­den at ud­tryk­ke sig på. Jeg vil ik­ke sæl­ge vo­res uaf­hæn­gig­hed, jeg vil bru­ge sam­fun­dets af­hæn­gig­hed til, at vi gør no­get, der er end­nu me­re ef­fek­tivt på sam­fun­dets vegne.”

“Og jeg for­står ik­ke de fon­de, der læ­ner sig til­ba­ge og si­ger: Den her kri­se er vi ik­ke skyld i. Vi af­ven­ter og må se hvor­dan det går. Og når kri­sen så er blæst over, så bli­ver vi ak­ti­ve igen på vo­res gam­le pro­gram­mer. Den vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se er mig, und­skyld ud­tryk­ket, gan­ske ufor­stå­e­lig. For­di hvis der er no­get, der ken­de­teg­ner fon­de­ne, så er det, at de age­rer og er agi­le i den vir­ke­lig­hed, der fore­fin­des,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

Fra tue til tue

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen: “Men der er jo og­så det mod­sat­te aspekt: At und­gå ri­si­ko­en for at man hop­per fra den ene tue til den an­den. Og det er og­så en frygt, jeg har i for­hold til det of­fent­li­ge sy­stem. Det er jo dét, et po­li­tisk sy­stem ty­pisk kan væ­re mo­ti­ve­ret til at gø­re, for­di der kom­mer en væl­ger­be­væ­gel­se, en stem­ning i be­folk­nin­gen, og så re­a­ge­rer po­li­ti­ker­ne på det. Me­get for­stå­e­ligt, for­di el­lers bli­ver de ik­ke valgt.”

Fon­de­ne kan og­så væ­re med til at sik­re en kon­ti­nu­i­tet, hvor jeg fryg­ter, at hvis de bli­ver for po­li­tisk sty­re­de, så bli­ver de li­ge­som det po­li­ti­ske sy­stem ka­stet fra den ene si­de til den an­den af­hæn­gig af, hvad der er ‘col­or of the month.

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen – tid­li­ge­re be­sty­rel­ses­for­mand for Lundbeckfonden

“Så fon­de­ne kan og­så væ­re med til at sik­re en kon­ti­nu­i­tet, hvor jeg fryg­ter, at hvis de bli­ver for po­li­tisk sty­re­de, så bli­ver de li­ge­som det po­li­ti­ske sy­stem ka­stet fra den ene si­de til den an­den af­hæn­gig af, hvad der er ‘col­or of the month’.”

“Hvis fon­de­ne ba­re skal bø­je nak­ken og si­ge ‘så gør vi det, som re­ge­rin­gen øn­sker’, så er mit spørgs­mål: Hvor­dan sik­rer man så hund­re­de pro­cent loy­a­li­tet over for fun­dat­sen og der­med stif­ters øn­sker? Og re­le­van­sen af det spørgs­mål er jo, at hvis vi ik­ke kan sva­re over­be­vi­sen­de på det, hvad skul­le så i frem­ti­den få virk­som­hed­s­e­je­re til at do­ne­re de­res virk­som­hed til en fond, hvis den al­li­ge­vel sty­res af sta­ten,” si­ger Jør­gen Hu­no Rasmussen.

Kim Nøhr Skib­sted. “Al­le fon­de skal først og frem­mest kon­cen­tre­re sig om fun­dat­sen – blandt an­det ved at styr­ke de virk­som­he­der, man ejer. Den an­den del er at til­se, at man age­rer i den tid, man er en del af. Og jeg tror ik­ke, at Po­ul Due Jen­sen, da han stif­te­de Po­ul Due Jen­sens Fond, har for­ud­set, at der kom en cor­ona­kri­se, der vil­le luk­ke ver­den ned. Jeg har tvær­ti­mod en god for­nem­mel­se af, at han vil­le sy­nes, det var en god idé, at hans fond er pro­ak­tiv i ste­det for at sid­de og ven­te på, at kri­sen gik over. Men jeg er enig i, at vi ik­ke på no­gen må­de skal un­der­ken­de de fun­dat­ser og prin­cip­per, som fon­den er stif­tet på.”

“Men i en kri­se­si­tu­a­tion, hvor ver­den sim­pelt­hen er brudt sam­men, så bli­ver vi nødt til al­le sam­men at bi­dra­ge – ryk­ke sam­men i bus­sen. Det er der man­ge fon­de, der har gjort. Men jeg ef­ter­ly­ser, at fle­re over­ve­jer at gø­re det. Du har skre­vet et frem­ra­gen­de ind­læg i Po­li­ti­ken om den dan­ske re­ge­rings age­ren i den her kri­se, blandt an­det i for­hold til ita­li­e­ner­ne og i for­hold til at støt­te hin­an­den og ryk­ke sam­men i EU-bus­sen. Du bru­ger ud­tryk­ket ‘at bø­je sig mod hin­an­den’. At hjæl­pe hin­an­den til at lø­se de be­hov, der måt­te væ­re. Der­for un­drer det mig så, at du kal­der mit ind­læg øde­læg­gen­de,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

Brug for fondsforening

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen: “Det, jeg men­te var øde­læg­gen­de, var, hvis det her bli­ver før­ste skridt ud på et skrå­plan, hvor man an­gri­ber fon­de­nes uaf­hæn­gig­hed. Så vil­le jeg væ­re me­get be­kym­ret. Men jeg er ble­vet lidt me­re ro­lig af vo­res di­a­log, hvor jeg for­nem­mer, at det er slet ik­ke din dags­or­den. Det er må­ske me­re sam­ar­bej­de og ko­or­di­ne­ring. Og så ta­ler vi sam­me sprog.”

Nog­le af de sto­re fon­de si­ger 'vi vil kun ta­le selv på eg­ne veg­ne, vi vil ik­ke ha­ve an­dre til at gø­re det'. Det er jo et le­gi­timt syns­punkt, men man mi­ster så no­get fællesskab.

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen – tid­li­ge­re be­sty­rel­ses­for­mand for Lundbeckfonden

“Jeg er f.eks. en af dem, der er for­ta­ler for et øget sam­ar­bej­de mel­lem fon­de­ne. Det har der jo væ­ret nog­le sto­re fon­de, som har væ­ret mod­stan­der af. Det blev dis­ku­te­ret me­get, da man etab­le­re­de det her vi­dens­cen­ter for fon­de­ne, hvor jeg per­son­ligt ger­ne hav­de set, at det hav­de få­et en me­re cen­tral rol­le og og­så kun­ne gå ud med syns­punk­ter på fon­de­nes veg­ne og ind­gå i sam­funds­de­bat­ten. Det tror jeg kun­ne sæt­te fon­de­nes styr­ke bag no­get, som kun­ne få me­re gen­nem­slags­kraft i sam­fun­det. Det blev nedstemt, for­di nog­le af de sto­re fon­de si­ger 'vi vil kun ta­le selv på eg­ne veg­ne, vi vil ik­ke ha­ve an­dre til at gø­re det'. Det er jo et le­gi­timt syns­punkt, men man mi­ster så no­get fæl­les­skab. Og nog­le af de rig­tig po­si­ti­ve op­le­vel­ser, jeg har haft, er jo hvor vi har væ­ret to-tre fon­de, der er gå­et sam­men om et pro­jekt og så vir­ke­lig få­et gen­nem­slags­kraft. Jo me­re ko­or­di­ne­ring af den slags, jo bed­re – det er jeg helt enig med dig i,” si­ger Jør­gen Hu­no Rasmussen.

Kim Nøhr Skib­sted: “Jeg er glad for, at du si­ger det. Det er af­gø­ren­de for, at vi kan ska­be re­sul­ta­ter, som po­li­ti­ker­ne og­så kan læ­re af, at vi fin­der sam­men med hver vo­res kom­pe­ten­cer og spe­ci­a­ler – og og­så vo­res pen­ge. Så kan vi ryk­ke ver­den til et bed­re sted. Og det kan vi fak­tisk gø­re på veg­ne af po­li­ti­ker­ne, uden at de sid­der og dik­te­rer ret­ning. Men de må da ger­ne si­ge, hvor de godt kun­ne tæn­ke sig, at den skul­le hen.”

Jør­gen Hu­no Ras­mus­sen: “Men det er lidt dét der med, at hvis man ræk­ker dem en lil­le­fin­ger. Jeg hav­de fak­tisk et an­det spørgs­mål til dig og­så, for­di det var dét, jeg kun­ne se som næ­ste fa­se af så­dan en pro­ces: Hvis først vi li­ge­som ålen kom­mer ind i åle­kra­gens næb, hvor der er mod­ha­ger, så kan vi ik­ke kom­me ud igen. Der er kun én vej, og det er ned i ma­ven. Men hvor­dan sik­rer man så frem­ti­den for fon­de­nes virk­som­he­der, hvis de me­re el­ler min­dre bli­ver kon­trol­le­ret af sta­ten? At po­li­tisk ind­fly­del­se spre­der sig fra do­na­tio­ner­ne over på virk­som­he­der­ne, dét var min lang­sig­te­de frygt.”

For mange skæverter

Kim Nøhr Skib­sted: “Der skal vi jo al­drig hen. Alt­så, vi skal jo ik­ke na­tio­na­li­se­res. Det for­nem­mer jeg hel­ler ik­ke på no­gen po­li­ti­ke­re – jo, nog­le gan­ske få – men der skal vi ik­ke hen, og det er slet ik­ke mit ær­in­de. Det er sam­ta­len, jeg er ude ef­ter. At kom­me un­der po­li­ti­ker­nes kon­trol el­ler myn­dig­heds­kon­trol i en kri­se­tid er hel­ler ik­ke mit for­mål. Mit for­mål er at stil­le os til rå­dig­hed og lø­se de be­hov, der måt­te væ­re i en kri­se – og jeg un­der­stre­ger i kri­sen – ik­ke ef­ter kri­sen. Det kan og­så væ­re, at vi skal stil­le os til rå­dig­hed ved genåb­ning, men der er jeg slet ik­ke end­nu. Jeg si­ger ba­re, at der er sim­pelt­hen for man­ge skæ­ver­ter – for­ker­te pri­o­ri­te­rin­ger og mang­len­de ko­or­di­na­tion, der gør, at vi fon­de kan hjæl­pe me­get bed­re, hvis der er en sam­ta­le. Bå­de mel­lem hin­an­den og ik­ke mindst og­så med myndigheder.”

Der er sim­pelt­hen for man­ge skæ­ver­ter – for­ker­te pri­o­ri­te­rin­ger og mang­len­de ko­or­di­na­tion, der gør, at vi fon­de kan hjæl­pe me­get bed­re, hvis der er en sam­ta­le. Bå­de mel­lem hin­an­den og ik­ke mindst og­så med myndigheder.

Kim Nøhr Skib­sted – di­rek­tør, Po­ul Due Jen­sens Fond

“Det er og­så her, fon­de­ne skal ken­de vo­res be­søgs­tid. Så kan vi og­så ska­be armslæng­den selv, så vi ik­ke ba­re sid­der og ven­ter på, at der er no­gen, der kom­mer og si­ger til os, hvad vi skal bru­ge pen­ge­ne på. Det er der nem­lig no­gen, der godt kun­ne fin­de på at si­ge – og­så blandt dem, der dan­ner par­la­men­ta­risk fler­tal i dag. Dén si­tu­a­tion skal vi helst und­gå. Det skal væ­re så­dan, at det er os, der dik­te­rer præ­mis­ser­ne. Vi lyt­ter, po­li­ti­ker­ne lyt­ter, og hvis vi lyt­ter til hin­an­den og stil­ler den vi­den, vi har, til rå­dig­hed, så kan vi flyt­te utro­lig meget.”

“Når man læg­ger fon­de­nes be­vil­lin­ger sam­men år­ligt i al­men­nyt­ti­ge for­mål, så over­sti­ger det jo det rå­de­rum, der er på en fi­nans­lov. Vi har alt­så ev­nen og mag­ten til at flyt­te tin­ge­ne i sam­fun­det. Og når man har den ev­ne og den magt, så for­plig­ter det,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

– Du si­ger, at un­der en kri­se skal fon­de­ne age­re på en be­stemt må­de, men når kri­sen så er slut, så hø­rer jeg på dig, at fon­de­ne skal ven­de til­ba­ge til en an­den må­de at age­re på igen. Men er der ik­ke et pro­blem i at kom­me og si­ge til po­li­ti­ker­ne: "Nu er kri­sen slut"?

Kim Nøhr Skib­sted: “Det ved vi jo ik­ke. Vi fon­de ved ik­ke alt. Vi ved godt, hvad vi hvi­ler på: Vo­res fun­dats og hi­sto­rie og kom­pe­ten­cer. Men hvor­når kri­sen er ov­re er jo no­get, der skal væ­re en kon­ven­tio­nel op­fat­tel­se af i sam­fun­det. Re­ge­rin­gen kan ik­ke gå ud i mor­gen og si­ge, at kri­sen er om­me. Det kan vi jo se på det an­tal ind­læg­gel­ser og smit­te­de, der er. Men på et el­ler an­det tids­punkt må vi gå ud fra, at vi har nå­et et nor­malsta­die. Så må fon­de­ne vur­de­re med sig selv: Skal der byg­ges no­get op, skal der om­pri­o­ri­te­res, ar­bej­der vi på den rig­ti­ge må­de? Er det dan­ske for­hold, vi skal in­ter­es­se­re os me­re for? Er det an­dre sek­to­rer end f.eks. den na­tur­vi­den­ska­be­li­ge? Skal vi f.eks. ka­ste me­re ef­ter so­cio­lo­gi, for­di vi får en so­ci­al kri­se i det dan­ske sam­fund ef­ter det her med så man­ge iso­le­re­de og en­som­me men­ne­sker. Der er mas­ser af spørgs­mål, og dem har jeg ik­ke sva­ret på. Jeg tror ba­re, at fon­de­ne kan spil­le en ual­min­de­lig vig­tig rol­le i at hol­de det her sam­fund kø­ren­de, bå­de i en kri­se­tid, men og­så når man skal genåbne.”

“Men når man stil­ler sig til rå­dig­hed, så for­be­hol­der man sig jo og­så ret­ten til at si­ge nej. Jeg vil ger­ne bø­je nak­ken, hvis man si­ger, at vi skal ha­ve sprøjtet mil­li­o­ner af kro­ner ind i vac­ci­ne­ud­vik­ling. Ja tak, det kan jeg da godt se, at der er et be­hov for. Men hvis man ger­ne vil af­hol­de en vi­sesan­ger­festi­val ind­delt i zo­ner, så vil vi nok si­ge nej. Det er den ret, vi selv­føl­ge­lig har, når vi stil­ler os til rå­dig­hed. Jeg er ik­ke ude ef­ter, at vi skal ha­ve fle­re pen­ge op af lom­men i kri­se­ti­der. Jeg tror ba­re, at vi skal for­stå at age­re og så di­ri­ge­re pen­ge­ne der­hen, hvor der er akut be­hov. Og det kan jeg for­nem­me på man­ge fon­de, at de gør. Men jeg kan og­så for­nem­me, at nog­le fon­de sid­der me­get stil­le – for stil­le,” si­ger Kim Nøhr Skibsted.

Skribent

Læs mere om

Kategorier:

Tags:

Læs også

Forsiden lige nu

Kommunikation

Serie: Gode Ramme for Gode Donationer