Den 1. august i år skifter Kim Füchsel fra en lang karriere i PwC til stillingen som kvæstor for Carlsbergfondet.
Det oplyser fondens formand i en nyhed på hjemmesiden.
”Jeg glæder mig over at kunne byde Kim Füchsel velkommen i rollen som kvæstor og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde. Med sin brede fondserfaring, erfaring fra deltagelse i bestyrelses- og revisionsudvalgsmøder og baggrund i revisionsbranchen er Kim Füchsel den helt rigtige til at varetage hvervet som kvæstor i Carlsbergfamilien,” udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.
Det fremgår af Carlsbergfondets fundats fra 1876, at fondens bestyrelse skal ansætte en kvæstor til at vejlede om regnskab og formueforvaltning.
I forbindelse med kvæstor-skiftet benytter bestyrelsesformand Flemming Besenbacher lejligheden til at takke Hans Otto Veile for hans bidrag til udviklingen af Carlsbergfondet gennem de seneste 20 år.
Hans Otto Veile var blandt andet en af hovedkræfterne bag de omfattende fundatsændringer i 2007 og 2013. Han har også været fondens repræsentant i to store ejendomssager, dels salget af fondens seks boligejendomme i 2016 og opførelsen af fondens forskerboliger.
”Jeg vil gerne rette en stor tak til Jens Otto Veile for den dedikerede og kompetente indsats, som han har ydet for Carlsbergfondet i de næsten tyve år, hvor han har været fondens kvæstor. Der er i Jens Otto Veiles tid skabt mange flotte resultater, som betyder, at vi i dag er et langt mere transparent og fremtrædende fond, ligesom fundatsændringerne har været en forudsætning for, at Carlsberg har kunnet udvikle sig til det internationale bryggeri, det er i dag,” siger Flemming Besenbacher.
Füchsel: nye muligheder
Kim Füchsel har været tilknyttet PwC som statsautoriseret revisor i mere end 40 år, herunder 30 år som partner. I årene 2011-2018 har han fungeret som Managing Partner, COO, Deputy CEO og medlem af direktionen i PwC.
I løbet af karrieren har han blandt andet beskæftiget sig indgående med fondssektoren og har mere end 450 bestyrelses- og revisionsudvalgsmøder bag sig i virksomheder som Chr. Augustinus Fabrikker, Chr. Hansen, Cowi, Haldor Topsøe, Leo Pharma, Københavns Lufthavne, DSV, Dagrofa og Vestas.
Med den nye stilling får Kim Füchsel også nye muligheder for at kunne bruge sin erfaring ved at påtage sig bestyrelseshverv.
”Som partner i PwC er det jo ikke muligt at have andre hverv, men det vil jeg kunne nu, og jeg vil derfor kunne indtræde som bestyrelsesmedlem og vil fortsat fungere som konsulent,” skriver Kim Füchsel i sit Linkedin-opslag om nyheden.