’Dannelse’ er et begreb, man støder på flere gange ved en rundtur på Lauritzen Fondens hjemmeside blandt andet i definitionen af fondens to fokusområder, hvor dannelse er det ene og trivsel det andet.
Og dannelse er også et udtryk, som den 63-årige formand for Lauritzen Fondens bestyrelse, Jens Ditlev Lauritzen, gerne tager i sin mund, når han beskriver de almennyttige aktiviteter, som den erhvervsdrivende fond yder støtte til.
Initiativer for udsatte børn og unge modtager en meget stor del af fondens årlige støttemillioner – og samtidig fastholder fonden sin store årlige støtte til kulturelle initiativer, herunder den årlige uddeling af priser til skuespillere. Og de to hjørnesten i uddelingsaktiviteterne, de udsatte børn og kulturen, går ifølge Jens Ditlev Lauritzen hånd i hånd i det, der blandt andet skal ses som en dannelsesproces.
Det er dét, der med et gammelt dansk ord hedder dannelse – og kulturen er en væsentlig del af hele vores dannelsesproces som personer i dette samfund.
Jens Ditlev Lauritzen – bestyrelsesformand, Lauritzen Fonden
”En af tidens største samfundsopgaver her i landet er, at en masse unge mennesker ikke tager en uddannelse og står udenfor arbejdsmarkedet. I fonden vil vi gerne hjælpe de unge, så deres talenter kan blive foldet ud og de kan få en bedre fremtid, og vi vil gerne medvirke til at få dem væk fra offentlig forsørgelse. Og her fletter det kulturelle ind. For os er det nemlig ikke kun et spørgsmål om at klæde de unge mennesker på rent uddannelses- og jobmæssigt, men det handler også om hele personen og trivslen. Her spiller kulturen, som de kan nyde godt af i deres hverdagsliv, efter vores opfattelse en stor rolle. Det er dét, der med et gammelt dansk ord hedder dannelse – og kulturen er en væsentlig del af hele vores dannelsesproces som personer i dette samfund,” siger Jens Ditlev Lauritzen i et eksklusivt interview med Fundats.
Når fonden én gang om året på Folketeatret i København uddeler Lauritzen-prisen til to danske skuespillere, som hver kan drage hjem en kvart million kroner rigere, og i samme forbindelse uddeler yderligere seks priser til skuespillere, dramatikere og scenefolk, benyttes lejligheden også helt bevidst til at koble de sociale tiltag og kunststøtten.
”Ved prisuddelingen har vi 500-600 mennesker siddende i salen, som kun har ét sted at kigge hen – og det er op på scenen. Derfor præsenterer vi dér tre af de sociale tiltag, som vi arbejder med. Dermed kan vi skabe synlighed omkring nogle af de udfordringer, vi har i det danske samfund,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Nye muligheder vurderes løbende
I løbet af de 11 år, Jens Ditlev Lauritzen har siddet for bordenden i bestyrelseslokalet, er de årlige uddelinger til almennyttige formål vokset betragteligt og ligger nu i størrelsesordenen 40-42 millioner kroner om året. Der er dog ifølge formanden ikke tale om en bevidst beslutning om at sætte beløbsrammen op.
Derimod er de stigende uddelingssummer et resultat af fondens strategiske beslutning om dels at fokusere mere målrettet på udsatte børn og unge, dels at bevæge sig væk fra smådonationer og gå i retning af støtte til flere målrettede, langsigtede initiativer.
”I og med, vi er gået mere ind i initiativer med sårbare børn og unge, er der nogle tiltag, som i sagens natur også økonomisk bliver af en større karakter. Skal vi komme nogle vegne og ændre noget, kan vi ikke gøre det på en kort periode, så derfor er mange initiativer flerårige. Blandt andet har vi i vores samarbejde med Esbjerg Kommune givet hinanden hånd på, at det skal køre i minimum 12 år. Men vi har ikke noget mål om, at vi fremadrettet skal nå at uddele x antal kroner om året. I stedet vurderer vi løbende potentielle tiltag og fornuftige muligheder selvfølgelig med hensyntagen til, om vi har pengene til rådighed,” understreger Jens Ditlev Lauritzen.
– Kan du forestille dig, at beløbsrammen kommer endnu højere op end de 40-42 millioner, den de senere år har ligget på?
”Det vil jeg ikke udelukke. Det er bare ikke en målsætning i sig selv. Penge i sig selv er ikke noget, vi måler efter, men en konsekvens af tiltagene, vi indgår i,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Gør efterskole i Esbjerg til civilsamfundskraftcenter
Et af de større tiltag, fonden har gjort, var købet af en efterskole i Esbjerg i sommeren 2019. Bieringhus Efterskole, der var Esbjergs eneste efterskole, gik konkurs i april 2019, og de 41 elever blev sendt hjem. Et par måneder senere blev det offentliggjort, at Lauritzen Fonden havde købt efterskolen og den tilhørende 11.000 kvadratmeter store grund med henblik på at skabe et såkaldt ‘civilsamfundskraftcenter’.
”Havde du spurgt mig for et år siden, havde jeg ikke vidst, vi havde den mulighed. Nu har vi indtil videre brugt på den anden side af 10 millioner kroner på at lave et civilsamfundskraftcenter med en myriade af forskellige tiltag. Sådanne muligheder kan pludselig opstå, og så er det med at være klar – frem for at gå den anden vej og sige ‘nu skal vi finde noget at bruge nogle flere penge på’,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
At den konkursramte efterskole lå netop i den sydvestjyske by, gjorde overtagelsen endnu mere interessant for Lauritzen Fonden. Ifølge Jens Ditlev Lauritzen er Esbjerg den del af Danmark, fonden har valgt at fokusere sine sociale indsatser omkring ud fra en erkendelse af, som han udtrykker det, at ”hele landet er for stor en mundfuld”.
Men med til historien hører dog også, at rederiet J. Lauritzen, der blev grundlagt af Jens Ditlev Lauritzens oldefar Ditlev i 1884, har dybe rødder til Esbjerg. Og fonden ejer 43 procent af aktierne i DFDS, der frem til udgangen af 2014 drev en sejlrute fra Esbjerg til Harwich i England og til udgangen af 2017 havde havneterminal i Esbjerg.
Opvokset i branche med mange nuller
Ud over ejerandelen i DFDS omfatter Lauritzen Fondens erhvervsaktiviteter 100 procent ejerskab af J. Lauritzen og investeringsselskabet LF Investment.
Fonden har en samlet formue på 6,3 milliarder kroner. Men dét at skulle forvalte en efter danske forhold så stor formue er ikke noget, der får Jens Ditlev Lauritzen til at ryste på hænderne.
”Det er ikke formuens størrelse, der afgør, om man udviser korrekt adfærd og tager sit ansvar alvorligt. Om det er en million eller en milliard eller flere milliarder vil ikke ændre på, hvordan jeg opfatter min opgave. Jeg vil snarere sige, at formuens størrelse giver nogle muligheder. Men det er ikke sådan, at jeg sidder og bævrer eller i øvrigt hæfter mig så meget ved formuens størrelse. Jeg er opvokset i et shippingmiljø, og der er mange nuller på de ting, man arbejder med i den branche,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Den shippinguddannede Jens Ditlev Lauritzen er fjerde generation af Lauritzen-familien. Efter at have været i rederiet i 20 år, trådte han i 1997 ind i bestyrelsen i Lauritzen Fonden.
Da han blev udnævnt til bestyrelsesformand i 2009, var det første gang siden 1978, at posten tilfaldt én fra familien. Det fik ham efterfølgende til at udtale til dagbladet Børsen, at hvis han alene havde fået posten på grund af sit efternavn, burde han nok se sig om efter noget andet at lave. ”Jeg blev formand, fordi jeg var den bedst egnede og bedst kvalificerede,” fastslog han i avisen.
Jens Ditlev Lauritzen har ikke meget lyst til over for Fundats at uddybe, hvorfor han har følt det nødvendigt at understrege sine formandskvalifikationer – det vil han, som han udtrykker det, ”helst bare lade ligge”. Og på spørgsmålet, om han har oplevet en jantelovsagtig tendens til at blive set ekstra an som formand, fordi han deler efternavn med fonden, lyder hans afvæbnende svar, at ”det er da muligt.”
”Men det er ikke noget, jeg har interesseret mig dybt for – det er jeg blevet for gammel til. Jeg har jo også en fortid i selve rederiet, og jeg er ikke i tvivl om, at der dengang sikkert også var nogen, der har stillet samme spørgsmål,” siger han.
Veneration og stolthed
Selvom Jens Ditlev Lauritzen ikke er meget for at dvæle for meget ved sit efternavn og de familiemæssige bånd, lægger han dog ikke skjul på, at det vækker stolthed at sidde for bordenden som fjerde generation af familien og være frontfigur i en fond, der blev stiftet i 1945 af farfaren Ivar og dennes bror Knud og søster Anna.
Det ville da være mærkeligt, hvis jeg ikke følte nogen veneration og stolthed over at være et fortsættende familiemedlem.
Jens Ditlev Lauritzen – bestyrelsesformand, Lauritzen Fonden
”Ansvarsfølelsen, hvis jeg var formand i anden erhvervsdrivende fond, ville være den samme. Det vigtigste som formand er altid at være bevidst om ansvaret over for de interessenter, der er knyttet til fonden; det være sig virksomheder, almennyttige modtagere og medarbejdere i organisationen. Men det ville da være mærkeligt, hvis jeg ikke følte nogen veneration og stolthed over at være et fortsættende familiemedlem. Der er trods alt tale om en fond, som i år kan fejre 75-års jubilæum, og de bagvedliggende virksomheder stammer fra anden halvdel af det 18. århundrede. Så ind imellem gør jeg mig også en tanke om, hvad forfædrene mon ville sige til det, vi nu gør. Ville de være enige eller uenige?” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Det kan, tilføjer han, helt konkret være en udfordring at sidde i 2020 og agere ud fra en fundats skrevet for 75 år siden.
”Verden har jo udviklet sig dramatisk, siden fundatsen blev udfærdiget. Spørgsmålet er, hvordan man kommer ind i den bagvedliggende tanke om, hvorfor der sort på hvidt står, som der gør, og hvordan man bedst fremskriver det til nutiden. Det kan være noget af en øvelse for både jeg og resten af bestyrelsen,” siger den 63-årige bestyrelsesformand.
Kræver omtanke at ændre i fundats
Et konkret eksempel på et punkt, hvor tolkningen af fondens 75 år gamle fundats har været til diskussion i den nuværende bestyrelse, er bestemmelsen om, at ”et fundatsvalgt bestyrelsesmedlem ikke udpeges for en tidsbestemt periode,” men som udgangspunkt kan blive på posten, til vedkommende fylder 70 år. Dermed kolliderer Lauritzen Fonden med anbefalingerne til god fondsledelse, der lægger op til, at bestyrelsesmedlemmer i fonde udpeges for en periode på mellem to og fire år.
– Hvorfor er det ikke en god idé med valg for to-fire år ad gangen?
”Jeg siger heller ikke, det ikke er en god idé. Men når der er tale om en passus fra fundatsen, tænker vi os rigtig godt om, før vi begynder at ændre i noget. Der er argumenter både for og imod en valgperiode på to-fire år. Imod taler blandt andet, at vi i vores fond arbejder langsigtet, og det kan være ærgerligt for et bestyrelsesmedlem at være en del af en langsigtet proces, for så derefter at få at vide: ‘Du har været med i en del af forløbet – men anden del kommer du ikke til at være med i, for nu bliver der valgt nogle andre.’ For os er kontinuitet en rimeligt væsentlig ting i forhold til de ting, vi sætter i værk, også i bestyrelsesøjemed. Men jeg udelukker ikke, at vi vil ændre denne bestemmelse på et tidspunkt, om end det ikke er noget, der er på dagsordenen lige her og nu,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Brodne kar er ikke normen
Overordnet er han glad for anbefalingerne til god fondsledelse, som han mener har en del af æren for den stigende transparens og professionalisering i fondssektoren.
”Specielt for de mindre fonde, hvor administrationen er begrænset til en sekretær, og der ikke er en større organisation, tror jeg, anbefalingerne fungerer som en god skabelon. For de større fonde er næsten alt, hvad der står i anbefalingerne, naturligt og fornuftigt – og i øvrigt punkter, vi allerede har ageret efter i en lang årrække. Men det er da fint, hvis anbefalingerne kan bidrage til åbenheden og forståelsen for, hvad vi foretager os i fondene,” siger Jens Ditlev Lauritzen.
Netop åbenheden, den stigende professionalisering og den større offentlige interesse for fondene i Danmark er efter Jens Ditlev Lauritzens mening de mest opsigtsvækkende overordnede bevægelser, der er sket i fondssektoren i løbet af det næsten kvarte århundrede, han har siddet i bestyrelsen i Lauritzen Fonden.
Men i forbindelse med åbenheden er det vigtigt også at få italesat de misforståelser, der dukker op hist og her, herunder at de meget få brodne kar i fondsverdenen ikke må få lov til at sætte dagsordenen for hele resten af branchen.
Jens Ditlev Lauritzen – bestyrelsesformand, Lauritzen Fonden
”Professionaliseringen af fondene og den øgede transparens, så offentligheden kan se, at der ikke foregår noget fordækt, er absolut positiv. Vi har ikke noget at gemme. Men i forbindelse med åbenheden er det vigtigt også at få italesat de misforståelser, der dukker op hist og her, herunder at de meget få brodne kar i fondsverdenen ikke må få lov til at sætte dagsordenen for hele resten af branchen. Ligesom i alle andre dele af samfundet er der nogle enkelte fonde, der ikke kan finde ud af at indordne sig efter reglerne, og de har fået mere fokus, end de fortjener. Men størstedelen af fondene har – også før, vi fik anbefalingerne til god fondsledelse – hele tiden været drevet godt og professionelt,” mener Jens Ditlev Lauritzen.
– Er I i den fond, du sidder for bordenden i, gode nok til at sige fra over for det, du kalder branchens ‘brodne kar’?
Blå bog: Jens Ditlev Lauritzen
- 63 år. Oldebarn af Ditlev Lauritzen, der i 1884 stiftede rederiet J. Lauritzen A/S, og barnebarn til Ivar Lauritzen, der stiftede Lauritzen Fonden i 1945 sammen med broderen Knud og søsteren Anna.
- Uddannet inden for shipping, først som assistent i Lauritzen Peninsular Reefers og sidenhen udstationeret i bl.a. London og New York. Direktør for Lauritzen Bulkers 1998-2009.
- Medlem af bestyrelsen i Lauritzen Fonden siden marts 1997. Næstformand fra 1999 og formand siden april 2009. Endvidere formand for fondens bevillingsudvalg og priskomité.
- Derudover bestyrelsesformand i madspildorganisationen Fødevarebanken, Rederklubben under Danmarks Rederiforening og Klampenborg Galopselskab.
”Ligesom i det operative erhvervsliv blander du dig jo ikke nødvendigvis i, hvad en anden virksomhed eller fond foretager sig på plus- eller minussiden. Men dér, hvor man har muligheden for at tale med folk, som har indflydelse på, hvordan fremtiden skal se ud, er det vigtigt at få forklaret, at enkeltstående sager ikke er normen, men derimod undtagelsen, der bekræfter reglen,” lyder det afsluttende fra Jens Ditlev Lauritzen – som ikke ønsker at komme nærmere ind på og give konkrete eksempler på, hvem undtagelserne er.
”Men det kan du sikkert regne ud,” siger han med et smil.
