Sagen om Flemming Besenbachers indblanding i en intern konflikt på Aarhus Universitet får nu konsekvenser for bestyrelsens behandling af fremtidige ansøgninger fra universitets naturvidenskabelige fakultet.
I Carlsbergfondet behandles alle ansøgninger af bestyrelsens fem medlemmer. Men nu erklærer Flemming Besenbacher sig inhabil i alle fremtidige naturvidenskabelige forskningsansøgninger fra universitetet.
”For at undgå misforståelser har jeg besluttet, i samråd med resten af bestyrelsen, at jeg fremadrettet vil erklære mig inhabil i enhver ansøgning, der vedrører Det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet,” skriver Flemming Besenbacher i en kommentar på fondens hjemmeside efter bestyrelsen har drøftet sagen, og han har undskyldt sin opførsel overfor de øvrige medlemmer.
Undskylder sprogbrug
Reaktionen kommer efter Berlingske i sidste måned kunne afsløre, at Besenbacher i usædvanligt voldsomme formuleringer havde blandet sig i universitetsledelsens håndtering af en konflikt, hvor ansatte på universitet kritiserede to kollegers fejlfyldte videnskabelige artikler.
”Som tidligere kommunikeret ønsker jeg at undskylde min ageren i sagen vedrørende Aarhus Universitet. Det var en fejl fra min side at sende e-mails til personer på universitet, og jeg skal oprigtigt undskylde mit ordvalg i disse e-mails. Det har på intet tidspunkt været min intention at påvirke interne anliggender eller processer på universitet,” skriver Flemming Besenbacher i kommentaren.
Udover erklæringen om inhabilitet i kommende fondsansøgninger fra fakultet har fonden ændret i nogle af dens interne processer for at sikre, at noget lignende ikke sker igen, oplyser Flemming Besenbacher i kommentaren, hvoraf det fremgår, at bestyrelsen ikke har yderligere kommentarer til sagen.