775 hektar – svarende til omkring 1.100 fodboldbaner.
Så stort er et natur- og landbrugsområde på det sydligste Lolland, som den erhvervsdrivende fond Hempel Fonden nu investerer i.
Området, der tidligere hed Lungholm Inddæmning og i dag bærer navnet Saksfjed Inddæmning, har hidtil primært været landbrugsjord. Det grænser op til det 217 hektar stort naturreservat Saksfjed-Hyllekrog, og vurderingen er, at det samlede område på lige knap 1.000 hektar har potentiale til at blive et af de væsentligste naturområder for biodiversitet i Danmark i form af fugle, insekter og andre arter, der bevæger sig frit.
”Det er vores ambition, at området over tid bliver et af de vigtigste naturområder i Danmark og et fyrtårn for fremme af biodiversitet, der kan inspirere indsatser både i og uden for Danmark,” siger direktør i Hempel Fonden Anders Holm.
Hempel Fonden, der er eneejer af Hempel-koncernen og med samlede bevillinger i 2021 på knap 146 millioner kroner indtog positionen som den 22. mest uddelende fond i Danmark på Fondenes Videnscenters årlige top-100, ønsker endnu ikke at offentliggøre størrelsen på fondens investering.
”Vi offentliggør prisen, når alle aftaler er på plads,” siger Anders Holm.
Han understreger, at købet af området er sket med en altoverskyggende intention om at gøre en markant positiv forskel for biodiversiteten i området samt at bidrage til en større andel af biodiversitetsrig natur i Danmark.
”Sydlolland – og altså også Saksfjed Inddæmning – ligger på virkelig mange fuglearters migrationsrute. Ifølge eksperter har det her landskab omkring Saksfjed Inddæmning potentiale til at blive et af landets vigtigste områder for især fugle, men også padder, sommerfugle og andre insekter, der migrerer gennem Nordeuropa,” siger direktøren.
Unik mulighed
På det filantropiske felt har Hempel Fonden sit strategiske fokus inden for tre felter:
Uddannelse med særligt blik for børn i verdens fattigste lande.
Forskning i coating, hvor Hempel Fonden arbejder tæt sammen med Danmarks Tekniske Universitet.
Og natur, hvor fonden ser tab af biodiversitet som et af tidens største og mest presserende globale miljøproblemer.
Her var der en – i dansk kontekst – ret unik mulighed for at skabe et sammenhængende stykke vild natur på ca. 1.000 hektar
Anders Holm – Direktør, Hempel Fonden
Hempel Fondens natur- og biodiversitetsfokus er geografisk fokuseret på fire områder langt væk fra Danmark, blandt andet Madagascar og Indonesien. Og den nye naturinvestering på Lolland skal ifølge Anders Holm ikke nødvendigvis tages som et tegn på, at fonden nu øger sin interesse for at investere i eller donere til dansk natur.
”Vi har i flere år arbejdet med at bevare biodiversitet i nogle af de mest værdifulde og truede områder i verden. Vi vil også gerne bidrage til den dagsorden herhjemme gennem et konkret projekt, da Danmark er et af de lande i verden med forholdsvist mindst vild natur. Vi vil gerne gøre det i en stor størrelse, da det er det, der er behov for. Her var der en – i dansk kontekst – ret unik mulighed for at skabe et sammenhængende stykke vild natur på ca. 1.000 hektar, fordi området ligger op ad et andet vildt naturområde forvaltet af Fugleværnsfonden. Om vi vil gøre noget tilsvarende fremover, har vi ikke lagt os fast på,” siger Anders Holm.
- Påtænker fonden også at give filantropiske donationer til naturprojekter på dansk grund?
”Hempel Fonden er en fond med en bred fundats. Udover de større partnerskaber, vi selv initierer, er vi altid interesseret i at modtage ansøgninger om støtte til projekter, der kan gøre en stor positiv forskel,” svarer Anders Holm.
Dansk natur under massivt pres
På Lolland er der stor glæde over Hempel Fondens investering i det store natur- og landbrugsområde.
Sælgeren af området, godsejer af Lungholm Gods Nicolas de Bertouch-Lehn, siger i en pressemeddelelse fra Hempel Fonden, at salget giver ham nye muligheder for at udvikle sin forretning.
”Samtidig giver det mig også en tryghed i visheden om, at Hempel Fonden med gode kræfter både kan og vil tage sig godt af Lungholm Inddæmning ud i fremtiden og udnytte det store naturpotentiale, som min familie altid har sat pris på og værnet om,” siger Nicolas de Bertouch-Lehn.
Saksfjed Inddæmning har potentialet til at blive et af de første, største og mest ambitiøse naturgenopretningsprojekter af denne type i Danmark
Bo Øksnebjerg – Generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden
Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, mener, at der er tale om et både visionært og ambitiøst projekt.
”Dansk natur og biodiversitet er under massivt pres. Derfor er der brug for visionære nye projekter, hvor forskellige spillere går sammen og øger naturværdien i store, sammenhængende landskaber på tværs af naturtyper og ejerskabsforhold. Saksfjed Inddæmning har potentialet til at blive et af de første, største og mest ambitiøse naturgenopretningsprojekter af denne type i Danmark,” siger Bo Øksnebjerg.
Svært ved at få armene ned
Begejstringen er lige så stor hos direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby.
”Det er et aldeles fremragende og perspektivrigt projekt, der viser det meget store potentiale i at visionære fonde og virksomheder deltager aktivt i naturbeskyttelse. Vi glæder os meget til at følge, at projektet omdanner området til et stort naturområde, og til fremover at se traner, viber, mosehornugle, ørne og andre arter bruge dette EU-beskyttede område”, siger Lars Midtiby.
Det er et aldeles fremragende og perspektivrigt projekt, der viser det meget store potentiale i at visionære fonde og virksomheder deltager aktivt i naturbeskyttelse
Lars Midtiby – Direktør, Danmarks Naturfredningsforening
Den socialdemokratiske borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen har, som han udtrykker det i Hempel Fondens pressemeddelelse, svært ved at få armene ned.
”Det er fantastisk, at Hempel Fonden har valgt at investere i en indsats her på Lolland, og jeg er ikke i tvivl om, at det nye naturområde vil blive et slaraffenland for naturelskere; både de lokale, der kan bruge området i deres hverdag, og de mange gæster og besøgende, der hvert år lægger vejen forbi. Jeg glæder mig derfor meget til at fortsætte det gode samarbejde med Hempel Fonden og ser frem til den videre dialog,” siger Holger Schou Rasmussen.
Næste skridt i projektet er at udarbejde en naturstrategi for området. Det vil ifølge Anders Holm ske frem mod sommeren 2023.
Håbet i den forbindelse er, at eksperter, borgere og andre interessenter vil indgå i en dialog om området, pointerer Hempel Fondens direktør.