Professor Thomas Sinkjær er ny bestyrelsesformand for Bevica Fonden, Bevica Innovation A/S og Bevica Legater.
Han overtager posten efter Torben Svanberg, der i en alder af 74 år afgik ved døden i april.
Bevica Gruppen arbejder for størst mulig selvstændighed og uafhængighed for mennesker med et bevægelseshandicap.
Thomas Sinkjær har været i bestyrelsen siden 2005 og siden 2018 som næstformand.
Thomas Sinkjær, dr.med., ph.d., er professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet. Han har en lang forskerkarriere inden for hjerneforskning og udvikling af nye teknologier til afhjælpning af bevægelseshandicaps plus bred erfaring fra bestyrelsesarbejde i firmaer, der udvikler medicoteknologisk udstyr.
Thomas Sinkjær er generalsekretær i Videnskabernes Selskab og medlem af bestyrelsen i Elsass Fonden.
Han har desuden tidligere været forskningsdirektør i Lundbeckfonden og Villum Fonden samt direktør for Danmarks Grundforskningsfond.