Den store botaniske have i Hørsholm, som er ejet af 15. Juni Fonden, og hvor fondens sekretariat holder til, er kendt under navnet Arboretet.
Men snart vil dele af naturområdet med en unik samling af træer og buske også være kendt som ’Move Green Lab’.
Move Green Lab er nemlig navnet på et nyt forsøgsanlæg, som forskere fra Københavns Universitet er i fuld gang med at etablere i Arboretet med det primære formål at afprøve, hvordan Danmarks natur kan gøres mere tilgængelig for de cirka 300.000 danskere, som har et bevægelseshandicap.
Det er i høj grad takket være fondssektoren, at der i løbet af foråret og sommeren 2022 kan sættes gang i selve anlæggelsen af Move Green Lab. Projektet med et samlet budget på 15 millioner kroner er nemlig ud over Københavns Universitet støttet af 15. Juni Fonden, Nordea-fonden, Bevica Fonden og Lokale og Anlægsfonden.
Jeg er glad for, at vi med dette forskningsprojekt kan formidle viden om, hvordan vi skaber nem og tilgængelig adgang til naturen for alle
Jan H. Klit – Formand, Miljø- og planlægningsudvalget i Hørsholm Kommune
Ifølge en nyhed fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet er ambitionen, at resultaterne af undersøgelserne skal hjælpe praktikere i for eksempel kommunerne med at implementere nye løsninger til mennesker med bevægelseshandicap rundt om i landet.
”Vi vil anlægge et kortere stiforløb, der ikke er særligt fysisk krævende, et stiforløb, som er lidt mere udfordrende, og et, som er fysisk udfordrende. Stiforløbene kobles sammen, så det er muligt at ændre sværhedsgrad under turen. De enkelte stier vil derudover give mulighed for forskellige oplevelser, ophold og aktiviteter,” siger professor Ulrika K. Stigsdotter fra Københavns Universitet, der står bag projektet.
Også til glæde for børnefamilier og hundeluftere
Stiforløbene vil være til glæde for alle besøgende i Arboretet. Det er særligt designet for mennesker med bevægelseshandicap, hvilket betyder, at det også vil blive tilgængeligt for andre, for eksempel familier med barnevogne, hundeluftere, stavgængere og andre, som bruger området i dag.
Miljø- og planlægningsudvalget i Hørsholm Kommune har netop besøgt Arboretet for at høre mere om projektet, og udvalgets formand Jan H. Klit (Kons.) er begejstret for, at et så vigtigt projekt udføres netop i Hørsholm.
”Jeg er glad for, at vi med dette forskningsprojekt kan formidle viden om, hvordan vi skaber nem og tilgængelig adgang til naturen for alle. Det er særligt vigtigt for mig, at lokale borgere med funktionsnedsættelse bliver direkte involveret i projektet,” siger Jan H. Klit i nyheden fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Vores ambition er, at politikere, landskabsarkitekter og planlæggere bliver rustet til at arbejde aktivt og kreativt med at få skabt sundhedsfremmende naturmiljøer
Ulrika K. Stigsdotter – Professor, Københavns Universitet
Ulrika K. Stigsdotter håber, at det med Move Green vil lykkes at sætte fokus på, at adgangen til natur og grønne områder skal være lige for alle.
”Vores ambition er, at politikere, landskabsarkitekter og planlæggere bliver rustet til at arbejde aktivt og kreativt med at få skabt sundhedsfremmende naturmiljøer – også for mennesker med bevægelseshandicap. Og så håber vi selvfølgelig, at det nye stisystem i Arboretet vil blive et sted, som borgerne i Hørsholm har lyst til at besøge og lade sig inspirere af,” fastslår professoren.
Arboretet blev etableret i 1936 som en udvidelse af Forstbotanisk Have i Charlottenlund for at understøtte undervisningen i skovbrugs- og havebrugsbotanik. 15. Juni Fonden overtog Arboretet i 2016, men det er stadig Københavns Universitet, der tager sig af driften af området, og det 35 hektar store område bruges også fortsat i forbindelse med undervisning i botanik og planteanvendelse på Københavns Universitet.