Fonden for Håndværkskollegier, som er stiftet og økonomisk understøttet af BRFfonden, har netop indgået aftale med Roskilde Kommune om, at der skal opføres et kollegium for unge under uddannelse i håndværksfag i en ny bydel lidt uden for Roskilde.
Med Roskilde Byråds godkendelse af projektet og underskrivelsen af en aftale om udvikling af projektet er den geografiske placering dermed faldet på plads for det tredje og sidste af de håndværkskollegier, som BRFfondens bestyrelse i 2016 besluttede at etablere fordelt med to i Jylland og et på Sjælland.
Det første af kollegierne kommer til at ligge i Horsens, hvor første spadestik til byggeriet netop er blevet taget, mens kollegium nummer to bliver opført i Herning.
Kollegiet i Roskilde kommer til at ligge i den såkaldte Musicon-bydel og bliver nabo til blandt andet Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Festival Højskole.
Fonden for Håndværkskollegier blev stiftet af BRFfonden i 2019 med det formål at eje og drive de tre kollegier.
Vi håber også meget, at vi med kollegierne kan medvirke til at højne prestigen i at tage en erhvervsuddannelse
Kristian May – Direktør, BRFfonden og Fonden for Håndværkskollegier
Kristian May, der er direktør for både BRFfonden og Fonden for Håndværkskollegier, oplyser, at det endnu er svært at sige, præcis hvor projektet i Roskilde lander rent økonomisk – blandt andet fordi den grund, som kollegiet skal ligge på, endnu ikke er købt. Fonden har dog med den indgåede aftale sikret sig forkøbsret på grunden, når den kommer i udbud.
”I runde tal ender projektet inklusive grundkøb på cirka 300 millioner kroner, og det samme er rammen for kollegierne i Horsens og Herning. Så i alt regner jeg med, at vi bruger cirka én milliard kroner på at etablere de tre håndværkskollegier,” siger Kristian May til Fundats.
Medvirker til at løse samfundsproblem
Kollegiet i Roskilde får ligesom de to jyske håndværkskollegier plads til 84 håndværkslærlinge, som vil få glæde af helt særlige værkstedsfaciliteter og fællesarealer i høj byggemæssig kvalitet.
”Hele tanken og det almennyttige sigte bag kollegierne er, at vi vil gerne adressere og være med til at løse det samfundsproblem, at for få unge vælger at tage en erhvervsuddannelse blandt andet inden for byggeri. Vi håber, at vi med byggeriernes kvalitet samt de fællesarealer og værksteder, kollegierne kommer til at indeholde, kan medvirke til at understøtte fagligheden og udvikle en ungdomskultur, hvor sidstnævnte er noget af dét, man i dag savner på erhvervsuddannelserne. Og vi håber også meget, at vi med kollegierne kan medvirke til at højne prestigen i at tage en erhvervsuddannelse,” understreger Kristian May.
Nu sætter vi endnu en solid streg under, at Roskilde er en helt central uddannelsesby.
Tomas Breddam – Borgmester, Roskilde Kommune
Han erkender samtidig, at der skal andet og mere end attraktive boliger til for at løse én af tidens store udfordringer i det danske samfund.
”Der skal bo omkring 84 unge på hvert af de tre kollegier, og dermed siger det sig selv, at vi ikke med kollegiebyggerierne løser problemet med, at for få uddanner sig inden for håndværksfagene. Dét vil være naivt at forestille sig. Men vi medvirker til at løse problemet, og der er en lang tidshorisont på projekterne, hvilket betyder, at det faktisk er mange unge mennesker, som gennem årene kommer til at bo på de tre kollegier. I forhold til de initiativer, der ellers igangsættes for at løse dette samfundsproblem, glæder vi os over, at vi gør noget, hvor effekten forhåbentlig kan spredes som ringe i vandet,” siger Kristian May.
En stor dag for Roskilde
Roskildes socialdemokratiske borgmester Tomas Breddam betegnede det som ”en stor dag for udviklingen af Musicon og for Roskilde Kommune”, da han og Kristian May forleden underskrev projektudviklingsaftalen vedrørende kollegiet.
”Nu sætter vi endnu en solid streg under, at Roskilde er en helt central uddannelsesby. Her tilbyder vi gode muligheder til alle unge, uanset hvilken retning man vælger. Jeg glæder mig over, at der bliver gjort noget særligt for vores kommende generation af håndværkere, som vi har så meget brug for,” lød det fra Tomas Breddam.
Hvis Fonden for Håndværkskollegier som forventet køber den udvalgte grund i Roskilde efter offentligt udbud, kan dørene til kollegiet sandsynligvis slås op for beboerne i begyndelsen af 2027.