Lillebælt har brug for hjælp. Der er behov for forbedringer af havmiljøet, som blandt andet skal give bedre levevilkår for torsk, havørred og marsvin. Der er behov for mere forskning. Og der er behov for at få viden og forskning formidlet til borgere, besøgende og lokale foreninger.
Der er baggrunden for et nyt projekt kaldet ‘Bælt i balance’, som Nordea-fonden og Velux Fonden skyder henholdsvis 9,6 og 7,5 millioner kroner ind i frem til 2025. De 17,1 millioner fondskroner suppleres med 15,2 millioner kommunale kroner fra Kolding, Middelfart og Fredericia kommuner, der sammen står bag Naturpark Lillebælt. Den kommunale støtte er øremærket ledelse og administration af projektet.
”Det her er fantastisk. Vi får nu mulighed for at gøre noget konkret for vores havmiljø og få flere forskere til vores område. Vi bliver klogere og finder ud af, hvilke virkemidler der har effekt,” siger Peter Storm, som er formand for Naturpark Lillebælt og socialdemokratisk medlem af byrådet i Middelfart Kommune, i en pressemeddelelse fra Naturpark Lillebælt.
Målsætningen er at skabe konkrete forbedringer i havmiljøet ved blandt andet at etablere nye stenrev og fiskebørnehaver (såkaldte biohuts), opfiske krabber og mindske støjen i havet. Tiltagene skal give bedre levevilkår for torsk, havørred og marsvin – og færre krabber.
Initiativerne suppleres med forskning i forbedringernes effekt på marsvin, torsk, fiskeyngel og havørred, og så er det essentielt for projektet, at den nye viden og forskning bliver formidlet til borgere, besøgende og lokale foreninger. Faciliteterne og formidlingen ved naturparkens kyst skal således forbedres, så særligt skoler og unge får bedre mulighed for at opleve havet og forstå, hvad der sker under overfladen.
”’Bælt i Balance’ vil inspirere flere til at opleve og forstå vores enestående kystnatur og alt det, som ligger lige under havets overflade. Derfor glæder vi os over, at projektet foregår i stærkt samarbejde mellem kommuner, foreninger, forskere og turismeerhvervet,” siger administrerende direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.
Direktør Ane Hendriksen fra Velux Fonden mener, at ‘Bælt i balance’ viser vejen ved at arbejde målrettet på benyttelsen og beskyttelsen af havets ressourcer i en kommunal forankring.
”Velux Fonden ønsker et sundt havmiljø i Danmark og støtter en lang række konkrete indsatser, der bidrager til at forbedre livet under havoverfladen og langs vores kyster. Havet har behov for, at vi samarbejder om langsigtede løsninger,” understreger Ane Hendriksen i pressemeddelelsen.
Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark. Omkring 70 procent af naturparken er hav.