På trods af anbefalinger fra Helsefonden om, at Folketinget bør udpege bestyrelsesmedlemmer med særlige kompetencer i forhold til fondsarbejdet i Helsefonden, har Folketingets politiske partier valgt at se bort fra fondens ønsker.
Det fremgår af at brev, som Fundats har fået aktindsigt i.
I brevet, som er adresseret til Folketingets formand Søren Gade, anbefaler Helsefonden, at Folketinget udpeger medlemmer med viden om og erfaring med fonds- og bestyrelsesarbejde.
I brevet understreger Helsefonden også, at det ikke er et krav, at de nye medlemmer er Folketingsmedlemmer eller medlem af et politisk parti. Og fonden foreslår desuden to mulige kandidater med de rette kompetencer. Begge uden for de politiske partier
Den ene foreslåede kandidat er Anne Mette Fugleholm, læge og tidligere direktør for Diakonissestiftelsen samt nuværende bestyrelsesmedlem i blandt andet Fonden Den Hageske Stiftelse. Den anden er Pia Højrup Clausen, kundedirektør i PenSam og med bestyrelsesuddannelse fra CBS Executive Fonden.
Alligevel har både Socialdemokratiet og Venstre med deres udpegninger valgt at negligere fondens brev og udpeget nuværende folketingsmedlemmer.
Som Fundats beskrev i sidste uge, har Socialdemokratiet udpeget nuværende politisk ordfører og tidligere indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen til Helsefondens bestyrelse.
Venstre har udpeget socialordfører og næstformand for partiets folketingsgruppe, Anni Matthiesen til Helsefondens bestyrelse.
Helsefondens anbefalinger
I brevet til Folketinget efterspørger Helsefonden blandt andet bestyrelsesmedlemmer med viden om både uddelingsarbejde og investeringer:
”Kravene til alment uddelende fonde forventes at blive skærpet i de kommende år, da der både er ny dansk lovgivning på vej og EU-krav vedrørende hvidvask og terrorfinansiering. Derfor er det vigtigt, at bestyrelsen har de rette kompetencer, hvilket også indgår i ’Anbefalingerne for god fondsledelse’.”
”Ud over viden om vores uddelingsområder drejer det sig om viden om investeringer, viden om almennyttige uddelende fonde og viden om bestyrelsesarbejde generelt set.”
Vi håber, at I vil overveje, at mindst ét af de tre medlemmer har viden om bestyrelsesarbejde
Brev fra Helsefonden til Folketinget
”Vi håber, at I vil overveje, at mindst ét af de tre medlemmer har viden om bestyrelsesarbejde for eksempel ved at have gennemført en bestyrelsesuddannelse”.
Samtidig skriver fonden, at de mener, at de to foreslåede bestyrelseskandidater ”vil bidrage til en fortsat professionalisering af Helsefondens arbejde, så vi også i fremtiden er en relevant og kompetent partner i udviklingen af velfærdssamfundet. Vi håber, I vil overveje at tildele én af bestyrelsesposterne til en af disse kandidater eller udpege et medlem med tilsvarende kompetencer.”
Dermed forsøger Helsefonden at leve op til sit ansvar for at vejlede den udpegningsberettigede og synliggøre de kompetencer, som fondsledelsen mangler. Et ansvar, som professor i fondsret på Københavns Universitet, Rasmus Feldthusen, tidligere har beskrevet her i Fundats, da den udpegningsberettigede langt fra altid er klar over, hvilke kompetencer, der er behov for i bestyrelsen.
”Det bedste for fonden er jo, hvis den siddende bestyrelse i dialog med den udpegningsberettigede kan blive enige om, hvilke typer af kompetencer den udpegningsberettigede skal søge efter, så man ikke bare kommer til at udpege en person, som måske af helt andre årsager står på en udpegningsberettigets kandidatliste,” sagde Rasmus Feldthusen, der også er medlem af Komitéen for God Fondsledelse.
Manglende kompetencer
Som Fundats har beskrevet i en række artikler, har fondsledelsen i Helsefonden i en årrække haft problemer med at forstå og fortolke fondens vedtægtsmæssige grundlag og betydning af, at fonden er stiftet ved lov.
Fonden har i årevis ikke givet penge til etablering eller modernisering af plejehjem til ældre mennesker på trods af, at uddelingsformålet står klart beskrevet i fondens vedtægter.
Den ulovlige uddelingspraksis førte efterfølgende til, at Civilstyrelsen gav Helsefondens bestyrelse en belæring om de fondsretlige regler.
Sagen fik også fondsforsker på CBS, professor Anker Brink Lund til at sætte spørgsmålstegn ved hele konstruktionen omkring politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer.
”Sagen med Helsefonden bør føre til selvransagelse i forhold til lignende fonde med politisk udpegede medlemmer om, hvis interesser bestyrelsesmedlemmerne skal varetage. Som fondsbestyrelsesmedlem skal man først og fremmest følge stifters vilje, og derudover er det vel rimeligt at forlange, at de udpegede sætter sig ind i fondslovgivningen,” sagde Anker Brink Lund.
Gruppeformændene for såvel Socialdemokratiet samt Venstre – henholdsvis Leif Lahn Jensen og Lars Christian Lilleholt – har dog afvist, at balladen omkring Helsefonden har spillet nogen som helst rolle i deres udpegninger af højtplacerede politikere til posterne.
”Jeg kender ikke noget til, hvad der er foregået. Faktisk var jeg nødt til at ringe til Lone Møller før udpegningen, fordi jeg ikke kendte fonden,” sagde Leif Lahn Jensen.
Sidste plads er uafklaret
Fundats har spurgt de to gruppeformænd, hvorfor de vælger at gå imod fondens ønske og anbefaling. Samt hvilke særlige kompetencer, de mener, at deres respektive udpegede bestyrelsesmedlemmer kommer med i forhold til bestyrelsesarbejdet i Helsefonden.
Ingen af dem er vendt retur på vores spørgsmål.
Fundats har også forespurgt Helsefondens direktør Lise Bonnevie, hvad hun mener om, at Folketinget ikke følger fondens ønsker til en bedre kompetencesammensætning i bestyrelsen.
”Da vi endnu ikke har modtaget officiel besked fra Folketinget omkring bestyrelsesudpegningerne, ønsker vi ikke at udtale os om den kommende bestyrelsessammensætning,” skriver Lise Bonnevie i en mail.
Helsefonden har tre medlemmer udpeget af Folketinget, og alle tre nuværende medlemmer træder ud, når deres valgperiode udløber den 31. marts.
De tre pladser i Helsefondens bestyrelses – udpeget af Folketinget – fordeles efter forholdstal. Regeringsgruppen har fået to pladser, og den blå valggruppe har fået en plads. Valggrupperne aftaler selv, hvilke partier der får pladserne.
Ifølge Fundats’ oplysninger går den sidste plads til Liberal Alliance eller Danmarksdemokraterne. Ifølge Peter Skaarup, gruppeformand i Danmarksdemokraterne, er det fortsat ikke på plads, hvem der udpeges til Helsefondens bestyrelse.
Farvel til formand og næstformand
Helsefonden ledes af en bestyrelse på syv medlemmer. Ud over de tre medlemmer udpeget af Folketinget, er et medlem udpeget af Kommunernes Landsforening, et medlem er valgt af Danske Regioner, et medlem er udpeget af socialministeren, og et er udpeget af sundhedsministeren.
En plads i Helsefondens bestyrelse giver et årligt honorar på 25.000 kroner til menige bestyrelsesmedlemmer. Næstformanden får 50.000 kroner årligt og formanden 100.000 kroner. Bestyrelsen konstituerer sig på bestyrelsesmødet i maj, og konstitueringen gælder for en periode på fire år.
Med Folketingets udpegning af tre nye medlemmer siger bestyrelsen farvel til både sin hidtidige formand Anne-Mette Winther Christiansen – udpeget af Venstre, sin hidtidige næstformand Lone Møller og bestyrelsesmedlem Birthe Skaarup – udpeget af henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. De to sidste falder for Helsefondens aldersgrænse på 70 år.
Helsefonden
Stiftet af Folketinget i 1973, da de statsanerkendte sygekasser blev nedlagt og afløst af den offentlige sygesikring.
Fonden hed tidligere Sygekassernes Helsefond.
Formuen stammer fra borgernes obligatoriske kontingentindbetalingerne til sygekasserne.
Fonden havde pr. 31. december 2021 en formue på godt en milliard kroner.
Uddelte 40 millioner kroner i 2022. Året før uddelte fonden 54,3 millioner kroner.
Var indtil 2017 under tilsyn af Socialministeriet.
Fonden er omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen.
Folketinget, KL, Danske Regioner, Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har udpegningsret til fondens bestyrelse.
Bestyrelsen består af syv medlemmer – udpeget for fire år ad gangen.
Helsefondens bestyrelse fra 1. april 2023
Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet. Udpeget af Folketinget.
Anni Matthiesen, socialordfører og gruppenæstformand for Venstre. Udpeget af Folketinget
Et medlem udpeget af enten Danmarksdemokraterne eller Liberal Alliance.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Udpeget af sundhedsministeren.
Henriette Zeeberg, kontorchef i Socialstyrelsen. Udpeget af socialministeren.
Kristoffer Hjort Storm (løsgænger), rådmand for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune samt medlem af regionsrådet i Region Nordjylland. Udpeget af Danske Regioner.
Thomas Andresen (V), tidligere borgmester - nu byrådsmedlem i Aabenraa Kommune. Udpeget af Kommunernes Landsforening.